Breve til Selma

//vinder af 2. pladsen i ONEkonkurrencen

6Likes
0Kommentarer
575Visninger

1. 1

Kære Selma

Kan du stadig huske mig? Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis svaret er nej, da jeg - for at være ærlig - også havde glemt dig. Næsten havde glemt dig. Det viste sig, at det at se den tegning var det, der skulle til for, at du vandrede tilbage i min hukommelse, som havde du aldrig forladt den. Og jeg må indrømme, at jeg har savnet dig der, da du nu engang var så god til at forhindre mig i at falde ud over kanten af mine egne tanker. Jeg smilede endda lidt, mens jeg knugede tegningen  ind til mig efter at have fundet den og lovede mig selv, at jeg aldrig ville give slip. 

Der var bare så mange mindet forbundet med de klodsede streger, jeg havde lavet med farveblyanterne for at få os to til at stå på papiret - frosset fast i tiden. Jeg blev dog også lidt misundelig på seksårige mig,  da jeg så, hvor simpel tegningen var. Du havde et kuglerundt hoved med to brune streger stikkende ud fra hver side (hvilket jeg tror, skulle forestille dine rottehaler, selvom det er kommet til at ligne, nogen har stukket en pind gennem dit hoved). Og dit smil var så bredt, jeg var sikker på, det kunne nå adskillige gange rundt om jorden, hvis det altså ikke sad fast til den barnlige tegning. 

Jeg fandt tegningen i en flyttekasse i vores pulterrum. Den lå under utallige bunker papirer og ventede på, at jeg skulle grave den og en stor mængde nostalgi frem. Med store blokbogstaver havde jeg skrevet mit navn på den, så ingen skulle komme i tvivl om, at jeg var kunstneren, selvom det ikke var nødvendigt, da jeg forbliver den eneste, der kunne have tegnet den. Det er kun mig, der ved, du altid har dit lysebrune hår sat op i rottehaler og har så mange fregner, det ligner, nogen har antændt et utal af ildebrande på dit ansigt. Det et kun mig, der ved, du har et brunt og et blåt øje, og at du aldrig går nogle steder uden en bog. Det er selvfølgelig fordi, du kun findes i mit hoved - du har aldrig rigtig set verden, men kun indersiden af mit kranium. 

For du er ikke virkelig, Selma. Alligevel brugte jeg som barn flere timer på at lege med dig i verdener, hvor du i sandhed passede ind, da de heller ikke var virkelige, og jeg sidder nu og skriver dette brev ned i min blå notesbog, selvom jeg ikke har nogen adresse at sende det til andet end fantasiland, og jeg tror ikke, at postvæsnet ved, hvor det er. Du var min fantasiven, min eneste ven, det det ventede for enden af mine allermærkeligste tankerækker. 

Det er mærkeligt at tænke på, at jeg havde glemt dig, da du betød så uendeligt meget for mig. Jeg tror også, det er derfor,  jeg impulsivt greb min notesbog og blå kuglepen, fordi jeg havde dårlig samvittighed og tænkte, du måtte være meget alene i det lille hjørne af min bevidsthed, jeg havde fortrængt dig til. Eller måske var det bare fordi, at det at være inde i vores pulterrum mindede mig om, alle de timer, vi har leget herinde blandt forkastet legetøj og støvede fotoalbums. 

Jeg elsker det forresten stadig herinde. Hvis du ikke kan huske det, så er pulterrummet klemt inde mellem nogle skabe i mit hus, og det er kun få kvadratmeter stort. Det gør nu ikke noget, da det herinde kan føles som om, verden faktisk ikke er større end de få kvadratmeter, og det gør det hele lidt mere overskueligt. Hvis verden var så lille, ville jeg nemlig have en undskyldning for ikke at have nogen venner, da jeg ville være den eneste. Selvfølgelig vil det så også være min opgave at holde sammen på hele verden, og det ved jeg ikke, om jeg kan, når jeg selv er gået i stykker - og jeg kan ikke længere sattes sammen igen, da stumperne er holdt op med at  passe sammen. 

 For du må da indrømme, det er ynkeligt at sidde krøbet sammen i et pulterrum og skrive til sin fantasiven. Men det er jeg nu ligeglad med, da  min mærkelighed allerede har overskredet enhver tænkelig grænse og nu svæver et sted oppe blandt stjernerne. Jeg har faktisk ikke lyst til at slutte dette brev, selvom det er sent om aftenen, og jeg burde gå i seng. 

Jeg vil gerne skrive flere breve til dig - breve, hvor jeg kan få  lov til at fortælle dig om min hverdag, ikke at passe ind og luftmadrasser, da du vist er den eneste, der vil lytte. For selvom jeg har ændret mig siden sidst, føltes det ikke rigtig sådan, som jeg sidder her. Gad vide om du også har ændret dig? Er du stadig pigen på tegningen, eller er du også vokset op? Jeg må nu indrømme, at jeg stadig ser dig som en seks-årig, hvilket blot gør dette endnu mere ynkeligt. 

Jeg er begyndt at fryse, da der ikke er ordentligt isoleret herude, som ved mine forældre ikke, det her er det eneste sted, hvor det ikke føltes, som om verden ånder en i nakken. Der er så meget de ikke aner, hvilket er endnu en grund til at skrive til dig . Og de har overhovedet ikke ændret sig - tro mig.

Du forbliver stadig den eneste, som ikke sætter det mindste lille spørgsmålstegn ved, at jeg bruger så meget tid i pulterrummet, trods kulden og trangheden, samt et af de mennesker, der ikke går hundrede af på dusinet. Hvor har jeg dog savnet dig, Selma. Jeg kan allerede forestille mig, hvordan du sidder herude sammen med mig, og læser med over min skulder i takt med, at min blå kuglepen former ordene. Ikke hånden, men den blå kuglepen. Måske var det den, der fik det til at føles så naturligt at skrive dit navn på toppen af papiret, så naturligt at love dig, jeg kommer til at skrive flere breve. Nu får jeg helt lyst til kramme pennen, til den ved, hvor taknemmlig jeg er.

Det skal jeg nu nok lade være med, da det allerde et mærkeligt nok, jeg skriver til dig, som var du virkelig, og det ville ikke blive bedre, hvis jeg begynder at tro, kuglepenne har følelser. 

Vi ses snart igen, Selma

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...