Stay Here

Jeg har skrevet den for flere år siden, så den er ikke særlig god. den mener om mange andre fan fictions, dog skrevet på en anden måde. håber i kan lide den, og vil give en lille kommentar.:)

1Likes
0Kommentarer
279Visninger

1. One shot

 

*** 

 

Jeg gik stille hen af vejen på vej mod skole mens jeg kiggede mig skræmt omkring, man viste aldrig hvad de kunne finde på. 

 

En gang havde de med vilje skubbet til mig så jeg var ved at blive kørt over af en bil, siden da har jeg været meget mere forsigtig. 

  

Jeg fortsatte hen mod skolen, og begyndte at løbe da klokken ringede. 

”nå da da, der kommer Hope” vrængede en stemme ved min side, jeg vendte mig skræmt om og kiggede på personen der havde sagt det.  Der stod Jessica og hendes slæng, de værste af dem alle, jeg kiggede kort på personerne før jeg begyndte at løbe hen af vejen 

 

”Stikker du af? Vi skal da lige have det lidt sjovt. ”råbte en stemme fra den anden side af mig, jeg kiggede mig forvirret omkring.  

Jeg var omringet. 

De kom tættere og tættere på mens jeg blev blot stående. Det nyttede ikke noget at flygte. 

 

De begyndte at grine mens de skubbede til mig så jeg faldt sammen på jorden. De havde aldrig gjort noget fysisk før. Ikke før nu. De sparkede, og slog mig, mens jeg bare skreg i vilden sky med tårende rendende ned af kinderne, det føltes som om det aldrig ville stoppe. Kunne jeg ikke bare dø? Det ville være så meget lettere. 

 

Det føltes som evigheder før de stoppede, de grinte bare, fuldstændig ligeglad med at jeg lå her med tårerne rendende ned af kinderne. De var altid ligeglade. Alle var ligeglade. 

Da de endelig gik, kunne jeg knap nok rejse mig op igen, jeg gik fortumlet hjemad. 

Stadig med tårende rendende ned af kinderne. 

Da jeg endelig nåede vores hus, skyndte jeg mig bare at låse op. Jeg var heldigvis alene hjemme. 

Jeg skyndte mig ud i køkkenet og fandt en kniv, jeg gik videre ud i badeværelset hvor jeg fandt pillerne. 

Jeg kunne ligeså godt lave en ende på smerten. Der er en hvis grad for smerte, en person kan rumme, jeg var nået grænsen. Jeg kan ikke klare det mere, jeg kiggede mig selv i spejlet og så ikke andet end en grim person som ikke fortjente at leve mere. 

 

Jeg slugte pillerne med et enkelt glas vand. Hver og en. 

Jeg blev rimelig hurtigt svimmel før jeg satte mig ned på badekarret, hvor jeg forsigtigt satte kniven mod armen før jeg pressede til. 

Først var der ikke særligt meget blod, før det langsomt begyndte at sive ud, alting begyndte at blive sløret og lige før alt blev sort hørte jeg et skrig, og mig som stille hviskede ”Undskyld”… 

 

 

*** 

 

 

 

 

J

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...