Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249145Visninger
AA

35. Ægte Kærlighed?..

 

Location: Familien Lewis’ Hus, Stratford, Canada. Dato: Lørdag d. 20. Februar 2016, Kl. 01.23.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Mmmh.. Nej!.. Urrrgh!..’’ Lød det svagt fra Melina som talte virkelig meget i søvne og tydeligvis lå midt i en ikke så rar drøm.

Jeg gik langsomt hen til hendes store seng og satte mig forsigtigt ned på kanten af den og lagde blidt min hånd på hendes øverste nøgne skulder, da hun lå på siden helt sammenkrøbet og med tydelige træk i ansigtet som nemt beskrev hendes drøm som et ægte mareridt.

’’Nej!.. Stop det, stop det!..’’ Hvinede Melina anspændt og rykkede lidt på sig, hvorefter hun gispende slog øjnene op og rystede i kroppen og trak tungt efter vejret.

Efter et par sekunder vendte hun blikket op på mig imens hun stadig trak vejret hårdt og hurtigt, hvilket passede godt til lyden af hendes bankende hjerte, som jeg virkelig havde savnet at høre.

Hele dagen havde jeg ventet på at kunne sidde her så tæt på hende. Hele dagen havde jeg ville i kontakt med hende, men da hun ikke havde været alene, var det lidt af en umulig opgave for mig.

Jeg var først taget over på skolen i håb om at finde hende der, men da det gik op for mig, at hun ikke kom, så valgte jeg at tage hjem igen.. Hjem til min familie som jeg fik snakket tingene igennem med.

Jeg havde fortalt dem alt.. Også at det var mig der havde dræbt Jay, men det havde de allerede regnet ud på forhånd. Jeg havde også fortalt dem alt hvad der var sket imellem Melina og jeg, men igen så var det slet ikke en nyhed for dem.. For Melina havde dagen før været hjemme hos min familie og fortælle alt og samtidig også få vores side af historien af vide, hvilket min familie fortalte mig, da jeg kom hjem i morges..

Det forklarede også mere den besked Melina lagde på min telefonsvarer torsdag aften. Den besked som fik mig til at vende tilbage istedet for at løbe ude i det fri bare for at komme lidt væk og samtidig finde en anden måde at få min vrede ud på.

Havde det ikke været for den besked fra Melina, så var jeg nok ikke vendt hjem igen.. Og slet ikke så hurtigt. I al min frustration havde jeg tænkt meget. Tænkt over, at jeg ikke ville kunne være her, hvis jeg ikke kunne være i kontakt med Melina. For det var jo derfor, at jeg skred.. Fordi Melina ikke måtte/kunne være i kontakt med mig..

Efter at havde talt med min familie, besluttede jeg mig så for at tage hjem til Melina, men det gik hurtigt op for mig, at hun ikke var alene hjemme.. Og det fik mig til at smutte igen.. Også selvom jeg kunne høre hvordan hun råbte og skreg efter mig, da hun fik øje på mig igennem hendes stuevindue.

Jeg havde selvfølgelig mest lyst til at blive og vise hende, at jeg var her, men eftersom, at hendes bror var hjemme, så var det nok bedst at lades som om, at jeg slet ikke havde været der.. Jeg havde på fornemmelsen, at det gav problemer for Melina, hvis hendes familie så hende sammen med mig, og det sidste jeg ønskede var at skabe problemer for hende.. Okay, det var nok lidt for sent nu, men.. Flere problemer gjorde det i hvert fald ikke bedre for hende..

Men nu var jeg her, og hun var her alene, så forhåbentlig kunne jeg få talt ud med hende og høre hvad hun gik og tænkte på, at der skulle ske nu.. Forhåbentlig ikke noget der ville adskille os!.

’’Justin?..’’ Sagde Melina imens hun pustede ud, og lød i mine ører som en der havde svært ved at tro på, at jeg faktisk var her nu.

’’Hey’’ Svarede jeg roligt og meget stille uden at tage blikket fra hende, som jeg tydeligt kunne se, trods hendes mørkelagte værelse. Vinduerne var dog til hjælp med at lyse det lidt op, så det var nemt at se sig omkring herinde.

’’Du er her?’’ Hviskede hun lettere mundlamt og satte sin ene arm i spænd i madrassen, så hun blev løftet lidt fra madrassen.

’’Ja.. Jeg er her nu’’ Svarede jeg hende stille og nikkede svagt, og nåede ikke at gøre meget mere før Melina havde sat sig helt op i sengen og svunget armene om nakken på mig, hvor hun gav mig et kæmpe knus imens hun satte sig på knæ i sengen.

Jeg svang hurtigt armene om hende og lukkede øjnene imens jeg gemte min mund i hendes skulder og nød hendes dejlige varme og duft fuldt ud.

’’Du må aldrig forsvinde igen, Justin!.. Aldrig nogensinde!’’ Hviskede Melina i mit øre og lød for mig som en der begyndte at græde lidt, hvilket fik mig til at trække mig ud af krammet, så jeg kunne kigge hende i øjnene, hvor jeg hurtigt fik øje på tårerne som løb ned af hendes kinder.

’’Jeg blev så vred over, at du ikke stolede på mig..’’ Startede jeg stille imens jeg tog min hånd op til hendes kind og tørrede et par tårer væk fra hendes kind med min tommelfinger.

’’.. Og så tænkte jeg.. At det nok var bedst, at jeg skred, så jeg ikke fik dig ud i flere problemer med din familie, hvis de så dig sammen med mig.. For hvis jeg blev ville jeg ikke kunne lade dig være og jeg ville på ingen måder kunne ignorere dig som om jeg slet ikke kendte dig..’’ Forklarede jeg roligt og nød hendes varme arme som hvilede på mine skuldre, så hendes hænder kunne nusse mig i nakken.

’’Det virkede som om, at det var let for dig at skride, da vi stod sammen omme bag skolen?’’ Svarede Melina stille og lidt spørgende imens hun kiggede lidt ned imellem os.

’’At efterlade dig her alene, er det sværeste jeg har gjort i hele mit liv.. Men for mig virkede du så overbevist om, at din familie havde ret og derfor var du nød til at holde dig fra mig.. Og der følte jeg, at jeg gjorde det lettere for dig, og mig, hvis jeg bare skred..’’ Svarede jeg hende stille og kiggede hende direkte i øjnene.

’’Min familie lyver for mig.. Jeg har talt med din familie, og..’’

’’Det ved jeg.. Jeg ved, at du har fået hele historien af min familie.. Jeg snakkede med dem tidligere.. Før jeg tog herover, men løb igen, da du så mig’’ Svarede jeg hende og bemærkede, at hun straks blev meget interesseret i den sidste sætning jeg sagde.

’’Så du var der?.. Jeg troede jeg så syner’’ Sagde Melina og fik mig til at nikke.

’’Hvorfor løb du så fra mig?’’ Spurgte hun en smule såret og kiggede småtrist på mig.

’’Fordi jeg fandt ud af, at du ikke var alene.. Det var ikke meningen, at du skulle se mig, men du var for hurtig.. Jeg ville havde snakket med dig, men så hørte jeg din bror og så havde jeg ikke noget valg.. Hvis jeg var blevet kunne det have givet dig endnu flere problemer med din familie.. Men tro mig.. Det var hårdt at løbe fra dig og samtidig høre dig råbe efter mig.. Jeg havde mest lyst til at vende om og løbe hen til dig, men når din bror var der, så kunne jeg ikke.. Forstår du det?’’ Spurgte jeg hende stille og kiggede spørgende på hende.

’’Jaer’’ Svarede hun svagt imens hun nikkede kort.

’’Godt’’ Svarede jeg hende hviskende og strøg noget af hendes hår om bag hendes øre uden at slippe øjenkontakten med hende. Det gjorde jeg dog, da hun lænede sig imod mig og placerede sine varme og dejlig bløde læber på mine imens hun viklede armene godt og stramt om min hals.

At mærke hendes kys igen, fik det til at krible ud i alle ender af min krop. Egentlig var det ikke så længe siden, at jeg sidst så hende, men ærligt.. Så føltes det som årtier siden, at jeg sidst havde set hende.. Det lød skørt, og det var det helt sikkert også!. Jeg havde aldrig forstået at nogen kunne føle det sådan. Faktisk havde jeg altid synes, at det var latterligt, men nu hvor jeg havde prøvet det, så kunne jeg mærke, at den var god nok.. Så kort tids adskillelse kunne sagtens føles som år!.

Melina trak sig blidt fra mine læber og stødte derefter sin pande til min.

’’Du forsvinder ikke igen, vel?’’ Spurgte hun mig stille og kiggede mig i øjnene.

’’Aldrig nogensinde, baby!. Aldrig nogensinde..’’ Svarede jeg hende og nussede hende op og ned af ryggen og nød at røre ved hver eneste lille millimeter af hendes krop..

’’Jeg elsker dig!..’’ Sagde jeg stille og kiggede hende i øjnene, og havde egentlig forventet et gengældende svar.. Det var dog ikke lige det jeg fik.

’’Gør du virkelig?’’ Spurgte hun mig stille og fugtede kort sine læber imens jeg kunne høre, at hendes hjerte begyndte at banke hurtigt igen.

’’Ja.. For evigt og altid’’ Svarede jeg hende kærligt og undlod at være skuffet over hendes svar.. Måske lå der noget mere bag det svar hun gav mig..

’’Justin, der er noget jeg gerne vil have, at vi skal prøve’’ Sagde Melina efter en kort stilhed..

’’Jeg ved næsten allerede hvad du vil sige..’’ Sukkede jeg, da jeg bare kunne høre, hvor det her bar hen.

’’Det er ikke hvad du tror’’ Svarede hun stille og slap mig og steg ud af sengen imens jeg fulgte hende med øjnene.

’’Hvad er det så?’’ Spurgte jeg hende, men fik intet svar.

Melina gik hen til sit bord, hvor hun åbnede en skuffe og trak en lille sort æske ud. Hun vendte sig imod mig og gik tilbage til sengen og satte sig ved siden af mig med det ene ben oppe i sengen og det andet udover kanten.

’’Jeg fik dem her af min mor engang..’’ Startede hun imens hun åbnede æsken og lagde låget på sengen, så jeg nede i æsken kunne se 2 halskæder med et halvt hjerte i hver kæde. Hun trak den første op af æsken og rakte den imod mig, som tog en smule undrende imod den og kiggede ned på den imens jeg ud af øjenkrogen kunne se, at hun tog den anden halskæde og lagde æsken fra sig.

’’Tag den på’’ Sagde hun stille imens hun selv tog sin halskæde på og jeg sad og kiggede undrende på hende.

’’Hvad er det her?’’ Spurgte jeg hende lettere undrende, da jeg ikke helt kunne se hvorfor jeg skulle tage den halskæde på.

’’Hvis du virkelig elsker mig, så tager du den på’’ Sagde hun stille og kiggede mig direkte i øjnene, hvor jeg ikke tøvede med at fokusere på hendes pupiller..

’’Jeg er nød til at vide det.. Jeg er nød til at se om han virkelig elsker mig..’’

Hendes tanker gjorde det hurtigt klart for mig, og jeg tøvede derefter ikke med at tage kæden på og derefter kigge på hende igen.

’’Hvad så?’’ Spurgte jeg hende roligt og bemærkede, at hun tog fat i sin egen kæde og rakte det halve hjerte imod mig.

’’Sæt dit hjerte sammen med det her..’’ Sagde hun stille og bed sig lidt i læben.

Jeg kiggede ned på min kæde og tog så fat i toppen af hjerte og rakte det så imod hendes halve hjerte, så vores hjerter til sidst kom så tæt på hinanden, at magneterne indeni klikkede hjerterne sammen, så det blev til et stort og helt hjerte..

Jeg spilede øjnene lidt op, da hjertet begyndte at lyse op i et guldigt skær. Jeg kiggede straks op på Melina, som sad og stirrede på hjertet med et svagt og kærligt smil imens en forsigtig tårer gled ned af hendes kind.

’’Oh god..’’ Hviskede Melina og trak sig hjerte til sig, så lyset i hjertet straks slukkede og så vores halskæder igen blev delt.

’’Hvad betyder det her, Melina?’’ Spurgte jeg hende stille og fik hurtigt øjenkontakt med hende.

’’De her halskæder er magiske, Justin.. Og de virker kun imellem 2 personer som virkelig elsker hinanden.. Det lyser kun, hvis man sætter hjerterne sammen og de to personer som bærer dem, virkelig elsker hinanden.. Hvis det lyser, så er det et symbol på ægte kærlighed imellem de to person, som er skabt til at være sammen resten af livet..’’ Forklarede Melina kort og fik mig til at smile skævt imens en underlig varme spredte sig i min krop.

’’Min mor forklarede mig om det.. Så snart hjertet har vist sit lys, vil man altid være koblet sammen, og intet vil kunne skille os ad.. Den virker kun på mig.. Og så den person som er min sande kærlighed.. Når lyset har vist sig imellem 2 personer, skal man aldrig være i tvivl om den andens kærlighed og troskab.. Og det er ikke bare i et stykke tid.. Det er for evigt.. Der findes kun 1 som er den helt rigtige for en selv.. Og lige nu har jeg vidst fundet ham’’ Fortalte Melina imens jeg lyttede godt efter og derefter smilede kærligt til hende.

’’Bare det du siger ’’for evigt’’ får mig til at tro på det’’ Svarede jeg hende og fik Melina til at smile meget kærligt med lidt lyd på imens hun fældede en lille tårer og samtidig rejste sig op og overfaldt mig i et dejligt intenst kys, som jeg straks tog imod ved at ligge armene om ryggen på hende og læne mig tilbage ned i sengen, så hun sad ovenpå mig.. Eller.. Lå ovenpå mig..

Melina trak sig blidt fra mine læber, men rejste sig ikke. Hun sendte mig et kærligt smil imens vi havde tæt øjenkontakt, og jeg tøvede ikke et eneste sekund med at gengælde hendes smil.

’’Nu håber jeg bare ikke, at det er for evigt kærlighed til mit blod’’ Smilede Melina kærligt og fik mig til at smile med en pustende lyd på.

’’Amen, det er det.. 100%’’ Jokede jeg og fik Melina til at fnise svagt og give mig et lille ekstra kys.

’’Ej.. Bare din person er nok til at kunne elske dig for evigt’’ Svarede jeg roligt og kærligt uden at tage blikket fra hende.

’’Mener du det?’’ Spurgte hun mig kærligt og fik mig til at nikke med et kærligt smil.

’’Så forvandl mig..’’ Hviskede hun kærligt tæt ved mine læber, som hun kort efter kyssede på igen.

’’Aldrig..’’ Svarede jeg hende roligt, da hun igen trak sig fra mine læber.

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg lige i det sekund hun spurgte, så det som en joke fra hendes side af, men efter mit svar gik det hurtigt op for mig, at hun faktisk mente det.. Det virkede ikke som om, at hun var tilfreds med det svar og kiggede pludselig ret skuffet på mig.

’’Hvorfor ikke, Justin?’’ Spurgte hun lettere seriøst, men alligevel med en stille tone.

’’Jeg troede, at vi havde haft denne her samtale?’’ Svarede jeg hende, så hun tog en dyb indånding og satte sig op og sprang af mig, så hun endte med at sidde med ryggen til mig på sengekanten.

Jeg satte mig roligt op, så jeg kom op og sad ved siden af hende og forsøgte hurtigt at kigge på hendes ansigt, men desværre drejede hun hovedet lidt til siden, så hendes hår dækkede det.

’’Melina..’’ Sukkede jeg stille og lagde min hånd på ryggen af hende.

’’Vil du ikke have mig?’’ Spurgte hun virkelig trist og med fugtige og blanke øjne.

Jeg sukkede opgivende og rystede lidt på hovedet og skulle til at sige noget, men hun kom desværre igang hurtigere end mig.

’’Du vil ikke være sammen med mig for evigt?’’ Spurgte hun mig og kiggede mig direkte i øjnene så jeg kunne se, at vandet sumpede rundt nede i bunden af dem.

’’Det kan vi stad..’’

’’Uden at jeg bliver gammel, grå og rynket?’’ Afbrød hun mig hurtigt og fik mig igen til at sukke opgivende.

Selvfølgelig havde hun ret i, at hun ville blive meget ældre at se på end mig.. Jeg ville nok først komme til at se så gammel ud om et par 1000 år, imens hun ville ældes som et helt almindeligt menneske. Men som jeg havde forsikret hende om, så ville jeg elske hende selv når det skete..

Jeg kunne bare ikke se hende som vampyr.. Hun var perfekt som hun var.. Og det mest fantastiske ved hende var at se hende sove, høre hendes puls, høre hendes hjertebanken som kunne ændre sig hele tiden.. Og det bedste ved alt det jeg ikke havde.. Det var hendes varme!. Jeg elskede Melina for den hun var!. Hun skulle ikke ændres overhovedet, men hvorfor forstod hun ikke det?. Kunne hun ikke se, at det var en kærlighedserklæring fra min side af?. At sige, at jeg tog hende som hun var istedet for at ændre på hende?.

’’Det vil jeg ikke, Justin..’’ Sagde Melina bestemt og rejste sig fra sengen, hvilket straks fik mig til at følge hende med øjnene og se, at hun gik hen til sit skab, som hun åbnede og begyndte at finde tøj i..

’’Hvad skal du?’’ Spurgte jeg hende og rynkede undrende panden.

’’Vi skal hjem til dig.. Jeg skal tale med din familie..’’ Sagde hun beslutsomt og fik mig endnu engang til at sukke.. Hvorfor gjorde hun det her?. 

________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...