Fanget i et sort hul af kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 5 apr. 2016
  • Status: Igang
En novelle/digt samling med historier/digte der deler emnerne kærlighed og sorg, nogle af novellerne/digtene er skrevet på engelsk...

4Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

9. Udskiftningen

Et lys. Det var hvad jeg ventede på, hvad jeg altid havde ventede på. Bare et lille skær fra et stearinlys. Det kom bare aldrig. Jeg levede i mørke, fordi jeg ikke kunne væk fra det. Pivskid. Det var hvad folk sagde til mig efter at jeg havde fortalt dem hvordan jeg havde det. Måske er alle bare ligeglade med alle. Jeg er. En ven, det er vel bare en person der hjælper dig med at klare dine mål, og så er den person ikke til nytte mere.

Jeg lyder som en psykopat. Det er jeg måske også. Hvem ved? Der er ingen der lægger nok mærke til mig til at vide det. Mon nogle vil opdage det hvis jeg bare forsvandt? Nok ik’. De vil bare finde en ny ven/barn, det er vel sådan det er. Alt kan erstattes, derfor skal du ikke tro du er noget. Du kan erstattes, og folk kan finde på at gøre det. Det ved jeg alt om, jeg fejlede som søn, og blev erstattet af en kat, de kaldte den Marc, det var mit navn. Marc. Det blev også erstattet. Alt blev. Og hvorfor? Fordi folk tror at jeg mobbede en, der mobbede mig, så da hun hang i snoren, lod jeg hende ikke slippe, jeg udskiftede hende. Jeg blev den nye Emily. Jeg blev skolens bølle, var som pigerne nok vil sige: en bitch. Og jeg nød det.

Men alt og alle kan erstattes, og det blev jeg. Jeg falder stadigvæk. Karma. Emily mobbede, hun faldt ned og døde. Jeg lod hende falde, jeg falder selv, og dør ikke. Det er det værste. Ikke at dø. Ikke at ende. Bare vente på at man rammer jorden, eller noget andet. Men det gør man ikke. Det er ikke nogen bund. Der er bare mere intet.

En gang prøvede jeg at begå selvmord, det endte med at loftet som jeg havde sat rebet fast i, faldt ned. Jeg fik en hjernerystelse. Mine forældre kom op. De så rebet om halsen, bundet fast til loftet der var faldt ned. Det tog dem ikke mange øjeblikke at regne ud hvad der var sket. Efter det var jeg usynlig, jeg kom til psykolog en gang om ugen, i skolen gad ingen at se mig; jeg var faldet for meget. derhjemme var jeg usynlig, jeg kunne sige noget, uden at nogen reagerede, der var ikke mere dækket op til mig. Jeg var død. Det var en fejl at jeg ikke døde den dag med rebet. Måske ville gud give mig en chance til, som den eneste.

Efter en måneds tid, gav jeg op, jeg stod ikke op. Blev bare liggende i min seng. Ingen kom op og spurgte om jeg var ok. Alle havde vel glem mig. Jeg tror jeg sov, jeg kan ikke huske de dage så godt. Kun et svagt erindre om en tid i en seng. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå. Kun at jeg lå. Og lå. Og lå…

Jeg havde givet op. For anden gang. Efter to dage (tror jeg) kom mine forældre op. De ville bare lade Marc komme ind på mit værelse, efter at den havde miavet i noget tid. Det værste var at de ikke kom op på grund af mig. Men på grund af den erstattede version af mig. En kat. Da de åbnede døren, kom en stank af sur sved og pis (som sagt, jeg stod ikke op den tid hvor jeg lå i sengen).

Da besluttede de sig for at jeg ikke kunne tage hånd om mig selv. Og satte mig på børnehjem. Det var for tre dage siden. Jeg skal starte det nye sted i morgen. Efter planen dræber jeg mig selv den første dag der.

Men som sagt, alt kan udskiftes, selv en familie…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...