om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
480Visninger
AA

20. 19

Mandag opfører Liv sig mærkeligt. Og alle de andre fra min klasse. Jeg føler, at der foregår noget, jeg ikke ved. Som om de snakker om mig. Folk sender mig mærkelige blikke, og jeg frygter, at nogen har fundet ud af det med min lillebror. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er så bange for, at folk skal finde ud af det. Jeg tror gerne, jeg ville have en ny start. Jeg tror, jeg er bange for at blive den pige, alle bare har ondt af, og jeg vil ikke have, at andre behandler mig anderledes af den grund.

Vi har netop fået frikvarter, og jeg sidder endnu på min plads med min computer. Jeg gemmer det word-dokument med de fantastisk brugbare notater, jeg fik taget i denne samfundsfagstime. Så mærker jeg en hånd på min skulder.

"Er du egentligt okay, Clara?"

Jeg kigger op. Det er Louise fra min klasse. Hun kigger nysgerrigt på mig.

Ved de det? Ved de det? Mit hoved panikker. Jeg mærker varmen blusse op i mine kinder. Jeg mærker en klump i min hals, og ordene snører sig sammen inde i min hals; jeg er ude af stand til at svare dem.

Jeg kigger op på Louise fra min plads. Prøver at synke den klump, jeg har i halsen, men ender med at svare hende med et forsigtigt nik.

"Hmmm... Vil du være sammen med os i frikvarteret - hvis du altså ikke har nogen at være sammen med?" spørger hun, og selvom jeg godt kan høre, hvad hun mener med det, så kommer det ud på en mærkelig, falsk og meget medlidende måde, og det er det sidste, jeg har lyst til skal ødelægge mit humør.

De ved det. Hvorfor skulle hun ellers have ondt af mig? Kommer det til at være sådan her de næste 3 år? Hvor ved de det da også fra?

Igen stiller hun mig bare et spørgsmål, som jeg simpelthen ikke kan svare på. Jeg har absolut ikke lyst; og jeg frygter, at de skal begynde at stille spørgsmål eller hentyde. Men kan man sige nej?

Jeg når knap nok at tænke over, hvad jeg siger...

"Nej," ryger det ud af mig, og jeg ser Louises overraskede ansigtsudtryk. "Nej, altså det var ikke sådan ment..." fortsætter jeg undskyldende. "Jeg har en aftale," lyver jeg.

Hun nikker. "Mh-hm.." siger hun og kigger mystisk, studerende på mig for at tyde hvorvidt jeg taler sandt, eller hvem jeg i så fald skulle have en aftale med. 

Liv sidder i den anden ende af klassen. Hun kigger med skjulte blikke på os, og ligner en, der har fulgt med i samtalen. Så rejser hun sig og følger med Louise samt et par andre piger ud af klassen, og her sidder jeg. Liv skænker mig ikke et blik; på den der måde, hvor jeg godt kan se, at hun holder øje med mig ud af øjenkrogen, men hun prøver tydeligvis at skjule det. Er hun nu sur?

Og hvis de vidste det, bliver jeg lidt i tvivl om, hvorvidt Liv så ville føle, at hun kunne tillade sig at opføre sig surt. Så havde hun nok været irriterende sød ved mig - havde hun ikke?

Jeg tager min vandflaske og begiver mig ud på gangen for at finden en vandautomat, så jeg kan fylde den op. Da den er fyldt, og idet jeg vender mig om for at gå tilbage til klassen stirrer jeg ind i nogle - efterhånden - velkendte øjne.

Det er Chris. Han går forbi mig med en smøg i mundvigen. Vi får øjenkontakt, jeg står stille og kigger ham i øjnene, indtil han er gået forbi mig. Han kigger mig direkte ind i øjnene i et stykke tid, der føles som en evighed, men han bevæger ikke én mine i ansigtet. Han kigger ligegyldigt på mig, men alligevel holder han øjenkontakten. 

Han siger ikke engang hej. Jeg når ikke at reagere, jeg kigger bare på ham, så jeg ved ikke hvorfor jeg føler mig helt fornærmet over, at han ikke reagerer. Det kan jeg vel i princippet ikke tillade mig.

I løbet af den resterende dag dukker scenariet med Chris på gangen op i mit hovede flere gange. 

Jeg prøver at skubbe det væk. 

Om natten drømmer jeg, at jeg sidder på stranden og kigger på havet. Jeg sidder tæt på havet og har det helt roligt med det. Jeg sidder alene med bare tæer i sandet, sandet er varmt og varmer mine fødder, som jeg begraver ned i det. Jeg betragter bølgerne, da min lillebror står dér i vandet. Og jeg ser en bølge komme bagfra ham, en bølge så stor og kraftig at den uden tvivl vil vælte ham omkuld og trække ham med sig. Jeg rejser mig, skriger - uden lyd, og idet bølgen tager fat i ham, lige inden han vælter er hans ansigt pludselig en helt andens. Det er Chris' ansigt, bølgen river ham under vandet. 

Jeg vågner med koldsved på hele kroppen og min hovedpude er fugtig af sved. Jeg ved ikke om vandet i mit ansigt udelukkende er sved, eller om jeg også har grædt. Jeg græder ikke, da jeg vågner. Solen er så småt begyndt at stå op, lyset på mit værelse er blåligt.

Jeg tager et bad og falder ikke i søvn igen før jeg skal op og i skole.

Af den grund tillader jeg mig selv at sove henover første modul. Mine forældre siger selvfølgelig intet. Men jeg tager mig sammen og går i skole trods den ubehagelige nat, der har skabt et underligt, følelsesløst humør i mit sind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...