om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
626Visninger
AA

10. 9

Mandag morgen er det meste faktisk bedre. Jeg mærker lys på en måde, for ganske vist står jeg ikke op til første modul, men det gør også, at min far kommer ind og vækker mig klokken ni. Han siger ikke rigtigt noget, men jeg vågner med følelsen af at blive iagttaget. Far står i døren. Jeg sætter mig op. Overrasket. Han smiler til mig på sådan en nærmest ubeskrivelig måde: med ømhed og opmuntring i blikket og smilet. 

"Skal du ikke i skole?" spørger han.

Jeg gnider mig i øjnene. "Jo," svarer jeg kort. Så går han ud igen, ind på sit værelse. Da jeg står op er mor selvfølgelig taget på arbejde og jeg ser ikke noget til far den morgen, inden jeg tager i skole. Men det, at han stod i døren og så forstående ud og ikke rigtigt sagde noget, men bare havde lagt mærke til, at jeg eksisterede og ikke var i skole; det var det, der fik mig til at stå op denne mandag morgen.

Da jeg træder ud af huset, går det op for mig, at der jo ikke nødvendigvis går en bus nu. Og andet modul begynder om tyve minutter. Jeg vil godt være der fra starten og undgå fravær. Så da jeg åbner døren til skuret ser jeg intet mindre end en gul racercykel, godt nok ganske rusten, vente på mig. Det er min fars gamle. Den har ikke været brugt længe. Jeg mærker om dækkene er flade. Så hopper jeg på den og cykler i skole.

Første frikvarter er ved at være slut, da jeg åbner den tunge hoveddør på gymnasiet. De fleste elever er på vej til klasselokalerne, så intet står stille. Jeg læner mig op af gelænderet på en trappe og låser min mobil op for at tjekke lectio, så jeg kan se på mit skema, hvilket klasselokale jeg skal være i.

Min IPhone 4 er utilregneligt langsom og tager en evighed om at åbne appen. Timen begynder om et minut. Jeg mærker en skulder strejfe min og kigger op fra telefonen. Og ganske rigtigt ser jeg lige ind i et velkendt ansigt.

"Kan vi snakke?" spørger Chris. Men noget ved hans ansigtsudtryk er anderledes. Det er seriøst. Modsat hans evigt skjulte smil og kække glimt i øjet. 

Jeg kigger rundt på gangen. En gruppe piger fra min klasse går forbi. Jeg ignorerer deres undrende blikke. De går op af trappen. Okay, jeg skal op af trappen. Så tror jeg, jeg ved, hvilket klasselokale vi skal være i. Og det er altså nu. Jeg undgår Chris' blik for alt i verden. Kigger ned på min telefon.

"Øhm... Lige nu?" bliver mit hurtige svar. 

"Ja."

"Her?"

"Nej..."

"Jeg har travlt -"

"Så bliver det her."

Samtalen går så hurtigt. Og før jeg ved af det er jeg fanget i en samtale med Chris lige her, og jeg kommer for sent til time. 

"Okay. Hvad fuck var det der i går? Det virkede jo helt... manisk. Eller sådan noget. Det var uhyggeligt. Sagde jeg noget forkert?". Han snakker så hurtigt og mit blik følger alle de mennesker der går forbi, mine tanker går på om de hører os eller kigger underligt. Men det varer ikke længe før gangen er helt tom.

"Chris, bare... Bare lad være, mh?" sukker jeg. "Jeg skal til time". 

Og så er jeg smuttet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...