Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249104Visninger
AA

15. Fjern.

 

Location: Familien Lewis’ Hus, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 8. Februar 2016, Kl. 20.34.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

’’BOOOM!..’’

 ’’SÅDAN MAN!. HOME RUN!’’

Jeg sukkede bare over min far og brødres ustandselige råb imod vores store fladskærm som hang oppe på væggen og viste aftenens baseballkamp.

Egentlig plejede jeg at være totalt på sammen med dem, når vi så baseball.. Men idag?.. Der kunne jeg slet ikke få mig i gear til at sidde og råbe imod skærmen og fylde mig med min Ben&Jerry is som min far havde købt hjem til mig, da han kørte hjem fra arbejde.

Ja, det var en fast tradition for os, at vi hver eneste gang vi skulle se baseball eller boksning, så fik vi alle vores helt egen Ben&Jerry is og så sad vi og åd af den med en ske direkte fra æsken.. Eller hvad man nu skulle kalde indpakningen på de is..

Men idag var jeg slet ikke oplagt, og jeg gad faktisk ikke engang sidde her. Nu havde jeg siddet her i en halv time efterhånden. Lige siden kampen startede, og hørt på alle deres råb og skrigen imod skærmen, som jeg ikke engang kiggede på. Jeg sad faktisk bare i min dejlig store, bløde og tykke hvide badekåbe, da jeg lige inden kampen havde været i bad, og hang op af armlænet på sofaen og kiggede ud af vinduet eller ned i min mobil, hvor der ikke ligefrem skete det store.. Ikke engang Facebook var interessant at kigge på. Og jeg vidste klart hvorfor!.

Hele dagen efter jeg var kommet hjem havde jeg bare siddet og tænkt på Justin.. Og tænkt på mig selv ikke mindst..

Jeg var ikke længere i tvivl om, at jeg havde helt vanvittige og stærke følelser for ham.. Men idag havde jeg også bare mærket en smule frygt for ham.. Og det var måske det som gjorde ham spændende og mere tiltrækkende?..

Han havde gang på gang vist mig, at han ikke gjorde mig noget ondt, så at være bange for ham, kunne man ikke lige sige, at jeg var.. Langt fra faktisk.. Men hvorfor var der så en frygt i mig?.. Det havde jeg også fået svar på idag ved at sidde og tænke.. Faktisk så gik det op for mig i badet!.

Jeg frygtede at miste ham.. Nu havde jeg fået en bekræftelse på, at han havde mindst ligeså mange følelser for mig, som jeg havde for ham, og ikke engang en time efter, at jeg havde fået den bekræftelse, så var han allerede ved at forsvinde ud af mine hænder igen.. Han ville holde sig fra mig, og det gjorde mig virkelig ked af det..

Jeg ønskede ikke, at han skulle holde sig fra mig. Jeg ønskede ikke, at han skulle tro, at han kunne ende med at blive min død.. Jeg ønskede bare, at han fandt ud af hvem jeg var, så han kunne se, at jeg trods alt havde et forsvar imod ham, hvis han nu tabte kontrollen en dag og gik amok.. Jeg lignede det måske ikke, men.. Jeg var meget stærkere end ham.. Jeg kunne få ham ned at ligge med 1 hånd og en tanke!. Men idag ville han ikke engang give mig chancen for at fortælle ham det!.

Jeg havde tænkt meget på om det nu var klogt at fortælle ham det, men kom hurtigt frem til, at jeg nærmest skyldte at fortælle ham det.. Han havde lige afsløret det som nok var hans største hemmelighed til mig.. Hvis jeg nu også fortalte min, så stod vi lige. Vi havde begge en grund til ikke at sige noget til andre om det, og.. Så havde vi måske en chance.. Sammen..

Måske var jeg det som han kaldte et skrøbeligt mennesker.. Men når jeg først havde magien i mine hænder, så var det nok det sidste jeg var.. Og så måske alligevel, for idag blev jeg bekræftet i, at min evne til at forsvare mig selv. Den evne som alle mennesker havde i sig, den gik totalt i baglås, når jeg var bange og faktisk havde mest brug for den. Det var helt klart noget som jeg havde besluttet mig for at øve mig på.. Så jeg måske kunne have en chance hos Justin.. Og ærligt.. Hvilken magiker ville jeg være, hvis jeg ikke engang kunne forsvare mig selv når det virkelig gjaldt?..

’’Melina?..’’ Lød det fra Tyler som sad ved siden af mig og hurtigt fik mig til at se væk fra vinduet og hen på ham, hvor jeg i det samme også så at både Nicky og min far også sad og kiggede på mig.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg roligt og kiggede afventende på Tyler.

’’Din is står og smelter?’’ Sagde han roligt og fik mig kort til at vende blikket ned på min is som stod på bordet med en ske i.. Der var ikke engang taget én bid af min is, i modsætning til de andres som næsten var tomme.. Eller i hvert fald halvvejs igennem.

’’Jeg har ikke lyst til is’’ Sagde jeg og bemærkede hurtigt, hvordan de alle spilede øjnene lidt op og kiggede spørgende på hinanden.

’’Er du syg?’’ Spurgte Nicky virkelig undrende og helt mundlamt og fik mig til at sukke opgivende imens jeg kort himlede med øjnene og derefter rejste mig fra sofaen.

’’Nej.. Jeg går i seng’’ Sagde jeg opgivende og drejede rundt om sofaen og gik hen imod udgangen af stuen.

’’Nu?.. Klokken er kun halv 9?’’ Lød det fra min far bag mig, som fik mig til at stoppe op i dørkarmen og vende mig imod dem allesammen som sad og gloede helt forkert på mig.

’’Jeg er træt’’ Svarede jeg bare kort.

’’Hvad med kampen?’’ Spurgte Tyler og rynkede panden lidt og løftede et øjenbryn.

’’Jeg er ligeglad med den kamp’’ Sukkede jeg opgivende og vendte mig om og gik ud i gangen og hen til trapperne som førte ovenpå.

Jeg gik roligt op af trapperne og videre hen til mit værelse, hvor jeg skubbede døren op eftersom, at den stod på klem. Jeg gik ind og lukkede døren efter mig og vendte mig så rundt og gik over imod min redte seng, så jeg kunne hive sengetæppet af den og ligge mig til at sove.. Ja, efter så lang tids tænken, så var det mest rigtige måske bare at gå i seng..

Jeg skulle lige til at tage fat i sengetæppet nede for enden af sengen og vippe det af, da jeg pludselig fik øje på et foldet hvidt stykke papir ligge på midten af min seng.

Jeg rynkede panden lidt og lænede mig indover sengen og greb hurtigt papiret, hvorefter jeg rettede mig op og foldede det ud og så, at der stod noget håndskrevet tekst.

’’Du kan ikke fortælle nogen om hvad du har set idag.. Jeg håber jeg kan stole på dig. -J’’

Det gippede hurtigt i mig efter, at jeg havde læst beskeden på papiret. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede rundt på mit værelse som var helt tomt.. Hvordan?.. Hvordan fanden var det lykkedes ham at komme ind på mit værelse uden at jeg havde opdaget det?.. Okay, jeg kunne regne ud, at han havde været her imens jeg havde siddet nede i stuen og ’’set kamp’’, for sidst jeg var herinde var tæt ved kl. 20, hvor jeg tog min badekåbe på og redte mit våde hår efter at have været i bad, og der lå der ikke nogen seddel på sengen.

Mit blik stoppede hurtigt ved mit vindue som stod åbent, da Tippy var ude at flyve og helst gerne skulle kunne komme ind når han ville.. Ja, nu hvor det blev tidligt mørkt og vi boede lige op af en stor skov, så kunne han sagtens tage ud og flyve selvom der stadig kunne være mennesker ude i byen.. Det krævede dog bare, at han blev i skovområdet og ikke bevægede sig ind til byen, hvor man let ville kunne få øje på ham..

Jeg krøllede hurtigt sedlen fra Justin sammen og smed den på gulvet imens jeg småløb over til mit åbne vindue og kiggede ned imod skoven.. Var han kommet ind af mit vindue eller hvad?.. Ja, jeg så sku ikke andre muligheder.. Ellers så var han sku nok den bedste til at kunne liste sig ind af en låst hoveddør, op af nogen trapper, ind på mit værelse, og så hele vejen tilbage igen!. Ej, det var sku mere sandsynligt med, at han så var kommet ind af mit vindue, trods det, at jeg boede ovenpå... Men alligevel. Han havde lige indrømmet overfor mig idag, at han var vampyr, så det kunne vel ikke overraske mig, at han også kunne komme ind af et vindue på 1. sal?..

Det gjorde mig faktisk ret sur, at han bare var kommet ind og havde lagt en seddel og derefter skred igen!.. Og ja, det var dét, at han var skredet igen der gjorde mig sur.. Fuck om han havde været herinde, for det var jeg faktisk ret ligeglad med lige nu. Det var sku det, at han bare havde lagt en seddel og så var skredet uden at jeg havde vidst, at han overhovedet havde været her!. Hvorfor helved kunne han ikke bare sige det til mit ansigt, når jeg på et tidspunkt kom herop og opdagede, at han var her?!. Kunne han virkelig ikke se, hvor fuckt det var, at han bare lagde en seddel og skred igen og så bare håbede, at han kunne stole på mig!?. Var det ikke nemmere og mere trygt for ham at sige det til mit ansigt, så jeg kunne svare ham, at jeg selvfølgelig ikke ville sige noget?!.

’’Hold kæft man’’ Pustede jeg hviskende og irriteret for mig selv imens jeg stirrede ned imod skoven og håbede, at Justin måske var til at se et sted dernede af.. Men desværre var det ikke lige tilfældet.. Han var sku skredet.. Han stod ikke engang og tjekkede mig ud, hvilket han jo havde gjort før!.

 

*Bank, Bank, Bank*

 

Jeg kiggede mig straks over skulderen idet det bankede på og min dør kort efter gik op, hvor jeg så Tyler kigge ind.

’’Må jeg lige komme ind?’’ Spurgte han mig roligt og kiggede spørgende på mig.

’’Jaja, kom bare ind’’ Sagde jeg opgivende imens jeg tog en dyb indånding og vendte mig hen imod min seng, som jeg gik hen imod imens Tyler kom ind og lukkede døren efter sig, og derefter satte kursen hen imod min seng imens hans blik hvilede nede i gulvet.

’’Hvad er det her?’’ Spurgte han og stoppede op på gulvet og bukkede sig ned og samlede papirkuglen som jeg lige havde smidt på gulvet, op.

Jeg småløb hurtigt hen til ham og rev den ud af hånden på ham, så han hurtigt vendte et spørgende og småundrende blik op på mig.

’’Ikke noget’’ Svarede jeg køligt og gik hen til mit ene natbord og åbnede skuffen og smed papirkuglen derned, hvorefter jeg lukkede den igen og satte mig på min seng med blikket imod Tyler som smilede skævt.

’’Det var måske et kærestebrev?’’ Spurgte han drillende imens han gik hen imod mig og den side jeg sad i, i min seng, og satte sig så ned på kanten foran mig, hvor jeg sad oppe af hovedgærdet i skrædderstilling.

’’Nej, det kan man sku ikke lige sige’’ Svarede jeg roligt og ret seriøst, så Tyler kunne se, at jeg talte sandt og at det ikke bare var noget jeg sagde.

’’Hm..’’ Svarede Tyler og tog en dyb indånding igennem næsen.

’’Melina, hvad sker der?.. Helt seriøst. Du plejer aldrig at gå midt i en kamp, og du plejer aldrig nogensinde at efterlade en uberørt Ben&Jerry is, som oven i købet er din yndlings’’ Sagde Tyler og kiggede spørgende og ret seriøst på mig, så jeg blev klar over, at det tydeligvis var det han kom herop for.. Det var nu også min mistanke, men ligemeget..

’’Det er ikke noget.. Det har bare været en lang dag’’ Svarede jeg som undskyldning og kiggede ham i øjnene.

’’Har det noget at gøre med, hvorfor du var hjemme tidligere?’’ Spurgte han mig videre og kiggede spørgende på mig.

’’Du har ikke sagt noget til far om det, vel?’’ Spurgte jeg ham hurtigt og kiggede bestemt på ham.

’’Arg, så havde du vidst hørt om det, ikke?.. Men har det?’’ Spurgte Tyler igen helt roligt og fik mig til at tage en dyb indånding.. Måske kunne jeg godt sige det til ham.. Bare uden at sige det hele?..

’’Melina, du ved at du kan snakke med os om alt.. Vi må holde sammen og vi vil bare gerne hjælpe dig, hvis du har nogen problemer som du ikke kan løse.. Og ja, jeg ved godt, at du er 18 og praktisk talt voksen, men derfor er det jo ikke forkert at bede sin familie om hjælp. Det er jo sådan set det vi er her for’’ Sagde Tyler roligt og fik mig til at nikke svagt imens jeg vendte blikket ned og tog en dyb indånding og pustede tungt ud igen.

’’Jeg er bare blevet afvist af en fyr.. Ikke andet’’ Svarede jeg lettere mut og holdte mit blik nedad.

’’Afvist?. Dig?.. Det kan du sku da ikke.. Det er dig der afviser’’ Svarede Tyler lettere grinende og fik mig til at kigge op på ham uden at grine eller på nogen måde smile overhovedet, da jeg slet ikke syntes, at det var så skide sjovt.

’’Ikke denne gang.. Desuden er det for det meste jer der afviser mine fyre.. Ikke mig’’ Svarede jeg og fik Tyler til at trække lidt på smilebåndende imens han rykkede lidt fra side til side på hovedet og kiggede lidt op i loftet, da han jo godt vidste, at det for det meste var dem som skræmte mine fyre væk og afviste dem..

’’Hvem er det?’’ Spurgte Tyler kort og kiggede igen spørgende på mig.

’’Bare en fra skolen’’ Svarede jeg kort og vendte igen blikket ned i madrassen.

’’Er det en af de der venner du har fået?’’ Spurgte Tyler videre og ret nysgerrigt.

’’Nej, overhovedet ikke.. De er kun venner for mig’’ Svarede jeg roligt og vendte blikket op på ham igen og så, at han nikkede svagt.

’’Hvem er det så?’’ Spurgte Tyler videre.

’’Ey, hvor er du nysgerrig’’ Sagde jeg og himlede lidt med øjnene.

’’Hvad?.. Må man ikke interessere sig lidt for sin lillesøster og høre lidt om hendes liv?’’ Spurgte han med en uskyldig tone, som om, at han slet ikke kunne se noget som helst forkert i at spørge så meget.. Okay, det var der selvfølgelig heller ikke noget forkert i, men både ham og jeg var jo godt klar over, at hvis jeg sagde, at jeg havde noget med en fyr, så tjekkede de ham totalt ud og de gav ikke op før de nærmest vidste alt om ham.. Bare så de kunne sikre sig, at jeg var i trygge hænder.. Ja, stod det til dem, så skulle jeg havde en mini-Einstein fra en rig familie som havde gjort ham utrolig velopdragen og som kunne være en modsætning af mig, så jeg måske kunne lære noget.. Men de typer faldt jeg så ikke lige for. Det havde min far og brødre bare utrolig svært ved at se.. Åbenbart..

’’Jojo, men ikke når det har med mit private kærlighedsliv at gøre.. Det vil jeg gerne holde for mig selv, og helst ikke indblande jer i, for så smadre i det jo bare’’ Svarede jeg ham og kiggede seriøst på ham. Dog ikke fordi jeg var sur.

’’Orgh jaer... Må man lige have lov at være her, hva?’’ Smågrinede Tyler og kiggede skævt smilende på mig.

’’Det er jo rigtigt.. Måske skulle man bare blive nonne.. Så slap jeg for at i blandede jer så meget’’ Svarede jeg ham.

’’Det er nok den bedste idé du har fået meget, meget længe’’ Jokede Tyler med et skævt smil og fik mig til at grine svagt med et lille skævt smil og blev faktisk helt glad for at Tyler kom ind.. Han havde sku altid haft det meget nemt ved at gøre mig i godt humør igen.

’’Ej, spøg til side..’’ Sagde Tyler og rykkede lidt på sig selv på sengen og drejede sig lidt mere imod mig.

’’Så det er det der plager dig?. En fyr?’’ Spurgte Tyler roligt og fik mig til at nikke svagt.

’’Men jeg gider ikke tale mere om det, Tyler.. Jeg vil bare gerne i seng nu og sove.. Er det ikke okay?’’ Spurgte jeg ham og kiggede bedene på ham og brugte lidt mine hundeøjne som jeg vidste at hverken ham, Nicky eller min far kunne stå for.

’’Jo. Selvfølgelig er det okay.. Sov godt, prinsesse’’ Sagde Tyler roligt imens han rejste sig fra min seng og kort gav mig et kys på panden.

’’I lige måde’’ Svarede jeg ham og sendte ham et svagt smil, som han sødt gengældte, hvorefter han vendte sig om og gik ud af mit værelset igen og lukkede døren.

Jeg tog en dyb indånding imens jeg lukkede øjnene og bøjede nakken forover og tog mig selv lidt til hovedet.. Godt nok var det ikke løgn det jeg sagde til Tyler.. Men jeg var nød til at holde den vigtigste del af det hemmeligt for ham.. Ja, nok var jeg lidt sur på Justin, men alligevel.. Jeg ville gerne vise, at han kunne stole på mig..

Men allerede nu vidste jeg, at jeg skulle ændre min taktik overfor ham, hvis jeg skulle have en chance for at snakke med ham igen og fortælle min hemmelighed.. Og jeg vidste lige præcis hvilken taktik jeg skulle bruge!.. Tak til min erfaring med fyre!. 

___________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...