om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
481Visninger
AA

22. 21

Øjenkontakt er noget af det fineste, der kan hænde. Hvis det kommer helt uventet og overraskende, og det er forvirrende og egentligt helt vildt irriterende.

Men hans brune øjne fanger mig og jeg prøver i solen at skelne hvad, der er hans pupiller og hvad, der er selve øjenfarven; for så mørk en brun farve har de vitterligt.

Det går op for mig, da jeg ser lige henover Mathias og Liv. De kigger begge på mig, og jeg sidder blindt og kigger ind i Chris' øjne.

Jeg fjerner mit blik, og jeg har ingen idé om det varede to minutter eller et halvt sekund. Derfor har jeg heller ingen idé om, om Mathias og Liv overhovedet lagde mærke til den mærkelige øjenkontakt, jeg netop havde med Chris.

For hvis det vitterligt varede to hele minutter, så lagde de hundrede procent mærke til det.

Jeg snakker ikke med Chris; vi fører ikke én eneste samtale, men den næste times tid får vi øje på hinanden på samme tid på usædvanlige tidspunkter og måder. Vores blikke mødes konstant; og da han og hans venner endelig rejser sig og går, bliver jeg faktisk lettet indeni. Hans tilstedeværelse på den måde gør mig mere eller mindre utilpas.

Og det var det. Det var den fredag; det var den weekend. Jeg føler mit liv går umådeligt langsomt, men jeg tror også, at det er nætterne, der gør det. Hele weekenden drømmer jeg om min lillebror; jeg drømmer om episoden, men sidste gang, jeg ser hans øjne, er de næsten sorte. Min lillebror havde ikke brune øjne, og han havde ikke noget nær sorte. Men disse øjne er ganske velkendte, og eftersom min drøm gentager sig nat efter nat, er det her med vejret, som det var nede i parken selvsamme fredag; jeg ser en skygge for solen, jeg ser, at skyggen kommer fra et menneske, og jeg ser disse øjne på min lillebror.

Jeg vågner ganske velkendt med koldsved flere gange hver nat.

Himlen er også grå weekenden igennem, og det samme er den i starten af skoleugen.

Mandag og tirsdag tager jeg ikke i skole. Vejret er endnu gråt. Mor og far siger ikke så meget; mor kigger ømt på mig og mumler ting som "det er okay.." og far smiler sørgmodigt og opgivende til mig et par enkelte gange, når jeg kommer ned i køkkenet for at spise eller lave kaffe. 

Men da jeg vågner onsdag morgen er klokken 10. Jeg er kun vågnet en enkelt gang denne nat af tørst, og jeg vågner til solskin og fuglesang om formiddagen. Mor og far har ikke vækket mig. Jeg har en besked fra Liv, der spørger, om jeg er syg. Jeg svarer blot ja, og selvom jeg kort overvejer at tage i skole, og ender med ikke at gøre det, beslutter jeg mig alligevel for, at jeg har brug for at foretage mig noget. 

Jeg hopper i et par løse, sorte velourbukser og en t-shirt og gør ikke så meget andet ved mig selv end at børste tænder. Så cykler jeg mod den Netto, der ikke ligger så langt fra mig, med en idé om, at jeg mangler noget helt bestemt, og dog ikke er helt bevidst om, hvad det er.

Da jeg holder ved Netto nogle minutter senere bøjer jeg mig for at låse min cykel. Da jeg løfter hovedet ser jeg lige ind i de selvsamme brune øjne, der har plaget mig i mine drømme. Chris er på vej ud fra Netto og får øje på mig på præcis samme tid. Han trækker ikke en mine i ansigtet.

"Hey," siger han udtryksløst, men stopper alligevel op, da jeg svarer ham med et hej.

Jeg synes, der går en evighed mellem jeg siger hej, fra han har stoppet op som for at sige noget, og til han rent faktisk åbner munden. Men jeg mister tidsfornemmelsen.

"Lad mig gætte - cigaretter?" spørger han og kigger nu lidt mere interesseret men stadig umådeligt svær at aflæse.

"Hvorfor tror du det?" siger jeg og smiler med sammenknebne øjne.

"Det er bare sådan noget jeg ved," svarer han selvsikkert.

Jeg svarer ikke. Jeg kigger bare lidt småskeptisk på ham men med et meget svagt og skævt smil på læben.

"Nåmen, normalt tror jeg faktisk de er ret loose med ID her. Men hende der sidder der nu er ret nederen. Gammel og sur," konstaterer han igen rimelig selvsikkert.

"Nu må du ikke undervurdere mig," siger jeg og begynder at gå ind ad indgangen så småt. Han følger mig med blikket og siger lavmælt;

"Jeg har et ret godt tilbud til dig, hvis du kommer ud igen med en pakke uden at vise ID".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...