Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249618Visninger
AA

39. ’’Vi Stikker Af!’’

 

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Lørdag d. 20. Februar 2016, Kl. 05.45.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

’’.. Er du helt sikker på, at det er det du vil, Melina?’’ Spurgte Pattie roligt og kiggede afventende på mig.

’’Ja, det er det jeg vil’’ Sagde jeg meget beslutsomt, hvorefter ingen sagde noget derefter.

’’Vil i hjælpe mig?’’ Spurgte jeg dem og kiggede spørgende på Justins forældre, som sad i sofaen foran mig og Justin... Og Tippy selvfølgelig.

Jeremy og Pattie kiggede lidt på hinanden uden at sige noget, hvilket ærlig talt gjorde mig lidt nervøs.. Tænk, hvis de sagde nej.. Hvad fanden skulle jeg så gøre?. Jeg havde ingen penge, så jeg kunne umuligt rejse væk alene.

’’Selvfølgelig vil vi hjælpe dig, babe!’’ Sagde Justin beslutsomt og vendte i det samme blikket over på sine forældre.

’’Ikke?’’ Spurgte han dem og kiggede afventende på dem.

’’Jo, selvfølgelig vil vi hjælpe, men hvis du bor her, så vil din familie finde dig meget hurtigt, da de regner med, at du er sammen med Justin’’ Sagde Pattie og gav mig lidt en klump i halsen, da hun jo egentlig havde ret. Jeg kunne umuligt bo her, da det ville være det første sted min familie ville lede efter mig.

’’Pis.. Det havde jeg ikke lige tænkt på..’’ Mumlede jeg og rynkede panden lidt imens jeg gned mig i hovedet med begge hænder.

’’Men der er en anden løsning..’’ Lød det efter en kort stilhed fra Jeremy, som straks fik vores alles opmærksomhed.

’’Vi har et sommerhus ca. 500 kilometer herfra.. Justin ved hvor det er. Det ligger godt gemt inde i en af Canadas mange tætte skove.. Det tager ca. 5 timer i bil at køre dertil.. Justin kunne køre dig?’’ Forklarede Jeremy og kiggede derefter spørgende på Justin.

’’I havde vel ikke tænkt jer, at jeg bare skulle køre hende, vel?.. Havde i forstillet jer, at jeg blev her og lod hende sidde i sommerhuset alene og fuldstændig ubeskyttet?. No way man!’’ Sagde Justin straks meget bestemt og gav mig faktisk en lettet følelse i kroppen, da jeg lige var begyndt at tænke tanken, at jeg skulle være et sted alene.. Ærligt, så ville jeg jo helst have, at Justin var med mig, så at han bekræftede her og nu, at han ikke havde tænkt sig at efterlade mig i deres sommerhus alene, var en kæmpe lettelse for mig.

’’Hvis Melinas familie dukker op her og finder ud af, at du ikke er her, så ved de jo, at i er stukket af sammen, Justin.. Er det smart?’’ Spurgte Pattie roligt og kiggede spørgende og lettere bekymret på sin søn.

’’Det er sku nok det første de regner med, når de finder ud af, at Melina er væk, så det er jeg faktisk pisse ligeglad med.. Og det giver da også fint mening. Vi stikker af sammen uden at nogen af jer ved noget. Så er det stadig kun mit og Melinas business og ingen kommer til at vide, at i har hjulpet os med at komme væk.. Hvis hendes familie dukker op her siger i bare, at i ikke aner hvor vi er og at jeg forsvandt pludseligt uden at sige noget til nogen af jer.. Så let kan det være’’ Svarede Justin rimelig selvsikkert og lød som en der havde tænkt ret godt over den sætning.

Igen kiggede Pattie og Jeremy på hinanden og lignede virkelig nogen der kommunikerede med øjnene. De sagde ikke et klap til hinanden i et pænt stykke tid, men det endte dog med, at de nikkede svagt til hinanden og vendte deres blikke over på os.

’’Okay.. Jeg finder nøglen til sommerhuset frem, og Justin?.. Du går op og pakker med det samme. I skal helst være ude herfra inden Melinas familie begynder at lede efter hende og inden at de andre kommer tilbage fra deres jagt.. Der er ingen grund til at fortælle dem noget om det her.. Så slipper de også for at lyve’’ Sagde Jeremy imens han rejste sig op og derefter forlod stuen.

’’Jaer.. Jeg går op og pakker.. 2 minutter, babe’’ Sagde Justin kort ved siden af mig og gav mig et kort kys på kinden, hvorefter han rejste sig op og ligeså hurtigt som Jeremy forsvandt ud af stuen og efterlod Pattie, Tippy og jeg alene i stuen.

Jeg tog en dyb indånding og gned mig træt i ansigtet, da jeg mildest talt var helt færdig i min krop. Jeg havde ikke sovet hele natten og søvnen var virkelig ved at overtage mig. Jeg trøstede mig dog med, at jeg kunne sove i bilen i, i hvert fald, 5 timer, som Jeremy havde sagt, at det tog at køre hen til deres sommerhus.

’’Du ser træt ud’’ Lød det roligt fra Pattie som fik mig til at kigge over på hende og nikke imens jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud.

’’Alt det her.. Er det for meget jeg beder jer om?’’ Spurgte jeg stille og seriøst og kiggede Pattie i øjnene.

’’Nej, overhovedet ikke, søde.. Vi vil virkelig gerne hjælpe dig. Både Jeremy og jeg betragter dig som en del af familien nu hvor du er sammen med Justin, og her i vores familie der hjælper vi altid hinanden så meget vi kan.. Men jeg indrømmer, at det er ret trist, at det er nød til at være sådan her.. Jeg vil ikke sige noget ondt om din familie, men jeg ville ønske, at de kunne stoppe krigen og acceptere jeres kærlighed..’’ Forklarede Pattie og fik mig til at nikke forstående.

’’Ja.. Også mig’’ Svarede jeg hende kort imens jeg vendte blikket ned på sofabordet og mærkede en lille knude i maven.. Ja, det var noget rod det her, og ja.. Jeg havde ikke meget tilovers for min familie lige nu, men når jeg så på Justins familie, så fik jeg bare så stort et ønske indeni mig selv.. Et ønske der gik ud på, at min familie netop kunne holde fred med Justins familie, blive venner og acceptere min og Justins kærlighed.. Præcis ligesom Pattie forklarede..

Det var selvfølgelig ikke rart, at det skulle være sådan her.. At jeg var nød til at stikke af fra dem for at være sammen med ham jeg elskede allermest.. Men jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Jeg nægtede at give slip på Justin fordi min far ville have hævn. Jeg nægtede at være på de ondes hold.. Og hvor hårdt det så end var, så var jeg nød til at slippe dem og komme væk derfra, hvis ikke jeg ønskede at få et liv i fangeskab.. Ikke bogstavlig talt, men næsten.. At skulle indordne mig under dem resten af mit liv og kæmpe for min fars hævn.. Nej, det hverken kunne eller ville jeg.. Og slet ikke når det var imod så dejlig, sød og venlig en familie som Justins!..

~

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Lørdag d. 20. Februar 2016, Kl. 06.01.

 

’’Aww, hav det nu godt indtil vi ses igen, min søde pige’’ Sagde Pattie imens hun gav mig et stort knus efter, at jeg havde givet Jeremy et kort farvelkram. Alt var pakket ind i Justins bil og det var kun et farvel der nu manglede før det var tid til at køre.

’’I lige måde, Pattie’’ Sagde jeg kort og roligt, hvorefter jeg roligt trak mig ud af krammet og sendte hende et roligt smil imens jeg bakkede tilbage, så Justin kunne komme til og få en ordentlig og lang krammer af sin mor som tydeligvis havde svært ved at give slip på ham igen.

Jeg tog en dyb indånding og vendte blikket ned på Tippy som stod på jorden et par meter fra os andre. Bare tanken om at skulle sige farvel til ham gav mig en knude i maven. Jeg hadede virkelig farveller, og specielt farveller til nogen som jeg holdte virkelig meget af.. Men denne gang havde jeg ikke rigtig noget valg. I det mindste kunne jeg sige ’’på gensyn’’ istedet for ’’farvel’’ til ham.. Og det hjalp måske en meget lille smule på det hele.

Jeg gik roligt hen til ham og satte mig ned på hug og kunne godt mærke, at mine øjne blev lidt fugtige. Dog undlod jeg at vise det og prøvede bare at tænke på noget andet, så tårerne ikke pludselig begyndte at løbe.

’’Vi ses, Tippy’’ Sagde jeg stille til ham og trak ham ind i et dejligt knus, hvilket han straks tog imod, da han svang vingerne om mig og knugede sit lille hoved ind på den øverste del af mit bryst.

’’Jeg vil gerne med dig, Melina’’ Sagde Tippy trist og vendte roligt sine små sorte og virkelig søde øjne op på mig.

’’Nej, Tippy. Du er nød til at blive her..’’ Sagde jeg roligt og nussede ham på hovedet og ned af ryggen med blide strøg.

’’Jeg har brug for dig her.. Når vi er smuttet flyver du hjem og lades som ingenting. Bare lad som om, at du har været ude og flyve hele natten og slet ikke aner hvad der er blevet af mig. Bare spørg efter mig til mine brødre, når du har en idé om, at de har bemærket, at jeg ikke er der.. Det vil spare dig for en masse problemer og spørgsmål..’’ Sagde jeg trist og roligt til ham og prøvede at holde fast i den fornuftige del af mig selv, hvilket var ret svært, da jeg havde virkelig meget lyst til at græde og tage ham med.

’’Okay..’’ Svarede Tippy stille og nikkede svagt, hvilket fik mig til at nikke bekræftende.

’’Lov mig for alt i verden, at du ikke fortæller nogen noget om det her’’ Sagde jeg kærligt og fortsatte mine blide strøg ned af hovedet, nakken og ryggen på ham.

’’Det lover jeg.. Men hvad nu hvis du for brug for min hjælp?. Hvordan skal jeg finde dig?’’ Spurgte Tippy trist og kiggede spørgende op på mig.

’’Det er vigtigt, at du opføre dig præcis som du plejer, for jeg har brug for et øje hjemme i huset.. Hvis min familie tror, at du ikke ved hvor jeg er, så kan du finde ud af hvad de har planer om, løbene.. For jeg ved, at de ikke bare lader mig forsvinde. Måske bruger de også dig til at søge efter mig, og der er det vigtigt at du gør som de siger, men så undlader at finde mig og vise dem vej til mig.. Forstår du det?’’ Spurgte jeg ham roligt og fik et seriøst nik fra ham, hvilket igen fik mig til at nikke bekræftende.

’’Godt.. Hvis du finder ud af noget derhjemme, så tag herover til Justins familie og få hans forældre på tomandshånd. De vil fortælle dig hvor jeg er præcist, og så kommer du bare derhen og fortæller mig hvad der forgår. Fortæl det også gerne til Justins familie, så de er forberedt på hvad der sker, hvis nu der sker noget, okay?’’ Sagde jeg roligt og kærligt.

’’Det skal jeg nok, Melina’’ Sagde Tippy så roligt, forstående og kærligt, at det slet ikke var til at holde ud. Måske var det fordi, at den kombination bare mindede mig så meget om at det var tid til at sige farvel, hvilket gjorde det virkelig hårdt for mig at virke fattet og rolig.

’’Jeg elsker dig!’’ Sagde jeg kærligt og knugede ham kærligt ind til mig igen og mærkede straks, hvordan han gengældte mit knus, som fik mig til at trille en lille tårer, som ramte hans fjer i nakken.

’’Jeg elsker også dig!’’ Svarede Tippy imens han gned sit lille hoved ind imod den øverste del af mit bryst, hvilket gav en dejlig varme lige omkring hjertet på mig.

’’Min bedste ven... For altid!’’ Sagde jeg hviskende og trak mig derefter fra krammet, dog uden at slippe ham helt. Vi fik øjenkontakt og Tippy sendte mig et kærligt blik og tog blidt sin ene vinge rundt om mig, væk, så han kunne tørre min kind fri fra de få tårer der havde sneget sig ud af mit ene øje.

’’Pas nu godt på dig selv, ikke?’’ Sagde han kærligt og fik mig til at smile sødt og nikke.

’’I lige måde’’ Svarede jeg ham imens jeg lænede mig ned til ham og gav ham et kys på hovedet, hvorefter vi slap hinanden helt igen..

Egentlig havde jeg besluttet mig for at rejse mig op og gå over til bilen, hvor Justin og hans familie ventede, men af en eller anden grund, så kunne jeg ikke rigtig. Jeg blev bare siddende og havde en konstant øjenkontakt med Tippy, som jeg slet ikke kunne finde ud af at bryde. Det var først da Tippy blidt vinkede lidt med sin ene vinge som tegn på, at jeg skulle til at komme afsted, at jeg reagerede.

’’Jaer’’ Hviskede jeg svagt og snøftede imens jeg tørrede min ene kind helt, for derefter at rejse mig op. Dog igen uden at tage øjnene fra ham.

’’Vi ses snart’’ Sagde jeg stille og sendte ham et håndkys, hvilket fik Tippy til at smile sødt, trods det, at man stadig nemt kunne mærke på ham, at han var ret trist.

’’Jaer, det gør vi’’ Svarede Tippy og vinkede lidt med vingen til mig imens jeg bakkede roligt baglæns og sendte ham et sidste smil, før jeg tog beslutningen om at tage mig sammen og vende mig om, så jeg fik forlæns og så jeg kunne se hvor jeg gik.

Jeg kiggede hen imod Justin som roligt åbnede bildøren ind til det sæde som jeg skulle ind og sidde på. Jeg smilede sødt til ham og gik derefter rundt om ham og satte mig ind og lod ham lukke døren for mig imens jeg selv tog sele på.

Jeg kiggede igen over på Tippy og sendte ham endnu et håndkys igennem forruden imens Justin gik rundt om bilen og satte sig ind på førersædet.

Tippy lagde blidt sin ene vinge over hjertet, hvilket jeg godt vidste hvad betød. Det var noget ham og jeg havde sammen og gjorde engang imellem.. For os betød det kort sagt: I hjertet gemt og aldrig glemt..

Tårerne begyndte forsigtigt at løbe ned af kinderne på mig imens jeg selv lagde hånden på hjertet uden at tage øjnene fra ham. Selvfølgelig kunne jeg trøste mig med, at vi så hinanden igen meget snart, men.. Det var sku hårdt at sige farvel til ham.

’’Babe?’’ Lød det roligt fra Justin som fik mig til at snøfte svagt, fjerne hånden fra hjertet og roligt vende blikket imod ham.

’’Jaer?’’ Spurgte jeg stille og en smule forgrædt imens jeg tørrede mine kinder endnu engang fri fra tårer.

’’Er du sikker på, at du vil det her?’’ Spurgte Justin mig roligt og kiggede spørgende på mig.

’’Jaer.. Jeg er sikker.. Lad os køre’’ Sagde jeg stille og sendte ham et roligt smil, hvilket fik ham til at nikke og starte motoren i bilen.

Jeg vendte roligt blikket ud af sideruden, da bilen begyndte at køre, og jeg vinkede kort til Jeremy og Pattie som stod og vinkede farvel ved siden af hinanden, hvor Jeremy havde armen om Pattie.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det på ingen måder var virkelig surrealistisk at køre her og ikke vide om jeg nogensinde kom tilbage igen.. Men ærligt, så var det også virkelig lettende.. Efter alt hvad der var sket på så kort tid, så var jeg alligevel virkelig sikker. Det var det her jeg skulle. Det var det her jeg var nød til at gøre, hvis jeg ville være sammen med Justin og ikke blive holdt tilbage af min familie.

Min familie havde vist så mange dårlige sider af dem selv.. Så mange, at jeg hverken kunne eller ville stå inde for det. Jeg ville ikke leve under min fars selvskrevne regler.. Jeg ville gå mine egne veje og jeg ville ikke lade nogen som helst stå i vejen for min kærlighed til Justin..

Det gjorde selvfølgelig virkelig ondt at vide, at det var nød til at være sådan her. Allerhelst ville jeg gerne beholde det hele.. Både min familie, og Justin.. At vi kunne leve i fred sammen var selvfølgelig et højt ønske jeg havde, men desværre så det ikke ud til, at det kunne være sådan lige pt.. Derfor var det her det jeg var nød til at gøre. For jeg nægtede at lade min familie bestemme over mit liv.

Måske kom de aldrig til at forstå mit valg.. Måske ville ingen forstå det.. Men jeg forstod det.. Hvilket menneske ville jeg være, hvis ikke jeg fulgte mit hjerte?. Hvis jeg lagde låg på mig selv og skrottede det jeg helst ville fordi nogen andre forbød mig det?.. Og ja, måske var ’’nogen andre’’ min familie, men efter alt hvad der var sket, så havde jeg bare utrolig svært ved at se dem som familie længere..

Det var på tide at sætte foden ned.. Det var på tide at vise min far, at han ikke kunne manipulere med mig og få mig til at kæmpe hans kamp.. Det var på tide, at han indså, at det ikke var alle der så ham som en der gjorde det rigtige.. Nej, han gjorde det forkerte, og forhåbentlig kunne det her få ham til at indse det!. Meget snart, håbede jeg!...

____________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...