Hej, Sebastian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
En historie om at lære at miste.

11Likes
15Kommentarer
457Visninger

1. Hej, Sebastian

  

   Mikkeline havde altid haft et tæt forhold til sin storebror.

   Han havde hjulpet hende med at bade hendes Barbiedukker, og han havde trøstet hende, da hun havde grædt som pisket efter at have klippet én skaldet, som blot skulle have haft pandehår. Han havde hevet hende op af søen, da hun gik gennem isen, og han havde leget seje lege med hende, når de veninder, hun havde haft med hjem, havde holdt hende udenfor, så de derefter kom krybende tilbage for at være med.

   Derfor var hun mere end knust, da hun stod der til hans begravelse. Det føltes, som nogen havde tæsket hendes hjerte sønder og sammen med en hammer og derefter havde samlet de klistrede stumper op og proppet dem tilbage i brystkassen på hende. Samtidigt brændte det halsen, fordi gråden blev ved med at vælde op i hende.

   Til højre stod Mikkelines far. Til venstre stod hendes mor. De så lige så elendige og sorgfulde ud, som Mikkeline følte sig indvendigt. Morens ellers fyldige og livlige krøller sad stramt mast tilbage af et stort hårspænde. Hun lignede en grådkvalt forretningskvinde i Mikkelines øjne. Faren var rødøjet og havde snot i skæggen, som han hidsigt tørrede væk med kanten af sit ærme. Det var tydeligt at se, at han var ulykkelig.

   Mikkelines hoved fyldtes med billeder af den dag, det var sket. Hun så, hvordan moren var faldet på knæ, da hendes ben ikke længere kunne bære hende - som om al liv og energi var blevet trukket ud af hende ved de tre små ord.

   Sebastian er død.

   Hun huskede, hvordan faren havde hamret sin store knynæve ind i spejlet på væggen, så skårene var faldet klirrende til gulvet sammen med de røde dråber af blod fra sårene i hans hånd. Han havde knaldet til spejlet for hvert af de tre små ord.

   Sebastian er død.

   Kisten var hvid. På midten lå en dekoration af blomster i forskellige nuancer af blå. Det var Mikkeline, der havde bestemt det, for hun vidste, hvor meget Sebastian havde holdt af den jordnære, blå farve. De havde netop sunget den sidste sang. Han skulle kremeres, og kistebilen begyndte derfor forsigtigt at trille væk fra skaren af mennesker, der stod uden for kirken med solen bagende ned på sig.

   Tårerne på Mikkelines kinder tørrede ind og efterlod kun små mærker af salt på kanten af kæben, hvor de ellers våde dråber var stoppet på sin færd. At vide, at dette var det endegyldige farvel, skar i hjertet. Et øjeblik var hun sikker på, at nogen stod og drejede en dolk rundt i brystet på hende, men da hun så ned, mødte hendes blik kun den sorte blondekjole og det fintrevne grus under hendes fødder.

   Hun så ned længe - kunne ikke bære at se op. Men da hun endelig gjorde det, så hun en lille, hvid fugl. Den baskede underligt med vingerne og så forvirret rundt, som den sad der på en af de tykke grene i det store birketræ. Mikkeline fik medlidenhed med den. Hun tænkte, at det kunne være en unge, der netop havde forladt reden. Nu var den helt alene og skulle lære verden at kende.

   Hun forestillede sig, at det var Sebastian, der sad deroppe. Han havde fået sig en ny krop og var vendt tilbage for at se sin egen begravelse. Mikkeline modstod trangen til at løfte hånden for at vinke til den lille fugl. Hun håbede, den vidste, at hun havde lagt mærke til den.

   Den næste dag var der meget stille i huset. Fjernsynet stod tændt, og det væltede ud med børneprogrammer og dåselatter, men dem, der egentlig skulle have givet liv til huset, sad hver især og stirrede tomt ud i rummet med sammensyede læber.

   Mikkeline så på sine forældre, men de så ikke på hende. Moren betragtede nabobørnene, der legede inde ved siden af, og faren kiggede stift på fjernsynets flimrende billeder. Det var sommerferie, og de var lige gået ind i familiens årlige ferieuge. De skulle have været i sommerhus, men det blev ikke til noget nu.

   Et hul havde bredt sig i Mikkelines mave. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at finde noget at spise i håbet om, at sult var synderen. I køleskabet stod en halv liter mælk, og i grønsagsskuffen lå et net med løg og et indtørret salathoved. Mikkeline udstødte et lydløst suk og vendte rundt for at gå tilbage til stuen, hvor der lugtede langt væk af sorg og tab.

   ”Mor.” Mikkelines stemme var hæs på grund af de få ord, hun havde sagt den dag. ”Kan jeg få en halvtredser?”

   Moren rakte ned i sin lomme og trak en krøllet pengeseddel frem. Mikkeline tog den og kastede et sidste længselsfuldt blik efter sin mor i ønsket om, at hun ville spørge ind til, hvad den skulle bruges til. Men moren sank blot lidt mere sammen i skuldrene og så atter ud af vinduet. Da Mikkeline lukkede hoveddøren efter sig, var der ingen af dem, der reagerede.

   Netto lå ikke mere end en lille kilometer fra boligkvarteret, hvor Mikkeline og Sebastian var vokset op. Det kunne ikke tælles på selv de største hænder, hvor mange gange de to havde cyklet hen til dagligvarebutikken efter en is på en varm sommerdag. Med det minde i hovedet, trak Mikkeline cyklen ud af skuret og lod, som om hun spændte cykelhjelmen fast på hovedet. Da hun kort efter drejede omkring hjørnet, slap hun styret et øjeblik for at tage den af igen.

   Det havde Sebastian lært hende.

   Vinden ruskede kærligt Mikkeline i håret og fik sommerkjolen til at blafre. Den var lun og kærkommen. Hun så sig omkring, mens hun trampede af sted i pedalerne. Bilerne trillede forbi hende, og flere var ude at gå i det varme sommervejr. Selv en enlig hund havde sneget sig ud uden sin ejer. Mikkelines blik blev fanget af en hvid plet i et af de små træer inde i familien Andersens æblehave. Det var fuglen igen.

   Mikkeline stoppede op og lod sine bare tæer ramme den stegende asfalt. Hun kiggede på fuglen, der pippede let og så sig vagtsomt omkring.

   ”Hej, Sebastian,” hviskede hun og smilede, da hun syntes, fuglen pippede lidt højere. ”Vil du med hen og købe en is?”

   En varme bredte sig i hendes mave, og pludselig var hun ikke så sulten mere. Måske skulle hun gemme halvtredseren til en anden gang og blive her hos fuglen i stedet? Da hun så op på den igen, var den hoppet over på en anden gren. Mikkeline bevægede sig langsomt for ikke at skræmme den lille, hvide fjerbold væk, da hun lagde cyklen fra sig på fortovet og satte sig med armene omkring benene i græskanten.

   ”Har du det sjovt deroppe?” spurgte hun. Da hun ikke fik noget svar, fik hun øje på en anden fugl, der sad i et andet træ. Den var brun og havde en grå plet på hovedet. ”Kender du ham?” spurgte hun så. ”Er det din ven?”

   Da den hvide fugl ikke bevægede sig, gjorde Mikkeline et kast med armen og sagde: ”Okay, I kender nok ikke hinanden så.” Men netop da lettede den hvide fugl og efterlod Mikkeline tilbage med den grå. Den så hun dog ikke på. Hun så med skuffelse malet i hele ansigtet efter den hvide, da den tog flugten hen over æblelunden og forsvandt som en prik på himlen.

   Hendes skuldre hang, da hun rejste sig og gik tilbage til cyklen.

   Det tog ikke lang tid at købe isen, men fordi Mikkeline gik hen i parken for at spise den og samtidigt lede efter fuglen, var der gået mere end en time, da hun endelig drejede ind ad indkørslen med chokolade i mundvigene.

   Duften af mad slog hende i møde, da hun skubbede den tunge hoveddør op, og det vakte en glæde i hende. I køkkenet stod moren og rørte i en gryde, og hun formåede endda at sende et lille smil i retningen af Mikkeline, da hun kiggede ind. Ved spisebordet i stuen sad faren og læste i en avis.

   Mikkeline mærkede forventningen buldre frem inden i hende. Det var første gang, der havde været tændt for komfuret, siden Sebastian havde forladt dem. De havde levet af nudler, pizza og færdigretter.

   Hun satte sig på en af de kolde træstole og glattede kjolen. Så foldede hun hænderne og betragtede sin far, mens hun med rumlende mave ventede på at få den hjemmelavede mad. 

   ”Hvad skal vi have, mor?” råbte hun ivrigt ud i køkkenet.

   ”Chili con carne,” svarede moren tilbage og kom kort efter gående ind i stuen med en stak tallerkener i favnen. Mikkeline rakte ud for at tage imod dem, men moren ignorerede hende og begyndte at stille dem ud på bordet.

   En, to, tre, fire.

   Fire?

   Blodet forsvandt langsomt fra Mikkelines kinder, og smilet gled af hendes læber.

   ”Mor … ” stønnede hun, men fik ingen reaktion. Moren var allerede på vej ud i køkkenet for at hente bestik og glas.

   ”Henter du ikke nogle servietter, Mikkeline?” spurgte hun, da hun klirrende lagde fire sæt knive og gafler midt på bordet.

   Mikkeline rørte sig ikke. Hun følte sig pludselig meget kold i kroppen, og musklerne lystrede ikke. Det tog moren sig ikke af. Hun fandt selv nogle og fordelte dem forsigtigt ud på hver tallerken. Så bar hun den store gryde med kød og chili ind, og faren lagde avisen fra sig.

   ”Det dufter dejligt,” sagde han og rakte sin tallerken frem. Mikkelines mor gav sig til at øse op.

   En, to, tre, fire.

   Den fjerde tallerken stod og dampede ved pladsen for bordenden. Mikkeline kunne ikke tage øjnene fra den.

   ”Mor, Sebastian er her ikke.” Ordene brændte i hendes mund.

   ”Jeg har lige kaldt på ham, skat. Han kommer snart.” Moren smilede til hende. Hun ænsede ikke tårerne, der steg op i hendes datters øjne.

   Der gik ikke mange sekunder, før Mikkeline havde kæmpet sig vej ud af hoveddøren og småløb hen mod den lokale legeplads, der lå lige rundt om hjørnet. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, og hun snøftede indædt. I et kort øjeblik havde hun haft det så godt. Alt havde været normalt igen. Men moren havde formået at vende det til det stikmodsatte. Mikkelines følelser var blevet fuldstændigt endevendt.

   Der var to andre piger på legepladsen, så Mikkeline satte sig på en af de mere afsides gynger og vendte ansigtet den anden vej. Det var blevet sen eftermiddag, og solen brændte derfor ikke nær så meget, men alligevel formåede den at varme Mikkelines bare tæer.

   En fuglestemme nåede hendes ører, og pludselig væltede sorgen og smerten ud af hende i form af endnu en bølge af tårer.

   ”Sebastian!” hylede hun og gemte sit ansigt i hænderne. ”Sebastian, jeg savner dig.”

   Hun bekymrede sig ikke over, om de to piger stod og stirrede på hende. Lige nu kunne hun kun tænke på det store hul, hun havde i sit hjerte. Hun kunne kun tænke på den storebror, hun altid havde haft, men som ikke var der mere.

   Mikkeline sparkede til sandet og satte gyngen i gang. Hun skubbede hidsigt til jorden og kom højere og højere op. Vinden blæste hendes hår frem og tilbage, og til sidst gyngede hun så højt, at hun kunne mærke, hvordan hun i få sekunder lettede fra gyngen, når hun var på sit højeste.

   Det var svært at græde med så meget adrenalin i kroppen.

   Hun spekulerede på, om det var sådan, det føltes at flyve. Det sekund, hvor hun mærkede tyngdekraften trække i sig - var det sådan, det føltes at flyve? Var det den fornemmelse, Sebastian havde haft?

   Mikkeline vidste i sit indre, at Sebastian var hos hende i det øjeblik. Hun følte hans nærvær.

   Ganske rigtigt sad der i toppen af det højeste træ en lille fugl. Den sang af sine lungers fulde kraft.

   ”Hej, Sebastian!” skreg Mikkeline. ”Hej, Sebastiaaaan! Jeg flyver ligesom dig!”

   Hun sparkede med benene og lænede sig tilbage for at få endnu mere fart på. Gyngestativet rokkede frem og tilbage i sine huller, og vinden hylede i ørerne.

   ”Du skal ikke være bange! Jeg gynger bare!”

   Hun genkaldte sig alle de gange, han havde råbt til hende, at hun ikke var rigtig klog. At hun skulle stoppe. Men Mikkeline havde nydt vinden. Hun havde nydt det brus af spænding, der blev udløst i kroppen, når hun overskred grænsen.

   Spændingen, når maskinen under hende havde hoppet frem, blot fordi hun drejede ganske lidt på gashåndtaget.

   Sebastian havde altid været beskyttende. Han havde også været glad, da de fik hver deres crosser i gave sidste jul, men hans glæde havde ikke kunnet hamle op med Mikkelines strålende øjne og boblende forventning. Hun havde ikke været til at stoppe. Vindmodstanden havde givet hende tårer i øjnene, og hun havde ikke kunnet høre Sebastians rædselsslagende stemme bag sig.

   Hun havde haft kurs mod mosen, men hun tænkte ikke rigtigt. Det eneste, hun registrerede, var motorens brølen, det bankende hjerte og den euforiserende fornemmelse i både arme og ben.

   Han var kørt efter hende. Mikkeline huskede svagt, hvordan noget havde ramt fartøjet under hende. Der havde lydt en metallisk skæren, og derefter en dump lyd, da Sebastian fløj af sin crosser og brækkede nakken.

   Et hyl og et knæk.

   ”Jeg gynger bare, Sebastian! Der sker ikke noget!” Mikkelines stemme var hæs, og hendes fingre hvide af at holde krampagtigt fast om gyngens kæder.

   ”Jeg gynger bare, Sebastian!”

   Men i det næste øjeblik gyngede Mikkeline ikke bare. Hun fløj. Hun forlod træbrættet og fløj gennem luftet.

   Hun tænkte på, om det var sådan, det havde føltes. Om Sebastian havde tænkt de samme tanker, da han havde overgivet sig til tyngdekraften og ladt skæbnen bestemme, hvilke knogler, der måtte lade livet.

   Mikkeline fløj.

   Og hun landede.

   Et hyl og et knæk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...