om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
481Visninger
AA

13. 12

Jeg sidder i stolen i et helt hvidt venteværelse. Uret på væggen er hvidt, men med visere og tal i en anden hvid nuance, så det er muligt at se. Det tikker. Jeg kigger på det. En dame kommer ind og siger mit navn. Jeg rejser mig og hun giver mig hånden. Det er min psykolog. Krisepsykolog. Jeg følger efter hende ind i et rum, fuldstændig lysegråt: væggene, loftet, gulvet, møblerne, gulvtæppet. Lysegråt. Sætter mig i sofaen over for hende.

"Så, Clara... Hvordan går du og har det indeni?" spørger hun.

Jeg trækker skuldrene op under ørerne. Har hænderne foldet i mit skød. Jeg kigger ned i jorden. Svarer hende ikke. Pludselig har hun en anden stemme. En mandestemme. 

"Her, du skal tage de her piller hver dag. Det er til manien. Du er jo helt manisk..." siger drengestemmen, og da jeg kigger op kigger jeg direkte ind i Chris' øjne. Han er min krisepsykolog og rækker mig nogle piller. 

Så vågner jeg fredag morgen. Solen skinner og fuglene kvidrer. Jeg kigger op i luftet og tager en dyb vejrtrækning.

Mareridt.

Da jeg er vågnet af mig selv - og ikke af min alarm - undrer jeg mig over, hvad klokken er. Det er ikke nat i hvert fald. Jeg kigger på min mobil på natbordet. 12:36. Jeg får fri fra skole om en time. Mor og far har ikke vækket mig. Men jeg kan høre lyde nede i køkkenet. Hvis det er min far, der rent faktisk laver mad eller vasker op eller hvad fanden - så er det rigtigt underligt. Og hvis det er min mor, betyder det, at hun ikke er på arbejde, hvilket også ville være rigtig underligt. 

Jeg hopper i et par blå natbukser og går nedenunder. Den krakelerede neglelak på mine tæer ser grim ud, og jeg får en umættelig trang til at tage et bad, vaske mit hår, lægge neglelak og makeup. Jeg ved ikke hvorfor.

Mor står i køkkenet. Hun vender sig om. Hun siger ikke noget til mig, smiler blot en smule anstrengt og vasker op. I hånden. Vi har en opvaskemaskine, og situationen er mærkelig. Hun burde være på arbejde. 

"Hvorfor er du ikke på arbejde?" spørger jeg og sætter mig ved bordet og kigger på hende. Hun vender sig om.

"Jeg tænkte, at vi sgu egentligt godt allesammen kunne bruge en fridag. Har du sovet okay?" spørger hun.

Jeg forstår ikke hendes pludselige venden i måden at tackle den usynlige sorg, som hele tiden har præget vores familie. Vi har ikke været en rigtig familie længe. Vi har ikke snakket sammen længe. Er mine forældre - eller i det mindste min mor - oprigtigt ved at komme videre? Er der noget galt med mig, eftersom jeg ikke helt har nået det punkt endnu? 

Jeg nikker bare til hendes spørgsmål. Men får lyst til at åbne mig op, være en god datter, støtte hende, såvel som hun prøver at støtte mig. Pludseligt.

"Mor... I går. Liv fra min klasse havde spurgt, om jeg ville med til en fest i dag," fortæller jeg langsomt. Venter på en reaktion.

"Mh... Vil du ikke prøve det?" spørger hun uvidende.

"En fest på... En strand. En badefest. Du ved; vand, bølger, svømning..."

Hun tøver. Trækker vejret dybt. Det føles som en evighed. 

"Ja... Hende Liv. Hun ringede mens du sov. Hun kommer forbi senere for at gøre sig klar med dig. Tror du, at du vil blive okay?"

Hvad? Hvad? Hvad?

"Hører du ikke hvad jeg siger? Det er på en strand det her. Ingen af os har så meget som kigget på havet, siden..."

"Clara," hun stopper mig. "Du kan jo bare tage med. Du behøver ikke at bade."

Og så er det afgjort. Klumpen kommer tilbage til min hals, men det faktum at min mor har hørt mig, at hun holder fri fra arbejde, kan jeg ikke se igennem. Jeg tager med til festen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...