Fristelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2016
  • Opdateret: 9 mar. 2016
  • Status: Færdig
Pigen i bussen. Hvad er det hun gør ved mig? Jeg føler en trang til at være ligesom hende, men er det nu en god idé for en der er så perfekt? Denne novelle fortæller om, hvordan fristelsen hurtigt kan ødelægge ens liv.

0Likes
0Kommentarer
97Visninger

1. Fristelsen

Bussen var fyldt, som sædvanlig. Jeg viste buschaufføren mit kort og gik ind. Endnu en tur med bus i 45 minutter, hvor jeg skulle stå op. Tiden gik altid langsommere når jeg stod op i bussen. Jeg proppede mine plots i ørerne og skruede op for musikken. Det var The Beatles der kørte med I Will på fuld drøn. En yderst behagelig sang at dagdrømme til, syntes jeg. Jeg kiggede rundt i bussen. Alle pladser var taget, med undtagelse for dem der mente at deres tasker skulle have en plads for sig selv. Alle skulle det samme sted hen. Holmegaards Gymnasium.

Jeg fik øje på en pige, siddende helt nede i enden af bussen. Hun havde smækket benene op på det andet sæde og sad med sin telefon i hånden. Jeg havde ikke set hende før. Jeg tænkte at hun måtte være ny. Hun kiggede op og fik øjenkontakt med mig. Jeg vendte hurtigt hovedet væk, men jeg kunne se i øjenkrogen at hun smilte, inden hun igen vendte blikket mod sin telefon.

 

I 10 måneder havde jeg gået i 1.g, og jeg havde ikke haft én fraværstime endnu. Jeg koncentrerede mig i skolen. Brugte alt min tid derhjemme på at lave lektier. Mine forældre syntes var stolte af mig, og de kunne ikke forestille sig en bedre søn. Jeg følte at mit liv var som et paradis. Jeg havde min familie, jeg havde mine venner og jeg havde min skolegang, som gik rigtig godt. Det kunne ikke blive bedre.

 

Bussen stoppede ved Holmegaards Gymnasium, og jeg var den første til at stige ud. Alle kom myldrende efter mig. Jeg fortsatte mit tempo op mod gymnasiet. Jeg kiggede mig over skulderen og så den nye pige stige ud, som den sidste. Hun havde stadig blikket rettet mod sin telefon, imens hun gik op mod gymnasiet.

Jeg kom ind og gik hen mod min sædvanlige plads, henne ved kantinen, hvor jeg altid sad, når der var nogle minutter inden jeg skulle op i klassen. Jeg fandt min bog frem og begyndte at læse. En meget interessant bog om Anden Verdenskrig. Jeg var næsten blevet suget ind i bogen, da en person prikkede mig på skulderen og rev mig væk. Jeg vendte mig om. Jeg kiggede direkte ind i et par dybblå øjne. Det var som om jeg blev hypnotiseret af dem. De trak mig ind i et hav-lignende paradis, hvor der kun var os.

- ”Hej. Ved du hvor min lokale er?” sagde den nye pige.

- ”Øh… Hvad klasse skal du gå i?” spurte jeg.

- ”1.a.”

Det var min klasse hun skulle gå i. Mit hjerte begyndte mærkeligt nok at banke hårdere.

-”Øh… Du skal op af trappen, ned af gangen og så til højre. Så kommer lokale 23 på højre side.” fik jeg fremstammet.

-”Tak.” sagde hun og gik.  

Klokken ringede kort tid efter hun forsvandt om hjørnet. Jeg pakkede min bog sammen og fortsatte efter hende.

Jeg kom ind i klassen og så den nye pige sidde på min sædvanlige plads. Alle de andre pladser var allerede taget, undtagen den ved siden af hende. Der var ikke andet at gøre, end at sætte mig ved siden af.  

Jeg satte min taske på bordet og begyndte at tage mine matematikbøger op.

-”Nå, så du skulle starte i den her klasse.” sagde jeg.

Hun svarede ikke. Der gik noget tid, hvor ingen af os sagde noget. Resten af klassen sad og snakkede med hinanden, imens vi ventede på vores lærer. De eneste lyde der kom fra hende var fra hendes mund, hvor hun tyggede på et stykke tyggegummi. Jeg rømmede mig.

-”Så må vi vel hilse ordentligt på hinanden. Nu hvor vi skal være klassekammerater. Jeg hedder Daniel.” sagde jeg og rakte hånden frem.

Hun vendte blikket væk fra hendes telefon og kiggede op på mig. Hun gengældte min hilsen med et lille nik, men hun tog ikke min hånd. Hun lod den bare hænge i luften.

-”Jeg hedder Jackie.” sagde hun og vendte blikket ned i telefonen igen. Hun smækkede sine fødder op på bordet og begyndte at tygge voldsomt hurtigt på hendes tyggegummi.

 

Den dag blev jeg sat i gruppe sammen med Jackie. Vi skulle lave matematik rapport om retvinklede trekanter.

I forhold til Jackies goth-agtige tøj og hendes skrigrøde hår, lignede hun en almindelig pige. Ikke så flink som jeg turde håbe på, men heller ikke så slem. Under vores rapport-skrivning sad hun for det meste med sine fødder oppe på bordet og sin telefon i hånden. Jeg prøvede at stille nogle spørgsmål og drage hende ind i opgaven, men hun viste ingen interesse for det. Det gik mig heller ikke særlig meget på, for jeg kunne godt lide at lave tingene alene. Så var der ikke så mange der blandede sig i den måde jeg lavede det på.

Vores lærer var gået. Han skulle til møde. Resten af klassen var fået ud på gangen for at lave deres rapporter, så vi sad alene i klassen.

-”Skal vi ikke lade være med at lave mere og pjække fra resten af skolen?” spurgte Jackie pludselig.

Jeg kiggede på hende. Mente hun virkelig det? At vi skulle tage væk fra skolen, når den eneste grund for at være i skole, var for at være der og lave noget?

-”Mener du det?”

-”Hvorfor ikke? Vi laver ikke en skid alligevel!”

-”Altså, hvis du bare gad at hjælpe, så kunne vi lave…”

-”Gu’ gider jeg røv!” afbrød hun. ”Kom nu! Det bliver sjovt. Jeg giver pizza.” Hun rejste sig.

Jeg kiggede op på hende. De flotte øjne, det røde hår. Hun var egentlig meget flot. Hvad fanden vil der ske ved at jeg ikke er i skole resten af dagen. Jeg har jo ikke fået noget fravær endnu, så det går nok med de få procent jeg ville få. Og pizza lød egentlig meget godt.

-”Okay, lad os smutte.” Jeg pakkede mine ting sammen og tog min skoletaske.

 

Vi tog bussen ind til byen. Vi gik rundt i byen og kiggede på de ting der stod på udstilling i butiksvinduerne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad jeg gik glip af, ved ikke at være i skole, men den pizza smagte for godt til at tage tilbage. Og hvis jeg tog tilbage, ville jeg få rigtig meget skæld ud. Hvis mine forældre hørte det, ville de blive så skuffet over mig.

Jackie kendte et rigtig godt pizzasted, og da vi var færdige med at spise sagde hun, at hun gerne vil give en is, fordi jeg var med på hendes plan om at pjække fra skole. Imens vi gik og spiste is, snakkede vi om, hvad vi kunne lide at lave. Hun kaldte mig en nørd, fordi jeg sagde jeg godt kunne lide at lave lektier og gå i skole:

-”Det kan ingen da lide!” sagde hun

-”Det kan jeg godt. Jeg synes det er vigtigt at gå i skole.”

-”Hahahaha!” Hun kiggede på mig. Da hun så mit ansigtsudtryk forsvandt hendes smil og hun stoppede med at grine.

-”Mener du det?”

-”Ja det gør jeg.” svarede jeg og tog en bid af min is. ”Synes du ikke?”

-”Fuck nej! Skolen er det røvsygeste man kan bruge sin tid på!” svarede hun. Hun kiggede seriøst på mig. Så brød hun ud i latter.

-”Seriøst, mener du det? Det forstår jeg altså ikke. Det vil sige at du er en nørd?” spurgte hun.

-”Nej, det vil jeg ikke kalde mig. Jeg vil kalde mig en skoleinteresseret person.” sagde jeg.

-”LOL, du er en nørd. Indrøm det!”

Jeg kiggede seriøst på hende.

-”Jo, måske er jeg.” sagde jeg og begyndte at grine.

-”Jeg vidste det! Men bliver du aldrig træt af det hele?”

-”Tjo. Det gør jeg nogle gange i de tunge fag, men jeg bliver bare hængende.”

-”Hah! Det kunne jeg aldrig gøre. Jeg hader skolen, og vil gøre alt for at kunne slippe for den.”

-”Hvorfor er du så startet på gymnasiet, når du bare kan droppe den og få et arbejde?”

-”Fordi i skolen kan man være der og lave ingenting, men når man skal arbejde skal man være der og lave noget.”

Hun gav et lille gys fra sig. Vi grinte begge to.

-”Det er faktisk dejligt at være væk fra skolen.” sagde jeg.

-”Jeg sagde det jo!” sagde hun og skubbede til mig.

Jeg smilte til hende. Hun smilede tilbage. Hun havde utrolig smukke øjne og et flot smil. Hver gang jeg kiggede hende i øjnene, følte jeg at jeg blev suget ind i dem. Suget ind til et paradis, hvor der kun er os to.

 

Det var der, hvor hun gav mig det første kys. Et hurtigt smækkys på munden. Hun smilede til mig bagefter, men så blev hendes ansigt seriøst, næsten vredt.

-”Hvis du siger det her til nogen, så fucking smadre jeg dig.” sagde hun.

-”Jeg lover jeg ikke siger noget.”

Hun viste en knytnæve til mig, for at vise at hun mente det. Så begyndte hun at grine. Der var stille i et langt stykke tid efter. Gad vide, hvad hun tænkte på. Jeg kiggede ned på mit armbåndsur. Klokken var langt over tre. Det var på tide at tage hjem.

-”Skal vi ikke til at tage tilbage?” spurgte jeg.

-”Jo, lad os. De andre har fået fri nu.”

Vi fulgtes hen til bussen. Jeg blev ved md at tænke over, hvor dejligt det egentlig var at pjække fra skole.

 

Men da jeg kom hjem, ændrede mit glade humør sig til vrede. Jeg nåede knap nok at træde indenfor, inden min mor kom stormende ud til mig og stak mig en lussing. Det gik hurtigt op for mig at hun havde fundet ud af, at jeg havde pjækket fra skole.

-”Hvad bilder du dig ind?” råbte hun af mig.

-”Hvad mener du?”

-”Inspektøren ringede. Hun sagde at du ikke har været i skole det meste af dagen! Hvad har du egentlig tænkt dig?”

-”Jeg ville bare lige have en fridag.”

-”Hvad ville du!? Hvorfor siger du sådan noget? Du elsker jo skolen!”

-”Måske er det slet ikke noget for mig.”

Min mor rystede på hovedet og kiggede væk. Jeg kunne se hun havde tårer i øjnene.

-”Det mener du ikke… Du vil miste alle muligheder for at få et ordentligt arbejde.” nærmest hviskede hun.

 

Det sidste min mor sagde til mig var, at hun var skuffet over mig. Min far kom ud til os kort tid efter, og min mor fortalte hele historien til ham. Det eneste min far kunne sige var, at jeg skulle gå, og aldrig komme tilbage. Hvis jeg kunne klare mig så godt uden en ordentlig uddannelse, så kunne jeg lige så godt gå ud i verdenen og starte det.  

Det gjorde jeg, og nu står jeg tit og kigger ind af vinduerne i mine forældres hus, og ser det gode liv jeg valgte at sige farvel til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...