Bundet på hænder og fødder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2016
  • Opdateret: 11 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi er i 79 e.kr det samme år, hvor Pompeji går i udbrud ( Det er en vulkan. Som begraver mange, mange byer i aske og alle dem som befandt sig i området døde) vores hovedperson hedder Caddy og det her er hendes historie.

0Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

1. bundet på hænder og fødder

Verden er en skueplads, og alle mænd og kvinder blot skuespillere og, hver har mange roller at spille i sin livstid

Wiliam Shakespeare: As you Like it, 1599

„ Caddy stå nu op. Vi har altså meget arbejde idag." „ Ja jeg skal nok." Hende du lige hørte der var Aura hun har altid været den, som først har stået op i huset, jeg tror aldrig hun har prøvet at være træt om morgenen, hvilket jeg altid er.

Jeg kigger lidt op i loftet og gnider søvnen ud af øjnene. Jeg nyder den sidste varme fra tæppet og tager mig så sammen til at stå op. Jeg tager den lasede brune kjole over mit hovedet og stikker mine arme ind i ærmerne, bagefter sætter jeg mit brune hår i en almindelig fletning. Jeg tjekker, at jeg ser fin ud, tager fat i dør håndtaget og kommer ud i det lille træ køkken. Jeg ser Aura der er igang med at tilberede grøden. Jeg går over til det lille træbord med tre træstole og sætter mig.

„ Godmorgen Caddy." Siger Aura koncentreret og kigger ned i gryden

„ Godmorgen Aura." Siger jeg og stirrer ud i luften som jeg altid gør når jeg er træt. Jeg sidder i lang tid og bare sidder og stirrer på rotterne, der farer ind og ud af køkkenet. Egentligt burde jeg synes at der er klamt, men det er jeg for træt til. Da jeg er ved at være lidt træt af at kigge på rotterne kommer Aemiliano og så savner jeg allerde tiden, hvor jeg sad og så på rotter. Aemiliano er meget ivrig, faktisk altid, men heldigvis er han lige så lidt morgenmenneske som jeg, så jeg kan nå og nyde freden, lyden af små pippende rotter og duften af grød lidt endnu. „ Aemiliano. Gider du lige smide nogle tallerkner på bordet og nogle krus." Spurgte Aura, men det var nok nærmere en ordre. Der kommer en underlig, træt væsen fra Aemiliano, som nok skulle forstås som et ja jeg skal nok. Han går over til et af de mange træ skabe og smider bogstaveligtalt nogle tallerkener. Aura skal lige til at "skælle og smælle," men så kan vi alle hører et hyl. Aura og jeg går ud for at se, hvad der sker mens Aemiliano sidder på en af træ stolene og gnider den sidste søvn ud af øjnene.

Ude på gårdspladsen ser jeg, at det er Magnum, herren i huset. „ Min søn. Han er død! Claudian er død!" Råber Magnum.

„ Caddy tror du, at du kan klarer det her. Jeg er nødt til og se til grøden og det her kommer til at tage noget tid." Spørger Aura. Magnum har altid skræmt mig og lige nu står han og skriger ud over hele gårdspladsen, men jeg kan se det er en dårlig undskyldning fra Aura. Hun var engang Magnums elskerinde og siden da, har hun holdt sig fra ham.

„ Jo jeg skal nok prøve. Smut du bare ind til grøden." Med bankende hjerte går jeg over til Magnum. Han sidder oven på gruset, der udgør vejen. Han sidder og holder hænderne for øjnene, men jeg kan se, at han græder. Jeg går over til ham.

„ Jjjj." Jeg ikke vant til at trøstede folk og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre og så bliver det jo ikke bedre af at man er pænt bange for én.

„ Jeg..... Er ked af, at Deres søn er død. Hvad er der sket med ham?" Jeg prøver på at lyde rolig og fattet. Jeg sætter mig ned over for ham.

„ Han var i Pompeji! Efter vidner skulle der have været sten, som regnede fra himlen. Det skete i flere timer og husene begyndte at brase sammen! Efter noget tid igen kom der noget rødbrunt vand. Det må have været meget varmt for vidnerne, som var på de omkring liggende øer, kunne mærke varmen helt over hos dem!" Han begyndte at græde endnu mere, men, hvordan kunne det regne med sten og komme varmt vand, der var rødt og brunt?

„ Men... Hvordan kunne det regne med sten?" Spørger jeg.

„ De siger, at det kom fra bjerget!" Han begynder at græde endnu mere og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg giver ham et klap på skulderen. Efter noget tid falder han lidt ned igen og kan trække vejret nogenlunde stille og roligt. Det kom ellers før kom i store gisp. Han tørrer sine øjne og går ind mod huset. I døren stopper ham op og jeg kan se, at han skal til at sige noget, men beslutter at lade være og går så helt ind.

Da jeg kommer ind i køkkenet er alt grøden blivet spist og jeg bliver lidt skuffet. Det var vel ikke meget at forlange, at der bare ved en smule tilbage når man nu havde hjulpet i skrigende mand midt ude på gårdspladsen, næsten frivilligt, at der så var lidt mad man kunne få når man var færdig, men nej.

„ Nå du er blevet færdig, Caddy. Det er godt kan du så ikke tage Aemiliano med ud og feje i hestestalden." Kommandere Aura. Inden jeg når at svare er hun allerede gået.

„ AEMILIANO." Råber jeg.

„ HVAD ER DER?" Råber han tilbage og kommer så bagefter ud i køkkenet.

„ Vi skal feje ude i hestestalden." Svarer jeg.

„ Ej skal vi. Mens vi går det skal vi så ikke også vaske gulvet der og male væggen. Jeg har set den smukkeste lilla farve og jeg tror den vil matche de sorte heste så godt! Og så kunne vi jo lægge nyt gulv. Det kunne måske være lyserødt eller gult!" Spørger Aemiliano begejstret, alt for begejstret.

„ Men, hvis vi kunne det kunne vi så ikke samtidigt male husets fasede mørkegrønt og så med lysegrønne striber, Caddy!"

„ Aemiliano, jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal sige det til dig. Vi skal ikke male husets fasede grønt og slet ikke med lysegrønne striber!" Svarer jeg for tretusinde gang.

Så begynder jeg at gå over til hestestalden med Aemiliano efter mig. Jeg kan se, at det gjorde ham ked af det og så gør det mig ked af det, men jeg siger ingenting fordi jeg vil nyde stilheden. Er det ondt? Ikke at sige undskyld? Mordere siger aldrig undskyld til familierne og det er da noget mere ondt. Men, hvad skulle de også sige? Undskyld jeg dræbte jeres søn, men han havde været træls gennem en længere periode. Eller undskyld jeg dræbte jeres datter, men jeg kunne altså bare ikke lade vær. Nej så er det nok bare bedst helt at lade være med at sige noget.

Ovre i hestestalden lugtede der godt nok dårligt. Både jeg og Aemiliano skar en grimasse. Det var vist langtid siden nogen sidst havde fejet møget væk og det var bare med at komme igang. Jeg går over til det lille skab, som er inde i stalden og finder to skovle frem for der ville gå noget tid inden det bare var en mulighed at feje. Det tog meget, meget lang tid at skovle møget væk og bagefter skulle der jo også fejes. Da vi var færdige var det allerde blevet aften og vi skyndte os ud fra den klamme gamle stald og ind i køkkenet.

„ Hvordan er det dog i to ser ud? Skynd jer at komme ud fra mit køkken og vask jeg hænder og ansigter." Skæller Aura. Vi går ud til badeværelset, hvor der er et lille kar med iskoldt vand. Jeg tæller og på tre dypper jeg mit hoved og skynder mig at vaske snavset væk. Da jeg trækker det og igen, ryster jeg helt. Jeg tager den samme tur med hænderne og tørrer mig bagefter med en gammel brugt klud. Da jeg har gjort det ved jeg ikke helt, hvad jeg ellers skal lave og beslutter mig for at gå ind på mit værelse. Da jeg går igennem køkkenet ser jeg Aura. Hun smiler til mig nok meget tilfreds mig, at jeg igen ser nogenlunde anstændig ud.

Jeg sætter mig på sækkene, som udgør min seng. Det lyder nok ubehageligt, men det er faktisk rart nok, meget blødt. Da jeg har siddet lidt og ikke fryser mere opdager jeg, at der er en lille seddel henne ved døren. Jeg går derhen og tager seddelen op. Der står.

Hej frøken Caddy

Tak fordi De trøstede mig tidligere idag. Kan De ikke komme op på mit værelse i aften? Der er noget jeg gerne vil snakke med dem om.

kh. Magnum

Hmm. Gad vide, hvad han vil? Jeg går ud af værelset og kommer til køkkenet. Jeg skal til at gå videre, men bliver stoppet af Aura

„ Hvad tror du, du skal. Der er mad om lidt og du fik jo ikke noget morgenmad i morges?" spørger hun.

„ Jeg skal op til Magnum. Han bad mig om at komme." Svarer jeg. Vi kigger hinanden i øjnene i lidt tid og tilsidst siger hun bare.

„ Nå, men så må du jo gøre det." Men samtidig med hun siger det, giver hun mig et blik, der siger, hvis du gør det, så vil du fortryde det resten af dit liv. Jeg går ud af køkkenet og står på gangen i noget tid. Er det her nu nogen god idé? Med det blik Aura gav mig kan det ikke være godt, men jeg kan jo blive nød til at gå derop når ham nu har senet bud efter mig. Jeg beslutter mig for at gå derop.

„ Hej frøken Caddy." Siger Magnum med åbne arme og begynder at gå over mod mig, men jeg beslutter mig for at blive i døren. Det opdager han.

„ Bare rolig. Jeg bider ikke." Siger han og prøver på at lyde sjov. Jeg går tættere på ham, men har stadig lidt afstand til ham.

„ Vil de have noget at drikke?" Spørger han og peger mod vinen.

„ Nej ellers tak." Siger jeg nervøst og det opfanger han med det samme.

„ Er de sikker?" Spørger han og kommer tættere på.

„ Ja." Svarer jeg og prøver at komme på en plan. Måske kan jeg sige, at jeg skal ned og have aftensmad?

„ Det var sødt af Dem at være der for mig tidligere idag." Siger han.

„ Det var så lidt." Svarer jeg tilbage og mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere.

„ Måske skulle jeg så være lidt sød ved Dem." Snakker han videre og jeg bliver forvirret og aner ikke, hvad han mener.

„ Hvad mener de?" Spørger jeg.

„ Er De, frøken Caddy stadig jomfru?" Spørger han og jeg løber ud af døren, men han når at indhente mig. Så gør han det som man ikke bør tvinge folk til og som man ikke burde kunne købe sig til.

Da han er færdig løber jeg grædende ud af døren. Jeg løber ud på gårdspladsen og så ud af den. Jeg kommer ud til alle markerne. Bønderne kigger underligt på mig måske på grund fordi min kjole er gået lidt i stykker og kun det halve af fletningen er tilbage. Jeg løber videre. Jeg løber, løber og løber. Mine ben syre hel til og min vejrtrækning kommer i små, meget høj lyttende støn. Jeg opgiver at løbe og går i stedet. Til sidst kommer jeg ind til byen, det er ellers mange år siden jeg sidst har været der. Jeg løber hen til retspladsen selvom det er svært at gang i benene og jeg med det samme hiver luften ned i lungerne. Jeg kommer til retspladsen for det her skal han ikke slippe let for! Jeg løber hen til ham som jeg bedømte til at måtte være dommeren. Jeg fortalte, hvad der var sket og han så ganske forfærdet ud. Det vidste sig, at det også var dommeren( heldigvis). Han sendte bud efter Magnum og han kom meget hurtigt. De begyndte sagen med det samme. Dommeren lignede mest af alt én, der bare gerne ville hjem, men han sagde ingenting. Da den starter står dommeren oppe på et slags podie. Der kommer med det samme et stort publikum. De havde åbenbart ikke så meget andet at lave den dag. Både Magnum og jeg skal fortælle, hver vores side af sagen. Det starter med mig og jeg kan se på tilskuerne er rettet med forfærdede blikke på Magnum. Da det bliver Magnums tur fortæller han blot, at jeg er hans slave og så er sagen en ganske anden. Folks blikke bliver rettet mod mig og de er ikke milde. Bagefter spørger dommeren publikum, hvem, som fortjener en straf. De vælger mig. Magnum bliver frikendt og jeg bliver straffet fordi jeg er stukket af.

Tænk først så jeg Magnum som en ond mand, så blev han en sørgende stakkel og nu efter alt det han har gjort mod mig, så er det mig, der bliver straffet. Ja man kan nå at have mange roller i sin levetid og hans levetid bliver vist lidt længere end min. Så bliver jeg bundet på hænder og fødder.

Navne betydning

Caddy=oplysende, lysende, glødende

Aura=morgengry

Aemiliano=ivrig

Magnum=store

Claudium

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...