om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
486Visninger
AA

11. 10

Jeg træder ind af døren i klasselokalet. Døren knirker. Blikkene vendes mod mig. Liv sidder ved bord med nogle andre og kigger mig dybt ind i sjælen. Sådan føles det i hvert fald. Det føles som om hun kan læse mine tanker og er vred på mig. Det føles som om hun ved alt; at jeg har drukket kaffe med Chris og han har stoppet mig på gangen, at jeg gik væk fra deres hus i en flydende, halvgrædende tilstand og at jeg inderst inde er den største psykopat. Pigerne, der gik forbi mig på gangen før, kigger også mystisk på mig. Min lærer trækker brillerne ned på næseryggen og ser på mig.

"Clara... 50% fravær," siger hun stramt og kigger ned i sin computer - igang med at give mig fravær.

Jeg kom 10 minutter for sent. Den slags lærere er så unfair. Jeg mærker vreden, men giver alligevel op på den og vælger at spare min energi. Sætter mig i stedet ned på den eneste tomme plads ved siden af Ahmed. 

I frikvarteret kommer Liv hen til mig. Jeg sidder med albuerne hvilende på bordet og læner min venstre kind på min håndflade og kigger ned på min telefon. Scroller ned af min facebook-startside. Liv sætter sig på bordet. Hun smiler mærkeligt anstrengt til mig - føler jeg. Hun siger ikke noget.

"Åh, hey Liv.." siger jeg og smiler.

"Hvor var du i første modul?" spørger hun.

Jeg føler hun angriber mig. Men ved lettere eftertanke er det ikke så underligt at spørge om. 

"Jeg sov bare over mig," smålyver jeg. Halv løgn; halv sandhed. 

"Nå... Er du okay?" spørger hun så pludseligt, og jeg bliver faktisk helt overrasket over spørgsmålet. Nærmest overvældet. Jeg kigger bare på hende. Ved hun noget? Eller er hun rent faktisk bare virkeligvirkelig sød og kan gennemskue min opførsel? Er det normalt at spørge om.

Jeg trækker på skuldrene med et bredt smil på læberne.

"Ja. Tak, Liv," bliver mit svar. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...