Faith, Hope, Love

Faktisk, så gav min dansk lærer, mig en udfordring. Hun fandt et billede, også skulle jeg skrive en historie udfra det billede. Og det er så det jeg er igang med. Kom gerne med kritik eller ros. Osv.

0Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

1. Første udkast.

Hun sad i sit stille sind og det eneste hun mærkede var hånden på hendes kind. Tårende løb ned af hendes kinder, de var ikke til at stoppe og hun kunne mærke hvordan hun langsomt brød mere og mere sammen. Dog følelsen af hans berøring, hjalp hende en smule, så hun stadig kunne holde sig selv. Men hun kæmpede, kæmpede for ikke at blive knust og mærke sig selv, smuldre i hans hånd. 

Hun kunne mærke hans blik på hende, hans bekymrede blik med de så smukke blå øjne, som hun elskede så højt. De smukke blå øjne, som hun aldrig kunne tage blikket fra. Og hans hånd som lå på hendes kind, trøstede hende, holdte hende og løftede hende. Den hånd hvor 3 små ringe sad, de ringe der beskrev hendes kærlighed til ham. Men hvorfor kunne hun så ikke længere se det? Hun kunne ikke længere huske hvad der stod på ringene, og hun forstod det ikke. For et par uger siden, da hun gav ham dem, havde de stået så klart i hendes hoved. Så klart som løbende vand, og som hendes eget spejlbillede, når hun stod op om morgen. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hun kunne ikke mærke tidsfornemmelsen. Hvor lang tid var der gået? Hvor længe havde hun siddet på trappen udenfor hans dør? Hvor lang tid havde hun siddet der? Helt alene, helt færdig, knust, uden i stand til at redde sig selv, og uden i stand til at skrige. Han var kommet ned til hende, men hun anede ikke hvor længe han havde været der. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Pludselig forsvandt følelsen af en berøring på hendes kind, og hun begyndte at panikke langsomt indeni. Hun havde ikke hørt ham gå. Så var han gået? Havde han forladt hende? Hun kunne mærke sig selv knuses indeni, hun havde lyst til at falde sammen, hendes krop ville have hende til det. Hun overgav sig, lukkede sine øjne og lod sig falde ned af trappen. Tyngdekraften vandt. 

Hun lå bare der, overtog kulden og gjorde den til en del af hende. Lod kroppen give slip, lod kulden tage kontrollen. Hun lukkede sine øjne og ventede på at det hele sluttede, men idet hun lukked dem, mærkede hun en langsom berøring løfte hende og hendes svage krop op. Dog var hendes øjne stadig lukkede. Hun turde ikke åbne dem, fordi hun frygtede hvad hun ville se. Frygtede at så snart hun åbnede dem, så ville hun bare se at det var en drøm. 

Til sidst valgte hun dog at, åbne dem. Og det var kun de nogle smukke blå øjne der ramte hendes blik først, øjnene viste trøst og bekymring i sig. Så, så hun ansigtet. Hans smukke ansigt, der kunne slå pusten fra hende. Det var så smukt, at hun næsten ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes øjne lyste af den smule håb der var kommet. Han var her, han holdte hende. Han havde aldrig forladt hende. Det lille smule håb, han havde givet hende, fik hendes ansigt til at sprede det første smil, hun havde givet i rigtig lang tid. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Men smilet varede ikke længe, kun nogle sekunder. Det var alt den glæde hun kunne mærke. Det forsvandt idet drengen hun elskede, havde fået hans blik flyttet til noget helt andet. Hun havde ingen ide omkring hvad eller hvem det var, og hun ønskede bestemt heller ikke at vide det. 

Han løftede hendes ansigt ganske blidt, så hun så lige ind i hans smukke blå øjne. Hendes egne øjne var grønne, og ikke nær så smukke at se på, som hans. Hun var bleg at se på. Hendes ansigt var hævet, og tårende der trilllede ned af hendes ansigt, gav kinderne en glans. Hendes øjne var dog flotte at se på, men de havde helt mistet deres lys. Ulykke i dem, var så tydelig at se. Man kunne ikke tage fejl. 

Hun kiggede dybt ind i hans øjne. Han sagde hendes navn ''Maria'' hans øjne var stadig fyldt med bekymring, men hvad skulle hun gøre? Alt var ødelagt. Forholdet til hendes venner, forholdet til sin familie. Det hele var pga. hende. Så selvom han var her, sammen med hende. Betød det stadig at hun var alene, og det var hendes egen skyld. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mathias sad på trappen med Maria's ansigt i sine hænder. Hun var svag og at, se hendes ulykke gjorde ham helt knust indeni. Hele hans krop længtes efter at, se hende smile, længtes efter at se hendes grønne øjne lyse op, hver gang hun så ham. Han længtes helt efter de små ting som hun gjorde. Som når hendes ansigt, når hun skulle til at, nyse, eller når hendes hår var i vejen og hun måtte puste det væk. Måden hun grinte på kunne gøre ham helt varm indeni. Oh gud hvor han savnede at høre hende grine, han savnede det så meget at, det gjorde helt ondt på ham. Hvis bare han kunne få det tilbage igen... Ikke kun for hans egen skyld, men også for Maria's. Hun havde brug for det. Måske mere end nogen anden. Nej vent... Hun havde helt sikkert brug for det, langt mere end andre. Men hvordan? Og der sad han, med pigen han elskede, i sine hænder, foran hans dør. Og han var næsten villig til at gøre hvad som helst for hende. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

De sad der længe, uden at sige et eneste ord til hinanden, men bare i hinandens arme. Maria var blevet tom indeni, det var ihvertfald sådan det føltes. Hun følte ingenting, kunne ingenting mærke, kun tomheden der bare blev større og større. Tiden gik, men det var hun ikke berørt af, for hende kunne tiden komme og gå som det ville. Så længe hun ikke kunne mærke tiden flytte sig. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der var meget stille udenfor, og det var begyndt at regne. Så kun lyden af naturen selv og et par enkelte biler var til at, høre. Det var egentlig meget behageligt, især i Mathias' arme. Det var næsten til at smile over og på samtidig til at, græde over. En smuk lyd var det. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Klokken slog et. Klokken slog og slog, indtil det ikke længere slog. Maria havde endelig forklaret alt hvad hun havde i sinde. Hun havde grædt og slået sin hånd ned i jorden i vrede. Smerten havde hun ikke mærket. Hun havde regnet med at Mathias ville flygte, skrige af hende, blive vred eller fortælle hende hvor dum og latterlig hun var. Men han havde ikke sagt noget, så længe hun havde snakket. Det var første gang nogen bare havde lyttet til hende. Det havde været rart. Hver gang hun havde fortalt hvad der var sket, hvad der gik hende på, så havde folk afbrudt hende, skældt hende ud, fortalt hende at, det var hendes skyld og at, hun bad selv om det. Hun skulle tage sig sammen. Til sidst havde Maria bare holdt op med at fortælle noget. Hun havde stoppet sig selv med at, tale. Kun når det var nødvendigt. For når hun åbnede sin mund, så var det kun endt med sorg. 

Hun havde nægtet at, ville sige det til Mathias i flere måneder. Hun havde bare sagt at, alt var okay. Hun ville fortælle det en anden gang. Og en anden gang, blev til flere. Hver gang havde hun regnet med at, han ville forlade hende. Men hver gang var han blevet. Og nu var situationen ved at knuse hende indenfra. Hvis hun ikke var taget over til ham, og fortalt ham det hele. Så ville hun sikkert have taget sit eget liv. Fordi hvor var håbet? 

Det hele var startet, dengang Maria tog sin mors nye kæreste i at, slå hendes mor. Maria var blevet så gal i hovedet at, hun næsten fik lyst til at give ham en omgang selv. Men blikket hendes mor gav hende, fik Maria til at, holde sig tilbage. Morens kæreste slog også Maria, han trak hende langt ned. Kaldte hende luder, bad hende skride når moren skulle have en tur. Maria var havnet ned i et hul, som hun ikke kunne komme op fra. Engang havde Maria hørt skrig, og løbet ned til stuen. Og i stuen lå hendes mor på jorden, næsten uden liv i sig. Og kæresten havde bare stået der... Som om ingenting var sket. Der lå blod på morens tøj. Denne gang kunne hun ikke styre sig. Maria var blevet så vred at hun havde taget den største vase hun kunne finde. Og smadret den i hovedet på ham. Også var han faldet om. Marias mor havde ikke takket hende, men råbt af hende, derefter smidt hende ud. 

Maria havde løbet grædende ud. Og bare gået. Hvorhen? Det anede hun ikke. Til sidst havde hendes ben ført hende til Mathias's hus. Og der havde hun siddet indtil nu. Uden håb, uden en familie, uden nogen som helst. Der var ingen der kunne redde hende.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu sad hun i Mathias's arme, nok noget af det eneste gode i livet, hun havde tilbage. Han var alt hvad hun elskede, alt hvad hun ville have i livet. Han var den eneste der gav hende håb. 

......DONE....

 

Heeey læsere, hvis I synes der skal komme noget mere, så skriv det til miig :oooo 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...