Os, de udødelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 8 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er historien Amalie, Amalie mistede sin søster for 1 år siden i en brand. Amalie havde svært ved at fordøje tabet af sin søster, og med det, mener jeg, at Amalie lukkede sig inde på sit værelse i tre måneder.
1 år er gået siden Amalies søster døde, og Amalie bliver mobbet, men da Amalie bliver sat i samme gruppe som en sød fyr, kommer der pludselig mening med hendes liv igen...

3Likes
2Kommentarer
335Visninger
AA

1. Prolog

De kalder mig freak. Det er nok det som jeg bliver mest sur over. Freak. Gud er jeg ej det. Jeg er bare en helt almindelig pige. Eller, næsten almindelig. Min søster døde for et år siden, det var en brænd. Jeg kan tydeligt huske det. Og det vil jeg formentlig også altid gøre.

Vi var alene hjemme, altså mig og Emma. Vi var nærmest samme person, vi gjorde alt sammen. Folk drillede med det, altså på den gode måde, ikke den der freak måde. udover at vi var uadskillelige, var vi også enægget tvillinger, hvilket betød, at vi nærmest en og samme person. Vores forældre var ude og rejse, og vi skulle være alene hjemme i en uge, det var der ikke noget galt i, de havde kun været væk i 2 dage da det skete. Vi havde været til fest dagen før, hos en af vores bedste veninder, Hanne, alle de andre populære var der også, og det var en super fed fest, den varede til kl. 3 om natten, og vi pjækkede alle hos Hanne den efterfølgende dag. Det var den aften det skete, vi var kommet hjem fra Hanne, og havde taget en pizza op af fryseren, og sat den ind i mikrobølgeovnen, det var en peperoni og oste pizza, Emmas yndlings. Vi havde sat os ind i stuen og havde fundet en film, det var ’new years eve’, det er vores ynglings film. Alt så ud til at være perfekt, pizza, film og ingen forældre, der var dømt til perfekt tøseaften. Vi havde set 10 minutter af filmen da vi så det, røgen kom fra køkkenet, og der var meget varmt. Vi undrede os over hvad det kunne være, og gik ud og kiggede. Det varede ikke længe før vi opdagede at der var ild i hele huset. Jeg vendte mig om, og kiggede på Emma, ud af hoveddøren sagde vi på lydløst sprog. Og den løb vi hen imod den. Jeg tror det var Naboerne der ringede da de så branden, det var i hvert fald dem der tog imod mig da jeg kom ud.

Jeg forstod ikke hvad der skete, og det gør jeg faktisk stadig ikke nu. Jeg forstod den del hvor vi løb fra branden, men den del hvor jeg kom ud, vendte mig om, og så ingen Emma, det forstod jeg ikke, da vi flygtede havde jeg vendt mig om, og kiggede på hende, og sammen var vi løbet ud, men naboerne sagde at det kun var mig, at de ikke så Emma bag mig. Først troede jeg ikke på dem, eller som jeg sagde til mig selv: hvis hun ikke havde taget hoveddøren, havde hun nok taget bagdøren. Jeg troede aldrig på dem, heller ikke da de viste mig hvad der formentligt var Emmas aske.

I starten troede de at jeg var i chok. Det ville heller ikke overraske nogen. Nu var vi kun en halv duo. Eller jeg var, der var vel ikke noget vi mere, kun et jeg. Det der gav dem grunden til at tro at jeg var i chok, var simpelt. Jeg ventede. Jeg ventede med at fortsætte mit liv, til at Emma kom hjem. Det gjorde hun bare ikke. I den første måned efter at Emma døde, sad jeg kun på en stol, sagde ikke noget, og spiste næsten heller ikke noget. jeg ved stadig ikke hvorfor at jeg gjorde det. for at være ærgerligt, så kan jeg ikke huske meget fra den tid, det meste ligger indhyllet i tåger.

I den anden måned var jeg begyndt at vågne lidt op, der skete stadig ikke det store, og med det mener jeg det i bogstavelig forstand. Det største der skete for mig i den anden måned, var at jeg åbnede munden. Jeg kan tydeligt huske den kamp jeg havde for at åbne munden. jeg ville vente på at Emma kom tilbage, det virkede som en god ide på daværende tidspunkt, jeg tror bare at jeg simpelthen ikke kunne fatte at hun ikke var der mere.

Det var først i den tredje måned jeg kom i gang igen, og grunden? De fleste tror at jeg kom over Emmas død, at jeg var klar til at starte på en frisk, uden Emma. Sandheden er at de tog fejl, jeg kom mig aldrig over Emma, det er jeg stadig ikke, og det tror jeg aldrig at jeg vil gøre. Sandheden er at jeg fik et syn. Jeg fik et syn hvor jeg så mig, jeg ved ikke om hvor lang tid. Men jeg så mig som voksen, sidde og vente på Emma.

Det var der jeg besluttede mig for at jeg skulle komme i gang igen. Jeg fik synet midt på dagen. Jeg kan stadig se mine forældres overrasket ansigt da de så mig (der altid har hadet kulde) stå i en tyk jakke, og sige at jeg går en tur. De var helt paf. Man kan ikke beskrive dem bedre. Paf. De lignede nogen der lige havde set en zombie. Det havde de vel også. Jeg havde rejst mig fra de døde. Og var kommet til live igen, klar til at give livet, en chance nummer to. Eller måske var det omvendt, det var det nok. Livet var klar til at give mig en chance nummer to.

Det var der de begyndte at mobbe mig. At kalde mig freak. Før blev jeg kaldt Amulet, fordi det åbenbart mindede om Amalie (ja, det var mit navn) og passede godt til mig, da jeg altid gik med halskæder med vedhæng. Det var åbenbart freak på et acceptabelt niveau. Jeg ved ikke hvorfor de begyndte at gøre det, men det gjorde de. Jeg tror at det var fordi at var populær, og for ligesom at have en undskyldning for at skille sig af med mig, kaldte de mig freak. Det var jeg sådan set også, jeg havde siddet inde på mit værelse i næsten tre måneder, det vil jeg kalde en freak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...