om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
501Visninger
AA

15. 14

Vi holder øjenkontakten længe. Sådan helt seriøst tror jeg næsten det varer et halvt minut. Alt omkring mig og inden i mig går lidt i stå. 

Så bryder Chris selv øjenkontakten og vender opmærksomheden mod den pige, han sidder og snakker med. Jeg kigger på Martin men rykker mig lidt væk fra ham. Han rykker sig også selv lidt, og selvom han er for fuld til at blive komplet pinligt berørt, tror jeg han bliver lidt flov over min afvisning. 

"Vil du med ud og bade?" spørger han. Jeg bider mig i underlæben, kniber øjnene sammen og ryster på hovedet. Så rejser han sig og forlader mig med ordene "Du ser fandme godt ud..." og så sidder jeg alene tilbage. Jeg kigger mig omkring i håb om at spotte Liv eller nogle andre fra min klasse. Og da opdager jeg hvem det er, Chris sidder og snakker med.

Det er Emma. Emma var - eller er, jeg ved det ikke rigtigt - min bedste veninde. Vi gled lidt fra hinanden i slutningen af niende klasse - da jeg gik i niende klasse og hun i 1.g, men vi sås stadig en hel del. Hendes mor og min mor er gode veninder. Emma ved alt om mig, min familie, min lillebror. Jeg har ikke haft meget kontakt med hende siden da. Men hun ved alt. Og hun snakker med Chris. 

Det er jo slet ikke sikkert, at de snakker om mig. Men jeg kan ikke sidde her, hvis de gør. Så jeg rejser mig, og idet jeg rejser mig kan jeg mærke hvor vaklende det hele er. Jorden bevæger sig en smule under mig, og jeg er ret fuld. Lydene omkring mig bliver forstærket og jeg kan høre bølgerne bruse ved siden af mig. Det er ved at være mørkt.

En klump vokser sig større og større i min hals, i takt med lyden af bølgerne og synet af Chris og Emma, som jeg nærmer mig. Og da jeg kommer helt hen til dem og de begge kigger på mig, går det op for mig, hvor tæt de sidder, og at Chris' hånd er placeret på Emmas lår. Og det går op for mig, at deres samtale så nok ikke havde noget med mig at gøre. Men jeg står ligesom der og har øjenkontakt med dem begge, og Chris tager sin hånd til sig.

"Øhm..." mumler jeg. Emma kigger overrasket på mig.

"Clara!" udbryder hun. Hun rejser sig og pludselig er jeg fanget i hendes kram. Hun giver mig et hårdt klem og jeg får kvalme. "Åh Clara, jeg er så ked..."

"Ja. Ja, hej, Emma!" skynder jeg mig at afbryde hende. Hun er også ret fuld. Men jeg tror jeg overgår hende, for da hun giver slip på mig, vakler jeg, og jeg er næsten ved at snuble.

"Woah, chill... Sæt dig ned," siger Chris og hiver fat i min skulder. Og pludselig sidder jeg der mellem Emma og Chris og det hele er så underligt.

"Det var bare fordi.." mumler jeg og prøver at bryde tavsheden og opmærksomheden der er rettet mod mig fra begge sider. "... Jeg tænkte, at jeg nok skylder dig et par smøgere. Og nu har jeg ligesom selv," siger jeg og kigger på Chris. Han smiler. Jeg rækker ham min pakke, han tager imod den og vender den et par gange i hånden. Nikker og tager en smøg i munden.

"Marlboro... Respekt," mumler han og finder sin egen lighter frem. 

Og så sidder vi der. Kigger på hinanden. Egentligt burde jeg snakke med Emma, men Chris er der også. Og egentligt burde jeg skynde mig at gå, men da er det da helt sikkert, at Emma vil fortælle ham om mig. 

Emma går på toilettet og hele situationen bliver endnu mere mærkelig. Alene med Chris. Hun kommer tilbage om lidt, samtalen dør, jeg går, hun fortæller ham om min lillebror og på mandag vil hele skolen gå og have ondt af mig og snakke sukkersødt til mig.

Og jeg ved ikke hvorvidt det er situationen med Emma og Chris, de mange cigaretter, alkoholen eller de brusende bølger; det er nok en blanding. Men jeg gør det eneste, der er at gøre - jeg kaster op i sandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...