Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249138Visninger
AA

11. Helten Eller Det Værste Mareridt?..

 

   Location: High School, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 8. Februar 2016, Kl. 07.45.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

Ny uge.. Ny start?.. Arg, ikke for mig.. Jeg sad stadig fast i den gamle uge, velvidende at den nye uge ville blive lige sådan.. Ej, måske ikke 100%, men torsdagen og fredagen ville nok ligne min nye uge ret meget..

Lige siden onsdag/torsdag nat havde jeg ikke set skyggen af Justin.. Og det frustrerede mig virkelig meget.. Jeg ville så gerne snakke med ham, men han var umulig at få fat i. Jeg havde ikke hans nummer, jeg vidste ikke hvor han boede.. Og han kom ikke i skole..

Hele weekenden havde jeg brugt på at tænke på ham.. Tænke over hvad jeg ville sige til ham.. Og så blandt andet takke ham igen for hans hjælp med Jay.. Han havde virkelig formået at holde sig fra mig lige siden Justin dukkede op den aften.. Ikke ét eneste ord havde Jay sagt til mig.. Men om han så havde snakket om mig var jeg ikke helt klar over.

Faktisk havde Justin gjort så resten af min uge havde været rigtig god i skolen, og det ville jeg også takke ham for.. Det som han dog havde gjort værre var min frustration over ikke at kunne få lov at snakke med ham..

Hele weekenden havde jeg ligget og vendt og drejet det hele.. Hvorfor forsvandt han så pludseligt?.. Han havde sagt, at han havde en ufattelig trang til at beskytte mig, men efter, at han havde sagt det, så havde jeg ikke set skyggen af ham.. End ikke i min baghave!.. Og det fik mig til at tænke, at han måske tog pis på mig. Og den tanke gjorde mig virkelig ked af det eftersom, at han havde formået, at gøre mig så kulderet og fået mig til at tænke så meget på ham hele tiden.

Mine tanker havde også påvirket mit humør hele weekenden.. Jeg sagde nej til at gå ud med de andre og hygge mig, med undskyldningen om, at jeg skulle bruge lidt tid med min familie.. Det havde jeg dog ikke gjort. Faktisk havde jeg bare siddet på mit værelse helt alene, og bedt Tippy om at lade mig være lidt alene, så han opholdte sig sammen med de andre nede i stuen eller hvor de nu befandt sig.

Så var jeg ked af det, så var jeg glad, så var jeg smigret, så var jeg sur, så var jeg ligeglad, og så var jeg frustreret.. Det var alt sammen følelser som kun ud af mine tanker om Justin.. Og jeg var snart træt af det!. Hvorfor skulle han styre mit inderste og få mig til at være så meget ude af mig selv?.. Hvordan var det lykkedes ham?.. Hvordan var det lykkedes mig?.. At blive så forelsket i en som man dårligt nok havde fået snakket med!.

’’Melina, hvad er der galt?’’ Lød det med et opgivende suk fra Nicky, som fik mig til at dreje hovedet væk fra vinduet og hen på ham.

’’Galt?. Hvad mener du?’’ Spurgte jeg ham og rynkede panden lidt.

’’Hele weekenden har du bare siddet på dit værelse og har ville være alene.. Og det fortsætter. Jeg kender dig og jeg kan se på dig, at der er noget der plager dig’’ Svarede Nicky og fik mig roligt til at vende blikket væk fra ham igen.

’’Melina, kom nu.. Fortæl mig hvad der sker’’ Fortsatte Nicky imens han bremsede bilen lidt og drejede ind til siden lige ved skolen, hvor han plejede at sætte mig af ved elevernes parkeringsplads foran skolens store indgang.

’’Der er ikke noget g..’’

’’Tss, stop det nu, Melina..’’ Afbrød Nicky hurtigt og troede slet ikke på hvad jeg sagde.. Okay, det kunne jeg sådan set også godt forstå eftersom, at han var min bror og vidste hvordan jeg var som person.. Og sådan her plejede jeg aldrig at være!.

’’Jeg savner bare mine venner i New York, så..’’

’’Du lyver’’ Afbrød han igen og fik mig hurtigt til at kigge op på ham.

’’Nej, jeg gør ikke!’’ Sagde jeg bestemt og prøvede at lyde reel.

’’Jo, du gør!. Hvis du savnede dem, så ville du ringe til dem, og det har du ikke gjort!’’ Svarede Nicky bestemt og fik mig til at rynke øjnene lidt imens jeg fnyste kort af ham og rystede på hovedet.

’’Hvad ved du om det!. Du ved sku ikke hvad jeg laver på mit værelse, når jeg er alene!’’ Vrissede jeg og åbnede samtidig bildøren og hoppede ud og skyndte mig at tage min hvide taske og sorte jakke, som jeg svang over armen..

’’Melina, kan du ikke se, at jeg bare bekymr..’’

’’Det behøver du slet ikke, Nicky!. Jeg klare det fint selv!.. Hav en skide god dag!’’ Vrissede jeg og smækkede hans bildør og vendte mig hurtigt om og gik ind på elevernes parkeringsplads, så jeg kunne komme op til indgangen og komme indenfor, da det var ret koldt allerede, når man ikke lige havde sin jakke på.

Egentlig frøs jeg ikke så meget om benene, da jeg havde et par lyse stramme jeans på, men på overkroppen frøs jeg allerede lidt eftersom, at jeg kun havde en tynd og løs bluse på, som blæsten rigtig kunne få fat i og gøre ret kold.

På fødderne havde jeg et par hvide sneakers med noget guld på hist og her, og så havde jeg taget en sølvring og en halskæde på som jeg engang havde fået af min mor..

 

 

Godt irriteret gik jeg med hurtige skridt op imod skolens hovedindgang uden at jeg på ét eneste tidspunkt så mig tilbage.. Nej, Nicky kunne sku bare skride. Hvad skulle han blande sig for?!. Nogengange var jeg sku træt af at være ’’lillesøsteren’’.. Specielt når de begyndte på det der bekymringsfis!. Kunne de ikke bare lade mig styre mig liv selv, præcis ligesom jeg lod dem styre deres liv selv?. Jeg var jo forhelved ikke et barn mere!. Jeg kunne sagtens styre mit liv og mine problemer selv uden at de skulle blande sig!.

Jeg fortsatte min gang op imod skolen, men blev hurtigt meget mere opmærksom på noget lidt andet end skolens indgang!. Et stirrende blik som jeg ikke havde følt eller haft på mig i de sidste mange dage!. Justin!.

Jeg stoppede lidt op og gav en klump i halsen, og overvejede virkelig om jeg skulle gå hen og snakke med ham. Dog overvejede jeg det ikke længe eftersom, at Justin hurtigt vendte ryggen til mig og begyndte at snakke med hans familie, trods det, at han lige havde set, at jeg havde set, at han kiggede på mig..

Jeg forstod tydeligvis hans hentydning og blev hurtigt endnu mere irriteret i kroppen, end jeg var i forvejen!.. Fint, hvis det skulle være på den måde, så kunne han da bare blive fri!. Hvis han virkelig ikke gad snakke med mig, så fint nok!.. Så skulle han fandme bare ikke glo så meget på mig som han gjorde i sidste uge!.. Og hvis han gjorde, så..!?.. Ej, det vidste jeg ikke lige..

~

Location: High School, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 8. Februar 2016, Kl. 11.27.

 

’’Hey Nicky.. Undskyld for tidligere. Det skal ikke gå udover dig.. I’m really sorry :( <3’’

Jeg sendte min besked til Nicky efter lang tids tænken over min opførsel overfor ham tidligere.. Men jeg var bare så frustreret over så mange ting og det var bare lige det forkerte tidspunkt som han fangede mig i.. Men det var selvfølgelig ikke nogen god undskyldning for at lade det gå udover ham. Han ville jo bare sikre sig, at jeg var okay og hvis jeg ikke var, så ville han hjælpe mig til at blive det, og så gav jeg ham sådan en behandling..

Og så løj jeg for ham.. Ej, det havde jeg nok gjort uanset hvad.. Jeg havde ikke lyst til at sige til min bror, at jeg havde forelsket mig helt sindssygt i en som jeg havde haft en samtale med i 10 minutter!.

Både min far og brødre havde altid haft det lidt underligt med alt det der med forelskelse og kærester, når det kom til mig.. I deres øjne var jeg jo stadig en lille pige og underligt nok, så ændrede det sig bare aldrig uanset hvor gammel jeg så end blev.

Første gang jeg kom hjem og sagde, at jeg havde fået en kæreste var, da jeg var 13.. Min mor tog det meget pænt og var glad på mine vegne, men min far og brødre var meget oppe på tæerne over det.. De passede meget på mig og da de mødte ham første gang udspurgte de ham om helt vanvittige ting..

Da jeg var 16 og betroede mig til Tyler om, at jeg havde fået en ny kæreste, som jeg havde været i seng med, så var det sku lige før at Tyler tog hen for at smadre ham.. Ja, hvor sindssygt det så end var, så var det sådan det var.. Og derfor vidste jeg, at hvis jeg sagde til min far og brødre nu, at jeg havde forelsket mig i en som jeg knap nok havde talt med, så ville de holde alt for meget øje med både Justin og jeg.. Også selvom vi på ingen måder var kærester eller havde været lidt på tæt på hinanden.. Det tætteste var den kort tid hvor vi holdte i hånden på restauranten..

’’Mrs. Lewis, hører du efter?’’ Lød det bestemt fra min engelsklærer, som jeg dårligt nåede at svare før at klokken ringede ud til en times spisepause.

Alle rejste sig hurtigt op og jeg pakkede også hurtigt min bog ned i min taske og smed min mobil derned efterfølgende. Jeg svang min taske op på skulderen og skulle til at forlade klasselokalet ligesom alle de andre, da min lærer kom over og stoppede op foran mig.

’’Næste gang fortrækker jeg at se dig følge med i timen istedet for at sidde med din mobil, Mrs. Lewis’’ Sagde han snerpet og med krydsede arme.

’’Jaja’’ Svarede jeg kort og drejede hurtigt udenom ham, så jeg kunne komme ud af klasselokalet.

’’Nej, hov, vent..’’ Lød det bag mig meget hurtigt efter, at det gik op for ham, at han hurtigt smuttede fra hans ’’løftede pegefinger’’ til mig..

Jeg blandede mig hurtigt med alle de andre elever ude på gangen og satte kursen ned imod gangen med alle skabene, som heldigvis kun lige var nede for enden af den her gang.

Jeg gik i hurtigt tempo og lavede lidt zig zag imellem eleverne for ikke at støde ind i nogen og nåede så til mit skab, som jeg stoppede op ved.

Jeg drejede koden til mit skab og åbnede lågen og kastede min bog ind på stablen af bøger, hvorefter jeg igen lukkede og låste mit skab.

Jeg fortsatte videre ned af gangen med skabe og drejede rundt om hjørnet, så jeg kom til en ny gang, hvor kantinen lå nede for enden. Dog var det ikke lige kantinen, som jeg fik øje på som det første.. Det var derimod Justin!. Justin og hans familie, som kom gående i en gruppe ned af gangen med retning væk fra kantinen.. Hvilket så betød, at de skulle forbi mig.

Jeg tog en dyb indånding og holdte mit blik ned i jorden imens jeg gik imod dem med et hårdt bankende hjerte og virkelig prøvede at ignorere deres blikke på mig, hvilket jeg tydeligt kunne fornemme. Dog havde jeg kort set inden jeg kiggede ned, at Justin meget hurtigt vendte blikket væk, så snart han så mig.. Men hvorfor, at de andre havde sådan en trang til at nedstirre mig sådan, havde jeg stadig ikke fundet en forklaring på. Men ubehageligt var det i hvert fald. Jeg mente da ikke, at jeg havde gjort dem noget?..

Der gik et ordentligt sug igennem mig, da jeg gik forbi dem allesammen, og selvfølgelig skulle Justin da gå ude i siden, så det var ham jeg gik tættest på og var ganske få centimeter for at ramle ind i.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg nåede helt forbi dem og følte en svag lettelse.. Og samtidig også en kæmpe frustration over, at Justin slet ikke talte til mig... Og faktisk, så blev jeg også frustreret over, at han så hurtigt vendte blikket væk så snart han så mig!.

Tænk engang. Nu havde jeg gået og følt det så underligt og ubehageligt over, at han gloede sådan på mig hele tiden, og når han så lod vær, så fik jeg det nærmest værre.. Var det pga følelserne jeg havde for ham?. Eller var det bare fordi, at jeg havde vænnet mig til hans konstante blik på mig?..

Jeg gispede højt, da jeg mærkede et sæt arme gribe fat om mig bagfra imens jeg hørte lyden af en dør blive åbnet.

Jeg kiggede hurtigt rundt efter hjælp, men bemærkede, at gangen næsten var blevet tom for mennesker, som lynhurtigt havde bevæget sig ned i kantinen.

Jeg så hurtigt, at jeg blev trukket helt ind til væggen og videre ind i et meget indelukket rum som stank af bøger, hvor der ingen vinduer var og hvor der kun var lys i loftet fra en lampe med en svag pære i.

Armene omkring mig slap mig og jeg fik overbalance, da et par hænder skubbede mig i ryggen, så jeg faldt ned på gulvet i takt med, at jeg hørte døren blive lukket.

Jeg vendte mig hurtigt om nede på gulvet, og blev langt fra overrasket over at se Jay stå med ryggen til mig og låse døren, hvilket gjorde mig ret så utryg.

’’Jay, hvad har du gang i?’’ Spurgte jeg ham ret seriøst for at skjule min nervøsitet, som jeg dog godt selv kunne høre lidt i min stemme, som skælvede en smule.. Bare Jay ikke hørte det!. Han skulle ikke tro, at han gjorde mig nervøs!.

Jay vendte sig roligt om fra døren og kiggede ned på mig imens han gik roligt imod mig. Jeg skyndte mig at rejse mig op eftersom, at jeg ikke brød mig om at føle mig så lille nede på gulvet.. Det, at jeg lå der, gjorde jo også, at Jay skulle se ned på mig og derved kunne føle sig stor og magtfuld, hvilket han bestemt ikke var.. Faktisk så var han lavere end mig.. Men desværre meget stærkere!.

’’Jeg kan se, at du og Justin har nogen issues’’ Sagde han køligt og uhyggeligt med et hånligt og nærmest ondt smil. 

’’Er i blevet uvenner, hva?’’ Spurgte han mig videre eftersom, at jeg ikke svarede ham.

’’Det er svært at blive uvenner med nogen man ikke engang er venner med’’ Svarede jeg spydigt tilbage og stod som lænket til jorden og med krydsede arme, da han ikke skulle tro, at han gjorde mig bange.. Men det gjorde han virkelig!. Specielt efter i sidste uge!.

’’Stakkels lille, Melina..’’ Sagde han med en uhyggelig tone imens han stoppede op lige foran mig og kort efter tog sin hånd op til min kind, som han kort nussede med en finger, hvilket hurtigt fik mig til at flytte hovedet til siden.

’’Hvor er det synd, at din redningsmand har droppet dig..’’ Fortsatte han med den uhyggelige tone imens jeg vendte blikket tilbage på ham og sendte ham et koldt blik.

’’Jeg har ikke brug for nogen redningsmand, så det er sku ligemeget’’ Svarede jeg spydigt og fik et kort og uhyggeligt smil med lidt lyd på fra Jay.

’’Okay, okay...’’ Smilede han hånligt og lød virkelig ironisk, som om, at han ikke troede en skid på mig.

’’Lad os lade det komme an på en prøve så..’’ Smilede Jay ondt og rykkede sig endnu tættere på mig, så jeg ikke var i tvivl om hvad han ville.. Og der gik min grænse, og jeg lod mig selv flytte mig selv tilbage selvom jeg havde stået og været ret så stålfast overfor ham.

Desværre for mig havde Jay nok forudset, at jeg ville flytte mig, så han var ikke langsom om at tage fat i mine overarme og banke mig op af væggen, så jeg gispede lidt.

’’Hvorfor flytter du dig, dukkefjæs?’’ Spurgte han mig ondt og smilede svagt.

’’Slip mig, Jay!’’ Svarede jeg og satte mine hænder op på hans bryst og forsøgte at skubbe ham væk, men desværre lykkedes det ikke.. Tværtimod faktisk.. Han strammede bare grebet endnu mere om mine overarme og pressede mig lidt ekstra op af væggen, for at holde mig fast.

’’Hvad fuck har jeg gjort dig man!’’ Vrissede jeg irriteret og kunne godt mærke, at min tålmodighed var ved at slippe op!.

Jeg mærkede hurtigt, at min ene arm blev sluppet og før jeg vidste af det mærkede jeg en flad hånd ramme min kind, så mit hoved drejede sig til siden. Det fik dog ikke lov at være drejet så længe før hans hånd greb fat i min kæbe og drejede mit ansigt direkte imod hans.

’’Hvad du har gjort mig?!’’ Spurgte han ondt og med sammenbidte tænder.

’’Det skal jeg fandme fortælle dig, lille skat!.. Du har gjort mig til grin på denne her forpulede skole!. Du har fået folk til at snakke om mig og om, at jeg bliver sat på plads af en fucking tøs man!. Du ødelægger mit rygte, og det skal du fandme ikke slippe godt fra, det kan jeg sku godt love dig!’’ Vrissede han tæt ved mit ansigt imens jeg sank en klump i halsen og slet ikke kunne tage øjnene fra hans borende blik ind i mine øjne.

’’La.. Lad mig nu gå, Jay’’ Sagde jeg stille og kom desværre til at stamme lidt, så min frygt og nervøsitet var alt for tydelig.. Og det fik Jay til at smile ondt igen.

’’Bliver du bange nu, hva?’’ Spurgte han mig med et ondt smil og en lav tone som gav mig kuldegysninger hele vejen ned af ryggen.

’’Huh?.. Hvis du kan klare dig selv, så er der jo ingen grund til at blive bange, vel?. Du kan jo bare skubbe mig væk.. Kan du ikke?’’ Sagde han med den ondeste og hånligste tone imens han stødte sin pande til min.

’’Har du respekt nu?. Hva?. HAR DU!’’ Udbrød han vredt og strammede grebet om både min købe og overarm.

’’Argg!’’ Udbrød jeg og kneb øjnene sammen imens jeg spændte i alle muskler for at stå imod og få skubbet ham væk, men desværre skete der intet.. Han var urokkelig og selvom jeg spændte i alle muskler i min krop, så var hans greb stadig til at skrige over.

’’Ja, kom.. Skrig!. Skrig ud, hvor ondt det gør!’’ Næsten hviskede Jay ud tæt ved mit ansigt imens jeg kæmpede med at holde tårerne inde..

Desværre havde jeg den dårlige evne til at begynde at græde, hvis jeg blev alt for bange.. Modet gik totalt af mig og jeg sank sammen og blev til en lille pige som bare stak op i gråd..

’’Nu skal jeg fandme vise dig, hvem du har lagt dig ud med!’’ Vrissede Jay ondt og strammede grebet om mine arme imens jeg begyndte at knække sammen og bide mig hårdt i læben og kneb øjnene hårdt sammen.

Jeg gispede af bar frygt, da jeg hørte døren herind til blive revet hårdt op. Jay slap mig hurtigt og jeg faldt helt sammen og ned på gulvet, men kiggede dog hurtigt over imod døren, hvor jeg så, at Justin kom farende ovre fra og over imod Jay, som han tog hårdt fat i og bankede op af væggen imens han løftede ham fra gulvet.

Jeg blev ret chokeret, da jeg så, at Justin slap Jay med den ene hånd, så han nu kun løftede ham op af væggen i 1 hånd. Han trak sin hånd tilbage og knyttede den hårdt sammen, så man kunne se, at han rystede virkelig meget.. Og med det ansigt han havde sat op.. Ja, så var jeg ikke i tvivl om, at det var pga raseriet, at han rystede sådan.

’’Du rør hende ikke igen!’’ Brummede Justin, hvorefter han hamrede sin knytnæve ind i kinden på Jay, som stønnede lidt af smerte, og som Justin kort efter slap, så han røg ned på gulvet igen.

’’Har du fattet det nu, hva!’’ Råbte Justin og sparkede til Jay, som igen stønnede af smerte og krøb sig helt sammen for at beskytte sig selv.

’’Justin, stop..’’ Hulkede jeg med en knækket stemme og var sikker på, at Justin ikke kunne høre det eftersom, at han fuldstændig ignorerede mig og gav Jay endnu et spark.. Okay, godt nok mente jeg inderst inde, at Jay fortjente nogen tæsk, men så rasende som Justin så ud, så frygtede jeg sku mest at han ville slå ham halvt ihjel.. Bogstavlig talt.

’’Justin, stop!’’ Skreg jeg imens jeg rejste mig op og løb grædende hen til ham og lagde armene om ham bagfra på hans sorte hoodie, og prøvede at trække ham væk.. Men han var urokkelig og gav bare Jay endnu et spark.

’’JUSTIN!’’ Skreg jeg og slap ham igen og løb rundt om ham og stillede mig hurtigt ind foran, så han fik øje på mig imens jeg lagde mine hænder op på hans kæber som var iskolde at røre ved.

’’Stop nu’’ Hviskede jeg imens jeg kiggede ham direkte ind i hans øjne, som var helt røde og virkelig uhyggelige.. Det ignorerede jeg dog lige nu eftersom, at det var vigtigere at få ham stoppet i at banke løs på Jay.

Justin pustede tungt, men langsomt ud uden at slippe vores øjenkontakt. Det gjorde jeg dog, da jeg fornemmede, at Jay rørte på sig bag mig, hvilket fik mig til at kigge ned på ham og se, at han langsomt og stønnende rejste sig op på alle fire og begyndte at kravle hen imod døren ud til gangen.

Han kom helt hen til døren og brugte dørkarmen til hjælp for at komme op at stå, hvorefter han forsvandt ud på gangen og smækkede døren herind til, så jeg gispede lidt over det høje brag.

’’Hvorfor helved stoppede du mig!’’ Brummede Justin vredt og gik hurtigt væk fra mig, så jeg slap hans kæber og kiggede efter ham.

’’Hvorfor lod du mig ikke bare knuse hans fucking knogler!’’ Brummede han vredt videre og vendte sig om og kiggede skarpt på mig.

Jeg snøftede svagt imens endnu en tåre gled ned af min kind. Dog tørrede jeg den hurtigt væk imens jeg gik roligt over imod Justin og tog en dyb indånding, da jeg stoppede op foran ham.

’’Fordi jeg godt kan lide dig, Justin.. Hvis du var fortsat, så kunne det ende med at ramme dig selv’’ Svarede jeg stille og skælvende og mærkede de svage skræmte rystelser i min krop, da jeg stadig var temmelig chokeret over hvad der var sket.

’’Jay er farlig for dig, Melina!. Og jeg kan ikke blive ved med at komme og redde dig fra ham, okay!. Det ville fandme være meget nemmere det hele, hvis han fik den lærestreg, som han fucking fortjener!’’ Brummede Justin vredt uden at tage sit blik og hans røde øjne fra mig.

’’Hvor.. Hvordan vidste du egentlig, at vi var herinde?’’ Spurgte jeg ham stille og tørrede begge mine kinder kort med hænderne, hvorefter jeg krydsede mine arme og kiggede afventende på ham.

’’Jeg gik ude på gangen, fordi jeg ville finde dig og snakke med dig, og så hørte jeg, at du var herinde sammen med Jay..’’ Svarede Justin køligt.

’’Hvordan lykkedes det dig egentlig at rive den dør op?.. Den var jo låst?’’ Spurgte jeg ham og kiggede spørgende på ham og snøftede svagt.

’’Den var ikke låst..’’ Svarede Justin hurtigt og fik mig hurtigt til at sukke, da jeg endnu engang kunne høre, at han løj overfor mig.

’’Justin, stop det. Den var låst!. Jeg så selv, at Jay låste den, så hvordan gjorde du?’’ Spurgte jeg ham og kiggede spørgende på ham.

’’Prøv og hør, jeg er ikke forpligtet til at skulle svare på alle dine spørgsmål, og du har ikke krav på nogen svar, så kunne du ikke bare sige tak for hjælpen og så lukker vi den der?’’ Spurgte han bestemt og gjorde mig lettere mundlam og fik mig til at synke en klump i halsen.

’’Tak..’’ Sagde jeg kort og fornemmede en hvis irritation i ham.. Over mig.. Måske man skulle prøve at bløde ham lidt op?..

’’Du er min helt..’’ Fortsatte jeg kort og snøftede svagt og skyndte mig at tørre en forsigtig tåre, som gled ned af min kind, væk, med min hånd.

’’Melina.. Jeg er ikke din helt’’ Sukkede Justin og vendte hurtigt blikket væk fra mig.

’’Det kan man på en måde godt sige, at du er.. Det er anden gang du hjælper mig af med Jay’’ Svarede jeg ham stille og holdte mit blik på ham og så, at han kiggede køligt op på mig.

’’Hvis du kendte mig, så ville du vide.. At jeg er dit værste mareridt’’ Svarede Justin køligt imens vi havde øjenkontakt.

’’Det tror jeg ikke, at du er..’’ Hviskede jeg stille og kiggede ham roligt i øjnene, og fik Justin til at sukke opgivende og træde udenom mig.

’’Melina, du forstår det ikke..’’ Svarede Justin lettere frustreret men stille imens jeg fulgte ham roligt rundt med blikket og langsomt vendte mig om imod ham.

’’Hvad er det jeg ikke forstår?’’ Spurgte jeg ham stille og blidt og snøftede svagt.

’’Det kan jeg af gode grunde ikke fortælle dig, men hvad jeg kan fortælle dig er, at du er nød til at holde dig væk fra mig, for.. Vi kan ikke ses og det går ikke at vi taler sammen’’ Svarede Justin ret anspændt med ryggen til mig.

’’Hvorfor ikke?’’ Spurgte jeg og rynkede panden lidt imens jeg mærkede et lille stik i hjertet på mig selv.

’’Fordi jeg er for farlig for dig!.. Fordi jeg ville kunne gøre mere skade end gavn i dit liv!’’ Svarede Justin ret frustreret imens han vendte sig om imod mig og kiggede hårdt på mig, så jeg gispede svagt.

’’Jeg er ked af, hvis jeg har fået dig til at tro alt muligt, men.. Melina, vi kan hverken blive venner eller ses.. Eller snakke sammen.. Du skal bare holde dig fra mig fra nu af!.. Og så hold dig for guds skyld fra Jay og lad vær med at tirre ham... Ellers ender det først helt galt med dig..’’ Fortsatte Justin bestemt, men lavt og vendte dig derefter om og forlod mig helt alene herinde i det som mest af alt lignede et depot..

-Av!.. Den ramte sku ret hårdt den der.. Eller rettere.. Det han sagde ramte mig hårdt.. Og så det, at jeg rent faktisk havde gået og troet, at han måske var lidt interesseret i mig.. Men det var han ikke en skid!. 

_________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...