Os, de udødelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 8 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er historien Amalie, Amalie mistede sin søster for 1 år siden i en brand. Amalie havde svært ved at fordøje tabet af sin søster, og med det, mener jeg, at Amalie lukkede sig inde på sit værelse i tre måneder.
1 år er gået siden Amalies søster døde, og Amalie bliver mobbet, men da Amalie bliver sat i samme gruppe som en sød fyr, kommer der pludselig mening med hendes liv igen...

3Likes
2Kommentarer
495Visninger
AA

3. Vi, de udødelige….

Det er time igen, og man kan se at Christian stadig er irriterede på Emilie... Og mig (Hvad har jeg gjort? Blive udspurgt? Blive mobbet? Undskyld at jeg blev født!), hvilket jeg ikke forstår, men han hader mig ikke, så jeg er vel glad. Han sidder og nedstirrer mig, og der bliver ikke sagt noget ved bordet.

“Min søster døde i en brand” Siger jeg, f*ck, så er der ingen vej tilbage. Nu er det alt eller intet. Nu er det Christians tur til at kigge undrende på mig. Jeg tager en dyb indånding.
“Mig og min søster var alene hjemme da hun døde i en brand.” Gentager jeg. Han ser på mig med en hungrende medlidenhed. Han er sulten, han har ventet i lang tid på denne historie, og nu får han den endelig.
“Jeg kunne ikke forstå at hun døde, så jeg sad inde på mit værelse i tre måneder.” Fortalte jeg ham, og som svar kiggede ham på mig, fyldt med medlidenhed.

“Det gør mig ondt…” Mere kunne han ikke sige.
“Og hvad så?” Svarede jeg… “Sket er sket, hun er her ikke mere…”
“Sådan  må du ikke sig...” Han så bekymrede ud, som om jeg lige havde sagt at jeg går ud og hænger mig selv.
“Gu må jeg så!” Han er ikke min far, kun den-fyr-som-alle-pigerne-i-klassen-vil-dø-for-og-tilfældigvis-også- den-samme-fyr-som-jeg-skal-lave-en-opgave-sammen-med… Han ser faktisk ret godt ud, for en gangs skyld har mig og Emilie mere tilsammen end vi blot er mennesker og den kvindelige form af dette absurde væsen, der sætter sig over alle andre i verden.
“Hun er her måske ikke mere i sin fysiske tilstand, men hun er her stadig. Hun er på gangene hvor i gik til klasse, hun er på stolene hvor i sad og spiste, hun er det sted i det hjertet, hvor en søster høre til, hun er hjemme i en ikke eksisterende verden.” Sagde han trist, man skulle have troet at han havde stået foran spejlet og øvet den sætning udenad. Nu er det min tur til at være ved at græde, Christian rejser sig op, og går de to skridt så han er over hos mig. Han dukker sig ned, og giver mig et kram. Jeg snuser ind, ikke så højt at han kan høre det, men så meget at jeg kan dufte ham, og gud, hvor er det vidunderligt. Jeg er udødelig, nej, det er jeg ikke. Vi er udødelige. Folk ville rejse til danmark, kun for at kunne tage et billede af os. De udødelige. De urørlige. Tiden stopper for mig, uret der ellers normalt går så langsomt, er lige pludselig stoppet helt, en tanke for igennem mig. Er jeg død? Nej, jeg står stadig oppe. Er jeg ved at dø? Det ved jeg ikke, men hvis jeg var, ville jeg ikke havde noget imod at dø her (men det ville Christian nok), alt er perfekt.
Men så med et, gik uret i gang igen, og nu kørte det hundrede gange så hurtigt.

Efter hvad der formentligt var 5 minutter, slap vi hinanden. Han smilte til mig. Han så så sød ud, mit hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere, nu var det oppe i sådan en fart, at der var chance for at det ville slå hul på resten af min krop, og springe ud gennem det hul, direkte ind gennem Christians mund, og derfra ned til hans hjerte, hvor de ville kunne være sammen for evigt.

“Hjalp det?” Han kiggede undersøgende på mig, og jeg smilte tilbage. “Ja, tak” Fik jeg sagt, jeg tror det lød virkeligt nervøst. Vi satte os ned, og fik lavet en disposition for den følgende uge.
“Hvis vi nu brugte de to første dage på at finde informationer, og derefter to dage på  at skrive, så kan vi bruge den sidste dag på at øve fremlæggelsen.” Foreslog Christian.
“Hvis vi i stedet kun brugte den første dag på at finde informationer, har vi længere tid til at skrive?” Svarede jeg, alt imens jeg sad og studerede hans turkise øjne, den flotte gyldenbrune hud, ikke for brun, heller ikke for hvid.
“God idé.” Svaret han, de perfekte hvid-gule tænder, bevæge sig i takt til hans perfekte stemme. Jeg er forelsket. Mere kan man ikke sige, jeg er forelsket, i ham som hele klassen elsker. “Hvad så med emner?” Fortsatte han, mon også han sidder og studere mig? På den søde drenge måde, hvor han tænker på: mine øjne, mit smil, mit hår, eller den perverse: Hold-kæft-nogle-dejlige-patter-måden. Jeg håber det er den søde drenge møde, hvis han gør det.

“Amulet?” Spørger Christian. “Jeg spurgte om idér til vores emne…” Hvis han også sidder og studere mig, er han god til at skjule det.
“Nåh, ja.”  Jeg fniser lidt nervøst. “Kunne man ikke have noget i form af, hvordan folk håndtere tab, og noget med hvilket slags tab, og alt det der?” Jeg tror at jeg må have lydt temmelig nervøs, for efter jeg har sagt det, sender Christian mig en af sine perfekte smil, jeg bliver lige pludselig helt rolig, og en beroligende følelse breder sig i mig. Jeg tror jeg rødmer. Jeg kigger ned, i håb om at han ikke opdager det. Fra den anden side af bordet, kan jeg høre et lille glad grin, og straks fjerner alt min tvivl. Han er garanteret også forelsket...
“Det lyder som en god idé.” Svare Christian, efter hvad der nok er et minut efter. Det er anden gang på 10 minutter, jeg har forladt denne verden, blot ved at studere Christian. Jeg må se at tage mig sammen. Jeg må se at få gjort noget ved det. I det samme ringede klokken ud.

​"Skal vi skrives ved i aften?" Spurgte Christian nysgerigt. Jeg nikkede som svar, og med de ord gik vi fra hinanden...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...