De Tolv Dansende Prinsesser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
Til fantasykonkurrencen - valgmulighed 1
---
Kongen af Leander har tolv adoptivdøtre, der opfører sig mærkeligt. De er ikke til at hive ud af sengen om morgenen og deres dansesko er slidt i stykker. Til sidst bliver en af dem alvorligt syg.
I desperation tilkalder kongen hjælp af Sankt Timothys Orden, en organisation, der har til opgave at løse mysterier og skabe fred og retfærdighed.

2Likes
1Kommentarer
593Visninger
AA

2. Kapitel 1: Mission

Som altid var en klyng af mennesker, alle iført blå uniformer, samlet omkring den opslagstavle, hvor dagens missioner blev hængt. Der ville stå en liste over de agenter, der valgt til de nye missioner, og hvem de skulle henvende sig til for flere informationer – deres meddeler.
Tora stod et godt stykke væk og ventede på at klyngen skulle tynde ud, så hun selv kunne møvere sig ind og se om hun stod der.
Hun havde været på tre ugers suspension på grund af hendes sidste enmandsmission, som hun ikke afsluttede. Det var en ret kompliceret en, hvor hun havde været tvunget til at følge sit hjerte i stedet for at fuldføre den. Der var ingen, der ikke bebrejdede hende for det valg hun traf, men regler var regler. Og dem kunne man ikke ignorere.
Slet ikke i Sankt Timothys orden.
Så hendes straf lød på tre ugers suspension, hvorefter hun ville fremover blive sat på tremandsmission i et års tid, før det kunne komme på tale, at hun skulle sendes på enmandsmission igen.
Tora havde været lidt bitter over at blive straffet, men hun var samtidig lettet over, at hun stadig kunne beholde jobbet. Suspensionen havde været svært at komme igennem. Det skulle blive rart at komme i gang igen.
Tora bemærkede at klyngen blev mindre, og besluttede sig for at tage chancen og se listen igennem.
Hun skimmede den igennem til hun nåede V for Vesterås.
VESTERÅS, TORBJØRG – FADER EPHRAIM
Det var munkene, der uddelte opgaverne mellem agenterne. Tora kendte Fader Ephraim godt. Han havde før været hendes meddeler. En rar ældre faderlig mand, som hun tit kunne betro sig til.
Af nysgerrig studerede hun listen igen for at finde de to andre hun skulle være på hold med. Hun søgte efter dem, der også havde fået Fader Ephraim som meddeler, men hun fandt kun ét navn udover hendes eget.
Jacob Ridderfod.
Tora havde været på samme lærlingehold som Jacob Ridderfod, men man kunne ikke sige, at de var nære bekendte. Hun huskede ham som en ret genert dreng, der havde en besættende forkærlighed for planter. Han kunne tale om dem i timevis, når han først kom igang.
Hun søgte listen igennem efter den tredje mand på holdet, men ingen af de resterende havde fået Fader Ephraim som meddeler.
Det undrede hende, for der var enten tremandsmissioner eller enmandsmissioner. Der var ikke noget, der hed tomandsmissioner i ordenen.
En skrivefejl?
Nej, det gav da ingen mening.
Tora rynkede på øjenbrynene. Hvad betød det så?

Hun kendte vejen til Fader Ephraims kontor udenad. Hun havde været der flere gange end hun kunne huske. Fader Ephraim havde sit sted på en gang, hvor alle de andre rum var lukket af. Han havde været for stædig til at flytte til et andet sted på borgen. Derfor var gangen kendt som Ephraims korridor.
Ordenen havde sit hovedkvarter på en gammel skovborg, der var flere århundrede gammel. Faktisk var den ældre end ordenen selv. For cirka seks hundrede år siden, var borgen et hjemsted for en fæl og ondskabsfuld røverslæng, indtil en modig munk erobrede den tilbage og grundlagde ordenen. Nu var der sidenhen tilføjet nye bygninger til, men Fader Ephraim holdt fast i at bo i den gammel del.
Tora bankede på hans dør og fik et ’kom ind’, inden hun trådte ind.
Et smil bredte sig på hendes ansigt, da hun så at Fader Ephraim slet ikke havde ændret siden sidst.
En rund munk med milde øjne og et skaldet plet på hovedet omkranset af grå hår. Han sad bag sit skrivebord med sin opmærksomhed rettet mod en af de to lænestole, der var placeret overfor ham.
Han lyste op ved synet af Tora.
”Ah, Tora, der kommer du. Kom ind. Kom ind. Jeg stoler på at du har fået hvilet ud i de tre ugers suspension.”
Tora smilede til ham. Hun havde faktisk brugt sine tre ugers suspension på at sidde på bibliotek og læse om kongefamiliers historie og slægtskab. Slægtskab mellem de kongelige var en af grundene til at hendes sidste mission blev kompliceret. Derfor syntes hun, at hun i det mindst burde have den slags viden i bagagen til fremtidige missioner.
Fader Ephraim gjorde tegn til at hun skulle komme nærmere, idet hun nærmede sig skrivebordet, så hun at nogen sad i et af de to store lænestole.
Jacob Ridderfod.
Han var en tiltalende ung mand med rødt hår og brune øjne. Han var ligesom Tora iført sin blå uniform med knæbeskytter, albuebeskyttere og håndbeskyttere af læder samt et bælte med en dolk ved livet. Han var tydeligvis klart til at komme i gang. Da han så Tora sendte han hende et varmt smil.
”Hej Tora. Rart at se dig.”
”I lige måde,” sagde hun og tog plads i den anden lænestol.
”Godt så,” sagde Fader Ephraim tilfreds. ”Nu hvor du er her, kan vi starte.”
”Burde vi ikke vente på vores sidste partner?” spurgte Tora.
”Han er allerede her. Han står derover.” Fader Ephraim pegede bag lænestolene, og Tora drejede sig for at se i hans retning.
Den tredje mand havde stået lænet op ad væggen ved siden af døren, hvilket forklarede hvorfor Tora ikke have bemærket ham noget før. Den øverste del af hans krop lå i skygge, men da Fader Ephraim kaldte ud til ham, trådte han frem i lyset.
Han var ret høj. Mere end et hoved højere end Tora. Han havde sort strittende hår, men hans ansigt var skjult bag en kalkhvid maske med et blåt mønster der lignede et fugleansigt.
”Dette er Falk fra Cirklen,” præsenterede Fader Ephraim.
Tora måtte bide munden sammen for at ikke at tabe underkæben i chok.
Indenfor ordenen var der en speciel elite af professionelle agenter, kaldet Cirklen. Ingen vidste hvem de var. De skjulte deres identitet bag masker, der lignede fugleansigter. Derfor fik de fuglenavne som dæknavne. Tora kendte til to af dem, Spurv og Høg, men hun havde aldrig før hørt som Falk eller været på en mission før med en fra Cirklen før.
Det kunne forklare hvorfor han ikke stod på listen. De fik normalt en direkte henvendelse som de almindelige agenter, der skulle på enmandsmissioner.
Det her måtte virkelig være seriøst, siden en fra Cirklen skulle med.
”Godt,” sagde Fader Ephraim. ”Nu hvor I alle tre er samlet og blevet præsenteret for hinanden, så lad mig forklare deres mission.”
Han hev en mørkegrøn mappe frem som han rakte til Falk.
”I tre skal sendes til kongeriget Leander vestpå,” indledte Fader Ephraim. ”Kong Louis-Paulus den tolvte har sendt en anmodning til ordenen for hjælp.”
”Leander?” kom det fra Jacob. ”Har kongen der ikke tolv døtre?”
”Tolv? Han må sandelig haft gang i det,” røg det ud af Tora.
Falk vendte sit maskerede ansigt mod hende, og straks mærkede hun en kuldegysning risle ned ad ryggen.
Det fik hende til at holde mund.
”Faktisk,” sagde Fader Ephraim. ”Så er prinsesserne adopterede. Kongen er steril og kan ikke få egne børn. Han har ingen mandlige arvinger til tronen og ifølge loven kan den heller ikke efterlades til kvinder i familien eller mænd udenfor familien. Så for tre år siden bestemte kongen sig for at adoptere tolv unge piger og opdrage dem til at regerer landet som en samlet regering efter hans død.”
”Ja, så,” sagde Jacob. ”Og hvad er der så sket, der behøver vores hjælp?”
”En af prinsesserne er blevet alvorligt syg. I sidste uge blev Prinsesse Ysabel indlagt på et kloster nær hovedstaden Skarp. Ingen af healerne har regnet ud hvad der er galt, og ifølge anmodningen, så ligger der mere i det. I får flere detaljer, når I ankommer. Der står i filen, hvor I skal henvende jer. Kongen vil møde jer på et herregård Krakeshire udenfor Skarp for at forklare hele sagen.”
”Forstået,” kom det fra Falk.
Det var første gang Tora hørte ham tale. Hans stemme var meget dyb. Hun gættede på at han måtte være ung skønt ældre end tyve. Tonen var ret alvorligt. Hun vidste med det samme, at hun ikke skulle komme på tværs af ham.
Den maskede Cirkel-medlem gjorde tegn til Tora og Jacob, at de skulle rejse sig, og efter de fik sagt farvel til Fader Ephraim, forlod de hans kontor.
Da de var nået halvvejs ned ad gangen, stoppede Falk op og greb Tora i armen.
”Kan jeg tale med dig?” spurgte han.
Tora blinkede forvirret. ”Jo, selvfølgelig. Men…?” Hun skævede tøvende mod Jacob, der selv var stoppet op.
”Du skal ikke tage dig af os,” sagde Falk til ham. ”Gå du bare i forvejen til krypten. Vi kommer om lidt.”
Jacob tøvende, men gik så.
”Der er et par ting, som jeg gerne vil få på det rene med dig,” sagde Falk til Tora.
”Hvad mener du?” spurgte Tora.
”Du har jo langt fra en fejlfri journal.”
Trodsigt lagde Tora armene over kors. ”Jeg har udstået min suspension for min sidste mission. Jeg kan vise dig det på skrift.”
”Det er ikke kun det. For et år siden var der en sag om en bonde, der narrede en hel landsby til at drukne sig.”
”Det var ikke min skyld. Der var ingen beviser – eller vidner for den sags skyld.”
Falk kommenterede ikke dette. ”Så var der også sagen om en talende ulv, som terroriserede en skov, men en civil skovhugger fik den slået ihjel før dig.”
”Og hvad så? To liv blev reddet samtidig. Det var trods mig, der udfyldte papirarbejdet bagefter. Hvor vil du hen med alt det der?”
”Denne mission kræver den fulde opmærksomhed af os alle tre. Jeg forventer, at jeg kan stole på begge min partnere og at de høre efter mig,” sagde Falk. ”Jeg vil ikke have at du sætter vores chancer for at fuldføre mission på spil.”
Tora bed sig i underlæben for at holde alle de skældsord, som lå på spidsen af hendes tunge inde. Hun havde ikke tænkt sig, at ødelægge denne mission. Hun var ikke sikker på, at hendes stilling var sikret, og hun frygtede, at hvis denne mission slog fejl, ville hun være færdig i ordenen.
Og den skam kunne hun ikke overleve.
Derfor var hun fast besluttet på, at gøre sit bedste til at fuldføre den.
”Jeg har ikke i sinde at ødelægge missionen,” forsikrede hun.
Falk reagerede ikke med det sammen, men så nikkede han. ”Godt,” sagde han. ”Lad os få indhentet Jacob Ridderfod.”
De havde ikke set at Fader Ephraim havde stået i døråbningen og hørt deres samtale.
”Held og lykke,” sagde Fader Ephraim vemodigt. ”Jeg tror, I får brug for dobbelt så meget af det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...