Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249544Visninger
AA

10. Bedst Sådan..

 

Location: Familien Lewis’ Hus, Stratford, Canada. Dato: Torsdag d. 4. Februar 2016, Kl. 01.12.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

Jeg sukkede opgivende, da jeg parkerede Justins bil i min indkørsel og slukkede motoren.. Det var sku heldigt at jeg havde kørekort, så jeg kunne køre hjem som Justin havde bedt mig om. Ja, han kunne jo ikke vide om jeg havde kørekort eftersom, at jeg til hverdag ikke havde nogen bil at køre i selv. Tænk, hvis han bare havde givet mig nøglerne til hans bil og derefter bare skred.. Så kunne jeg få lov at sidde der med en bil som jeg ikke kunne køre hjem..

Jeg havde valgt bare at køre hjem uden at gå ind og spise min mad på restauranten.. For det første, så var det også pisse nederen at sidde alene og spise på en restaurant, og for det andet.. Ja, så var jeg blevet lidt skuffet over den måde han bare sådan skred fra mig på. Hvad var grunden nu til det?..

Hele vejen hjem havde jeg ikke kunne lade vær med at tænke på hans øjne, som blev helt blodrøde helt af sig selv.. Og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om det måske var det der var grunden til at han bare skred sådan.. Det var jeg faktisk ret sikker på, at det var.. Men hvorfor?. Hvorfor fik han overhovedet røde øjne?.. Og hvorfor snakkede han ikke med mig om det istedet for bare at skride?.. Det kunne jeg forhåbentlig spørge ham om i skolen imorgen.. Eller teknisk set, idag..

Jeg steg ud af bilen og smækkede døren imens jeg kiggede op imod vores mørkelagte hus. Det føltes sku godt at være hjemme igen efter en meget forvirrende aften.. Heldigvis var restauranten som Justin havde taget mig med hen til, kun 10 minutter væk fra hvor jeg boede og eftersom, at jeg altid kørte igennem den gade for at komme i skole, så havde jeg heldigvis kunne finde hjem selv.. Se, havde det nu været i New York, så kunne jeg havde fundet hjem fra hvilket som helst sted i byen, med bind for øjnene og i mørke!.

Jeg gjorde som Justin havde bedt mig om, og lagde nøglen under venstre fordæk, hvilket jeg godt vidste betød, at han ville komme og hente sin bil i løbet af natten, hvor jeg nok ville ligge og sove.. Eller måske ville han bare ikke snakke med mig og derfor bad han mig om at ligge den der, så han slap for at skulle opsøge mig personligt for at få sin nøgle?..

Jeg gik udenom bilen og lidt skråt over græsplænen foran vores hus, så jeg kunne komme hen til trapperne og indenfor. Jeg trådte lidt forsigtigt eftersom, at jeg havde støvletter på og gik på græs i mørke.. Ja, det kunne godt resultere i nogen grimme fald og benbrud, og det ville jeg helst ikke risikere.. Hvorfor var det lige, at de ikke havde lavet en sti herovre fra indkørsel og garagen i venstre side af huset, og så op til trapperne op til huset?..

Jeg kom op på verandaen og bemærkede straks at en automatisk lampe begyndte at lyse, da jeg kom indenfor dens rækkevidde. Jeg stak hånden i lommen af min jakke og trak mine nøgler frem og låste mig så ind i den helt mørkelagte gang.

Jeg lukkede forsigtigt døren igen og låste den efter mig og gik så hen til knagerækken i gangen, hvor jeg trak min jakke af, hang den op på en knage og derefter tømte mine lommer for min døde mobil og mine nøgler, som jeg lagde kort på en lille bænk som vi havde fået placeret i gangen, så jeg kunne tage mine sko af.

Jeg bukkede mig forover og lynede den første lynlås ned på min ene støvle og nåede ikke meget længere før lyset i gangen blev tændt og jeg allerede nu kunne regne ud, at det var min far der stod klar til at give mig en skideballe.

Jeg trak min støvle af og smed den på gulvet imens jeg rettede mig op og vendte mig om.. Og ganske rigtigt. Der stod han i dørkarmen indtil stuen med et bestemt blik og krydsede arme.

’’Hvor har du været?’’ Spurgte han mig ret bestemt imens jeg igen vendte ryggen til ham og bukkede mig forover, så jeg kunne få min sidste støvle af.

’’Jeg var ude med nogen venner og så farrede jeg vild på vejen hjem’’ Svarede jeg ham kort og lettere opgivende og smed min sidste sko på gulvet, men samlede dog hurtigt begge mine sko op og satte dem op på skohylden som var blevet sat under knagerne.

’’Du droppede magitimen for at gå ud med nogen venner. Du tager ikke telefonen, når nogen af os ringer, og til sidst slukker du den?’’ Spurgte min far bestemt imens jeg vendte mig om og gik hen til bænken, hvor jeg tog min mobil og mine nøgler.

’’Min mobil gik ud’’ Svarede jeg ham med et opgivende suk og kiggede opgivende over på ham.

’’Melina, nu skal jeg sige dig noget!..’’ Startede min far bestemt.

’’Ej, far.. Jeg har haft en virkelig underlig aften og jeg har slet ikke overskud til det der lige nu.. Jeg..’’

’’Du skal komme til magitimerne!. Er du med!. Du kan ikke bare gøre som det passer dig!’’ Begyndte min far og var tydeligvis pisse ligeglad med hvad jeg stod og sagde til ham, hvilket fik mig til at sukke opgivende.

’’Nej okay’’ Svarede jeg i mit suk og vendte mig om og gik hen imod trapperne som førte ovenpå.

’’Du skal ikke gå når jeg taler til dig, unge dame!’’ Sagde min far bag mig bestemt.

’’Prøv og hør, jeg ved godt hvad du vil sige.. Hvis jeg var 14 ville du have givet mig stuerast for ikke at overholde reglerne, men nu havde jeg lige lyst til at lære mine nye venner bedre at kende helt privat, og hvis du ønsker, at jeg skal synes om denne her by, så kræver det, at du giver mig noget plads.. Desuden, så går der mange år endnu før jeg er fuldt udviklet som magiker, så hvad gør det, at jeg missede 1 time?’’ Spurgte jeg opgivende, hvorefter jeg fortsatte op af trapperne.

’’Du bliver i hvert fald ikke udviklet, hvis du ikke kommer til timerne.. Og du gik også midt i timen igår har Nicky fortalt mig!’’ Svarede min far bestemt og fik mig til at sukke opgivende.

’’Jaja’’ Svarede jeg ham uden at stoppe med at bevæge mig op af trapperne.

’’Vi skal have en seriøs snak om det her imorgen.. Det kan jeg godt love dig for!’’ Lød det bestemt fra min far imens hans stemme blev fjernere og fjernere, hvilket fik mig til at kigge mig over skulderen og se, at han havde vendt sig om og bevæget sig tilbage i stuen..

Jeg skulle lige til at fortsætte op af trappen, da jeg hørte en motor blive startet ude på vejen tæt ved vores hus. Jeg var nået ca. halvvejs op af trappen som gik i en fin bue lang væggen og havde et vindue ca. halvvejs oppe.. Nærmere præcist, lige der hvor jeg stod.

Jeg kiggede ud af vinduet og lod hurtigt mit blik glide ned på Justins bil, hvor lygterne var blevet tændt og bilen nu var igang med at bakke ud af min indkørsel.

Jeg var ikke ét sekund i tvivl om, at det var Justin der var kommet for at hente sin bil.. Men.. Hvordan kunne han være så hurtig?.. Okay, godt nok lå restauranten ikke langt herfra, trods den ekstra lange køretur som Justin og jeg havde kørt efter, at han fandt mig i den stik modsatte ende af byen.. Men hvordan var han kommet herhen så hurtigt?. Jeg var selv lige kommet hjem.. I bil!. Helt klart også noget som jeg skulle tale med ham om imorgen!.

~

Location: Familien Biebers Hus, Stratford, Canada. Dato: Torsdag d. 4. Februar 2016, Kl. 01.50.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Tag det nu roligt.. Det hele skal nok løse sig..’’

’’Løse sig?. Han er forelsket i et menneske, Onkel!’’

’’Ja, og hvem herinde har ikke været det, Jessica?’’

’’Hvis han begynder at involvere sig for meget, så kan det betyde døden for os allesammen!. Fordi vi kender til det!’’

’’Jessica, tag det nu roligt.. Det er jo kun os der ved det..’’

’’Ja, men før eller siden vil Lamia-klanen finde ud af det, og så er vi dødsdømt, hvis han fortsætter med at involvere sig så meget med hende, Moster!’’

’’De finder kun ud af det, hvis nogen fortæller dem det eller giver dem nys om det..’’

Jeg kiggede op på min far, som fik Jessica til at klappe i og ikke rigtig have noget at sige til det sidste min far sagde, hvilket gjorde, at hun så ret fornærmet ud og krydsede sine arme imens hun lænede sig tilbage i sofaen som hun sad i.

Jessica var nok den eneste her i familien, som så denne her situation som det værste der kunne ske. At jeg havde forelsket mig i et menneske.

’’Jeg forstår ham nu godt.. Hun er en meget smuk pige, og hendes blod får selv mine tænder til at løbe i vand’’ Lød det fra Rosalie som fik mig til at kigge over på hende.

Ja, Rosalie og alle de andre var godt klar over, hvor hamrende forelsket jeg var i Melina.. De havde jo selv set det med deres egne øjne.. Og så var det sådan, at vi ikke havde nogen hemmeligheder for hinanden.. Det ville bare være med til at skille os fra hinanden og gøre os svagere.. I vores situation var vi nød til at stå sammen og derfor krævede det også 100% ærlighed.

Det var faktisk Rosalie der startede med at tale med min mor om, at hun var ret sikker på, at det var blevet min tur til at blive forelsket i et menneske. Og den snak tog min mor så med mig helt stille og roligt allerede efter den første dag, hvor jeg havde set Melina og konstant havde hende på hjernen..

Som min mor havde sagt, så kunne det ikke undgås i vores tilfælde, at vi af og til blev forelskede i mennesker, da vi havde truffet beslutningen om at leve i fred med dem.. En del af de andre havde også prøvet det, men havde kæmpet med at holde sig på afstand af dem, så det ikke udviklede sig yderligere.. Og nu var det så blevet min tur.. Min tur til at skulle holde mig på afstand, hvilket jeg også prøvede, men på ingen måder kunne!. Hun gjorde noget helt særligt ved mig.. Noget som jeg ikke var sikker på, at de andre havde prøvet eftersom, at de havde klaret at holde sig på afstand af de mennesker som kom lidt for tæt på dem..

Aldrig før havde jeg prøvet noget som det her!.. Når jeg tænkte på, da hun tog min hånd på den restaurant og jeg mærkede hendes varme.. Hendes puls.. Ja, bare hende.. God!. Det var noget helt specielt!.

Desværre havde jeg bare ikke styrken til at ignorere min sultne tørst efter hende, da hun rørte ved mig og jeg mærkede hendes puls.. Den tiltrak mig alt for meget!.. Heldigvis var jeg dog stærk nok til at komme væk fra hende.. Jeg tvang mig selv væk!. Så jeg ikke satte tænderne i hende!. Men det var virkelig svært og flere gange imens jeg løb hurtigt væk, stoppede jeg op og overvejede at løbe tilbage og bare tage hende istedet for at finde et dyr at suge livet ud af!.

Det at lugte hendes ufattelige tiltrækkende og fristende blod, og så løbe fra hende for at komme ud og stille min tørst med et dyr.. Det var nok hidtil den sværeste prøvelse som jeg nogensinde havde været ude for!. Et dyrs blod var ingenting i forhold til hendes!.

Nej, det var sku for farligt!. Alt for farligt!. Både for hende og for mig og min familie!. Men nu vidste jeg med sikkerhed, at det var bedst at holde mig væk fra hende.. Nu havde jeg givet det en chance.. En ret risikabel chance!. Det kunne have kostet hende livet, hvis jeg ikke havde haft styrken til at stå imod.. Men hvad skulle jeg ellers have gjort?.. Skulle jeg bare have ladet Jay gøre med hende hvad han ville?.. Nej!. Ikke når jeg kunne fornemme hans bagtanke!.

’’Hvad skal vi gøre?’’ Lød det fra min lillesøster Jazmyn, som fik mig roligt til at vende blikket imod hende.

’’Justin?’’ Lød det helt roligt fra min far, som hurtigt fik min opmærksomhed vendt over på ham istedet for at den var på Jazmyn.

’’Jaer?’’ Sukkede jeg og kunne næsten godt fornemme, hvad han ville sige nu.

’’Alle fortjener kærlighed.. Selv os.. Men vampyrer og mennesker hører bare ikke sammen.. Det er Lamia-klanens aller helligste lov, men det ved du jo godt, ikke?’’ Sagde min far helt roligt og fik mig til at nikke svagt.

’’Vi skal nok hjælpe dig, min søn.. Og der er ikke nogen i det her rum som fortæller nogen noget som helst om det her.. End ikke til vores venner og familie som kommer på besøg i weekenden’’ Sagde min far og kiggede rundt på alle de andre som alle nikkede forstående.

’’Måske du skulle kigge dig om efter en anden pige til festen i weekenden så, Justin?’’ Lød det småflabet fra Jessica som hurtigt fik mig til at kigge spydigt på hende og kort efter ryste på hovedet af hende og vende blikket væk igen.

’’Jessica, jeg forstår godt, hvis du ikke kan forstå det her, men du er nød til at være lidt åben. Justin har brug for os allesammen til at kunne komme igennem det her.. Ligesom dengang Matt, Jason og Rosalie gik igennem det’’ Lød det roligt fra min mor som kiggede på Jessica.

’’Hvad skulle jeg kunne hjælpe med?’’ Spurgte hun småsurt og kiggede tilbage på min mor.

’’Du kan hjælpe med at holde Justin væk fra hende, så han ikke kommer i problemer med Lamia-klanen, hvis de finder ud af det’’ Svarede min far og fik mig hurtigt til at kigge op på ham, hvilket han tydeligvis bemærkede, da han vendte blikket imod mig.

’’Min søn.. Jeg ved godt, at det bliver en udfordring, men du er nød til at prøve.. Du holder dig herhjemme i noget tid og når du er faldet lidt til ro og kommer tilbage til skolen, så vil de andre stå klar til at hjælpe dig.. Vi føler allesammen med dig i det her’’ Sagde min far roligt og fik mig til at nikke.

’’Tss.. Ikke mig’’ Lød det spydigt fra Jessica..

’’Jessica, hold nu op’’ Sagde Jason hurtigt imens han stod op af bogreolen med krydsede arme og et skarpt blik ned på Jessica.

’’Ej, men jeg kan ikke holde ud, at hun kommer her og ødelægger det hele!. Hun sætter os allesammen i fare!’’ Udbrød Jessica frustreret.

’’Det er ikke hendes skyld!’’ Brummede jeg bestemt så Jessica kiggede på mig.

’’Måske ikke direkte, men hun er skyld i, at vi sidder her og snart kan få revet hovederne af og blive brændt til aske af Lamia-klanen!.. Hvis Lamia-klanen finder ud af at du kærester rundt med et menneske, så..’’

’’Jeg kærester ikke rundt med noget menneske, forhelved!’’ Brummede jeg bestemt.

’’Nej, ikke lige nu!. Men du ville gerne, så forstå nu min pointe!.. Jeg har set hvordan hun prøver at komme i kontakt med dig på skolen og hvordan i begge sidder og kigger på hinanden!. Jeg kan mærke, at hvis du ikke holder dig fra hende, så udvikler det sig og så er vi alle færdige!’’ Vrissede Jessica af mig med sine stive og skarpe røde øjne boret direkte ind i mine.

’’Du ville ikke kunne modstå presset hun giver dig!. Det er selv bevist nu efter du kom hjem og fortalte hvad du havde gjort!..’’ Fortsatte hun skarpt.

’’Hvad skulle jeg have gjort?!. Skulle jeg bare have ladet hende være og ladet hende blive udsat for fare?!’’ Spurgte jeg Jessica vrissende og kiggede skarpt på hende.

’’Ja!. Mennesker må klare sig selv, præcis ligesom os!’’ Svarede Jessica småråbene.

’’Ej, nu stopper i to’’ Indskød min far hurtigt og fik både Jessica og jeg til at kigge op på ham.

’’Selvfølgelig skulle du ikke have ladet hende klare det selv, Justin.. Det var faktisk meget stort gjort af dig at hjælpe hende, og jeg er sikker på, at Melina er meget taknemmelig for din hjælp.. Men du må forstå, at det er for farligt, og jeg må desværre give Jessica lidt ret i det her.. Du ville ikke kunne klare presset og det er til fare for både dig og hende, hvis du lader dig komme for tæt på.. Jeg ved godt hvordan det føltes at være forelsket i et menneske.. Men det kan slå hende ihjel, hvis du ikke har kontrol nok.. Og hvis du så finder den kontrol, og du bliver opdaget, så slår det dig selv ihjel fordi Lamia-klanens ord er lov’’ Forklarede min far og fik mig til at sukke opgivende imens jeg gned mig i hovedet med begge hænder.. Desværre havde han ret.. Lige nu havde jeg slet ikke nogen kontrol i længden.. Kun ganske lidt!.. Jeg var nød til at holde mig fra hende.. Også.. Også selvom det nok blev det sværeste i mit liv.. Eller.. Bare tanken var allerede det sværeste i mit liv!.

______________________________________________________________

Okay, i får lige et ekstra kapitel, da jeg lige har en besked til jer, som jeg ville blive utrolig glad for, hvis i gad at læse :) 

Som i nok har lagt mærke til allesammen, så minder historien til tider ret meget om Twilight, og ja, jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det... Har har virkelig kæmpet med at få scenerne til at udvikle sig anderledes end i twilight og så har jeg forsøgt at få dem til at sige noget andet, end hvad de egentlig gør i filmen.. Det er ikke altid lige let, når det er første gang jeg springer ud af komfortzonen og skriver noget i en genre som jeg slet ikke er vant til. 

Jeg har ingen rigtig fantasi i den her genre kan vi vidst godt konstatere, men jeg gjorde et forsøg :) 

Historien fortsætter selvfølgelig indtil den er slut, men håber bare at i vil bære over med mig, når historien nogengange ligner twilight.. Jeg er ked af det over det, men jeg gjorde forsøget, og det har jeg lært, at man er nød til, hvis man vil udvikle sig :) Hvis i ikke kan holde det ud, så behøver i selvfølgelig ikke læse den færdig, men håber selvfølgelig at i hænger på.. Jeg lover, at jeg gør mit bedste for at komme væk fra twilight, men eftersom, at jeg har skrevet meget forud, så ligger i nok først mærke til det senere hen og ikke lige imorgen, hvis i forstår ;) 

Jeg lover at min næste historie kommer ud af min fantasi og ikke er inspireret af nogen film eller noget :P Den genre ligger også i min konfortzone, hvilket gør det nemmere, hahah :D <3

Men nu ved i, at jeg godt ved, at den er inspireret af Twilight, og det var det jeg havde brug for at sige.. Jeg ved det godt :D <3 Nogengange kan jeg bare godt lide et univers og så skabe det selv en smule anderledes og så lades som om, at man selv er med inde i det, hvis i forstår :) Det kender nogen af jer vel også godt?.. Det der med at sidde og drømme sig med ind i en film, som man bare synes er helt fantastisk god ;) 

Men nu skal jeg nok stoppe, hahaha :D 

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

#MuchLove 

-NetteC

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...