om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
490Visninger
AA

16. 15

Mine øjenlåg glipper. Jeg mærker en hovedpine. Jeg er tør i munden. Min mave gør ondt. Mine øjenlåg glipper igen og slipper små lysglimt ind. Jeg ligger på kanten af min seng på mit værelse og jeg ser ud af vinduet. Solen skinner ind på mig og himlen er skyfri. Jeg tager fat i mobilen på skrivebordet og kigger på klokken. Den er 11:17. Hvordan kom jeg hjem i går?

Og just som jeg når at tænke den tanke hører jeg en lyd i sengen ved siden af mig.

Jeg vender mig om. 

Chris.

Han drejer sig i min seng, gaber og åbner øjnene. Gaber endnu engang, kigger på mig.

"Godmorgen..." mumler han og spærrer så øjnene helt op, da det går op for ham, hvor forskrækket jeg ser ud. Han griner. 

"Sssshhh.. " tysser jeg på ham og tænker på mine forældre. "Hva... hva...?" fremstammer jeg og tænker først nu over, om jeg overhovedet har tøj på. Det har jeg. Jeg har stadig min badedragt og shortsene på, min kimono ligger på gulvet.

Han sætter sig op i sengen. "Bare rolig. Der skete ikke noget. Vi sov bare." siger han og lyder udmattet. 

"Hvorfor sov du her?" spørger jeg.

"Hør... Du brækkede dig, husker du? Jeg ville følge dig hjem, du kunne knap nok gå i den tilstand. Først ville jeg bare finde Liv til dig eller sådan noget, men hun var ligesom ude at bade og da jeg ville tage dig med ned til vandkanten for at kalde på hende begyndte du at græde. Så fulgte jeg dig hjem. Da vi kom til dit hus sagde du alt muligt med, at du ikke kunne sove alene og sådan noget..."

Mit hoved blusser helt op af flovhed. Jeg ligger mig ned i sengen og hiver dynen over mig. Han griner. Jeg er i chok over mig selv.

"Bare rolig, det er cool. Du var vildt fuld. I get it," siger han på den anden side af dynen. "Det sidste du sagde, inden du sov, var også at jeg aldrig mere måtte så meget som tænke på det her igen. Rimelig tough."

Jeg hiver langsomt dynen af mig selv. Himler med øjnene og kigger på ham. Han har igen det kække smil på læben. 

"Smøg?" spørger han.

"Kaffe?" spørger jeg og rejser mig fra sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...