Os, de udødelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 8 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er historien Amalie, Amalie mistede sin søster for 1 år siden i en brand. Amalie havde svært ved at fordøje tabet af sin søster, og med det, mener jeg, at Amalie lukkede sig inde på sit værelse i tre måneder.
1 år er gået siden Amalies søster døde, og Amalie bliver mobbet, men da Amalie bliver sat i samme gruppe som en sød fyr, kommer der pludselig mening med hendes liv igen...

3Likes
2Kommentarer
370Visninger
AA

4. Genfødslen

Jeg vågnede kl. 12 til lyden af mine forældres mislykkedes forsøg på at være stille. “HOLD KÆFT PJEVS!” Råber min far af hunden “Vi skal ikke vække Amalie, vel?” Fortsatte han hviskende, ironisk nok at han vækkede mig, ved at prøve på ikke at vække mig. Normalt ville jeg tage min computer frem, og researche noget om selvmord, mens mine forældre er ude at købe ind. Det har jeg bare ikke lyst til i dag, i stedet skriver jeg til Christian, for at se om han var vågen.

    Amalie: Er du vågen??? ;)

2 sekunder er gået, og han har stadig ikke svaret. Han er nok ikke oppe. Jeg kaster mig ned i sengen igen, spredt ud som et kors, rent symbolsk gav det også det også god mening, jeg er genfødt. Ikke mere trist/depressiv/selvmordstanker/døde/meget mere… mig. Jeg kigger op i loftet, på det lilla loft, der ikke mere virker så trist/depressiv, men i stedet mere glad, og royalt, jeg følte mig også royal med det, eller med ham retter sagt. Jeg føler mig royal, når jeg er sammen med ham.
Jeg tager en bog frem, det er en flænge i himlen. Jeg åbner bogen, og fortsætter der hvor jeg slap. Lige efter at jeg har læst den første linje, kan jeg høre at der sker noget på min mobil. Den vibrere, mon det er Christian? Normalt når jeg lige har taget bogen frem, gider jeg ikke at tjekke min mobil. Den vibrere igen. Jeg vender den sølvfarvet iphone 5 om, og ser at Christian har svaret mig.

    Christian: Nu er jeg ;)

    Christian: Er du??? :D

    Amalie: Jeg det er jeg! ;)

    Christian: Har tænkt over noget ;)

    Amalie: Hvad er det?

    Christian: Skal vi hænge ud?

    Amalie: Den er jeg med på ;)

    Amalie: Hvornår?

    Christian: Vi kunne evt. mødes omkring kl. 1 på gågaden, til frokost. ;)

    Amalie: SUPER! ;) Ses der.

Jeg lagde mobilen fra mig, og lagde mig igen som et kors. Jeg er genfødt. Jeg er genfødt, og har fået en chance nummer to, jeg er klar til at hærge byens gader. Nej, det er løgn. Jeg er klar til at hærge Emilie’s liv, jeg er klar til at sørge for at hun aldrig kommer til at glemme mig; Jeg er klar til at stjæle Christian fra hende, og få min position tilbage, jeg er klar til at vinde mit gamle liv tilbage.

Klokken er 1, og jeg står alene på gågaden, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, skride eller blive. Mon det bare er en eller anden syg joke, hvis eneste formål er at få mig dræbt. Nej, det kan det ikke være, men hvis han ikke er kommet om 5 minutter, må det være. Jeg leder efter en bænk som jeg kan sidde på, jeg kigger til højre, og til venstre, der er ingen ledige bænke, jeg er nok ikke den eneste der er blevet brændt af. Jeg tager min mobil frem. 13:03 står der med kæmpe tal på displayet. Tiden går langsomt… Nærmest langsommere end uret i klassen. Jeg kigger op, jeg håber på at jeg et eller andet sted, vil se en mand gennem skyerne, et tegn så jeg ved at alt min smerte ikke bare er forgæves, og at Emma er et godt sted. Efter at havde stået sådan lidt, tager jeg min mobil frem igen. 13:06, hans tid er gået, jeg er blevet brændt af igen… Jeg vender mig om, og går væk fra gågaden, da jeg pludselig høre et “VENDT!” bag mig, efterfulgt af den trampende lyd af skridt. Jeg stopper og vender mig om, lige i tide til at se Christian der løber lige imod mig. FUCK! Når jeg lige at tænke, før end Christian har smadret hele sit ansigt ind i mit.
Jeg vælter af sammenstødet. Nej. Vi vælter af sammenstødet, så Christian ligger oven på mig. “Hej!” Siger han til mig, efterfulgt af et nervøst grin. Jeg griner tilbage, og svare “hej”. “Ej, du må altså undskylde at jeg sådan bare uden videre løb ind i dig…” Han mig dybt seriøst i øjnene, jeg sidder og overvejer om han mon vil kysse mig nu. Da en tanke fare op i mig: Da han løb ind i mig, ramte vores pander, næser og hager hinanden, så må hans mund da også have ramt min mund, og det er vel et kys! Efter den tanke, kommer mit triste, deprimerede sind, det er da ikke et kys, det er bare et sammenstød, det er to vidt forskellige ting…

“Øh… hvor skal vi gå hen?” Spørger han, jeg trækker på skuldrene som svar. Vi står lidt sådan da han lige pludseligt, fuldstændigt spontant råber: “Vi køber en sandwich på den der nye cafe, og derefter tager vi ud i skoven og spiser den!” Jeg tror ikke at jeg er den eneste der fik et chok der, for et par stykker har stillet sig i en cirkel rundt om os, og står nu og kigger på os, på ham der står op, med mig lige foran sig. Mon ikke de tænker: gad vide hvornår de kysser hinanden?, og det ved jeg sandelig ikke, det kan være idag, imorgen, eller aldrig. Det må tiden vise...

Der gik vi så hen, til den nye cafe, som jeg aldrig havde set, eller hørt om, og købte en sandwich, efterfulgt af at vi satte os i parken, på en bænk, der pegede ud mod en sø, hvor to svaner fulgte hinanden rundt. Det så så perfekt ud.

“Før min fare døde, var han psykisk syg…” Det var Christian der sagde de ord, jeg kiggede på ham, på det sorgfulde ansigt, der var ved at græde. “De sygdomme han havde, er arvelige…” Fortsatte han “Jeg er simpelthen så bange for at ende som ham….” Jeg kiggede med mere medlidenhed på ham, end nogen nogensinde ville kunne forestille sig. “Jeg kan bare ikke klare mere at gå med det alene…” Det var hans sidste ord, og nu kom gråden… “Det gør mig ondt…” Sagde jeg, vel bevidst om at jeg bare gentog ham. Men for ikke fuldstændig at gentage den episode, gav jeg ham et kram, og han lagde hoved på min skulder, og græd igen…

Da Christian havde fået det bedre, spiste vi vores sandwich. Alt i alt, var det den bedste middag jeg nogensinde har haft… Men der kom ingen kys i dag...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...