Broken

Mød mig.
Jeg aner ikke hvem jeg er, eller hvad jeg er. Jeg ved kun en ting.
Jeg. Hader. S.H.I.E.L.D.
Og ja, så har jeg en forklaring. Det er lidt svært at syntes om nogen som har kidnappet en. Eller jeg er det kun mig der har det sådan?

Bidrag til Batman VS Superman konkurrencen.

1Likes
1Kommentarer
458Visninger
AA

1. Broken, I am

 

"Hvorfor står du her ude? Det regner." Jeg kiggede op på Peter, der var trådt ud af den høje bygning, som jeg stod lænet op ad. No fucking shit! Jeg var gennemblødt og frøs ad helvedes til. 

"Jeg har ikke lov til at være i bygningen." Jeg efterlignede dørmanden, der havde smidt mig ud for halvanden time siden. Peter begyndte at gå, og jeg fuldte surmulende efter ham. 
"Det skal jeg nok få ordnet til næste gang." Han skubbede til mig og rodede mig i håret. Jeg himlede med øjnene og tørrede dråberne der var faldet på mine kinder væk.
"Ej, skal jeg lade hver med at drille dig? Du ser jo helt knust ud." Grinede han. Fed joke Peter. VIRKELIG fed joke. I finder ud af hvorfor senere....
"Hahaha, hvor er du sjov. Hvis du vil forblive i et stykke, så råder jeg dig til at droppe vittighederne, Parker." Han stoppede op og vendte sit flabet fjæs mod mig. 
"Du er lidt moody i dag. Er det den tid på måneden igen?" Jeg sendte ham dræber blikket, og vi gik et par gader længere, før jeg opdagede, hvor vi var på vej hen. Jeg stoppede op, vendte min røv den anden vej og gik tilbage til der, hvor vi var kommet fra. At Parker skulle få lov til at gøre mit mildt sagt lorte liv endnu værre? Nope, nope and nopety nope. I må hellere gør jer klar til et af mine berømte breakdowns.

Peter havde selvfølgelig opdaget min lille manøvre og var stoppet op. Han så ud som om han ærgrede sig over, at jeg havde opdaget det. Fuck ham! 

"DET KAN DU GODT GLEMME PARKER! S.H.I.E.L.D.? ER DU DUM?!" Jeg råbte måske lidt for højt, men det var hans helt egen skyld. Idioten kunne jo bare havde ladt mig være. Han fuldte selvfølgelig efter mig, i mens han prøvede at undgå de ting, jeg begyndte at kyle efter ham. 
Det 'fede' ved disse kræfter var, at jeg kunne smadre ting men også samle dem igen. Det gav mig mulighed for at rette op på mine fejl. Hvilket jeg havde brug for. For det andet var heller ikke nogen begrænsninger. Overhovedet. Alt kunne smadres og samles. Selv liv.

Jeg smadrede en rude fra 4. sal på et hotel, og glasskårene regnede ned, men inden de ramte gaden, samlede jeg ruden igen. Til min ærgrelse nåede Peter at flytte sig. Ruden gik igen i tusindestykker da den ramte jorden. 

"Hey, hey, hey. Ikke flere ruder! De gør sygt ondt! Og S.H.I.E.L.D..... De er altså ikke så slemme..." Jeg kunne høre forsigtigheden i Peters stemme, og han havde god grund til at være forsigtig. Jeg stoppede brat op. Ikke så slemme? Ikke så slemme? "IKKE SÅ SLEMME!" 

Skreg jeg mod Peter, og de få folk der stod på gaden havde vendt deres opmærksomhed mod os. "DE FANGEDE MIG, BANDT MIG TIL EN STOL OG HOLDTE MIG FANGET I MÅNEDESVIS. OG JEG VED IKKE ENGANG HVOR, FOR NÅR JO! DE GAV MIG BIND FOR ØJNENE." Jeg kunne mærke tårerne, der pressede på, og jeg gav efter. 
" OG NU STÅR DU HER OG PÅSTÅR, AT DET ER MIG DER ER 'THE BAD GUY'!! DU ER FOR FUCKING MEGET PARKER!" Jeg græd ikke, jeg tudede. Regnen silede stadig ned, men jeg kunne mærke mine tårer, og der var mange af dem. Jeg rystede ukontrollabelt og sank i knæ. 

Hvad sagde jeg....Breakdown! 

Jeg var forvirret. Så forbandet forvirret at det gjorde fysisk ondt. Jeg gad ikke det her! Jeg ville ikke have disse kræfter. Jeg ville ikke tilbage til S.H.I.E.L.D. Jeg gad ikke at være hende. At være Broken. 
Stemmen i mit hovede mindede mig smertefuldt om, at det var det eneste, jeg havde. Jeg kendte ikke til andet.

En person havde sat sig ned ved siden af mig og havde lagt en hånd på min ryg. 
"Vi bliver nød til at komme væk herfra. Jeg lover dig, at de ikke er så slemme. Du bliver nød til at tale med dem på et aller andet tidspunkt, og der er snart gået en måned. Jeg lover dig, at jeg nok skal passe på dig. Jeg vil ikke lade dem gøre dig noget ondt." Han havde ret. I sidste ende havde jeg ikke noget valg, for det havde han allerede forklaret mig. De ville bare hente mig tilbage med vold, hvis jeg ikke tog frivilligt derhen. 
Stadig rystende kom jeg på benene, men det gik så længe, at han støttede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...