Breve til Selma

//vinder af 2. pladsen i ONEkonkurrencen

6Likes
0Kommentarer
608Visninger

2. 2

Hej igen Selma

Jeg sidder lige nu på skolen. Altså på skolens område - ikke på taget, selvom det nu kunne være sjovt at klatre rundt blandt alle de bolde, som er blevet kastet derop og aldrig er blevet hentet ned. Vi kastede selv en basketbold derop - kan du huske det? Den er der sikkert stadig, fuldkommen slidt af vind og vejr. 

Jeg afsøger faktisk taget med øjnene lige nu på jagt efter det velkendte orange glimt, hvilket er lidt af en opgave, når jeg sidder helt hernede, og der er en stor bladkrone i vejen. For jeg sidder lænet op af et træ - det som står i udkanten af den store græsplæne og syntes at vokse med sådan en fart, det ikke skulle undre mig, hvis dets grene snart strejfede skyerne. Jeg ved ikke, om du kan huske, hvor meget jeg plejede at elske det træ, eller hvor tit vi gik rundt i endeløse ringe omkring det - på jagt efter den magiske portal, jeg var sikker på gemte sig et sted blandt dets rødder. Vi gik endda så vidt som til at tage en smørekniv med ud og prøve at skære hul i stammen, så vi kunne komme ind i det. 

Der faldt dog kun et par flager af bark af, men jeg var stadig overbevist om, at vi på et eller andet tidpunkt skulle finde den magiske verden, træet gemte. For det  var - er - virkelig sådan et træ med stort T med en stamme så tyk, det ville kræve verdens længste arme at kramme det og blade så grønne, farven nemt kan skære ens øjenæbler i småstykker. Lige nu har alle dets blade dog forrådt det til fordel for visenheden, som sommeren virker længere væk end nogensinde. 

Jeg kommer til at savne det, når jeg engang skal lægge folkeskolen bag mig. Det virker bare utænkeligt lige nu - at skulle forlade dette sted, når jeg nu har brugt så mange timer her. Jeg kan ikke forestille mig at skulle gå ud af den dør, jeg er gået ind og ud fra mandag til fredag i ti år, for sidste gang, eller at forlade min plads i hjørnet af klasseværelset på den stol, der altid vælter, fordi den mangler et hjul. 

Det er ikke ligefrem, fordi min skoletid har været en dans på røde roser - så har de roser i hvert fald torne. Jeg har tit været mere usynlig end den hengemte luft, der er det eneste, man indånder på skolen. Bare det at jeg lige nu bruger mit frikvarter på at sidde under et træ og skrive til min gamle fantasiven siger en del. Eller hvordan jeg så vidt muligt forsøger at holde mig skjult bag træets stamme, da jeg nødig ville have nogen skal se mig her - med min notesbog knuget ind til mig, som jeg forvandler nogle af mine tanker til blåt blæk.

På den anden side - selv hvis nogen skulle opdage, hvad jeg lavede, tror jeg ikke, det ville forandre noget. Jeg er i forvejen den, der aldrig åbner munden eller taler med nogen, da jeg altid har været bange for, jeg ville komme til at afsløre, hvor anderledes jeg faktisk er. Jeg har ikke lyst til at uddybe lige nu, men lad mig bare dige, at mine "klassekammeraters" syn på mig ikke har ændret sig det mindste siden sidst.  

Og alligvel har jeg ikke lyst til at forlade skolen. Faktisk har jeg allermest lyst til  at ligge mig fladt ned på græsplænen, mens jeg griber så hårdt fat i græstotterne, selv tiden ikke kan rive mig væk. 
Jeg tror bare, det skyldtes, hvor velkendt alt dette er. Når jeg vågner op om morgenen, ved jeg altid, hvad der venter mig, før jeg igen går i seng. Og når jeg går ud af niende, vil jeg bevæge mig ud i noget fuldkommen ukendt - og som du måske husker, er jeg rædselsslagen, når det gælder det ukendte. 

Undskyld Selma, jeg må kede dig med alle mine patetiske, ynkelige, dumme, uintelligente og jeg kunne blive ved beskrivelser. Men så igen - du findes kunne mit hoved, så du må vel være vant til at være omringet af mine bekymringer og spekulationer, som ikke får mig nogle vegne. Jeg tror, det er på tide at skifte emne, inden jeg mister mig selv helt, da jeg må huske mig selv på, det stadig ikke er min sidste skoledag. 

Jeg har altid syntes, vinter var en mærkelig årstid. Det er tit så koldt, gåsehuden fungerer som et ekstra hudlag lige meget, hvor mange dynejakker vi pakker os selv ind i, mens vores ånde fryser til is i luften. Men samtidig skinner vintersolen lige nu for en så blå himmel, man skulle tro, det var august, hvis man kun fokuserede på himlen. Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne hente solen ned, så den kunne varme alting op igen, men jeg tror bare, den er for tung til mig. 

Jeg begynder at tro, det var en dårlig idé at bruge mit frikvarter udenfor, da mine fingre er blevet til isklumper, og mine negle har antaget en sygelig blå farve. I det mindste får jeg herude fred for alle andre, da de er for kloge til at gå udenfor i denne kulde. Desuden er jeg følelsesløs i så meget af kroppen, jeg næsten ikke kan mærke kulden mere. 

Og klokken ringer snart, så jeg tror det er på tide, jeg går ind igen, selvom at gå ind er det samme som at slutte dette brev, og det har jeg ikke lyst til, da det er dejligt at sidder her og lade som om, du er virkelig og forstår mig, og jeg begynder at køre min frie hånd rundt i cirkler på græsset ved min side, så jorden ophober sig under mine negle, så det ligner, der vokser bakker fra mine fingrespidser , og min lyst til at sætte et punktum bliver mindre og mindre for hvert sekund og hvert ord, men ligesom min skoletid kan sætninger ikke vare evigt, så det er vel på tide, jeg sætter det forbandede punktum. 

Vi ses, Selma. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...