Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249102Visninger
AA

47. Familieopgøret!..

 

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Mandag d. 7. Marts 2016, Kl. 19.32.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

Jeg havde virkelig en underlig følelse i kroppen, da Justin parkerede bilen ude foran hans families store hus, som var totalt mørkelagt. Noget sagde mig, at vi var kommet for sent, og det fik mig til at vende blikket imod Justin meget hurtigt.

’’De er ikke hjemme, vel?’’ Spurgte jeg ham lettere nervøst uden at han overhovedet kiggede på mig. Faktisk sad han bare med sit blik stirrende ud af forruden og op på huset.

’’Der er ALTID lys tændt når nogen er hjemme.. Så nej.. Det skal vi nok ikke regne med at de er’’ Svarede Justin og vendte først blikket hen på mig et par sekunder efter, at han var færdig med at snakke.

’’Kom’’ Sagde jeg kort og beslutsomt og åbnede bil døren med den ene hånd imens jeg klikkede min sele af med den anden.

Justin gjorde som jeg og steg også hurtigt ud af bilen, hvor vi begge smækkede dørene og Justin derefter låste bilen.

’’Skal vi tjekke huset for en sikkerhedsskyld?’’ Spurgte jeg Justin og kiggede spørgende over på ham henover hans bils tag.

’’Det er slet ikke nødvendigt.. Jeg ved at de ikke er der når huset er totalt mørkelagt.. Vi tager turen igennem skoven og hen imod dig. Jeg er næsten sikker på, at min familie er kommet din familie i forkøbet og mødt op på neutral grund..’’ Svarede Justin køligt imens han gik op foran bilen og jeg fulgte efter ham fra den anden side af bilen.

’’Deler vi os, el..’’

’’Vi bliver sammen!. Sørg hele tiden for at kunne se mig’’ Sagde Justin hurtigt og meget anspændt og bestemt. Jeg nikkede bare og vendte blikket imod skoven og begyndte at løbe ekstremt hurtigt, da Justin gjorde det samme og løb et par meter foran mig.

Okay, det med at være en smule mørkerad, specielt i mørkelagte skove, det havde bestemt ikke ændret sig efter min forvandling.. Det fik mig faktisk til at panikke lidt at løbe rundt herinde, når solen var gået ned og skoven var blevet total mørk. Dog kunne jeg godt fornemme, at mit syn var blevet ekstremt meget bedre efter min forvandling. Jeg så stadig totalt klart og selv de mørkeste steder i skoven virkede stadig klare for mig.. Det var selvfølgelig en fordel når man var mørkerad, men alligevel hjalp det mig ikke helt på panikken lige nu.

Måske var det fordi, at jeg vidste hvad der forgik nu og hvad vi var på vej hen til, som gav mig lidt panik.. Jeg tvivlede meget på, at det kun var mørket, for det kunne jeg jo ikke rigtig være bange for nu hvor Justin løb få meter foran mig og jeg endda var vampyr og havde øvet meget med Justin i angreb og forsvar.. Ja, det var åbenbart noget man helst skulle kunne som vampyr.. Justins familie brugte det nok mest til at jage, men.. Ja, det var nok ikke så usandsynligt, at de også brugte det generelt.. F.eks. til at forsvare sig imod min far?..

’’Stop!’’ Lød det kort fra Justin som i næste nu stoppede brat op og stod helt stille. Jeg stoppede selv helt op ved siden af ham og stod helt stille imens jeg kiggede mig omkring imens jeg prøvede at styre panikken lidt.

’’Jeg kan høre dem!. Denne her vej!. Hurtigt!’’ Lød det fra Justin som straks løb videre ind i skoven og drejede lidt imod højre.. Og jeg tøvede ikke med at følge hurtigt med.

’’Okay, Melina!. Nu tager du dig sammen!. Brug dine sanser!. Ligesom Justin har lært dig!’’ Lød det i mine tanker og fik en eller anden underlig styrke til at bryde ud i min krop.

Jeg tog en dyb indånding ind igennem næsen og fokuserede på lugtene omkring mig.. Vent?.. Var det min fars parfume jeg kunne lugte?..  Shit!. Det var vildt!. Jeg kunne lugte og stadig genkende min fars lugt!.

’’Just..’’ Mere nåede jeg ikke at sige før Justin stoppede brat op foran mig, hvilket fik mig til at løbe helt hen til ham og stoppe.

’’Justin, jeg kan..’’

’’Shh..’’ Hviskede Justin stille til mig imens vi havde en kort øjenkontakt, før han kiggede frem for sig. Jeg fulgte hans blik og gispede svagt, da jeg så både min og Justins familie stå i lysningen inde i skoven.. Præcis der hvor jeg for første gang viste mine magiske evner for Justin..

Det mest uhyggelige var det, at det eneste der lyste lysningen op, var ilden fra bålstedet. Det kunne umuligt være andre end min familie der havde tændt det der!. Og i mine øjne tegnede det ikke særlig godt!.

’’For sidste gang, Phil.. Vi ved ikke hvor de er. Gå nu hjem..’’ Lød det fra Justins far som stod foran os med ryggen til sammen med hele Justins familie.

’’Du lyver!. Det var kun et spørgsmål om tid før det gik galt igen, og nu har i dræbt min datter også!.. Det slipper ingen af jer nogensinde godt fra!’’ Lød det lavt men vrissende fra min far som stod sammen med mine to brødre, og... Professor Lumindorff?.. What the fuck!.

’’Shit, professor Lumindorff er der også’’ Hviskede jeg lavt til Justin som vendte blikket imod mig imens vi gemte os bag et par tykke buske som der var placeret rundt omkring i skoven.. Vi havde så bare valgt busken som stod 10-15 meter væk fra bålstedet i skoven.

’’Hvorfor er du så bange for ham?.. Hvad kan han gøre?. Han har jo taget dine kræfter allerede.. Hvad mere kan han finde på?’’ Spurgte Justin hviskende og fik det til at gå op for mig, at jeg på ingen måder behøvede at frygte ham mere.. Ha!. Fedt!.

’’Kom..’’ Sagde jeg kort til Justin og skulle til at gå væk fra busken og hen imod de andre, da Justin stoppede mig ved at tage fat i min arm og holde mig tilbage.

’’Lad os nu lige se hvad der sker, babe’’ Sagde Justin hviskende og kiggede mig direkte i øjnene.

’’Det er der ikke tid til.. Men du kan bare blive her. Så går jeg selv..’’ Sagde jeg kort og kiggede afventende på ham, og så, at han straks tænkte sig lidt om imens han vendte blikket over på alle de andre og derefter ned imellem os.

’’Nej.. Vi gør det her sammen..’’ Sagde Justin hviskende og tog blidt fat i min hånd og fik mig til at smile og sammen træde væk fra buskene med ham i hånden.

Justin og jeg gik med rolige skridt tættere og tættere på lysningen og jo tættere på vi kom, jo mere kunne jeg lugte.. God!. Den duft!.. Mmh!.. Nu forstod jeg pludselig godt hvorfor Justin havde så svært ved at være i nærheden af mig!.

Jeg strammede grebet lidt om Justins hånd for at holde mig selv fast, så jeg ikke lod mig selv gå helt amok og springe på hvad der overhovedet havde en puls.. I dette tilfælde, så var det min familie!.

’’Slap af, baby.. Husk på hvorfor vi er her.. For at stoppe det der er blevet sat igang’’ Hviskede Justin til mig imens vi fortsatte med at gå imod lysningen. Ja, han kunne tydeligvis mærke, hvor svært det var for mig at ignorere den søde duft af blod. Heldigvis gjorde hans ord og hans stemme en kæmpe forskel. Det fik mig til at tænke klart og netop huske på hvorfor vi overhovedet var her.. Og så kunne jeg heldigvis trøste mig med, at Justin og jeg her til morgen havde været på jagt, så det hjalp selvfølgelig en del på det hele..

Der gik et sug igennem mig, da Justin og jeg trådte ud fra træerne og ind i lysningen sammen, hvor vi havde sørget for at gå ind, så vi stod i kanten af bålstedet lige imellem vores begges familier som alle fik øje på os og vendte deres blikke over på os.

’’Melina?..’’ Lød det lettere mundlamt fra min far som kiggede helt forgabt på mig og dårligt kunne tro sine egne øjne.

Jeg klemte kort Justins hånd og sammen begyndte vi at gå ind imod midten, så vi endte op med at stå imellem vores familier og næsten lige ved siden af det ret så store bål som knitrede og brændte løs.

Jeg sendte alle et køligt blik. Professor Lumindorff, mine brødre.. Og til sidst min far. Jeg sagde ikke et ord overhovedet.. Det var der faktisk ingen der gjorde. Jeg havde lidt håbet, at min far ville sige noget, men det virkede ikke som om, at han havde noget at sige. Derfor tog jeg beslutningen om at være den første der sagde noget.

’’Det er slut nu.. Stop med at dumme dig mere nu’’ Sagde jeg helt roligt, men alligevel ret bestemt imens jeg tydeligt kunne mærke varmen fra bålet stikke svagt i halvdelen af mit ansigt.

’’Dumme mig?. Jeg troede du var død!.. Vi kæmper for dig her, og du beder os om at stoppe!’’ Småvrissede min far totalt uforstående.. Det behøvede han dog ikke at være.. Jeg havde luret ham for længst!.

’’Stop den komedie.. Jeg har luret dig!’’ Sagde jeg bestemt og brugte hele tiden Justin som mit anker, så jeg ikke gik totalt amok.. Justins hånd i min gjorde mig rolig og gjorde så jeg kunne bevare overblikket og holde fokus.. Og lige nu var det vidst meget godt.

’’Luret mig?. Hvad mener du med det?!’’ Spurgte min far lettere anspændt og holdte sit blik på mig.

’’Det her handler ikke om familie, beskyttelse eller regler.. Det handler kun om hævn, og det må stoppe nu!’’ Sagde jeg bestemt og kiggede ham direkte i øjnene.

’’Nej, det kan jeg lige love dig for, at det ikke må!. De svin dræbte din mor!. Og nu vil de også have dig, og selvom du har fået afskillelige advarsler fra os, så mænger du dig stadig med dem og vil stadig være sammen med ham som dræbte din egen mor!.. Det er’’

’’Det var ikke Justin der dræbte mor!. Tyler og Nicky har jo fortalt dig, at jeg ved alt nu, så lad vær med at spille dum og bruge den der på mig!’’ Vrissede jeg bestemt og bemærkede, at min far lukkede helt i, men stadig ikke så tilfreds ud.. Langt fra faktisk.

’’Du skal med hjem nu!’’ Sagde han meget bestemt og trådte et par skridt hen imod mig.

’’Stop lige dér, Phil!’’ Sagde jeg bestemt til ham, så han straks stoppede op og kiggede lettere forbavset på mig.

’’Phil?.. Jeg er din far, Melina!’’ Vrissede han bestemt.

’’Nej, det er du ikke.. Ikke længere i hvert fald!.. Ikke siden det gik op for mig på vej herhen, at DU er grunden til at mor ikke lever idag!’’ Sagde jeg bestemt men stadig i en lav tone, så det nærmest lød ondt.

’’HVAD!’’ Udbrød min far lettere højrystet og rynkede hele hovedet.

’’Det var et uheld at mor blev dræbt.. Men hvad var det der gjorde, at du ikke brugte spol tilbage besværgelsen til før mor døde, hvis du ikke ville have, at hun skulle dø?’’ Spurgte jeg ham og så hvordan han stod og kiggede længe på mig før han svarede mig.

’’Det gjorde jeg ikke fordi det ikke er tilladt, Melina..’’ Sagde min far køligt, men denne gang ret lavt.

’’Hvis du virkelig elskede hende, så havde du skidt på de regler!.. Jeg har mærket ægte kærlighed og der findes ikke den regel, som jeg ikke vil overtræde for at være sammen med Justin!..’’ Svarede jeg bestemt og bemærkede, at min far sendte mig et vredt blik og virkelig gjorde hvad han kunne for at bevare roen.

’’Jeg.. Elskede din mor, Melina!’’ Vrissede min far vredt med sammenbidte tænder imens han knyttede hænderne.

’’Du elskede hende, ja.. Men ikke så højt, at du ikke ville ofre hende!.. Dit største mål har altid været at udrydde vampyrerne, og da de ved et uheld slog mor ihjel, så tog du chancen!.. Så havde du en grund til at slå dem alle ihjel én efter én.. Du ville det så meget, at du hev fat i professor Lumindorff for at få ham til at indføre en regel om at vampyrer skulle udryddes, fordi de nu havde slået den første magiker ihjel!..’’ Sagde jeg køligt og igen lavt, så det lød virkelig ondt.. Men det var også det der var meningen..

Min far havde altid set mig som en doven person.. Aldrig havde han regnet med, at en 5 timers køretur hertil kunne få mig til at få alle brikkerne til at falde på plads, og endda ligge dem så godt, at jeg kunne gennemskue ham!. For jeg vidste, at jeg havde ret, for hvis ikke jeg havde, så havde mor stadig levet den dag idag!.

’’Du vil ofre hele din familie for at få ram på vampyrerne, hvis det bliver nødvendigt!.. Så du kan blive berømt i magiverden for at have dræbt alle vampyrer på jorden!.. Så du kan få den respekt fra alle andre magikere som altid har set dig på lige fod med dem!.. For at klatre op af rangstigen i magiverden og få respekt for professor Lumindorff, er langt vigtigere for dig end din egen familie!..’’

’’SÅ ER DET FANDME NOK, MELINA!!’’ Råbte min far arrigt og skubbede sekundet efter sine hænder frem, så jeg mærkede et ordentligt tryk på mig, som løftede mig og Justin fra jorden, så vi begge fløj tilbage igennem luften uden at slippe hinandens hænder på et eneste tidspunkt.

’’Urgh..’’ Stønnede jeg, da jeg ramte ind i noget hårdt og derefter faldt til jorden med hovedet først, så jeg mærkede et stød i det.

Jeg åbnede mine sammenknebet øjne og vendte blikket frem for mig, hvor jeg så Justin ligge. Dog var han meget hurtigt på benene og henne ved siden af mig, hvor han hjalp mig op at stå.

’’Melina, er du okay?’’ Spurgte han mig imens jeg kiggede ned i jorden, men kort efter vendte blikket op på ham og tog mig til kinden, hvor jeg mærkede en lang flænge som startede oppe fra panden og kørte hele vejen ned til min hage.

’’Shit..’’ Hviskede Justin og nussede mig blidt ned langt flængen lige efter, at jeg havde gjort det samme og mærket det som om, at jeg kørte min hånd henover en porcelæn tallerken som var knækket midt over, men som var blevet limet sammen igen.

’’Det er ikke slemt..’’ Sagde jeg kort til Justin og vendte blikket frem for mig, hvor jeg henne ved min familie så mine brødre hjælpe min far på benene henne ved et træ.. Okay, det var ikke kun mig der ikke var stærk nok til at skubbe til en vampyr uden selv at mærke trykket. Selv ikke min far kunne stå stille.

Jeg kiggede mig kort over skulderen og bemærkede at Justins familie stod lige bag mig. Okay, så var det dem jeg var faldet ind i, da jeg mærkede skubbet..

’’Må jeg lige se?’’ Lød det hurtigt fra Jeremy som lynhurtigt stod ved siden af mig og tog blidt fat i mit hoved og kiggede på min kind. Det overraskede ham helt sikkert ikke, at jeg ikke blødte eftersom, at Justin havde fortalt, at han havde forvandlet mig, i sidste uge, hvor han snakkede med sin far. Det var jeg faktisk glad for, at han vidste nu, da jeg ikke følte, at vi havde tid til at stå og forklare det til Justins familie..

’’Arg, det er bare en skramme.. Det er okay’’ Sagde Jeremy kort og slap mit ansigt og kiggede hen på Justin, hvilket fik mig til at gøre det samme. At sige, at han så tilfreds ud, kunne man slet ikke sige.. Han så ret vred ud, men af hvad jeg også kunne se, så prøvede han virkelig at styre sig..

Jeg vendte blikket tilbage på min far og sendte ham hurtigt et vredt blik imens de allesammen kiggede lettere chokeret på mig.

Jeg tog en dyb indånding selvom jeg egentlig ikke behøvede det, og gik så ind imellem Justin og Jeremy og hen imod min far, mine brødre og professor Lumindorff. Jeg nåede kun at tage et par skridt før jeg mærkede en hånd gribe fat i min, hvilket fik mig til at vende blikket til siden og kigge op på Justin som sendte mig et kort blidt og kiggede mig direkte i øjnene.

’’Vi gør det her sammen..’’  Lød det i mit hoved fra Justins stemme, som kort fik mig til at nikke svagt og derefter kigge frem på min familie igen og stoppe op, da Justin og jeg nåede hen til det punkt, hvor vi stod før.

’’Du er blevet en af dem?!’’ Lød det meget lavt og arrigt fra min far som sendte mig det ondeste og mest rasende blik jeg nogensinde havde set ham give mig.

Jeg nåede dårligt nok at svare før min far fjernede blikket fra mig og kiggede skarpt op på Justin.

’’Dig!’’ Vrissede han og tog et par skridt frem imod Justin og jeg uden at tage blikket fra Justin.

’’Du har ødelagt min datter!’’ Vrissede min far arrigt og blev helt rød i hovedet af raseri.

’’Det var mit eget valg!’’ Indskød jeg bestemt og fik min fars blik tilbage på mig.

’’Stop det der!. Du er ikke dig selv!. Du er blevet manipuleret, så..’’

’’Nej, det er jeg ikke!.. Jeg tog beslutningen den dag jeg mistede mine magiske evner fordi du havde tilkaldt professor Lumindorff, som tog mine kræfter fra mig!’’ Afbrød jeg ham bestemt og kiggede skarpt på ham.

’’Hvordan kan du vide, at.. Vent.. Tippy!’’ Sagde min far og lød virkelig som en der havde gennemskuet det nu.

’’Jeg sendte ham ud for at lede efter dig, men da han kom tilbage sagde han, at han ikke havde kunne finde dig.. Men han fandt dig, og så rapporterede han bare til dig hvad der forgik derhjemme istedet for at fortælle mig hvor du var!’’ Sagde min far højt og kiggede på mig med et lurende blik.

’’Havde du regnet med, at han ville vælge at hjælpe dig frem for mig, hva?!. Han er min bedste ven og efter, at jeg fortalte ham om hvem du i virkeligheden er, så forstod han godt hvorfor jeg ville stikke af.. Tyler og Nicky spærrede mig inde for at holde mig fra Justin!.. Og du er grunden til at de overhovedet gjorde det!’’ Vrissede jeg imens min far bare kiggede vredt på mig.

’’Du er et sygt menneske!.. Du er det ondeste og mest frastødende menneske jeg nogensinde har mødt, og du får aldrig nogensinde din vilje!. Uanset hvor meget du prøver, så får du mig ikke til at forlade Justin!.. Du kan kæmpe herfra og til resten af dine dage, men jeg giver mig aldrig!.. Ikke når mors halskæde har bevist overfor mig, at det er hos ham jeg høre til..’’ Sagde jeg bestemt og bemærkede hurtigt, at min far reagerede på min sidste sætning.

’’Nej..’’ Hviskede han og vendte straks blikket over på Justin, som han hurtigt gik hen til. Min far tog hurtigt fat i Justins lynlås og lynede den ned, hvor den ene halvdel af min mors halskæde kom til syne, hvilket fik min far til at spile øjnene op.

’’Fandme nej!’’ Råbte min far arrigt og greb hurtigt fat i halskæden og rev den af Justin, så kæden knækkede, så min far fik den i sin hånd og kort efter kastede den ind i flammerne i bålet et par meter fra os.

’’Jeg slår dig kræftedeme ihjel!’’ Råbte min far arrigt og samlede sine kræfter i sine hænder, som han kort efter skubbede hårdt imod Justin inden jeg overhovedet kunne nå at reagere.

’’AAARRG!!’’ Lød det fra Justin som i næste nu sank i knæ og slap min hånd.

’’Din lille modbydelige.. AAARG!!’’ Råbte min far helt hysterisk og fyrrede op for sine kræfter, hvilket var let at se, da Justin faldt helt sammen på jorden og vred sig af smerte.

’’FAR, STOP!’’ Skreg jeg og brød hurtigt ind foran min far og skubbede ham væk, så det rødlige lys fra hans hænder stoppede, da han blev løftet fra jorden og fløj tilbage og ramte både Tyler og Nicky som væltede ned på jorden med min far over sig.

Jeg vendte hurtigt blikket ned på Justin og satte mig hurtigt på knæ ved ham og tog fat i hans ansigt.

’’Justin, Justin, kig på mig’’ Sagde jeg imens jeg kiggede ham i øjnene og så hvordan hans øjne flakkede rundt i hovedet på ham.

’’Skat, kom nu.. Kig på mig!’’ Sagde jeg og rystede lidt i hans ansigt indtil jeg bemærkede, at vi fik øjenkontakt.

’’Mmmrh..’’ Mumlede Justin meget svagt af smerte og blinkede langsomt med øjnene.

’’Me.. Melina..’’ Mumlede han videre med så svag en tone i stemmen, at det gippede i mig og fik mine øjne til at blive fyldt med vand.

’’Justin..’’ Hviskede jeg og mærkede de første tårer glide ud af mine øjne.

’’Melina.. Jeg..’’ Sagde Justin meget svagt og placerede sin ene hånd på min skulder, hvilket tog ham lidt tid, da han var utrolig svækket i kroppen.

Hvad det var for en besværgelse min far havde brugt på ham, anede jeg ikke, men det kunne umuligt være godt.. Det røde lys fra min fars kræfter viste, at det var en af de værste besværgelser man kunne lave. Så meget havde jeg da lært af min fars magitimer, og samtidig var det tydeligt at se, at det havde svækket Justin utrolig meget.

’’Jeremy, kom og hjælp!’’ Skreg jeg med tårer ned af kinderne over imod Justins familie, da jeg kunne se, at den var helt gal med Justin som dårligt kunne tale. Jeremy var hurtigt herover ved os og satte sig hurtigt ned ved Justin på den modsatte side end hvor jeg sad.

’’Søn.. Kig på mig’’ Sagde Jeremy hurtigt til Justin og tog fat i hans hoved og drejede hans blik over på ham selv.

’’Søn, find din indre styrke.. Du skal nok klare den’’ Sagde Jeremy til Justin som lukkede øjnene i og rystede lidt på hovedet og vendte derefter blikket tilbage på mig.

’’Melina, jeg.. Kan ikke..’’ Fik Justin fremtvunget imens han kiggede mig helt fortabt i øjnene.

’’Jo du kan!. Du må ikke give op’’ Sagde jeg stille med tårer ned af kinderne og tog fat i hans hånd.

’’FAR, PAS PÅ!’’ Lød det fra Jazmyn som jeg hurtigt vendte blikket over på.

’’MELINA, VÆK!!’’ Lød det kort efter fra Jeremy som jeg i næste nu fik væltet indover mig, så vi gled hen af jorden og væk fra Justin.

Jeremy flyttede sig hurtigt fra mig og rejste sig op og hjalp også hurtigt mig på benene, før han vendte blikket over imod Justin.

’’Nej..’’ Sagde Jeremy og lød helt lammet. Jeg fulgte hurtigt hans blik som første hen på Justin som havde ild fra fødderne og op til knæene.. En ild som hurtigt bredte sig på ham!.

’’JUSTIN!!!!’’ Skreg jeg hysterisk og løb hen imod ham og tog fat i hans ansigt, hvor han så helt lammet ud. Jeg kiggede hurtigt over på min far som sank sine hænder, og dér vidste jeg, at han havde brugt ildbesværgelsen som skød halvstore ildkugler afsted!.

’’Melina..’’ Sagde Justin fuld af smerte, så jeg hurtigt kiggede ned på ham og så hans halvrynkede ansigt, som han tydeligvis kun lavede for at holde smerten fra ilden ud.

’’Justin!.. Du må ikke..’’ Hulkede jeg imens jeg stødte min pande til hans og hulkede løs.

’’Baby, jeg.. Elsker dig!.. Glem det.. Aldrig!’’ Sagde Justin kort, hvorefter hans øjne lukkede i og ilden overmandede ham imens jeg hurtigt blev revet væk fra ham.

’’ARRRRRRRRRRRRGGGG!!!’’ Skreg jeg helt hysterisk imens tårerne væltede ned af kinderne på mig og jeg knækkede helt sammen i armene på hvem jeg gættede på var Jeremy.

’’JUSTIIIIIN!!!’’ Skreg jeg efter Justin som lå og brændte mere og mere i flammerne.

’’NU!’’ Lød det fra Jeremy bag mig, som i næste nu fik hele hans familie til at storme imod min, så der i næste sekund udviklede sig en kæmpe slåskamp, hvor det mest af alt lignede alles kamp imod alle.

’’JUSTIIIN!!’’ Skreg jeg hysterisk og rev mig ud af Jeremys greb, så jeg faldt sammen på jorden og kæmpede med at få min totalt lammede krop hen til Justins brændende krop..

Jeg trak mig selv hen af jorden og stoppede lige ved ham og så, at hans ansigt stadig var intakt, men samtidig helt dødt og indelukket.. Der var ingen chance nu.. Han var færdig.

’’MMMMMMMMMRRRRRRRHHHHH!’’ Hvinede jeg med sammenbidte tænder og stødte min pande ned i jorden imens jeg hulkede og græd så voldsomt, at havde jeg været menneske, så var jeg død af luftmangel!.

Jeg nåede egentlig ikke at tænke særlig meget før jeg vendte mit blik op fra jorden og drejede mit ansigt til siden, hvor jeg kiggede hen imod min og Justins familie som sloges og kæmpede som gale. Jeg løftede ikke hovedet fra jorden, da jeg drejede det, så jeg var ikke i tvivl om, at min pande blev ret beskidt.. Men jeg var ligeglad!. Nu betød det hævn.. Og jeg vidste præcis hvordan!.

Jeg samlede alt min styrke i kroppen og pressede min overkrop op fra jorden med mine hænder solidt plantet i jorden. Jeg bukkede mine ben, så jeg kom op og stod på alle fire og rejste mig derefter op på fødderne, så jeg kom op og stå på benene.

Jeg tørrede mit ansigt fri fra tårer med mine beskidte hænder og fik sikkert endnu mere jord i hovedet, men ligesom før, så var jeg pisse ligeglad!.

’’STOP KAMPEN!’’ Skreg jeg så højt jeg overhovedet kunne op imod himlen med sammenkrøbet øjne og fornemmede straks en ro omkring mig. Jeg kiggede ned igen og så hvordan alle stod stille og kiggede hen på mig. Mest fokuserede jeg på min far..

’’Er du klar over hvad du lige har gjort?!’’ Spurgte jeg ham rasende og fuldstændig knust og grædefærdigt.

’’Jeg gjorde hvad der var nødvendigt!’’ Sagde min far imens han havde fat i Matt, som også stod helt stille og lyttede efter på hvad der blev sagt.

’’Jeg vil aldrig nogensinde kendes ved dig igen!. Du er ikke længere min far!’’ Sagde jeg imens endnu mere tårer løb ned af mine kinder. Dog forsøgte jeg at holde dem tilbage og lade vreden og hysteriet komme frem, men det var sku svært når alt i mig var gået totalt fra hinanden.

’’Du kan sige hvad du vil, Melina, men du kan ikke flygte fra hvem du er..’’ Sagde min far imens han slap Matt og gik hen imod mig.

’’Du er en Lewis.. Og det kan du aldrig nogensinde løbe fra.. Du er en del af vores familie og jeg gør hvad der skal gøres for at du indser, at du kun høre til her!’’ Sagde min far vredt og stoppede op få meter fra mig.

Jeg tørrede mine kinder fri fra tårer og sendte min far det vredeste og ondeste blik som jeg overhovedet kunne finde frem og hvis jeg ikke tog meget fejl.. Så var mine øjne også røde!..

’’Jeg vil hellere dø end at være din datter!’’ Sagde jeg ondskabsfuldt og vendte mig derefter om og kiggede ned på Justins brændende krop.

’’Jeg vil ikke være her uden dig!’’ Hviskede jeg ned imod ham og lod mig i næste nu falde forover, så jeg landede på hans krop inde i flammerne.

’’NEEEJ!.. MELINAAA!!’’ Lød det fra begge mine brødre imens jeg kravlede igennem flammerne helt op af Justins krop som jeg lagde mig helt ned på imens jeg smeltede vores læber sammen og mærkede hvordan flammerne fik fat i mig og brændte mig overalt på kroppen.. Men ikke en lyd sagde jeg.. Det skulle ingen høre fra mig!. Mit sidste ord skulle ikke være et skrig!. Min far skulle huske det sidste jeg sagde som den sidste lyd fra mig!.

’’MELINAAAA!!!’’ Lød det meget fjernt for mig imens jeg mærkede varmen forsvinde om min krop og fornemmede hvordan jeg fik sværere og sværere ved at være ved bevidsthed.

 ’’Vi gjorde det sammen..’’ Hviskede jeg smertefuldt imod hans læber, som jeg kort efter fornemmede forsvandt fra mine, lige før alting sortnede for mig og alt bevidst forsvandt ud af mig!..

Død eller levende.. Jeg ville ikke være et sted hvor Justin ikke var!. Den sidste halvanden måned havde været den mest fantastiske måned i mit liv!.. Justin havde vist mig ægte kærlighed så mange gange og på så kort tid.. Og nu var det min tur.. Intet var godt nok uden min Justin hos mig!.

-Vi ses igen på den anden side, Justin!.. Jeg elsker dig mere end nogen eller noget andet!.. Glem det aldrig!.

************************************Slut************************************

_______________________________________________________________________

Ja, det var så den historie :) Håber i kunne lide den :D 

Jeg er igang med at skrive på en ny historie, som er ude efter jeg har holdt en lille kort pause ligesom sidste gang :) Skal jo lige nå at skrive ekstra meget forud, ikke? :D

I får selvfølgelig besked herinde, når den nye er ude :) 

Og så tusind mange tak fordi i har læst med og givet denne her historie en chance. Det var som sagt min første fantasy og jeg måtte lige prøve det af.. Min genre er nok stadig mest den realistiske slags, hahah :D 

Tak fordi i læste med, tak for de fantastiske og opbakkende kommentarer som fik mig til at fortsætte med at skrive på den, og tak for likes :) Håber historien har fortjent dem, hehe :D <3 

#MuchLove <3 <3 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...