Breve til Selma

//vinder af 2. pladsen i ONEkonkurrencen

6Likes
0Kommentarer
695Visninger

3. 3

Hej igen Selma

Det er tidlig morgen - så tidlig, man nok nærmere vil sige sen nat. Alligevel sidder jeg oppe, fordi jeg er så fast besluttet på at nå at skrive dit brev, før solen står op - hvilket dog ikke er en specielt stor udfording her om vinteren, når solen kun nedværdiger sig til at være sammen med os få timer om dagen. Jeg tror nemlig, at denne morgenstund ville være det eneste tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg har tid. 

Det er sjovt, hvor hurtig jeg er blevet afhængig af at skrive disse breve - så afhængig jeg vælger at give slip på et par timers søvn bare for at have tid. På mange måder føltes det bare som om, en version af mig, altid har gjort det her, selvom der stadig er så mange tomme sider i min blå notesbog. Men når jeg bladrer igennem den,  er det som om, jeg allerede kan se, de tanker jeg vil nedfælde på dem, som om min kuglepen er så bestemt til at skrive ordene, man allerde kan ane de svage aftryk af dem. Så jeg håber for din egen skyld, du ikke bliver så hurtigt træt af mig, som alle andre, min kære Selma. 

Du skal bare ikke begynde at tro, det kun er for din skyld, jeg er stået op nu. For som du måske husker, har jeg en forkærlighed for dette tidspunkt, hvor stort set alle i vores tidszone sover. Så er der de få A-mennesker, som lige så godt kunne få sorte skygger tatoveret under øjnene, da de alligevel er permanente, som er vågne - sikkert fordi de skal møde tidligt på arbejdet. Og så er der selvfølgelig også et par B- mennesker med store døgnrytmeproblemer. Men ellers giver hele landet genlyd af de roligt sovende åndedrag, jeg kan høre fra min familie gennem pulterrumsvæggen. Ind og ud, ind og ud. Man får sådan på fornemmelsen, at den rytme aldrig kan blive brudt, gør man ikke? 

Desuden kan jeg for at være ærlig bedst lide den sovende version af min familie. For som den trehovedet drage, som de i sandhed opfører sig som,  er det bedst, hvis dragen sover og ikke kan forvolde nogle skader. Og det blik, som jeg hader overalt på jorden, kan ikke trænge igennem deres lukkede øjenlåg - selvom det ikke skulle undre mig, hvis det kunne, da det blik efterhånden kommer i gennem alt. Det var det blik, jeg fik, da de i går fandt mig sammenkrøbet i pulterrummet, det blik, jeg fik, da de fangede mig i at tale med mig selv, det blik jeg fik, da de så de beskrivelser af andre verdener jeg med blåt blæk havde kradset ned på mine underarme. Det blik, som klæber til enhver af mine bevægelser. 

Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre, syntes deres øjne altid at skrige, hvilket får mig til at skrige til tyngdekraften, den skal give slip på mig, så jeg kan svæve et sted oppe blandt stjernerne og IKKE være som alle andre. Tyngdekraften lytter dog aldrig - jeg tror, den ville komme godt ud af det med mine forældre, de de ligeledes aldrig har lyttet til, hvordan jeg ikke har lyst til at være dom alle andre. 

Jeg har ikke lyst til at lade være med at skrive til folk, bare fordi de ikke er virkelig eller  stoppe med et sidde i et pulterrum, som ikke er ment til opbevaring mennesker. Jeg har ikke lyst til at føre ligegyldige samtaler med ligegyldige mennesker bare for at føle mig som et del af det fællesskab, der har brugt så lang tid på at udstøde mig eller en af de andre tåbelige ting, der gør normal til et mindre tomt begreb.

Det er du den eneste, der forstår, Selma, så derfor føler jeg mig også tryg ved at fortsætte min tankerække, når jeg ved, det er dine øjne, der skal læse dette brev.

For har du ikke også nogle gange lyst til at gemme verden væk? Måske et sted blank rynkerne på dine fingerled? Mange vil selvfølgelig mene, det ville være umuligt , da verden nu engang er så stor, der ikke er plads på mine ti fingre, hvor de så kan sidde og skrige, jeg skal give slip på dem. For jeg tror virkelig, det er bedst, hvis verden er så hjælpeløst fanget, den ikke længere ånder mig i nakken. Og ville det ikke være dejligt, hvis du for en gang skyld ikke var en del af verden, men verden var en del af dig? Så ville du altid vide præcis, hvor verdens ende var og slippe for at skulle glemme dig selv i himlen på de mest upratiske tidspunkter.

Men hvad ville der så være tilbage? Ingenting? Ingenting er jo sådan et mærkeligt begreb, hvis mening vi ikke kan få om på bagsiden af vores kranium, for hvis ingenting er tænkt på, bliver det til noget, og noget er vel ikke ingenting? Jeg får ondt i hovedet af at tænke på det her, så måske burde jeg lade pulterrummet være som det eneste, så jeg flipper for at forholde mig til, hvad hele verdens fravær ville bringe.

Men resten af verden skal helt klart med på mine fingre, så jeg kan grine af, at jeg engang syntes, den var uoverskueligt. Og desuden - hvis jeg kunne få verden til at forsvinde, ville det være en smal sag at få dig til at blive virkelig .

Endnu en ting jeg elsker ved morgener: der virker sådanne ting mulige. Men snart ringer vækkeuret hos min lillebror og mine forældre, og de skal nødig fange mig i pulterrummet igen, da et sigende blik mere fra dem, sikkert får mig til at selvantænde, så det er vist bedst, hvis jeg snart slutter og sniger mig ind i min seng igen, som stadig står på mit værelse og ikke blandt rynkerne på mine fingerled. 

Vi ses i morgen, Selma. 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...