om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
476Visninger
AA

9. 8

Uret begynder at gå hurtigt. Jeg forstår ikke hvordan det hændte, men klokken er åbenbart otte. Og Chris står og stempler stempelkaffekanden.

"Vil du tage to kopper i skabet?" spørger han mig og skæver mod skabet bag mig på væggen.

Få sekunder efter sidder vi på en bænk i haven. Med en kop kaffe i hånden hver. Jeg sidder med begge hænder om kaffekoppen og puster på den. Koppen brænder mine hænder en smule. Igen. Men slet ikke for meget.

"Av, er den ikke varm?" spørger han og holder i hanken på koppen. Han kigger på mine hænder.

"Nej... Er du svag?" spørger jeg lavmælt - hele tiden med en frygt for at Liv skal komme ud - og smiler til ham. Han løfter blot begge øjenbryn og smiler skævt. Så tager han en kæmpe tår af sin kaffe,  og det giver et sæt i ham.

"Av forhelvede..." udbryder han og rækker tungen ud af munden. "Jeg brændte tungen fucking meget," siger han stadig med tungen ude af munden, og det er derfor svært at tyde hans ord.

Jeg griner. Jeg har ikke grinet sådan længe. Det får mig til at grine lidt mere. 

Han begynder at rode i sin bukselomme. Hans blik er rettet ud i luften foran os mens hånden leder i lommen. Jeg kan næsten regne ud, hvad han leder efter. Hans læber er mærkeligt adskilte uden at være det; han bider sig i tungen. Det må gøre ondt. Jeg betragter ham lidt. Så griner jeg igen, og i det jeg gør det, vender han sit blik mod mig og hiver en pakke Marlboro-cigaretter frem. 

Så griner han også lidt, kigger spørgende på mig. "Hvad?" griner han.

Jeg vender hovedet, kigger ned på kaffekoppen i mine hænder i mit skød. Trækker lidt på skuldrene - smiler fortsat. Jeg ryster på hovedet. "Ikke noget.." når jeg at sige, før han presser en cigaret ned mellem mine fingre. Hans hånd strejfer kort min. Jeg tror, at det er her, smilet på mine læber forsvinder. Sidder bare lidt med cigaretten i mellem mine fingre. Han tænder sin ved siden af mig og rækker mig lighteren. Jeg fører den op til mine læber og drejer hovedet mod ham. Denne gang undgår jeg hans blik og tager blot imod lighteren, tænder smøgen og giver ham lighteren tilbage.

Vi sidder lidt i stilhed. Slubrer til kaffen og suger cigaretterne i os. 

Jeg har ikke tænkt over, før nu, at det nok har regnet i nat. For som vi sidder her i stilhed lægger jeg mærke til lyden at dråber der løber ned fra tagrenden og lander i en tom potteplante. 

Dryp, dryp, dryp.

Og dryp bliver til bølgeskyl og min lillebrors ansigt.

Jeg rejser mig og går. Og resten er lidt uklart. Jeg hører ham sige mit navn et par gange, først halv-grinende og så mere alvorligt. Men jeg går bare. Jeg går hele vejen hjem. Og han kalder lidt på mig; måske kommer han endda hen og hiver i mine skuldre. Jeg er ikke sikker. Men jeg går hele vejen hjem og falder i søvn på min seng med dråber på kinderne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...