Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249104Visninger
AA

14. Skabt Til At Dræbe!..

 

Location: I Skoven, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 8. Februar 2016, Kl. 15.55.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

Jeg tog en skælvende og dyb indånding og mærkede en lille enkel tårer glide ned af min ene kind imens jeg rettede mig tilbage bag træet, som jeg lænede mig op af med min ene skulder.

Jeg turde på ingen måder at kigge mig tilbage.. Faktisk turde jeg dårligt at lave nogen forhastede bevægelser.. Noget i mig ønskede, at jeg bare vendte mig om og så min frygt i øjnene, så jeg kunne læse hans tanker og høre hans planer for hvorfor han havde fulgt efter mig herud.. Var hans plan lykkedes nu?.. Havde han fået mig i nettet og gjort mig klar til at æde råt?.. Dem og en masse andre spørgsmål farede rundt i mit hoved og det var kun spørgsmål som jeg kunne få svar på, hvis jeg talte til ham eller vendte mig om og kiggede ham i øjnene og læste hans tanker.. Men jeg turde ikke.. Jeg turde dårligt trække vejret når han stod der uden at gøre det mindste ved mig..

Hvorfor fik han det ikke bare overstået?.. Han ville måske have et sidste ord fra mig?.. Hvad var grunden til det?. Var jeg ikke mad for ham?..

Det slog mig pludselig, at jeg havde hørt Justin tænke andet om mig end, at han var parat til at suge livet ud af mig.. Nemlig det, at han kunne lide så meget andet ved mig end bare mit blod.. Og at det var for farligt, hvis han kom for tæt på... Betød det, at han ikke ville gøre mig noget?.. Men hvis han ville, hvorfor tænkte han så sådan om mig.. Og hvorfor hjalp han mig hver gang jeg havde været i problemer?.. Hvis ikke han havde hjulpet mig kunne jeg være kommet ud fra noget, som kunne være til fordel for ham og gøre det meget lettere for ham at spise mig..

Jeg tog en dyb indånding og snøftede kort og pustede skælvende ud igen og mærkede, at jeg underligt nok blev lidt mere rolig ved tanken om alt det Justin havde tænkt om mig, sagt til mig og gjort for mig i den tid vi havde kendt hinanden.. Ville han have gjort det, hvis han så mig som et offer?.. Okay, det ville jeg så ikke kunne få svar på, hvis ikke jeg spurgte.. Hvis ikke jeg tog hul på bylden og sagde noget!.

’’Jeg ved hvad du er..’’ Sagde jeg meget stille og sank en klump i halsen imens jeg stirrede ned i jorden længere fremme imens jeg stod med ryggen til ham.

’’Mm-hm.. Hvad er jeg så?’’ Lød det bag mig fra en kølig stemme som gav mig kuldegysninger hele vejen ned af ryggen og fik mig til at holde vejret og gøre mig helt mundlam.

’’Sig det, Melina!’’ Brummede Justin køligt imens jeg bed mig lidt i læben og kneb øjnene sammen.

’’En vampyr..’’ Hviskede jeg stille og med et svagt lille hulk og holdte mine øjne lukkede og følte stilheden imellem os virkelig dræbende i sig selv, efter, at jeg havde sagt det som jeg næsten var 100% sikker på.. At Justin var en vampyr!.

’’Og nu er du bange?’’ Spurgte Justin mig køligt bag mig og fik hårene i nakken til at rejse sig imens pustede skælvende ud og vendte blikket ned i jorden.

’’Mm..’’ Mumlede jeg pinende og nikkede svagt med hovedet.

’’Godt..’’ Mumlede Justin stille og fik mig til at synke en klump i halsen og derefter tage en dyb indånding imens jeg kort lukkede øjnene og samlede alt mod sammen i min krop, så jeg kunne tø op fra min stive stilling og vende mig om imod ham og kigge ham i øjnene, som var helt mørkebrune.

’’Jeg er ikke bange for dig..’’ Sagde jeg skælvende og kiggede ham direkte i øjnene.

’’Hun lyver!’’

Det var alt jeg hørte i hans tanker.. Og han havde jo egentlig ret, men jeg besluttede mig for, at få ham til at tro, at jeg ikke var bange.. Og det gjorde jeg bedst ved at sige, at jeg ikke var bange for ham personligt, men for hvad han var..

’’Jeg ved, at du ikke vil gøre mig noget..’’ Sagde jeg stille og en smule skælvende, men prøvede så godt som det nu var muligt at lægge is i maven på mig selv.

’’Vil jeg ikke det?’’ Spurgte Justin og tog derefter meget hurtigt fat i mig, så jeg gispede og knap nok kunne nå at følge med i hvad der forgik før det gik op for mig, at han lænede mig op af træet og stillede sig overfor mig med hænderne oppe på træet..

’’Hvis du ved, at jeg er vampyr.. Så ved du vel også hvad jeg spiser?.. Gør du ikke?’’ Spurgte han mig og kiggede mig i øjnene, hvor jeg hurtigt prøvede at læse hans tanker ved at fokusere godt på det.. Men der kom ikke noget.. Intet overhovedet!. Og det skræmte mig lidt mere!.

’’Jo..’’ Fik jeg hvisket frem og sank en klump i halsen.

Justin holdte sit kølige blik på mig imens han flyttede sine arme og trådte et skridt tilbage.

’’Løb..’’ Sagde han koldt og uden nogen form for særligt ansigtsudtryk, så jeg kunne lurer ham.

’’Løb, Melina!.. Løb alt hvad du kan!’’ Sagde han bestemt kort efter, da det gik op for ham, at jeg ikke gjorde som han sagde.. Det besluttede jeg dog hurtigt at gøre, da han talte med sådan en bestemt tone og kiggede så koldt på mig, at det nærmest blev ondt.

Jeg drejede hurtigt udenom træet og begyndte at løbe alt hvad jeg kunne tilbage imod skolen imens jeg kun hørte lyden af min egen vejrtrækning og mine egne meget hurtige fodtrin.

Jeg drejede udenom alle de træer jeg løb forbi, men skreg dog hurtigt op, da jeg pludselig bankede ind i noget der var hårdt som sten, og som fik mig til at vælte bagover og falde ned på jorden.

Jeg kiggede hurtigt op og så Justin stå foran mig og kigge køligt ned på mig, hvilket fik mig til at gispe chokeret.. Okay, jeg havde ret!. Han var fandme hurtig!.

’’Jeg er skabt til at dræbe, Melina!.. Du har ikke en chance imod mig!’’ Sagde Justin virkelig anspændt og ret ophidset, hvorefter han vendte sig imod en stor og aflang sten der lå boret godt ned i jorden et par meter fra os.

Jeg gispede kort, da han på no time forsvandt foran mig og med et fingerknips stod ovre ved stenen, som han tog godt fat i ude i siderne og så let som ingenting rev op af jorden og kastede adskillelige meter igennem skoven indtil den til sidst ramte et træ som flækkede midt over og væltede ned i den modsatte retning end hvor Justin og jeg befandt os.

Igen måtte jeg gispe, da Justin lynhurtigt sad ved siden af mig med et knæ i jorden og med sin hånd på min kæbe, som han holdte en smule fast i imens han kiggede mig direkte i øjnene.

’’Skræm hende!’’ Lød det pludseligt som et ekko fra Justins stemme inde i mit hoved.. Endelig kom der en tanke!. En tanke som jeg kunne bruge til noget!.

’’Du kan ikke løbe fra mig!.. Du kan ikke kæmpe imod mig og vinde!.. Jeg kan knuse din skrøbelige lille krop så let som ingenting.. Jeg ville elske at suge livet ud af dig..’’ Sagde Justin lavt og ret truende.. Og ja, jeg fandt det truende.. Men mest fordi, at jeg kunne mærke på ham, at det kun var trusler og ikke noget som han ville gøre noget ved!. Jeg havde gennemskuet ham. Det, at han bevidst ville skræmme mig fik det bare til at gå op for mig.. Han ville se mig bange.. Han ville teste mig.. Han ville se hvad jeg kunne holde til, og tro mig.. Det skulle jeg nok vise ham!.

’’Jeg slår ihjel for selv at overleve!.. Forstår du det?!’’ Spurgte han mig lavt og lød næsten ond imens vi kiggede hinanden i øjnene og jeg nikkede svagt uden at tage øjnene fra hans... Mest fordi, at jeg ville høre hver en tanke han fik.. Når han fik en!.  

’’Jeg er verdens farligste væsen.. Og du gør klogt i at holde dig langt væk fra mig.. Ellers ender jeg med at blive din død’’ Fortsatte Justin og fik mig til at ryste svagt på hovedet imens Justin tog sin hånd væk fra min kæbe og istedet satte den om i nakken på mig, så han holdte mig en smule oppe udenpå mit løse slangekrøllede hår.

’’Det kan jeg ikke’’ Sagde jeg meget stille og bed mig kort i underlæben, da jeg huskede på hvad han tænkte henne ved skolen.. Han kunne ikke stå for det!.

’’Jeg har dræbt mennesker før..’’ Fortsatte Justin lidt mindre anspændt og ophidset.

’’Jeg er ligeglad’’ Svarede jeg hviskende og tog blidt fat i kanten af hans sorte hættetrøje lige ved hans hals og forsøgte at trække ham lidt tættere på mig, hvilket dog ikke lykkedes.. Faktisk sad han fast som en sten og det var istedet mig der rykkede mig længere op imod ham, så vi fik en tættere øjenkontakt.

Justin tog en dyb indånding og pustede tungt ud, så jeg kunne mærke hans kolde ånde i mit ansigt, hvilket gav mig en smule gåsehud.

’’Jeg havde lyst til at dræbe dig..’’ Sagde Justin køligt uden at tage blikket fra mine øjne.

’’Jeg har aldrig nogensinde tørstet så meget efter et menneskes blod..’’ Fortsatte han og fik mig til at trække lidt luft ind imens jeg skælvede svagt.

’’I min familie dræber vi kun dyr.. Vi har lært at beherske os og leve iblandt mennesker som var de artfæller.. Men dig.. Din duft... Det er som stoffer for mig!... Du er som min helt egen personlige heroin!.. Og præcis derfor skal du holde dig fra mig.. Hver eneste gang jeg ser dig, tænker jeg på hvordan det ville være, hvis jeg fik lov at smage dit blod.. Du er det første menneske i meget lang tid, som jeg har tænkt sådan om!..’’ Fortsatte han uden at blinke eller på nogen måde flakke med blikket på mig..

’’Jeg stoler på dig..’’ Hviskede jeg stille og lod min hånd glide fra hans trøjes kant og om i hans nakke.

’’Lad vær med det!’’ Sagde Justin meget stille og småskælvende uden overhovedet at røre på sig.

’’Det kan jeg ikke.. Hvis du virkelig ville dræbe mig, så havde du gjort det’’ Svarede jeg stille og nussede ham blidt i hans nakkehår, hvilket fik ham til at sukke opgivende og kort vende blikket ned imellem os.

Han vendte langsomt blikket op i mine øjne igen, så vi igen fik øjenkontakt, hvilket jeg hurtigt begyndte at fokusere på. Men der kom stadig intet.. Ingen tanker overhovedet!.

Justin satte sit andet knæ i jorden, så han kom længere ned og vi kom mere i øjenhøjde imens han flyttede sin ene hånd fra min hofte, som var længst væk fra ham, og placerede den lige over mit bryst i venstre side, så han mærkede på mit bankende hjerte uden at slippe øjenkontakten med mig.

’’Og sådan forelskede uhyret sig i skønheden..’’ Sagde han næsten hviskende og bemærkede, at hans øjne begyndte at skifte farve til røde istedet for helt mørkebrune.

Jeg trak lidt luft ind og bed mig lidt i læben og spændte i min arm, hvis hånd var placeret omme i hans nakke, så jeg langsomt rykkede mig tættere og tættere på hans ansigt. Dog stoppede Justin mig ved at spænde en smule i sin hånd omme på min nakke.

’’Du aner ikke hvor længe jeg har ventet på dig... Men du hører ikke til i min verden, Melina’’ Sagde Justin og kiggede mig i øjnene og fik det til at stikke lidt i hjertet på mig.

’’Jeg hører til hos dig’’ Hviskede jeg stille og kærligt og bed tænderne lidt sammen for at holde den dårlige fornemmelse af hvor det her bare hen, ude..

’’Nej, du gør ikke..’’ Sagde Justin stille og opgivende og trak sig lidt fra mig, så jeg slap ham i nakken og hurtigt satte mine hænder i jorden, da han også slap mig i nakken.

’’Justin.. Hør nu på mig.. Jeg..’’

’’Nej, Melina!. Hør på mig!. Du hører ikke til i min verden!. Det er alt for farligt for dig!’’ Sagde Justin bestemt og rejste sig hurtigt op, hvilket fik mig til at gøre det samme.. Dog ikke ligeså hurtigt som ham, eftersom, at jeg ikke lige havde den evne til at bevæge mig meget hurtigt.

’’Hvad nu hvis jeg sagde, at jeg sagtens ville kunne beskytte mig selv, hvis du mistede kontrollen?’’ Spurgte jeg ham desperat, da jeg fik rejst mig, og kiggede seriøst over imod ham.

’’Det kan du ikke.. Du har ikke en levende chance for at overvinde mig!.. Og jeg vil ikke risikere, at der sker dig noget, så derfor må vi gå hver til sit’’ Sagde Justin bestemt og vendte sig om.

’’Justin, vent..’’ Mere nåede jeg ikke at sige før han var forsvundet ind imellem de mange træer med retning imod skolen.

’’..Nu lige..’’ Afsluttede jeg min sætning med et opgivende suk og vendte kort efter blikket ned i jorden og tog mig lidt til panden med begge hænder.

Hvorfor gav han mig ikke lige en chance?.. Hvorfor lod han mig ikke fortælle ham min allerstørste hemmelighed, nu hvor han lige havde fortalt sin?.. Hvis han havde givet mig lov, så var der en chance for, at han forstod, at han ikke behøvede at frygte, at han kom til at skade mig!.. Netop fordi, at jeg var magiker!.

______________________________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...