Sideline | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2017
  • Opdateret: 19 jun. 2017
  • Status: Igang
Yasmina overværer en bitchfight til intet mindre end en Justin Bieber koncert og hun er på intet tidspunkt overrasket over, at kusinen, Melanie, er den ene part. Hår bliver revet i og lækre, ny-lakerede negle flækker og hurtigt kommer kæresten af blondine-fløjen og stikker Melanie et par flade. Et hurtigt opkald, en strømmende ambulance og hospitalet er destinationen før popikonet, når at udføre sin elegante og over-øvet entré.

Historien går fra mund til mund, som en gammel folkevise og et uventet besøg af popstjernen venter pigerne sig på den hvide hospitalsstue. Men man kan vel snyde omverden til en masse. Selv kontakt til sangeren som fylder alle top 3 pladserne på hitlister verden over.

En grim hemmelighed til nye forhold på grund af et celebrity-crush. Følelser på tværs af galakser og had på tværs af landegrænser. Vær Yasmina på sidelinjen og se hele filmen med sodavand og overraskelser som får popkornene til at flyve, for selv hun oplever det mest uventede.

Sideline

- God læselyst :)<3

6Likes
3Kommentarer
818Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2 - Turen til køen

*Yasmine's synsvinkel*

“Mobil? Nøgler? Powerbank? Hårelastik? Læbestift? Mascara? Plaster? Ørepropper? Hovedpinepiller?” Riley havde hundset rundt med mig hele morgen bare for at gøre mig klar. Hun havde selv kastet sin søde top fra Washington ned over mig i søvne, for at sikre sig, at jeg tog den på. Måske virkede det trættende, men Ry var den største fordel at have, når man skulle ud på oplevelser og rejser, for man vidste, at hun havde styr på det, når vi andre ikke have. Jeg var ikke selv så organiseret. “Hovedpinepiller? Må jeg overhovedet have det med ind uden de tror det er til misbrug?” med et svagt løftet øjenbryn kiggede jeg på hende, men uden videre at tænke over det, lagde hun dem alligevel ned i min skuldertaske som jeg skulle have med mig. Men… havde jeg ikke ret? Når ja, de kostede jo ikke den største herregård, så mon ikke jeg kunne overleve uden. Det gik jeg stærkt ud fra ellers, jamen så havde jeg et problem. Den tid den sorg - lært af en gammel gymnasie veninde.

I et øjeblik sukkede jeg tungt, da jeg observerede Riley vende om på begge hæle og forsvandt ind på mit værelse. “Det er som at have mor tilbage igen…” Det var ikke andet end en lav hvisken som strømmede lettere elegant ud af min mund. “Undskyld, sagde du noget?” lød det fra Riley, der dukkede op i min rækkevidde med et par høje sandaletter med kilehæle. Et mindre dog tydeligt, ironisk grin slap mine læber som havde et lag en af dejlig nude-farve læbestift, “Du vil ikke have mig til at rende rundt i dem hele dagen, vel?” Kald mig overrasket, for det var jeg virkelig.

“Yas.. Du har ikke et valg.” Allerede der opgav jeg og blot gjorde som der blev sagt. Alt andet end at adlyde kunne meget vel blive alt for farligt.

Jeg bukkede mig ned og tog skoene på, gav Riley et knus og bevægede  mig over til døren, som jeg åbnede på fuld gab. Inden døren gik i, hørte jeg inden fra lejligheden, “Billetter?” Med det samme åbnede jeg døren og gik ind i lejligheden og hen til den hvide, designer kommode, som heldigvis stod i entré, så jeg ikke skulle så langt. Jep, det var sandt. Riley og mig selv gik utrolig meget op i møbelmærker og design. Derfor kunne vi med oprejst pande og store smil sige, at alle vores møbler var købt fra ingen anden virksomhed end selveste Ikea. Borde, stole, senge, køkken design, de hele, med undtagelse af måske sengetøj og lagner, som jeg var 60 procent sikker på, at jeg havde skaffet mig i Walmart til halv pris. Ja - det var tydeligt, at vi elskede møbler allermest... 

“Hvor vover du at flytte til Californien? Jeg vil have glemt min identitet tyve minutter efter du vil være rejst,” og Riley begyndte blot at grine, i mens jeg ræsede ud af døren og ned til min bil. Jeg kørte rundt i en Mazda 6 Saloon - en relativ ny model, som min kære fader havde været så venlig at give et indspark i. Dette betød altså ikke at jeg hverken var super rig eller snobbet, langt fra, det betød blot at min far prøvede at vinde mig lidt tilbage, eftersom jeg havde afvist ham og min lillebror de seneste tre år. Det var en længere historie, som blev nød til at vende til et mere passende tidspunkt, hvor jeg havde tid, lyst og overskud.

Jeg traskede hen til venstre side af bilen og steg ind efter jeg havde åbnet døren. Af ren automatik satte jeg stikket i min mobil og skruede op for musikken, så den bragede ud af højtalerne, og dette gjorde jeg før, jeg overhovedet havde alene bakket ud af den overdækkede parkeringsplads.

Stille og roligt trillede jeg ud i trafikken, hvor jeg ellers satte speederen i bund. Heldigt for mig selv havde jeg aldrig været uheldig og kørt ind i en fartbøde. Uden trafikprop skulle det meget gerne tage de tyve minutter at komme over til Melanie, men det var søndag, så folk kørte sikkert som jordnødder. Nogen gange overvejede jeg en politiuddannelse, bare for at kunne tag 75 procent af kørekortene for ejerne havde virkelig, som i virkelig, ikke forstand på en rygende fis. Jeg mener - var det virkelig nødvendigt at køre 45 km i timen, når man måtte køre halvfems. Gud fader bevares om der så var vejarbejde. Busted.. Det var måske ikke andre bilister som brød sig om mig kørsel, men jeg fandt den nu meget fabelagtigt.

###

Til min sunde fornuft havde jeg valgt, at blive siddende i bilen, da jeg ankom Melanies adresse. Jeg vidste med sikkerhed, at vi aldrig kom af sted, hvis jeg først var kommet ind af døren. Hvad kan jeg sige? Min moster og onkel forgudede mig.. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind. Ellers var de nok så interesserede i mit karrierevalg, da de håbede på at deres datter, var villig nok til at følge mine fødder, som i fodskridt, som i at gøre det samme som mig, så de kunne sikre sig selv i sidste ende.

“Hey J.. Så er jeg vist klar. Lad os komme af sted,” satte min kusine sig ind i bilen og vi gav hinanden et hurtigt kindkys. Bemærkningen og kælenavnet ‘J’ var blot, fordi hun efter 18 år, stadig ikke havde fundet ud af at mit navn var stavet med ‘Y’. Jeg havde håbet på mere fra hende, men det var umuligt, så jeg levede med omstændighederne.

Det skulle gerne tage os en lille halv time for at ankomme til vores destination, såvel som alle andres. Melanie og jeg snakkede ikke så meget sammen, for uden jeg havde bemærket det, så havde hun taget med min mobil og skiftet den ene Justin Bieber sang efter den anden og jeg troede endda, at jeg var kommet med en rørende kommentar som sikkert ville støde alverdens beliebers. Mere gjorde jeg dog ikke ud af det, for jeg magtede simpelthen ikke opgaven, en verbal slåskamp med en pige, som var vant til at have neglene fremme, fine, skarpe og poleret. Hun ville høre Justin Bieber? Det var fint, men jeg skruede bare lidt ned og brugte undskyldningen, “Jeg er nødt til at kunne have GPS’en.”

Da vi var nået frem 35 minutter senere kunne jeg få fornøjelsen af at finde en parkeringsplads, som udadtil var totalt umuligt. Men med lidt charme og skarpe øjne, så fandt jeg én, dog snuppede jeg pladsen foran øjnene af en anden bilist - man måtte fuldstændig udelukke andre til sådanne arrangementer.

“Har du husket billetterne?” Tomt kiggede jeg på Melanie, og det eneste som jeg tænkte på var, at jeg finde beviserne for min adoption, for Gud det her kunne næppe være en blod relateret. “Gud! Melanie! Det ligger squ da hjemme på køkkenbordet!” små råbte jeg panisk og jeg kunne med glæde betragte måden hun indvendigt smuldrede sammen. Et tænkeligt smørret smil formede sig på min læber og jeg steg ud af bilen, hvilket Melanie gjorde efterfølgende. “En eller anden dag Keller..” truede hun mig på livet løs og jeg måtte blot se joken som den var, “En eller anden dag Scoot…” efterlignede jeg hende, som var vi stadig 10 og 13.

Vi fandt L12 som var den indgang, som stod vi skulle ind af, så uden tvivl gik var vi da der. Jeg ville selv nødigt i ballade med vagter og security på grund af en Justin Bieber koncert, som alligevel var så meget bedre på youtube. Så havde jeg ikke sagt for meget.

Der stod vi så i blandt så mange andre tøser og fyre ind imellem spottede jeg da også, men det var begrænset. Men der kunne vi så have lov at stå i halvanden time. Nok havde Riley styr på det hele, men hun vidste også med sikkerheds, at jeg ville komme hjem uden fødder. Hvad havde hun også tænkt sig? Og hvad jeg havde jeg ikke også tænkt mig, da jeg tog det uden protest? Klart tænkte jeg i hvert fald ikke, det var stensikkert. Det skulle der så også være plads til, men det var måske ikke så heldigt og behageligt i sidste ende. Var en fold-ud stol for meget at forlange?

###

Tiden var min værste dræber selvom jeg snakkede med Melanie. Efter et år tusind skift formåede der at ske noget som involverede skub, skrig og bevægelse fremad.  Min kusine havde taget mig under armen og jeg havde kun omklamret den fuldstændigt ved at mase den ind til mig, for at vi kunne blive sammen uden at blive væk fra hinanden i denne ulidelige menneskemængden, som egentlig fik mig allermest lyst til at tage hjem igen.

Det gik fremad og inden længe efter vi efter hoppet over al skraldet, som folk bare havde kastet fra sig, så vi endelig nåede indgangen, som stod på vid gab, hvor det nu kun var de forbandede vagter som stod i vejen.

I et øjeblik blev Melanie og jeg skilt ad, da vi skulle tjekkes samt vores tasker. En mere eller mindre tiltrækkende ung fyr, fik fornøjelsen af at stå og rage på mig og jeg smilede nu ganske sødt til ham, som han gengældte. Og mere var det vidst heller ikke - det var som forventet masser af piger som fik samme omgang som mig selv. Gad vide hvorfor der ikke var flere hankøn, som tog sig sådan en security-uddannelse. Det kunne så vidt også være i lufthavne. Der kunne de med en reel undskyldning få lov at mærke lidt på de gode sager. Ulempen var måske at det ikke altid var en sild, der kom daskende i et par høje hæle og så godt ud - og det var nu heller ikke for over-generaliseret. Min taske blev tjekket og jeg kom igennem uden problemer. Jeg vidste begge billetterne og pegede mig over skulderen for at indikere at Melanie var den ene billet. 

“Ms. kan du fortælle mig hvad det her er?”

Det lød svagt i mine ører igennem al larm, men jeg hørte det godt, og vendte mig derfor om og så en kvindelig vagt, stå med en højt løftet hånd som indebar et eller andet, imens hun kiggede skarpt på min smarte kusine, eller det kunne man jo have håbet. Og Melanie stod skræmt lige såvel som mundlam…. Oh nej… For helvede Mel…

 

____________________________

Hey tøserne. 

Jeg tænkte, at det måske ikke gjorde så meget, at kapitlet udkom en time før tirsdag startede? Fred være med det, I overlever nok.. Jeg håber, I føler jeg bare en lille smule spændt på hvortil historien egentlig bevæger sig hen, for meget er der jo ikke sket endnu.... En langsom opstart, men jeg synes det gav bedst mening og at man stille og rolig kan genkende karakterne uden at skulle tænke for meget over det i den nære fremtid... Jeg ønsker selvfølgelig , at I bliver hængende :))<3

Hvis I ikke allerede har observeret det, så er jeg også i gang med endnu en opstart af en Justin Bieber Fan Fiction, ved navn Diamond. Her er Justin dog ikke kendt som den fantastiske sanger, nej han er nemlig meget bedre til økonomi, handel og teknologi. Giv det et lille kig, hvis det lyster. Det kunne være super rart..

Jeg er tilbage så snart så muligt, og hvis ikke før, så kommer der helt sikkert nyt kapitel næste tirsdag.

xoxo CKJM

____________________________

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...