Dagbog fra i morgen

Da den 17-årig Tamars far dør og efterlader en stor gæld, må hun sammen med sin mor flytte hjem til sin onkel og tante, der bor i en lille landsby. Mens moren lukker sig inde i sin sorg, er Tamara overladt til sig selv og sin kedsomhed og længsel efter Dublin. Men da den lokale bogbus låner hende en gammel, læderindbundet bog med lås på, begynder der at ske uventede ting. Tamars liv forandre sig for evigt, da hun finder ud af, hvad bogen gemmer

2Likes
1Kommentarer
186Visninger
AA

1. En mark fuld af blomster i knop

 

Man plejer at sige, at en historie mister lidt af sin kraft, hver gang den fortælles. Hvis det er tilfældet, har denne i historie intet mistet, for det er første gang, den bliver fortalt. Historien er en a den slags, hvor det for nogle vil være nødvendigt først at lægge deres mistro på hylden. Hvis jeg ikke var mig, og det ikke var mig, det her skete for, ville jeg selv være et af den slags mennesker.

Andre vil ikke have lige så svært ved at tro det, fordi deres sind allerede er åbne for den slags; som om de allerede er blevet låst op med, hvad det nu engang er for en nøgle, der får folk til at tro. Den slags mennesker er enten født sådan, eller de er ganske små, hvor deres sind endnu er som bittesmå blomster i knop, blevet puslet og nusset om, indtil deres kronblade langsomt har åbnet sig, beredt til at tage imod hvad livet nu engang vil byde dem. Og når regnen falder, og solen skinner, så vokser og vokser og vokser de, allerede med et så udfoldet sind, at de kan møde livet åbent og accepterende, at de kan se lys, hvor der er mørke, muligheder i blindveje, mærke sejren ligge og vente lige om hjørnet, hvor andre kun føler nederlag, stille spørgsmål, hvor andre resignere. Hele tiden en smule mindre sløvede i sanserne, en smule mindre kyniske. Lidt mindre på nippet til at kaste håndklædet i ringen. For andre åbner sindet sig først senere i livet - enten som følge  af en tragedie eller en triumf, hvor begge dele fungerer som den nøgle, der låser op og løfter låget af kassen med forudfattede meninger, får dem til at acceptere det ukendte og sige farvel til de pragmatiske holdninger og tanken om, at alt skal være retvinklet. 

Men så er der også dem, hvis sind stort set forbliver en buket tomme stilke gennem hele livet. Som godt nok sætter knop, når de oplever noget nyt - en knop for hver ny oplevelse - men alligevel folder de sig aldrig helt ud, står aldrig i fuld blomst. Det er den slags mennesker, som tænker i store bogstaver og punktummer, men aldrig i spørgsmålstegn og ufuldstændige sætninger ...

Mine forældre var den sidste slags mennesker. Den bedrevidende type. Som i "hvis det ikke står i en bog, og jeg ikke har hørt om det andre steder fra, er der ikke noget at diskutere." Rationelle mennesker med tankerne fulde af de smukkeste knopper, perfekte svungne og med den fineste blomsterduft, som bare aldrig åbnede sig, som aldrig var legende og lette nok til at danse vinden, men derimod stive og ubøjelige, med et så nøgternt syn på alting, at de forblev knopper lige til deres dødsdag.

Eller, min mor er faktisk ikke død.

Ikke endnu. Ikke i klinisk forstand, men selvom hun ikke er død, er hun i hvert fald heller ikke levende. Mere som en zombie, der nynner svagt for sig selv en gang imellem, som for at mærke efter om hun stadig er i live. Langt fra ser hun ud til at have det fint. Men tæt på er det tydeligt, at den skinnende lyserøde læbestift er lagt en smule skævt, og at hendes øjne er trætte og livløse, lidt ligesom eet af de der huse i et tv-studio - det hele er en facade, og der er ikke noget indhold inde bagved. Hun bevæger sig rundt i huset, svæver fra rum til rum i en morgenkåbe med løse, flagrende ærmer, som om hun var en sydstatsskønhed i et palæ i Borte med blæsten, der bekymrer sig om de ting, hun skal bekymre sig om i morgen. På trods af sin yndefulde driven omkring i huset kæmper hun som en rasende under overfladen, sparker vildt omkring sig for at holde hovedet oven vande og sender os indimellem panikslagene smil for at lade os vide, at hun stadig er iblandt os, selvom det ikke forekommer særlig overbevisende.

Ikke at jeg bebrejder hende det. Hvilken luksus det må være at kunne forsvinde, sådan som hun har gjort det, og overlade det til alle andre at feje op og samle skårene af det liv, vi har tilbage.

Men jeg har jo ikke fortalt dig noget som helst endnu, så du må være frygtelig forvirret efterhånden.

Min navn er Tamare Goodwin. Goodwin. En af den slags tåbelige floskler, som jeg hader. Selvfølgelig er det "godt" at "vinde". Det er ligesom med "et frygteligt tab", "den varme sol" eller "meget død". To ord som er sat sammen for at sige det, som i forvejen bliver glimrende udtrykt af ord nummer to. Nogle gange når jeg præsenterer mig for folk, udelader, jeg den ene stavelse: Tamara Good, hvilket er lidt ironisk, da jeg bestemt aldrig har været god, eller Tamara Win, hvilket næsten skadefro antyder et vidst held, hvilket heller ikke ligefrem er tilfældet.

Jeg er seksten år gammel, eller det hedder det sig i hvert fald. Jeg sætter spørgsmålstegn ved min alder for tiden, fordi jeg føler mig mindst dobbelt så gammel. Dengang jeg var fjorten, følte jeg mig som en på fjorten. Jeg opførte mig som en elleveårig og ville ønske, at jeg var atten. Men i løbet af de seneste måneder er jeg blevet flere år ældre. Er den slags overhovedet muligt? Lukkede kopper ville ryste på hovedet som svar, mens folk med et mere åbent sind ville sige måske. Alt er muligt, ville de sige. Nå, men det er det ikke. Alt er ikke muligt.

Det er ikke muligt at gøre min far levende igen. Jeg forsøgte, dengang jeg fandt ham liggende død på gulvet inde i sit arbejdsværelse - meget død, faktisk - helt blå i hovedet opg med et tomt pilleglas ved siden af sig og en tom whiskyflaske stående på skrivebordet. Jeg anede ikke, hvad jeg foretog mig, men pressede alligevel mine læber mod hans og pumpede løs på hans bryst som en gal. Det virkede ikke. 

Det virkede heller ikke, da min mor kastede sig hen over kisten på kirkegården under hans begravelse og begyndte at hyle og kradse på det polerede kistelåg, mens han blev sænket ned i jorden -  som for resten, på temmelig nedladende og overbeskyttende vis, var dækket af en kunstig græsmåtte, som i forsøg på at narre os til at tro, at det ikke var den ormevrimlende muld, han blev sænket ned i for al evighed. Selvom jeg beundrer mor for at gøre forsøget, bragte hendes sammenbrud ved graven ham tilbage. 

De endeløse historier om min far, der blev fortalt under gravøllet som en slags "Hvem-kendte-George-bedst-konkurence", hvor venner og familie hele tiden sad parat med fingeren på buzzeren for at byde ind: "Hvis I synes den var sjov, så vent bare til I hører, om dengang ..." "Engang var George og jeg ...", "Jeg glemmer aldrig, dengang George ..." bragte ham heller ikke tilbage. Alle var så ivrige for at komme til, at de endte med at tale i munden på hinanden og spilde tårer og rødvin ned på mors nye, ægte tæppe. De gjorde virkelig deres bedste, det kunne man mærke, og på en måde var han næsten til stede der i rummet, men deres historier kunne ikke bringe ham tilbage fra de døde.

Det hjalp heller ikke, da mor fandt ud af, at fars privatøkonomi var stort set lige så stendød som ham selv. Han var konkurs; banken havde allerede begæret tvangsauktion over vores hus og alle de andre ejendomme, han ejede, hvilket ikke gav mor noget andet valg end at sælge alt - alt - hvad vi ejede for at indfri gælden. Der kom han heller ikke tilbage for at hjælpe os. Og så forstod jeg endelig, at han var borte. Han var virkelig borte. Jeg kom til den konklusion, at når han kunne lade os gå så gruelig meget igennem - mit forsøg på at puste liv i hans døde krop, mor der kradsede løs på kisten foran alle vi kendte og derefter mistede alt, hvad vi nogensinde havde haft - så måtte han vitterlig være borte for altid.

Det var godt udtænkt fra hans side ikke at være der til at opleve det hele. Det var præcis så rædselsfuldt og ydmygende, som jeg er sikker på, at han frygtet. 

Hvis mine forældre havde været i stand til at blomstre, kunne de måske, men kun måske, have undgået alt dette. Men det var de ikke. Der var ikke noget lys for enden af tunnelen, og hvis der alligevel skulle vise sig et, kunne det kun være et modkørende tog. Der var ingen andre muligheder, ingen andre måder at løse problemerne på. De var praktisk tænkende, og der var ingen praktiske løsninger. Kun blind tro og håb og en slags fortrøstningsfuldhed kunne have reddet min far igenne situationen. Men han ejede ingen af delene, og da han gjorde, som han gjorde, rev han os praktisk talt med sig i graven.

Det er forunderligt som døden, så dyster og endelig, kan kaste nyt lys over et menneske. De mange smukke og rørende historier, jeg hørte om far i de uger, ville ingen ende tage. De var en god trøst, og jeg var glad for at kunne fortabe mig i dem, men hvis jeg skal være helt ærlig, tvivler jeg på, at de var sande. Min far var ikke nogen rar person. Jeg elskede ham, selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg vidste udmærket, at han ikke var noget særlig godt menneske. Vi talte sjældent sammen, og når vi gjorde, var det som regel bare for at skændes, eller også stak han mig nogle penge for at blive fri for mig. Han var pirrelig, vrissede ofte, kom tit op i det røde felt, trampede hen over folk med sine meninger og kunne være temmelig arrogant. han fik folk til at føle sig underlegne og ubehageligt til mode, han nød det. Han kunne finde på at sende sin steak tilbage tre eller fire gange på en restaurant bare for at se tjeneren svede. Eller bestille den dyreste vin på kortet for så at erklære, at den havde prop, bare for at genere resturatøren. Han ringede og brokkede sig til politiet over støjen fra fester på vores vej, som vi engang kunne høre, og fik dem til at lukke dem, bare fordi vi ikke var blevet inviteret.

Jeg nævnte ikke nogen af de ting til hans begravelse eller til den lille komsammen hjemme i vores hus bagefter. Faktisk sagde jeg ikke et eneste ord. Jeg drak en flaske rødvin helt alene og endte med at kaste op der på gulvet foran fars skrivebord, hvor han var død. Mor fandt mig og gav mig en lussing. Hun sagde, at jeg havde ødelagt det. Jeg var ikke sikker på, om hun mente gulvtæppet eller min far minde, men uanset hvad, var jeg nu ret sikker på, at han havde spoleret begge dele helt selv.

Jeg er ikke ude på bare at dynge al skylden og hadet over på min far. Jeg var slev en rædselsfuld person. Den værste datter man overhovedet kunne tænke sig. De gav mig alt, og jeg takkede dem kun sjældent for det. Eller hvis jeg gjorde, så tror jeg i hvet fald ikke, at jeg rigtig mente det. Jeg tror faktisk slet ikke, jeg rigtig forstod, hvad ordet betød. At sige "tak" er et tegn på, at man værdsætter det, andre gør for én. Min mor og far ævlede altid om de små, sultende børn i Afrika, som om det skulle kunne få mig til at værdsætte noget som helst. I bakspejlet kan jeg se, at den bedste måde at få mig til at værdsætte tingene på, nok ville have været at lade være med bare at give mig alting. 

Vi boede i et otte hundrede kvadratmeter stort, nybygget hus med seks soveværelser, swimmingpool, egen tennisbane og privat strand i Killiney, Dublin Country, Irland. Mit værelse lå i den modsatte ende af huset i forhold til mine forældres soveværelse og havde balkon med udsigt ud over havet, som jeg tror, jeg aldrig nogensinde værdigede et blik. Jeg havde direkte adgang til mit eget badeværelse med både bruseniche, jacuzzi og et tv med plasmaskærm - TileVision for at være helt nøjagtig - indmuret i væggen over badet. Jeg havde garderoben fuld af designertasker, egen computer, PlayStation og en himmelseng med baldakin. Heldige lille mig.

Nu til en anden grum sandhed: Jeg var et mareridt af en datter. Jeg var uhøflig, jeg svarede igen, forventede at få alt og, værre endnu, jeg mente at jeg fortjente at få alt, bare fordi alle andre jeg kendte, måske havde det. Jeg ikke så meget som overvejede, at de måske heller ikke ligefrem havde fortjent alt det, de havde.

Jeg havde fundet en måde at snige mig hjemmefra om natten for at mødes med min venner; en klatretur ud over siden af balkonen, videre ned ad nedløbsrøret og ned på taget over poolområdet, og derfra et par nemme trin ned til jorden. Der var et sted på vores private strand, hvor mine venner pg jeg mødtes for at drikke. De fleste af pigerne drak Blandede Bolsjer: Det samlede indhold af vores forældres barskab forenet i en flaske. På den måde ville de ikke fatte mistanke, hvis bare vi kun tog de øverste par centimeter af hver flaske. Drengene drak, hvad de nu engang kunne få fat i af cider. Der var en af drengene, Fiachrá, som jeg snuppede fra min bedste veninde, Zoey, hvis far var en berømt skuespiller. Og hvis jeg skal være helt ærlig, lod jeg ham alene derfor stikke sin hånd op under min nederdel cirka en halv time hver aften. Jeg regnede med, at jeg før eller siden ville komme til at møde hans far. Men det gjorde jeg bare aldrig. 

Mine forældre syntes, at det var vigtigt, at jeg fik aet lidt af verden, og hvordan andre mennesker levede. De fortalte mig konstant, hvor heldig jeg var at bo i et stort hus ved havet, og for at få mig til at værdsætte verden, tilbragte vi sommeren i vores villa i Marbella, julen i vores hytte i Verbier og i påsken var vi på shoppingtur og boede på Hotel Ritz i New York. Der stod en lyserød Mini Cooper cabriolet og ventede på mig, til når jeg fyldte sytten, og en af min far venner, som havde et lydstudie, skulle snart høre mig synge og måske indgå en kontrakt med mig. Selvom jeg, efter at han havde lagt sin klamme hånd på min røv, ikke havde lyst til nogensinde at befinde mig alene i et rum sammen med ham igen. Ikke engang for at blive berømt.

Mor og far gik til diverse velgørenhedsarrangementer året rundt. Min mor brugte ofte flere penge på kjolerne end billetten kostede, og to gange om året sendte hun de impulskøb, hun aldrig gik med, videre til sin svigerinde, Rosaleen, som boede ude på landet et sted længere nede sydpå - i tilfælde af at Rosaleen skulle føle trang til at malke køerne, iført en sommerkjole fra Pucci.

I dag - nu hvor vi ikke længere er del af den verden, vi dengang befandt os i - ved jeg, at vi ikke var særligt gode eller rare mennesker. Og jeg tror, at min mor, et sted nede under den tavse overflade, også godt er klar over det. Vi var ikke onde mennesker, men vi var ikke gode. Vi gjorde ikke noget som helst for nogen som helt i verden, og vi tog bare en masse ting for givet.

Men vi fortjente ikke noget af det.

Før i tiden skænkede jeg aldrig morgendagen en tanke. 

Jeg levede i nuet. jeg ville have dét her eller dét her, og det skulle være lige nu. Den sidste gang jeg så min far, råbte jeg ad ham og sagde, at jeg hadede ham, hvorefter jeg smækkede en dør lige i hovedet på ham. Jeg trådte aldrig et skridt tilbage eller et skridt ud af min egen lille verden for at tænke over, hvad fanden det var, jeg havde sagt eller gjort, og hvordan jeg havde sået andre mennesker. Jeg sagde til min far, at jeg ville ønske, at jeg aldrig skulle se ham igen, og det kom jeg jo så heller ikke til. Jeg tænkte aldrig frem til den næste dag eller på, at det skulle blive mine sidste ord til ham, og at det ville blive den sidste gang, jeg så ham. Det er en temmelig stor mundfuld at skulle leve med. Jeg har meget at skulle tilgive mig selv. Den slags tager tid.

Men nu, på grund af af fars død og på grund af andre ting,  som jeg endnu har til gode at dele med dig, er jeg nodt til at tænke på morgendagen og alle de mennesker, hvis liv morgendagen har indflydelse på. Når jeg i dag vågner op om morgenen, er jeg glad for, at den overhovedet findes.

Jeg har mistet min far. Han mistede alle sine morgendage, og jeg mistede dem, jeg skulle have tilbragt sammen med ham. Man kan måske sige, at jeg i dag værdsætter morgendagen mere end tidligere. Og at jeg i dag forsøger at gøre den så god som overhovedet mulig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...