Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249118Visninger
AA

25. Giv Det En Chance..

 

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 15. Februar 2016, Kl. 19.32.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Hvad tænker du på, Justin?’’

’’Hun er ikke en af os..’’

’’Det går ikke, Justin’’

’’Det er så uansvarligt overfor os allesammen..’’

’’Du kan ikke være sammen med et menneske’’

’’Det er en alt for stor hemmelighed!’’

’’Det her kan blive vores allesammens død, hvis nogen finder ud af, at du er kærester med et menneske!’’

De andres prædikener kørte om og om inde i mit hoved og ville ingen ende tage. De eneste der faktisk havde blandet sig udenom det her var Rosalie og Jazmyn.. Og så mine forældre, da de ikke var hjemme, men ude og jage, da vi snakkede.. Men hverken Jason, Matt, Jessica eller Jaxon holdte deres meninger tilbage, og havde forsikret mig om, at de ville fortælle min mor og far det, når de kom hjem..

De sad sikkert allerede nu og fortalte løs om hvad der forgik til mine forældre som var kommet hjem fra jagten for ca. 20 minutter siden.. Jeg havde valgt at gå op på mit værelse og tænke lidt.. Tænke på om det overhovedet var smart at lade min familie finde ud af det så hurtigt.. Men hvordan fanden skulle de ellers finde ud af det?.. De ville jo reagere sådan uanset hvad, så jeg kunne ligeså godt få det overstået og lade dem vide det.. Men én ting var jeg sikker på.. De fik mig aldrig nogensinde til at undgå Melina!. Aldrig nogensinde!.

 

*Bank, Bank, Bank*

 

Jeg vendte roligt blikket over imod min værelsesdør og så i det samme at døren blev åbnet helt forsigtigt, hvorefter min mor stak hovedet ind.

’’Hey, skat’’ Sagde hun roligt og åbnede døren lidt mere op.

’’Hey’’ Sukkede jeg lettere opgivende og vendte blikket tilbage ud af mine store vinduer som jeg sad og kiggede ud af, hvor jeg havde udsigt til byens største sø.

’’Må jeg komme ind?’’ Spurgte min mor ovre fra døren, hvilket jeg svarede hende på ved at nikke svagt uden at fjerne blikket fra søen, som månen og dens lys spejlede sig smukt i.

Jeg hørte min mor lukke døren herind til, hvorefter hun stille og roligt gik over og satte sig ned ved siden af mig i den sofa jeg havde stående på mit værelse.

’’De andre sidder stadig og diskutere nede i stuen..’’ Sagde min mor kort og fik mig igen til at nikke køligt.. Ja, jeg havde sku ikke meget at sige. Lige her var jeg virkelig stædig, og faktisk så fattede jeg ikke hvordan nogen af de andre overhovedet har kunne stå imod deres følelser og holde sig væk fra de mennesker som de nu havde været forelsket i!.

’’Det virker ikke som om at nogen andre end Rosalie og Jazmyn forstår dig..’’ Sagde min mor roligt.

’’Jeg er ligeglad med hvem der forstår mig, mor!’’ Småvrissede jeg lavt uden at kigge på hende.

’’Det forstår jeg godt, skat.. Kærlighed er noget af det største her i verden, og når først man har mærket den, så er den så svær at give slip på igen’’ Sagde min mor og bevarede roen fuldstændig.

’’Men det er jo det i vil have mig til jo!’’ Småvrissede jeg som svar.

’’Jeg vil ikke..’’ Indskød min mor efter en kort stilhed og fik mig til at vende blikket imod hende.

’’Jeg har aldrig brudt mig om den regel som Lamia-klanen har lavet.. Jeg ønsker ikke at se mine børn eller nevøer og niecer gå og være knust og helt ødelagte fordi de ikke kan få lov til at mærke den samme forelskelse som almindelige mennesker.. I vores familie har vi forsøgt at leve som almindelige mennesker og leve i fred med menneskerne, så jeg forstår ikke hvorfor reglen om at forelske sig i et menneske ikke kan godtages i vores familie, hvor vi stoler på hinanden og holder lav profil.. Hvis ingen af os siger noget til nogen, så er der jo heller ikke så stor en chance for at Lamia-klanen ved, at vi bryder nogen regler’’ Forklarede min mor helt roligt og sendte mig et lille smil imens hun kiggede mig i øjnene.

’’Hvad er det du prøver at sige?’’ Spurgte jeg hende lettere forvirret.. Okay, jeg vidste godt, at min mor havde et eller andet med kærlighed, men lige nu forvirrede hun mig lidt eftersom, at jeg også vidste, at hun mente, at det var vigtigt at overholde reglerne for vores slags. Det havde hun i hvert fald lært os andre.

’’Jeg prøver at sige, at det er på tide, at vi skifter kurs. Alle de gange, hvor nogen af jer er kommet hjem og har været helt knuste fordi de har fået følelser for et menneske som de har måtte droppe kontakten til fuldstændig for at komme videre, der har det såret mig hver eneste gang.. Bare se på Jessica. Hun føler stadig en masse sorg fra dengang hun måtte give slip, og det skjuler hun ved at være så opsat på, at vi skal overholde reglerne og sådan..’’ Forklarede min mor og fugtede kort sine læber.

’’Din far og jeg har snakket meget om det her og han er til dels enig med mig.. Han frygter bare lidt, at det går galt, så vi mister nogen af os, hvis det bliver opdaget.. Men når jeg så siger, at i mister jer selv, hvis i ikke mærker den kærlighed som normale mennesker får fra et andet menneske som ikke er familie, så er han meget enig med mig..’’ Fortsatte hun kort og holdte igen en lille pause.

’’Jeg vil ikke se dig miste noget så stort som kærlighed.. Det var nok dengang Matt, Jason, Jessica og Rosalie måtte give afkald på deres kærlighed til et andet menneske.. Nogen af dem tacklede det bedre end andre, men det var tydeligt at se hvor knuste de blev.. Det så du jo selv dengang’’ Sagde min mor og fik mig til at nikke svagt til hende.

’’Elsker du hende?’’ Spurgte min mor og kiggede kærligt og spørgende på mig. Jeg sank en lille klump i halsen og mærkede en susende og snurrende fornemmelse i kroppen og valgte så at nikke svagt.

’’Hun er det smukkeste der er sket for mig..’’ Indskød jeg kort og fik min mors smil til at brede sig lidt.

’’Ved hun hvad du er?’’ Spurgte hun mig videre.

’’Ja.. Jeg ved godt, at vi ikke må afsløre det for nogen, men.. Jeg ved, at jeg kan stole på Melina. Hun ville aldrig stikke os i ryggen’’ Svarede jeg hende og lød virkelig sikker i min sag.. Ja, når nu jeg også havde noget på Melina, så vidste jeg, at hun var til at stole på, for hvis hun sladrede om mig og min familie, så var hun nok ikke så dum, at hun ikke havde regnet ud, at hendes hemmelighed ikke også ville komme frem i lyset..

’’Går du ikke med ned og snakker med de andre?.. Din far spørg efter dig og jeg er sikker på, at han kun sidder og venter på, at du kommer ned og forsikre os allesammen om, at vi er nød til at give det her en chance og at du har fuldstændig styr på det og ved, at der ikke slipper noget ud, som ikke må komme ud’’ Sagde min mor og kiggede spørgende på mig.

Det var helt klart denne her chance jeg skulle tage. Min mor bakkede mig op, og min far var heller ikke afvisende.. Og eftersom, at de jo var familiens overhoveder, så så jeg klart en mulighed for, at det her godt kunne ordne sig for mig, så jeg hverken behøvede at give afkald på Melina eller lyve for min familie!.

~

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 15. Februar 2016, Kl. 19.54.

 

’’Justin, er du helt sikker på det her?’’ Spurgte min far og kiggede tænksomt på mig imens han sad i sin lænestol med den ene ankel hvilende oppe på hans ene knæ, og hans albue på stolens armlæn imens han havde hånden siddende tænkende oppe på siden af hovedet.

’’Hvad skulle der kunne gå galt, Jeremy?.. Hvis vi allesammen bare holder sammen og stoler på hinanden, og stoler på når Justin siger, at man sagtens kan stole på hende, så vil ingen finde ud af det her og alle vil være glade’’ Indskød min mor kort ved siden af mig og fik min far til at nikke kort.

’’Det ved jeg godt, elskling’’ Sagde min far kort til hende og vendte blikket tilbage på mig.

’’Men er du sikker på, at det er der her du vil, Justin?.. Husk på. Hvis vi gør det her, så skal vi altid have kontakt til hende for at sikre, at hun ikke siger noget videre.. Hun vil være i vores allesammens liv for altid.. Som var hun familie’’ Sagde min far og kiggede spørgende på mig.

’’Det ville jeg kun være lykkelig for, hvis hun var’’ Valgte jeg at sige som svar, hvilket fik min far til at nikke.

’’Godt.. Så giver vi det en chance’’ Sagde min far og fik mig til at smile lidt.

’’Det mener du ikke, onkel!. Det kunne slå os allesammen ihjel!’’ Lød det lettere hidsigt fra Jessica, som straks fik vores alles opmærksomhed.

’’Ikke hvis vi alle holder sammen.. Som en familie, Jessica’’ Svarede min far hende helt roligt.

’’Jeg er i hvert fald glad på dine vegne, Justin.. Jeg skal nok tage imod hende som var hun min nye søster’’ Lød det fra Rosalie som kom smilende over til mig og gav mig et kram, som jeg roligt tog imod imens jeg smilede svagt.

’’Tak’’ Sagde jeg kort imens vi igen trak os fra hinanden og sendte hinanden et sidste smil. Ja, Rosalie var altid så kærlig og venlig og tog alting meget roligt.. Hun var sku en klog pige og ligesom med min mor, så havde hun en svaghed for kærlighed.. Og så havde hun medfølelse for andre.. Både mennesker og vampyrer.. Måske var det fordi, at hun selv havde prøvet at måtte give slip på sit livs kærlighed engang, men istedet for at gøre som Jessica og vende det indad, havde Rosalie valgt at bruge det i kampen om at andre vampyrer kunne få lov at slippe for den sorg som hun også havde følt og beholde deres livs kærlighed.. Og det måtte man sku sige at Melina var for mig!. Der var ingen tvivl!. Hun var min drømmepige og hende som jeg ville leve sammen med i al evighed!. Lige indtil den dag hendes dejlige hjerte holdte op med at slå!.

’’Jeg bakker dig også op’’ Lød det fra Jazmyn som smilede sødt til mig ovre fra sofaen. Jeg gengældte hendes smil og nikkede svagt, men taknemmeligt, men kunne sagtens have regnet ud, at hun ville støtte op om mig.. Specielt når Rosalie gjorde det. Jazmyn så virkelig meget op til Rosalie og mente tit det samme som hende.. Hvorfor skulle det så være anderledes i denne her sag?.

’’Altså, jeg har lige et spørgsmål.. Hvis vi giver det en chance og det så ikke går.. Hvad så?’’ Spurgte Jason og kiggede spørgende over på min far.

’’Er vi enige om, at alle i dette lokale stoler på Justin?’’ Spurgte min far og kiggede rundt på dem allesammen som svagt nikkede hver for sig.

’’Godt.. Så er der ikke noget ’hvad nu hvis’ eller ’hvad så?’. Vi holder sammen i denne her familie og vi har kæmpet for at leve så normalt så muligt.. Kærlighed er det mest normale for mennesker. Ja, faktisk for alle væsner, og vi er nød til at bryde den onde cirkel og vise, at det rent faktisk godt kan gå... Men foreløbigt bliver det her imellem os, og så tager den alt det her på et andet tidspunkt.. Er alle indforstået med det?’’ Spurgte min far videre og kiggede igen rundt på os allesammen som hver især nikkede forstående.

’’Okay.. Så lad os gøre det’’ Sagde Matt og nikkede roligt imod min far og vendte derefter blikket imod mig.

’’Vi stoler på dig, Justin’’ Fortsatte han kort og fik mig til at nikke svagt.

~

Location: Familien Lewis’ Hus, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 15. Februar 2016, Kl. 20.33.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

’’Vi ses bare senere.. Altså, hvis ikke du kommer for sent hjem’’ Smilede jeg sødt til Tippy og kyssede ham kort på hovedet.

’’Det ved jeg ikke om jeg gør.. Mine nye venner vil have mig med ned til søen i nat’’ Svarede Tippy og fik mig til at fnise svagt.

’’Se, det der var aldrig noget jeg havde troet jeg ville høre fra en fugl.. Du lyder efterhånden alt for meget som et menneske’’ Smågrinede jeg til ham og så, at han smilede svagt.

’’Om jeg så ikke kunne tale, så ville jeg helt sikkert stadig have venner.. Vi dyr har også et liv som mennesker ikke tror vi har. Vi skal bare have lov til at komme lidt ud’’ Svarede Tippy og fik mig til at smile sødt med lidt lyd på.

’’Ja okay.. Du skal nok få din frihed’’ Smilede jeg sødt og rejste mig fra vindueskarmen, hvor jeg havde siddet og snakket med Tippy i 5 minutters tid inden han skulle ud på sin sædvandlige aftentur.

Jeg tog fat i mit vinduet og trak det så op, så halvdelen af vinduet blev åbnet, så Tippy kunne flyve ud. Eller.. Faktisk skulle han lade sig falde ud af mit vindue, eftersom, at hans brede vingefang var alt for stort til mit vindue. Hvis han bredte vingerne for tidligt herinde, ville han ramme kanterne af vinduet og derved ikke rigtig ville kunne flyve ordentligt ud.

Tippy stillede sig på kanten af vinduet og lod sig falde ud af vinduet, hvorefter han hurtigt bredte sine store smykke vinger ud og steg højere og højere for hvert et vingetag han tog.

Jeg fulgte ham op med blikket og så hvordan han smukt fløj op over trækronerne i skoven nede for enden af min baghave, og derefter kom ind foran månen fra min synsvinkel, så han blev en sort, men virkelig smuk silhuet, som blev mindre og mindre jo længere udad han kom..

Jeg smilede kærligt efter ham imens jeg tog en dyb indånding og lod mit blik falde ned imod jorden igen, indtil jeg nåede bunden af skoven, hvor jeg gispede kort, da jeg så Justin stå nede ved skoven op af et træ.

Jeg smilede svagt og bed mig lidt i læben.

’’Kom’’ Sagde jeg helt stille og trådte væk fra vinduet, hvorefter der ikke gik mere end 2 sekunder før Justin kom ind af mit vindue og stod foran mig.

’’Hvor længe har du stået dernede?’’ Spurgte jeg ham roligt og med et afslappet smil imens jeg kort gav ham elevatorblikket, hvor jeg tjekkede ham og hans tøj ud.

Et par hvide sko, et par beige baggybukser og en sort hoodie med rødt skrift hvor der stod ’’Brooklyn Projekts’’ og hvor hætten var trukket op over hans hoved og hans sorte cap.

 

 

’’Jeg var lige kommet, da Tippy fløj’’ Svarede Justin roligt, så jeg nikkede svagt imens jeg blidt lagde mine arme om hans nakke og holdte vores øjenkontakt et kort øjeblik før Justin lænede sig ned imod mig, hvilket fik mig til at lukke øjnene og kort efter smage på hans kolde, men dejlig bløde læber.

Vi trak kort efter vores læber fra hinanden igen og jeg åbnede roligt øjnene og sendte ham et kærligt smil.

’’Hva så?’’ Spurgte jeg ham roligt og kærligt imens jeg nussede ham blidt i nakken.

’’Jeg vil gerne invitere dig hjem til mig imorgen’’ Sagde Justin roligt og nussede mine hofter som han hvilede sine hænder på.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg lettere og kort grinende imens jeg rynkede panden lidt.. Det måtte da være en joke?.. Eller hvad?.. Okay, jo mere jeg kiggede på hans ansigt, jo mere blev jeg klar over, at han mente det eftersom, at han ikke trak en eneste mine i ansigtet.

’’Altså.. Du vil have mig hjem til dig.. Hvor din familie er?’’ Spurgte jeg ham roligt imens jeg blidt slap ham om nakken og tog et skridt tilbage, så han også slap mig.

’’Ja. Jeg har snakket med dem idag og først var de meget sådan, at det var en meget stor hemmelighed, at det var alt for stort til at kunne holdes hemmeligt og at det aldrig ville gå, men så kom mine forældre hjem og min far og mor besluttede sig for, at give os chancen for at vise, at vampyrer godt kan være sammen med et menneske, som jeg også forsikrede dem om, at de sagtens kunne stole på..’’ Forklarede Justin imens jeg sank en klump i halsen og blev mere og mere paf i ansigtet.

’’Sagde du at..’’

’’Nej, jeg sagde ikke noget om, at du er magiker. Jeg har jo lovet dig ikke at sige det til nogen’’ Afbrød Justin mig roligt og kiggede afslappet på mig imens jeg nikkede kort før jeg tog hænderne op foran ansigtet og tog en dyb indånding imens jeg vendte mig om og gik hen til min seng, hvor jeg satte mig ned på sengekanten og pustede tungt ud.

’’Ved din familie, at du vil tage mig med hjem til jer imorgen?’’ Spurgte jeg og kiggede spørgende op på Justin som gik roligt imod mig og stoppede op foran mig og nikkede.

’’Det var faktisk min mor der forslog det.. Hun vil rigtig gerne møde pigen som har fået hendes søn til at smile igen’’ Svarede Justin imens han satte sig ned på hug foran mig og tog mine hænder, som i forhold til hans, var brandvarme.

Jeg fniste kort og vendte blikket ned på vores hænder imens jeg igen tog en dyb indånding for at få mit hjerte til at holde op med at banke så nervøst som det gjorde.

’’Du synes slet ikke, at det er lidt tidligt at præsentere mig for din familie?’’ Spurgte jeg stille og kiggede ham igen i øjnene og så, at han rystede svagt på hovedet.

’’At præsentere min elskede til min familie som har accepteret min kærlighed til hende, selvom hun er et menneske, kan nærmest ikke gå hurtigt nok’’ Svarede Justin med et kærlig tone, så jeg fik kuldegysninger op og ned af hele ryggen, og samtidig fik et smil på læben over det han sagde.

’’Din elskede?’’ Spurgte jeg kærligt og kiggede meget forelsket ind i hans brune øjne imens jeg godt kunne fornemme, at et skævt og kærligt smil bredte sig på hans læber.

’’Mm.. Du er min elskede.. Lige til den dag du tager din sidste vejrtrækning og lukker dine smukke øjne for altid’’ Sagde Justin stille og kærligt imens han tog sin ene pegefinger op til mit ansigt og blidt og forsigtigt kørte en tot af mit hår om bag mit øre.

’’Til den tid vil jeg være gammel og grå, og du vil være.. Langt fra så gammel at se på’’ Sagde jeg og fik et underligt jag i maven bare ved tanken om det.. Det brød jeg mig faktisk slet ikke om at sige eller på nogen måder tænke over. Faktisk havde jeg slet ikke tænkt på det før nu..

’’Og jeg vil være dobbelt så ligeglad, fordi min kærlighed til dig kun vil blive større og større for hvert sekund jeg er sammen med dig..’’ Svarede Justin og nussede mig blidt på kinden og fik mig til at smile svagt. Dog var det slet ikke helhjertet. Faktisk var det bare sådan et: Sødt sagt, men det virker ikke – smil..

’’Det er lidt en ubehagelig tanke, for at være ærlig’’ Sagde jeg kort og holdte mit blik nede på mine hænder og hans ene hånd.

’’Hvilket?’’ Spurgte Justin roligt og lettere undrende, så jeg kiggede op på ham igen.

’’Det, at vi begge kan se frem til et meget, meget, meget langt liv, men at jeg vil ældes hurtigere end dig og blive hurtigere gammel at se på, imens du.. Du bliver ved med at se ung ud i jeg ved ikke hvor lang tid’’ Sagde jeg med en knude i maven, men fik dog Justin til at smile lidt.

’’Det sker jo først om mange 100 år.. Men som jeg siger. Uanset hvad, så vil jeg aldrig holde op med at elske dig.. Og jeg vil altid se dig som verdens smukkeste væsen’’ Sagde Justin meget kærligt og gjorde mig virkelig varm om hjertet, trods det at knuden i min mave blev ved med at være der.

’’Elsker du mig?’’ Spurgte jeg ham hviskende og havde lidt svært ved at tro, at det faktisk var det han sagde.

’’Jaer?.. Du er det mest vidunderlige der er sket for mig.. Og jeg er slet ikke i tvivl.. Jeg elsker dig!’’ Sagde Justin virkelig kærligt og lød som en der slet ikke var i tvivl, hvilket han jo også sagde, at han ikke var.

Jeg sank en lille klump i halsen og smilede meget forelsket til ham imens jeg mærkede, at mine øjne blev ret fugtige.. Ikke fordi jeg var ked af det.. Men fordi, at jeg blev meget rørt.. Rørt over at høre, at han havde det på fuldstændig samme måde som mig.

’’Jeg elsker også dig, Justin..’’ Hviskede jeg meget kærligt og fugtede kort mine læber imens jeg fik Justin til at smile kort før han lænede sig op imod mig og plantede sine læber på mine, hvilket fik mig til at ligge mine arme om nakken på ham.

Justin rejste sig op fra sin hugstilling uden at trække sig ud af kysset. Jeg overlod mig selv fuldstændig til ham og mærkede, at han lænede mig tilbage, så jeg blidt lagde mig tilbage og ramte min seng med ryggen imens han kravlede over mig og gav mig det ene dejlige kys efter det andet.

Desværre blev det ikke ved særlig længe eftersom, at Justin hurtigt trak sig og kiggede over imod min værelsesdør.

’’Der kommer nogen..’’ Sagde Justin kort, hvorefter at han i næste sekund var væk og slet ikke til at se på mit værelse.

Jeg satte mig op og kiggede en ekstra gang rundt efter ham, men blev hurtigt afbrudt, da det kort bankede på min dør, som derefter blev åbnet. Jeg kiggede over på min dør og så Nicky træde ind imens han lukkede døren bag sig.

’’Hvad laver du?’’ Spurgte han mig og kiggede spørgende på mig.

’’Ikke noget..’’ Svarede jeg kort.. Ja, hvad andet kunne jeg svare?.. Jeg sad her på min seng og bare kiggede rundt uden overhovedet at have tv’et tændt.

’’Okay.. Vi skal lige snakke sammen’’ Sagde Nicky imens han gik hen til mit sminkebord, hvor han tog stolen foran og satte den hen foran mig imens han vendte den om, så han kunne sætte sig med fronten imod mig. Ja, der var jo ryglæn på, så han skulle vende den rigtigt for at kunne sidde og kigge på mig imens vi skulle snakke.

’’Hvad vil du gerne snakke om?’’ Spurgte jeg ham lettere undrende imens jeg trak mine fødder op fra gulvet og satte mig i skrædderstilling på min seng imens Nicky satte sig ned på stolen med lettere spredte ben som han hvilede sine arm på imens han foldede sine hænder i midten og holdte sit blik på mig.

’’Ham der du blev hentet af i morges?. Hvad hedder han?’’ Spurgte Nicky og kiggede spørgende på mig imens jeg hurtigt sukkede og rullede med øjnene.

’’Er det bare det du vil vide?’’ Spurgte jeg lettere opgivende og lidt irriteret eftersom, at jeg langt hellere ville have kysset lidt mere med Justin end at sidde og fortælle Nicky hvad han hed..

’’Hvad hedder han, Melina?’’ Spurgte Nicky roligt og kiggede fortsat på mig.

’’Justin.. Han er en god ven fra skolen’’ Svarede jeg og løj måske lidt, men igen, så ville mine brødre nærmest bare udspionere Justin, hvis de vidste, at vi havde noget kørende sammen, og det magtede jeg ærlig talt ikke lige nu.

Nicky nikkede kort og tog en dyb indånding.

’’Melina, jeg synes, at du skal holde dig fra ham..’’ Sagde Nicky og kiggede ret seriøst på mig og fik mig hurtigt til at rynke panden og øjnene lidt imens jeg fnøs kort og uforstående af ham.

’’Hva snakker du om, Nicky?’’ Spurgte jeg totalt uforstående.

’’Trust me. Jeg kender sådan nogen typer og han er virkelig dårlig selskab for dig, og..’’

’’Du kender ham jo ikke engang!’’ Småvrissede jeg vredt og kiggede skarpt på ham.

’’Jeg har set ham på skolen flere gange.. Du bliver simpelthen nød til at stole på mig nu, Melina.. Han er ikke godt selskab for dig..’’ Sagde Nicky stadig roligt, men med en tone som virkelig prøvede at overbevise mig om, at jeg skulle gøre som han sagde.

Jeg sukkede opgivende og krydsede mine arme og vendte blikket til siden over imod Tippys bur imens jeg lod min tunge glide henover mine inderste kindtænder og rystede lidt på hovedet.

’’Det er fandme for langt ude’’ Sagde jeg irritabelt, da jeg vidste, at Nicky kun sagde det der fordi, at Justin var en dreng og fordi, at jeg hang ud med ham alene og ikke sammen med andre!. Det var kun derfor!.

’’Hvis du hører hvad jeg siger nu og lader vær med at være mere sammen med Justin, så kan jeg godt blande far udenom..’’ Lød det fra Nicky efter en lang stilhed imellem os. Jeg vendte hurtigt blikket imod Nicky igen og rynkede øjnene lidt.

’’Du har simpelthen tænkt dig at blande far ind i mine venskaber med andre, bare fordi du er så overbevist om, at han er så dårlig for mig!?’’ Vrissede jeg spørgende og kiggede køligt på ham.

’’Jeg ved at han er dårlig for dig, og jo før du kommer væk fra ham, jo bedre!.. Han vil dig slet ikke noget godt!. Trust me, Melina!. Jeg kender typer som ham!’’ Sagde Nicky vrissede imens han rejste sig op fra stolen uden at tage blikket fra mig.

’’Jeg forventer ikke at se dig mere sammen med ham..’’ Sagde han kort og gik derefter over imod min værelsesdør, som han åbnede og gik ud af, hvorefter han lukkede den igen. Han var sku da helt væk.. Han havde set Justin på afstand og aldrig vekslet et ord med ham. Hvordan fanden kunne han så tillade sig at belærer mig om, om han ville mig noget godt eller ej?!. Men fuck da ham!. Uanset hvad han sagde, så fik han mig sku ikke til at holde mig fra Justin!.. No way man!. 

_____________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...