Når to bedste venner mødes igen - One Direction

Kamille og Liam har været bedste venner siden, ja, altid. Selvom de nu bor i hver deres ende af England, holder de kontakten med en gang om året at skrive en besked til hinanden. Men jo ældre de bliver jo kortere bliver beskederne, og de er langsomt ved at vokse fra hinanden. Men Liam vil ikke lade det ske, så han invitere Kamille med til en hytte en sommer. De kan begge fornemme, hvad det at de er tæt sammen igen, gør ved dem. [One Direction er ikke nær så succesfulde som de er i dag.]

15Likes
4Kommentarer
2144Visninger
AA

8. Kapitel 2


Kapitel 2

"Der er grænser"

Maj 2016

Jeg blev vækket af morgensolen, som stod ind gennem vinduet. Træt satte jeg mig op og gned mine øjne. Da jeg havde siddet op et øjeblik, kunne jeg mærke, at det ikke kun var solen, der havde vækket mig. Jeg havde morgenkvalme. Irriteret sukkede jeg og steg ud af sengen. Langsomt kom jeg ud på toilettet, løftede brættet og knælede ved kanten.

Da jeg havde fået det hele ud, rejste jeg mig, skyllede ud og tørrede mig om munden. Med et gab, greb jeg min hættetrøje inde fra værelset. Jeg havde kun sovet i en T-shirt, og trusser, så jeg trak hættetrøjen over mit hovede, så min mave blev en smule mere skjult. Jeg lod mit hår passe sig selv, så nu var jeg på vej nedenunder. Det lod til, at alle de andre i huset sov. Jeg så på uret i køkkenet, at klokken var lidt over 8, så selvfølgelig var de andre ikke vågne. 

Jeg ledte i alle skabene, for at finde et glas. Det var åbenbart en umulig opgave, så jeg valgte at tage en kop. Nysgerrigt åbnede jeg køleskabet, for at se hvad de havde derinde. Det var rimelig tydeligt, at der i hvertfald var en kvinde tilstede. Der var nemlig lidt af hvert. Både juice, mælk, sodavand og selvfølgelig også lidt alkohol. Mad var der derimod ikke nær så meget af. 

Forsigtigt lukkede jeg køleskabet igen, og gik hen til håndvasken for at tage noget vand. Mens jeg stod der og drak vand, for at skylle eftersmagen af mit bræk væk, hørte jeg nogle forsigtige skridt. Jeg vendte mig mod døren og så Harry komme nærmere. Han var ikke kommet ned ad trappen, for det ville ha' larmet en anelse mere. 

Jeg sendte ham et smil. Jeg drak det sidste vand i min kop, og satte den på bordet. "Godmorgen," sagde jeg til han og valgte alligevel at tage en kop vand til. "Godmorgen," svarede Harry, en smule mumlende. Han så på min kop, da jeg var ved at drikke af den igen. "Kunne du ikke finde glassene?" spurgte han med et drillende smil. Jeg rystede på hovedet og fremholdte min kop. 

Harry gik hen til et skab, åbnede det og hans ansigtsudtryk blev overrasket. "Nå, der er simpelthen ikke flere glas. Men de plejer at stå herinde," sagde han og lukkede skabet igen. Jeg udstødte et lille fnis og nikkede som tak. Harry virkede mig som en meget stille person. Garanteret virkelig sød, men utrolig indelukket. 

Jeg tog en tår mere fra min kop. "Ved du godt det om Liam?" spurgte Harry pludseligt, og jeg havde nær fået vandet galt i halsen. Hans tone var så seriøs, men på samme tid udtryksløs, nærmest sådan, monoton. "Hvad?" spurgte jeg kludret, og hostede en ordentlig omgang. Harry smilede ad mig og rakte mig et stykke køkkenrulle. "Ja, det med hans forældre," forklarede Harry. Jeg løftede et øjenbryn ad ham og satte koppen på køkkenbordet. "Hvis der er nogen, som ved noget om Liam's forældre, så er det mig. Jeg har set mere til hans forældre end han selv har de seneste par år," sagde jeg små irriteret, hvilket overhovedet ikke var meningen.

Harry rynkede fornærmet og overrasket på sine øjenbryn. Han trådte et skidt tilbage, som om han blev ramt af fjendtlighed. Jeg sukkede stille og trådte det skridt tættere på ham, han havde trådt væk. "Det var ikke sådan ment, Harry..." mumlede jeg undskyldende og tog mig til panden. Det var smukt gjort ad mig. Jeg var lige ved at blive okay venner med nogen af Liam's mates, også skubbede jeg dem væk, garanteret på grund af graviditetshormonerne. 

Harry tog en hånd op, som for at stoppe mig og rystede på hovedet. "Fair nok." Også gik han. Jeg havde lyst til at give mig selv en på hovedet. Det var godt nok dumt gjort af mig. Med det samme kunne jeg mærke, at jeg skulle kaste op igen. Det var alt for sent at gå ud på toilettet, lige meget hvor henne. Så jeg skyndte mig at fjerne risten i vasken og kastede op. 

Jeg havde godt hørt, at Harry ikke var gået op ovenpå. Men han var åbenbart ikke gået for langt væk, for i det samme kom han ud i køkkenet. "Kamille?" spurgte han undrende, og bekymret. Jeg brækkede mig igen, inden jeg kunne svare ham. Så tændte jeg for vandet og spyttede ud. Jeg rystede på hovedet og sukkede frustreret. Harry rakte mig for anden gang et stykke køkkenrulle, og jeg tog glædeligt i mod det. Han undlod at spørge, og det kunne jeg ikke takke ham nok for. 

Der lød trin på trappen, og kort efter stod selveste mugfjæs i døren ud til køkkenet, og gnubbede sine øjne. Jeg så alvorligt på Harry, mens Liam stadig var distraheret af at klø sine øjne, men Harry så flygtigt fra Liam til mig, og fra mig til Liam. "Kamille brækkede sig." Jeg sendte ham et 'helt ærligt' blik og krydsede armene over brystet. Da Harry så det, tilføjede han hurtigt: "2 gange." Hvis ikke Liam nu så undrende på Harry, så havde jeg dasket til hans arm. "Er Kamille okay? Eller er du bare en, der sladre nu?" spurgte Liam drillende og lagde en venlig hånd på Harrys skulder, og sendte mig hans klassiske 'jeg er rimelig bekymret for dig, skal jeg få ham til at gå?' blik, og jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde bare morgenkvalme, og det behøvede sådan set ikke den helt store opmærksomheds tur. 

Jeg tog mig til panden, irriteret over dem begge og sukkede dybt. "Kamille er her stadig," sagde jeg og tog den hånd jeg havde holdt i panden, ned i siden. Harry så stadig på Liam, som om han vidste, at vi holdte noget skjult. Jeg bed mig i læben og så på Liam. Hvad skulle vi aftale? Det eneste han gav mig, var svagt at ryste på hovedet. 

Jeg gik hen til Harry, og så lidt på ham. Ikke som i, at jeg tjekkede ham ud som sådan. "Harry du må ikke sige noget til de andre, okay? Lover du?" sagde jeg alvorligt. Harrys øjne flakkede, da han så fra Liam og til mig. Han trådte et forvirret skidt tilbage, med et fjernt, fjendligt blik. "Har du? Er hun?" mumlede han og blinkede et forfærdelig masse gange. Jeg så overrasket på Liam, der hurtigt gik hen og tog fat i Harrys skuldre. "Selvfølgelig har jeg ikke det. Men ja, hun er gravid." Med blandede følelser bed jeg mig i læben, og gik selv helt hen til Harry. "Der foregår ikke noget mellem Liam og mig okay?" sagde jeg seriøst og prøvede at få øjenkontakt med ham. Da det ikke så ud til, at Harry troede på os, gav Liam slip. Derimod tog jeg fat i ham. "Harry," sagde jeg og tog fat i hans ansigt, og tvang ham til at se mig i øjnene. "Jeg har aldrig nogensinde kneppet Liam, okay? Jeg har heller aldrig kysset ham, selv ikke i en brandert." Harry gik nu frivilligt med til at se mig i øjnene. "Jeg synes, at Liam er virkelig grim at se på, så jeg har bestemt intet lavet med ham, nogensinde," fortsatte jeg min tale. Liam rømmede sig og åbnede munden. "Det passer så ikke helt, Kamille. Kan du ikke huske den gang i, hvad, 4. klasse, hvor vi legede s, p, eller k?" Jeg sendte ham et "helt ærligt"-blik og så på Harry igen. "Det der hjælper så ikke, mugfjæs," vrissede jeg og gav slip på Harry. Han begyndte at smile, uden nogen egentlig grund. 

Vi satte os ind i stuen, og ventede på at resten skulle vågne. Harry havde stadig et slesk smil på, og vi kunne ikke helt finde ud af hvorfor. "I er altså virkelig sjove," sagde han pludseligt. Liam så på ham med det undrende smil. "Hvad mener du ven?" spurgte han venligt, og rettede sig op fra sin plads i sofaen. Jeg havde slået mig ned i en lænestol. Nok den eneste lænestol i huset. "Mugfjæs? Jeg forstår virkelig ikke jeres forhold. Er det skjulte følelser? Er det et søskende forhold, havd er det?" Harry rystede smågrinende på hovedet, og så ned i jorden. "Liam er overhovedet ikke min type, Harry." Jeg ville virkelig ikke gøre Danielle sur, eller jaloux overhovedet. Jeg ville jo bare have at Liam var lykkelig. Og det virkede det som om, han var med Danielle. Harry så op, med smårøde kinder, nok mest fra at grine. "Hvad er så din type?" spurgte han, mistroisk i forhold til hele situationen. Liam fnes og mumlede spydigt, at det var Harry jo egentligt. Fornærmet tyrede jeg en pude lige i hovedet på ham. "Stop, Liam!" Liam grinede bare, og smed puden tilbage mod mig, men jeg undveg. I stedet ramte den noget bag mig. Og det den ramte, virkede ikkesynderligt glad for at troppe op lige nu. Liam havde nemlig ramt Danielle lige midt i ansigtet. "Ups?" mumlede Liam forsigtigt, og trak langsomt skuldrene op til ørene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...