Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249126Visninger
AA

27. Var Det Forkert At Foreslå?..

Der en video i dette kapitel, så det anbefales at i læser det på computeren eller på internettet på mobilen, da Movellas app ikke kan tage video og derfor stopper historien når videoen er sat ind, så hvis i vil have det hele med af historien, så er det ikke Movellas app i skal bruge :) <3  

 

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Tirsdag d. 16. Februar 2016, Kl. 17.08.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

*Plim, plim, plim, plim.. Plim, plim, plim, plim, plim.. Plim..*

 

Jeg sukkede tungt over klaveret som jeg havde sat mig ved inde i Justins stue. Jeg havde nok siddet her i en halv times tid og bare ventet på at Justin ville komme tilbage.. Eller bare komme ned til mig igen.

Lige siden han gik havde jeg haft en kæmpe knude i maven. Jeg blev pludselig så usikker på mig selv og havde det virkelig dårligt over at have nævnt det overfor Justin.. Det havde klart gået meget lettere, hvis han bare havde forstået, at det var kærligt ment og ikke pga noget som helst.. Ja, jeg vidste jo ikke hvad han tænkte, så det var svært at tænke over noget inde i mig selv.. Det var faktisk virkelig frustrerende, at jeg ikke engang kunne forklare overfor mig selv, hvad det egentlig var der lige skete, eller hvorfor han blev så vred over det.. Eller, jeg vidste jo ikke om han var vred.. Jeg vidste ikke engang om jeg havde trådt i noget som jeg ikke burde.. Men hvis jeg havde ville jeg virkelig gerne kunne sige undskyld til ham, men det var jo lidt svært, når han ikke var her..

Noget sagde mig, at han stadig var i huset. Det var han i hvert fald sidst jeg kiggede. Der sad han oppe på sit værelse og bad om at få lov at være i fred lidt, og det måtte jeg så bøje mig for.. Derfor havde jeg valgt at gå tilbage til stuen, hvor det store, sorte og virkelig flotte flygel stod og tiltrak mig virkelig meget.

 Jeg havde sådan brug for at få tankerne lidt på afstand og det fik jeg bedst ved et klaver, hvor jeg kunne sætte mig til at spille en af de melodier som min mor engang havde lært mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gav mig bare sådan en ro i kroppen at spille hendes melodier.. Eller dem som hun havde lært mig og som hun selv sad og spillede, når hun havde brug for afklaring i sine tanker.

Det føltes på mange måder som om, at hun var til stede, når jeg spillede nogen af melodierne. Som om, at hun stod lige bag mig med hænderne på mine skuldre og bare lyttede stolt med.. For det vidste jeg, at hun var. Hun kendte mig bedre end nogen anden og vidste, at det der med at lære noget og stræbe efter at kunne noget, ikke lige lå til mig. Men det her med at spille de her melodier havde bare en form for magi i sig, som jeg virkelig godt kunne lide og derfor havde jeg gjort meget ud af at lære dem, hvilket min mor tit havde sagt, dengang hun levede, at hun var meget stolt over, at jeg ville.

Det var kun min mors melodier jeg kunne spille, og endda spille helt fejlfrit.. Satte man et nodehæfte foran mig, ville jeg ikke ane hvad det var jeg skulle spille.. Det var kun de her melodier som min mor havde lært mig helt uden noder.. Kun ved hjælp af hendes stemme og hendes egne demonstrationer af dem. Jeg havde lært de her melodier udelukkende bare ved at sidde ved siden af hende på klaverbænken og se hende spille og bagefter lytte godt efter, når hun hjalp mig med at lære det og rettede mig, når jeg trykkede forkert..

Jeg placerede mine fingre på tangenterne endnu engang og begyndte at spille en ny melodi som min mor havde lært mig.

Jeg følte mig helt i en anden verden, når jeg spillede.. Som om, at alting rundt om mig blev så underligt ligegyldig. Selv frygten for at Justins familie skulle komme hjem imens jeg sad her alene, forsvandt helt ud af mig.

Justin havde sagt, at hans forældre var på arbejde og at hans familie skulle ud og jage efter skole og arbejde, hvilket godt kunne tage lidt tid. Som han sagde, så plejede de at jage sammen og eftersom, at hans forældre havde senere fri fra arbejde end hans søskende, fætre og kusiner, så ventede de på dem indtil de havde fri..

Justin havde fortalt på vej herhjem i bilen, at hans mor og far begge var læger. Hans far var overlæge og hans mor var sygeplejerske.. Et lidt overraskende job til et par vampyrer, hvis man spurgte mig. Men okay, det måtte de selvfølgelig selvom, men efter hvad Justin havde sagt, så krævede det utrolig meget selvbeherskelse at stå imod bare den mindste dråbe blod.. Ærligt, så kunne jeg ikke lade vær med at have lidt respekt for dem, hvis de kunne gå på arbejde hver dag og stå imod folk der kom ind med blodige sår eller hvis nogen skulle opereres..

’’Det lyder godt..’’ Lød det bag mig fra en velkendt stemme, som straks fik mig til at stoppe med at spille og vende mig om og kigge mig over skulderen, hvor jeg så Justin stå lænet op af dørkarmen ind til stuen og med blikket vendt imod mig. Dog forsvandt han derfra og sad ikke engang 1 sekund efter på klaverbænken lige ved siden af mig.

’’Spiller du ikke noget mere?’’ Spurgte han mig helt roligt og kærligt og sendte mig et roligt smil.

Jeg fugtede kort mine læber og nikkede så svagt, hvorefter jeg vendte blikket ned på klaveret og gav mig til at spille den mest følsomme melodi.. Den som jeg kunne bedst af alle de følsomme melodier som min mor havde lært mig.. Okay, de alle var følsomme, men.. Ej, ligemeget..

 

 

 

Jeg begyndte igen at trække vejret ordentligt efter at have spillet melodien færdig. Ja, jeg havde det med at trække vejret meget langsomt og holdte tit vejret imens jeg spillede. Ærligt, så vidste jeg ikke hvorfor jeg gjorde det. Det skete bare helt naturligt hver eneste gang jeg spillede og mærkede følelsen af min mors tilstedeværelse. Vildt underligt..

’’Har du gået til klaver?’’ Spurgte Justin stille imens han sad tæt på mig og hang lidt op af klaveret og så meget drømmende på mig.

’’Nej.. Min mor lærte mig nogen få melodier, da jeg var yngre.. Det var før hun døde i en bilulykke’’ Svarede jeg ham og mærkede hvordan savnet til hende steg voldsomt i min krop.

’’Det lyder virkelig smukt når du spiller.. Det er som om, at din sjæl bliver lagt i tonerne og viser alt din skønhed frem’’ Sagde Justin meget kærligt imens han blidt tog sin kølige hånd op til min kind, som han blidt begyndte at nusse efter at have kørt lidt af mit hår om bag øret.

Jeg smilede svagt ned imod tangenterne som svar, men tabte hurtigt smilet igen, da jeg tog en dyb indånding og vendte blikket imod Justin.

’’Blev du meget sur over det jeg sagde før?’’ Spurgte jeg ham stille og kiggede ham direkte ind i hans brune øjne som jeg nu kunne se, eftersom, at han havde taget sine solbriller af.

’’Nej.. Du ved bare ikke hvad du taler om’’ Svarede Justin helt roligt og kærligt og lod sin hånd glide ned fra min kind, nedover min skulder og videre nedover min ryg.

’’Du tror, at du gør mig glad, hvis du siger, at du vil være ligesom mig’’ Sagde Justin og kiggede mig direkte i øjnene og så lidt afventende ud. Som om, at han ventede på et svar fra mig om han havde ret eller ej.

Jeg nikkede forsigtigt uden at slippe vores øjenkontakt, hvor jeg i det samme så at Justin nikkede bekræftende tilbage til mig imens han nussede mig op og ned af ryggen.

’’Det gør du ikke.. Tværtimod faktisk’’ Fortsatte Justin stille og fik mig til at rynke øjnene meget svagt imens jeg langsomt vendte blikket ned imellem os.

Jeg nåede dog ikke at kigge særlig meget ned før jeg mærkede Justins kølige, men meget blide hånd lægge sig under hagen på mig og løfte mit ansigt, så vi igen fik øjenkontakt.

’’Jeg vil høre hvad du tænker’’ Hviskede han stille og kiggede mig direkte i øjnene.

’’Jeg tænker bare på, at det ville være mere befriende for dig at være sammen med mig, hvis jeg var ligesom dig.. Du ville ikke have trang til at suge mig.. Du ville ikke være nød til at holde igen overfor mig.. Du kunne røre ved mig præcis som du ville uden at bekymre dig om hvilken skade du gør.. Og så kunne vi leve sammen.. For evigt.. Skabe et helt liv sammen’’ Forklarede jeg ham meget følsomt og sank en lille klump i halsen efter min korte forklaring.

’’Mm.. Men samtidig ville jeg også miste det jeg bedst kan lide ved dig’’ Svarede Justin stille og nussede blidt min kind og ryg på samme tid.

’’Hvad er så det?’’ Spurgte jeg stille og lettere nysgerrigt og nød hans nussen på mig.

’’Dine røde kinder. Din varme og bløde krop. Dit åndedrag. Din puls. Dit hjerteslag.. Bare din sjæl..’’ Sagde Justin og lod virkelig hans ord blive sagt med så meget følelse, at det gik lige i hjertet på mig og gjorde mig ekstremt rørt.

’’At være som mig er ligesom at være en skal.. En skal uden noget som helst indeni.. Ikke engang et hjerte eller en sjæl.. Kold overalt.. En der er skabt til at dræbe.. Et ægte monster som ingen troede fandtes før de i deres sidste sekunder af deres liv kigger mig i øjnene og finder ud af, hvad jeg er skabt til at gøre’’ Fortsatte Justin uden at slippe øjenkontakten med mig.

’’Du har en sjæl, Justin, og jeg ved, at der er noget inde bag den stenhårde indpakning du render rundt i.. Det kan jeg mærke.. Og du beviser det hele tiden overfor mig.. Hvis du var helt sjæleløs og ingen form for hjerte havde, så havde jeg ikke siddet her nu’’ Svarede jeg ham kærligt og drejede min overkrop lidt mere imod ham imens jeg blidt viklede mine arme om nakken på ham, så vi kom til at sidde meget tæt og have en meget tæt øjenkontakt.

’’Jeg er bange, Justin.. Jeg er bange for at miste dig.. Miste dig fordi jeg bliver gammel og grå og kun et par 100 år.. Du lever for altid og din ældning er 100 gange langsommere end min og hvis du klare dig godt, lever du flere 1000 år..’’ Sagde jeg stille og lidt frustreret eftersom, at den tanke skræmte mig og kun gjorde mig frustreret over, at jeg ikke var ligesom ham.

’’Melina.. Det er ikke dit udseende jeg har forelsket mig i.. Det er dig.. Dig som person, og uanset hvad der sker, så vil jeg aldrig holde op med at elske dig..’’ Sagde Justin meget kærligt og forsøgte tydeligvis at få mig op med humøret.. Problemet var bare, at det på ingen måder virkede. Tværtimod så gav det mig bare nogen uhyggelige billeder af mig og Justin, hvor jeg var ældgammel og han stadig så helt ung ud.. Yirk!.

’’I lige måde... Men alligevel kan jeg bare ikke holde tanken ud.. Og de billeder jeg får af det.. Mig som ældgammel og dig som stadig ser helt ung ud.. Det kan jeg slet ikke have i mit hoved’’ Sagde jeg lettere panikken og kiggede lidt ned.

’’Du skal heller ikke tænke over det, baby.. Der er så lang tid til at det sker’’ Sagde Justin stille og lagde armene helt om mig og krammede mig helt ind til ham, hvilket jeg straks tog imod ved at stramme grebet om hans nakke og knuge mig godt ind til ham.

’’Skal vi ikke gå en tur, babe?. Du virker som en der godt kunne trænge til det?’’ Lød det fra Justin i krammet, og det tog mig ikke lang tid at bestemme mig for et svar.. Måske var lidt ilt til hjernen måske lige det jeg havde brug for, for at komme på andre tanker..

~

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Tirsdag d. 16. Februar 2016, Kl. 17.48.

 

Solen var så småt begyndt at gå ned, da Justin og jeg endelig kom tilbage efter vores ret lange gåtur ned til søen og en lille del rundt om den.. Havde vi skulle gå hele vejen rundt om den, så havde det nok taget et døgn eller mere.. Medmindre at Justin selvfølgelig havde båret mig og løbet rundt om den.. Så havde vi sku nok kunne gøre det hurtigere end det tog os at gå den lille del af søen rundt i mit tempo.

Jeg fulgte roligt efter Justin hen imod hoveddøren, som han hurtigt åbnede og holdte for mig imens jeg gik ind og samtidig sendte ham et kærligt smil, så han kunne se, at jeg synes, at det var ret sødt, at han holdte en dør for mig, selvom den sådan set kunne holde sig selv.

Ligesom da jeg første gang kom ind i Justins hus, hængte jeg min jakke på en knagerække, men beholdte skoene på eftersom, at det var noget Justin havde sagt, at de altid gjorde her i huset. Her behøvede man ikke tage skoene af.

’’Nå, de er kommet hjem..’’ Lød det fra Justin som straks fik mig til at vende blikket over på ham imens jeg fik en klump i halsen og mit hjerte straks begyndte at banke nervøst.

’’Allerede?’’ Spurgte jeg lettere nervøst og bemærkede, at Justin smilede skævt med lidt lyd på imens han gik over til mig og blidt tog fat i mine hofter og gav mig et kys på kinden, før han stødte panden til min.

’’Jeg kan godt høre, at du er nervøs, men det er der slet ikke nogen grund til at være.. De glæder sig til at møde dig og jeg har lige hørt min mor sige: Oh, nu kommer hun vidst. Så det skal nok gå fint.. Du skal bare slappe af og tage den helt med ro, okay?’’ Sagde Justin roligt og nussede dejligt mine hofter.

’’Tag en dyb indånding og slap af, baby’’ Hviskede Justin stille og placerede derefter et dejligt kys på min kind, som fik varmen til at stige helt op i ansigtet på mig.

’’Okay..’’ Sagde jeg stille og tog en dyb indånding og pustede tungt ud og kiggede derefter op på Justin som trak sin pande til sig og smilede og nikkede sødt til mig.

’’Sådan.. Kom. De venter spændt på os inde i stuen’’ Smilede Justin imens han slap mine hofter og greb min hånd.

Han tog et lille skridt tilbage og hen imod indgangen til stuen og jeg fulgte roligt og nervøst med imens jeg holdte stramt om Justins hånd. Hvis han slap mig nu ville jeg helt sikkert vende mig om og løbe af helvedes til og sige, at jeg slet ikke var klar til det her.. Men så længe han holdte min hånd følte jeg en hvis form for tryghed.. En slags støtte, og en som jeg hurtigt kunne tage fat i, hvis det gik helt galt for mig derinde.. Og det hjalp mig ret meget.. 

____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...