Let it go.

Efter en forfærdelig tragedie har Stephanie ét enkelt mål, at finde ud af hvem der brændte hendes hus ned. Stephanie kæmper dog også med en hel masse andre ting, for det er svært, at passe ind, når man altid gør de forkerte ting.
I den anden anden ende af landet er Jacob, Stephaniess lille bror som hun ikke har set siden Ulykken. Jacob går også gennem en hård tid, han er lige kommet ind i teenager livet og alt er besværligt og bøvlet.

0Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2. 

 

Jeg vågner op ved siden af Tobias. Jeg husker ikke, at jeg faldt i søvn i går, men det må jeg have gjort. "Morning beautiful." Kommer det fra Tobias, som lægger med øjne lukket. Han har et eller andet med, at han ved man er vågen, selvom ens øjne er lukket. Jeg smiler. "Morgen Tobias." Jeg læner mig over ham og giver ham et kort kys. Tobias og jeg har været sammen i godt snart et halvt år og har kendt ham i 2 år cirka. Selvom et halvt år ikke er meget, elsker jeg ham virkelig, og han elsker mig, forhåbelig. Han tager om mine hofter og trækker mig ind til ham. Jeg lægger mit hoved på hans bryst og mine finger undersøger lige også stille hans mavemuskler. 

"Vi burde snart tage tilbage til byen." Lyder det fra Tobias, da vi sidder ved et lille, gammelt bord og spiser morgenmad. Han spiser noget havregryn og jeg spiser noget frugt. Jeg sukker dybt og kigger ned i min mad. "Tobias, du ved godt, at jeg ikke kan gøre det." Siger jeg i forhåbning om, at han vil forstå mig. "Stephanie, vi kan jo ikke blive her for altid!" Jeg kigger kort op, men lader hurtigt mit blik finde min tallerken igen. "Hvorfor ikke?" "Hvorfor ikke?!? Fordi vi lever i et hul her! Vi har behov for, at gå i skole. Vi har behov for at socialisere os. Vi kan bare ikke leve her for altid.." Han har ret, vi lever i et hul. Vores lille bitte "hus" vi har er rent rod, alt er snavset, det ligner noget som ikke er blevet brugt i 100 år, hvilket det stort set heller ikke er. "Jeg kan ikke! Jeg kan ikke, Tobias, ikke efter alt det der er sket." "Og hvad så! Du kom op og skændes med dine forældre?! Wow big deal!" Rettelse: Mine plejeforældre, mine rigtige er døde.  "Det var ikke 'bare' et skænderi" Snerrer jeg. "Nå nej, det var 3. verdenskrig.." Svarer han endnu mere sarkastisk. "Tobias for fanden! De støttede mig aldrig! Hver eneste gang jeg havde rodet mig en i det mindste problem, blev der råbt af mig. Hvis jeg ikke var god nok i skolen, stod den på slag! Jeg havde det af helvede til med dem! De freaking mishandlede mig! Nu er jeg sluppet væk og det er så lettende." Svarer jeg ham surt. "Hvis du havde det så svært, hvorfor sagde du det så ikke til en voksen eller sådan noget?" Jeg kigger surt på ham. "Hvad fuck kan de gøre ved det? Men det er lige meget, du forstår alligevel ikke en skid!" Jeg skubber stolen ud bag mig, går hen og tager min taske og fylder den op med mine ting. "Stephanie for fanden, hvad har du gang i?!" "Skrider for dig og dit pis." Svarer jeg koldt tilbage. "Og hvad vil du så gøre uden mig, om jeg må spørge?" "Ved jeg da ikke, men det er heller ikke mit største problem?" Jeg kigger rundt efter min bog. "Men hvorfor Stephanie, hvorfor?" "Jeg er så fucking træt af alt dit pis og om, at du tror du ved alt om mig! Du ved muligvis meget, men du forstår ikke en skid, fordi du aldrig har prøvet det!" Jeg finder endelig min bog og tager den i min taske. "Sophia, vil du ikke nok..?" Jeg er henne ved døren nu. "Øhm nej.. Og btw. Jeg slår op.!" Jeg vender mig om og står nu midt ude på gaden

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...