flygt for helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2016
  • Opdateret: 10 mar. 2016
  • Status: Færdig
hvordan ville din hverdag, være vis alle andre end dig var usynlige, ville du føle dig ensom?

0Likes
0Kommentarer
91Visninger

1. tal.

Ruben slog øjnene op idet han hørte et stort brøl, der kom ovre fra tilskuerpladserne, han kunne høre stemmerne. ”Kan nogen høre mig? Hej drenge, jeg har bare brug for nogen at snakke med. ” Han vidste ikke, hvor stemmerne kom fra, de var der bare, høje og skarpe. Ruben rejste sig op, han gik over fodboldbanen, der var et stort rør, så man kunne gå ud til parkeringspladsen. Der var ingen biler overhovedet. Lige over for fodboldbanen, var der en bygning med en kæmpe blå kasse. Han gik ind af døren, ”Kulturhus. ” stod der. Døren smækkede i med et højt ”SMÆLD”, og pludselig blev der mørkt uden for. Der var en hvid dør i den anden ende, han gik hen til den, han hev og sled i den, men den gav sig ikke. På den anden side af den hvide dør, var der helt lyst udenfor. Ruben kunne næsten ikke se noget, han så til venstre, der var en lang korridor med borde og stole. I den anden ende, var der en stor idrætshal med et vindue, så man kunne se ned på banen uden rigtigt at være der. Der var endnu en dør, længere nede ad en anden gang. Der var også hvidt uden for, men denne gang var der åben, han gik ind i lyset, der var ikke så meget der, han var blændet i et par sekunder, men da hans syn kom igen, var der ikke lys længere. Der var en lang vej ned til noget, der lignede en skole, den var gul som en smørblomst. Han gik tættere på den, og da han næsten var ved hovedindgangen, strømmede der en angst gennem ham, som når man hælder sodavand over isterninger. Han fik ondt i sin hånd, når han prøvede at åbne døren. Han gik rundt om bygningen, til han kom til en lille bitte sportsplads. Der var egentlig meget hyggeligt, der var en sort dør i den ene ende af sportspladsen, han gik ind af den. Denne gang gjorde det ikke ondt i hans håndled. Da han kom ind, var han i et stort rum fyldt med printere. Han kunne hører stemmerne igen, de sagde: ”Tal dog, vi kan ikke forstå, hvad du siger! Undskyld, kan du sige det igen. Tal, tal, tal, tal, tal, tal, tal, tal, tal, tal! ” Han løb ud og ind af en anden dør. Det var et lille rum med en stol i den ene ende og med en løkke over stolen. Han gik hen til den, der var et spejl, så han kunne se sig selv. Løkken lignede en halskæde, om hans hals. Han vippede stolen væk under sig selv - - og så begyndte han at svæve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...