Dangerous love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årig Melina flytter fra New York til Stratford i Canada sammen med sin familie, bestående af en far og 2 ældre brødre. Udadtil virker de som helt normale mennesker, men indeni besidder de kræfter, som man ikke troede fandtes i virkeligheden. Melina er ret doven når det kommer til skole, og det gælder også træningen af hendes indre kræfter. Hendes familie er meget overbeskyttende overfor hende og er meget obs. på hvem Melina omgås.. Men hvad sker der, når hun starter på byens High School, hvor en lidt speciel fyr går?. En fyr som heller ikke så helt så normal, og som også finder stor interesse i Melina?… Og hvad med både Justin og Melinas familier?.. Kan de acceptere deres kærlighed eller gemmer der sig hemmeligheder som Melina ikke engang var klar over?.. Og hvor kender Melinas familie egentlig Justin og hans familie fra?. Kan de få overbevist Melina om at holde sig fra Justin, eller er det en helt umulig opgave?. Find ud af det i ''Dangerous Love'' (Twilight Inspireret)

228Likes
791Kommentarer
249135Visninger
AA

44. Advarslen!..

 

Location: Et ukendt sted i Canadas skove. Dato: Onsdag d. 24. Februar 2016, Kl. 17.57.

 

*Melinas Synsvinkel*

 

’’Du er så egoistisk!’’

’’Er jeg egoistisk?!. Hvem fanden er det lige der er egoistisk her, hva Melina?!’’

’’Du kan kræftedeme ikke kalde mig egoistisk, når det eneste jeg vil er at give dig hele mit liv man!’’

’’Og det er præcis det jeg ikke vil have forhelved!. Du skal have et liv!. Er normalt liv!’’

’’Men jeg vil jo ikke have et normalt liv, Justin!. Jeg har ikke noget tilbage i mit normale liv!. Det er DIG der vil have, at jeg skal være i live, pga din egen egoisme!. Fordi du vil høre mit hjerte, mærke min varme og alt det der bullshit du ellers render rundt og bruger som undskyldning for ikke at forvandle mig!’’

’’Hvad fanden er der galt i, at ønske et normalt liv for dig, hva?!. Jeg ved hvordan det føltes ikke at have noget hjerte eller nogen varme!. Det er tomt!. Tomt som en i helvede!. Og det ønsker jeg ikke for dig!’’

’’Nej.. Så hellere miste mig fordi jeg bliver meget hurtigere gammel at se på end dig!’’ Vrissede jeg som svar og vendte mig og gik ud af stuen og ud af havedøren, som jeg smækkede hårdt efter mig, som tegn på, at jeg gerne ville være helt i fred nu!.

Jeg satte mig tungt ned på en af de 4 hvide og halvslidte havestole og satte mine albuer på det lille runde hvide havebord imens jeg tog mig til hovedet og kørte mine hænder op i mit hår over ørerne. Fuck jeg var rasende.. Og ikke mindst ked af det.. Ked af det fordi jeg og Justin var endt ud i sådan et voldsomt skænderi..

Egentlig syntes jeg, at vi altid havde været gode til at holde os i ro, når vi diskuterede det her emne, men lige idag eskalerede det bare..

Faktisk havde vi slet ikke snakket om det her siden Justin afviste mig den aften i sengen.. Jeg havde virkelig prøvet ikke at nævne noget med det, men jeg kunne bare mærke, at det måtte ud til sidst, så idag gjorde jeg endnu et forsøg på at overtale ham.. Det ene ord tog det andet og pludselig stod vi og råbte og skreg af hinanden..

*Bang!. Klir, Klir, Klir!*

Jeg gispede lidt, da jeg hørte den voldsomme støj inde fra huset af og det fik mig kort til at kigge mig selv over skulderen og ind igennem vinduet, hvor jeg så Justin som ret hurtigt forlod stuen og efterlod et smadret glasskab midt på gulvet. Som om, at han havde taget fat i det og væltet det.. Eller måske kastet med det?..

Jeg sukkede opgivende og vendte blikket frem for mig igen, så jeg sad med ryggen til huset og lukkede øjnene imens jeg gned mig lidt i hovedet.

Jeg havde det selvfølgelig virkelig dårligt med, at det var gået sådan amok imellem os, men hvad kunne jeg gøre?.. Opgive?.. Det ville jeg aldrig nogensinde komme til, for Justin var ham jeg ville dele resten af mit liv med... Uden at jeg blev gammel at se på imens han stadig så ung ud..

Lige det med ældningen kunne jeg slet ikke holde ud at tænke på. Det at se mig selv gå ned af gaden med Justin i hånden, hvor han lignede en på måske 25 og jeg lignede en på 50.. Nej!. Bare nej, det ville jeg simpelthen ikke være med til!.

Hvorfor forstod han mig ikke?.. Hvorfor forstod han ikke, at jeg ikke havde noget tilbage i denne her verden?.. Jeg havde mistet min familie. Jeg havde mistet alle mine gamle venner i New York.. Eller måske ikke helt endnu, men jeg havde ikke talt med dem én eneste gang efter, at jeg var flyttet fordi jeg havde haft så meget andet at se til, så i min verden var det kun et spørgsmål om tid før de helt glemte mig og begyndte at tænke på, at de sagtens kunne klare sig uden mig i deres liv.

Jeg ville bare være som ham.. Det var jo en kærlighedserklæring af de helt store, men han afviste mig.. Han kaldte mig egoistisk istedet for.. Okay, jeg kaldte ham egoistisk først, men alligevel.. Han var sku da også pisse egoistisk!. Han ville kun have, at jeg forblev et menneske fordi han godt kunne lide lyden af mit hjerte og mærke mine varme og alt det der fis.. Hvorfor havde han så stort et behov til det?. Hvorfor kunne han ikke bare tage mig som den jeg var.. Eller, ville være?!. Hvorfor skulle jeg blive i det her kedelige liv, når jeg kunne bruge resten af mit liv sammen med ham?..

Nogen ville måske stille spørgsmålstegn til hans kærlighed til mig her.. Men det gjorde jeg ikke.. Netop fordi, jeg havde set det med egne øjne. Jeg stolede på min mor og den halskæde hun gav mig, og den havde vist sit lys imellem Justin og jeg, så jeg var slet ikke i tvivl på det område.. Det generede mig bare, at han kunne se det for min synsvinkel og hjælpe mig med at få det liv jeg gerne ville have..

Jeg tog en dyb indånding og rettede mig op i stolen, da jeg mærkede hvordan vreden langsomt dalede i min krop og istedet blev overtaget af den triste følelse.

Jeg kiggede mig igen over skulderen og ind i stuen, hvor Justin stadig ikke var til at se. Jeg rejste mig fra stolen og gik hen til havedøren som jeg roligt lukkede op og gik ind af imens jeg lukkede den bag mig.

Mit blik fangede hurtigt stuegulvet, hvor en masse smadret glas lå rundt om det væltede skab. Glaslågerne i skabet var tilsyneladende røget ud til siderne, da skabet blev væltet, og derefter knækket af og gået i tusind stykker.

Jeg bed mig selv lidt i læben og kiggede imod min højre side, hvor køkkenet var, da jeg fik tanken om at rydde det roderi op..

Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at rode i alle skuffer og skabe i håb om at finde nogen store affaldssække, som det smadrede glas kunne ryge ned i. I min verden føltes det som om, at jeg ledte efter de sække i 100 år, men i virkeligheden var det nok ikke mere end 5 minutter jeg brugte på at lede efter dem, før jeg fandt dem inde i et lille kosteskab som var placeret ovre i hjørnet og inde i væggen.

Jeg tog hele rullen med sække med mig og gik så tilbage til stuen, hvor jeg satte mig på knæ på gulvet, på den højre side af skabet. Jeg rev en sæk af rullen og fik den åbnet op og begyndte så at samle de største glasstykker op med hænderne og smide dem ned i posen.

Tænk engang.. Det her kunne jeg have ryddet op og få fjernet på 2 sekunder, hvis jeg havde haft mine kræfter, men fordi min far var sådan som han var, så var det selvfølgelig en totalt umulighed for mig nu!.

De sidste par dage havde faktisk været ret svære, selvom man ikke skulle tro det.. Jeg levede at brød med pålæg på eller stegt kylling, som 2 ud af 3 gange var blevet helt tørre og var brændt lidt på fordi jeg gav dem alt for længe.. Det gik mildest talt af helvedes til for mig uden mine kræfter og det havde jeg blandt andet også nævnt for Justin idag inden skænderiet rigtigt eskalerede.. Men igen, så var han pisse ligeglad!. Han mente bare, at jeg skulle tage mig sammen og lære tingene uden brug af magi!.

Bare tanken om alt det han havde sagt fik igen vreden til at stige lige i min krop. Dog beherskede jeg mig og prøvede at trække vejret helt ned i maven for ikke at bryde ud i endnu et raserianfald. Jeg fortsatte bare med at ligge glasskårene ind i sækken, som jeg havde lagt ned, så alle de store glasstykker lå i samme retning, så de ikke stak ud til alle sider, når jeg skulle bære posen ud. Hvis de lå i forskellige retninger kunne der for det første ikke være særlig meget i posen, og for det andet, så var der stor chance for at glasset skar hul i posen flere steder imens jeg gik med det, og måske ville der komme så mange huller at posen ville sprække og alt glasset ville falde ud igen, så jeg kunne starte forfra med det jeg nu var igang med.. Nej, så hellere ligge det ordentligt ind i posen..

Jeg tog endnu et stykke glas og puttede det ned i posen. Dog blev glasset stoppet halvvejs ned i posen af noget af alt det andet glas.

’’Årg, kom nu ned i man’’ Småvrissede jeg lettere irriteret for mig selv og maste glasset ind i sækken. Men det gav sig ikke.

’’Kom nu!’’ Vrissede jeg lidt højere og pressede ekstra meget på, på glasset, som til sidst gav sig og kom ned i posen. Dog ikke uden uheld..

’’Av..’’ Mumlede jeg for mig selv, da jeg mærkede en svigende fornemmelse på min ene hånd imens jeg kiggede på sækken, som var blevet skåret en smule op af det trekantede glasstykke som jeg netop havde prøvet at mase derned i.

Jeg trak min hånd ud af sækken imens jeg slap glasset og fik så øje på en ca. 3 centimeter lang tynd og småblødende flænge på min håndryg.

’’Pis..’’ Mumlede jeg lettere vrissende for mig selv og hørte i næste nu tilstedeværelse i stuen.

Jeg kiggede op og hen imod indgangen af stuen ude fra gangen og så, at Justin stod og kiggede stirrende ned på mig.. Okay, hurtigt gæt?. Han havde lugtet mit blod og hørt mine jag?..

’’Hvad er det du laver?!’’ Spurgte han lettere anspændt og kiggede bestemt ned på mig.

’’Rydder op efter dig’’ Svarede jeg lettere køligt imens jeg rejste mig op og kiggede ned på min hånd, hvor små bloddråber havde lagt sig på den lille tynde flænge, som jeg let kunne se, kun var en skramme.

’’Lad mig ordne det der’’ Sagde Justin og kom hurtigt hen til mig og tog blidt fat i mig.

’’Det behøver du ikke.. Jeg kan sku godt selv’’ Vrissede jeg af ham og trak mit håndled ud af hans greb og gik ud af stuen, ned af gangen og ned på det første toilet på venstre hånd.

Jeg tændte for vandhanen ude på badeværelset og stak min hånd ind under det kolde vand og lod det ordne mit lille sår. Dog blev jeg noget overrasket, da jeg mærkede et køligt vindpust ved siden af mig, hvor Justin pludselig stod med en førstehjælpskasse, som han begyndte at rode i og hive forskellige ting frem.

’’Hvad har vampyrer en førstehjælpskasse for?’’ Spurgte jeg lettere køligt og løftede det ene øjenbryn uden at kigge op på ham. Faktisk holdte jeg bare mit kølige blik nede på min hånd under den kolde hane.

’’Jeg købte den, da vi tog herop, for at være på den sikre side.. Fordi jeg ved, at du kan være temmelig klodset engang imellem.. Kom her med den hånd’’ Svarede Justin mig køligt og trak min hånd væk fra vandhanen og tørrede den med gæstehåndklædet som hang ved siden af vasken.

Jeg sukkede opgivende og lod ham ordne min hånd ved at sætte et plaster på og derefter forbinde den med lidt bandage.. Okay, det var måske lige i overkanten..

’’Slap af, Justin.. Det er en skramme. Det er ikke fordi min hånd er ved at falde af, vel’’ Sagde jeg kort og trak min hånd til mig, da han havde sat de der klemme-lukkere på bandagen.

’’Ja okay, undskyld, at man bare vil hjælpe..’’ Svarede Justin køligt og vendte ryggen til mig, så jeg straks fangede, at han var ved at gå.

Han forsvandt ud af badeværelset og jeg sukkede opgivende og gned mig lidt i panden med et par fingre, før jeg pustede tungt ud og vendte blikket ned på førstehjælpskassen, som jeg pakkede sammen og lukkede og derefter satte ned i skabet nede under håndvasken..

’’Melina.. Du har gæster..’’ Lød det fra Justin idet, at jeg rejste mig op. Jeg kiggede mig selv i spejlet med en lettere rynket pande, lige indtil det slog mig!..

’’Tippy!’’ Hviskede jeg for mig selv og løb straks ud af badeværelset og ned til stuen, hvor jeg hurtigt fandt Tippy stående på sofabordet imens Justin sad i sofaen uden at der blev sagt et ord imellem dem.

’’Tippy!’’ Udbrød jeg straks virkelig glad, da jeg så ham og løb over til ham og tog fat i ham og krammede ham godt ind til mig.

’’Hvor er jeg glad for at se dig!’’ Småjublede jeg og trak mig kort efter fra ham igen og kiggede storsmilende på ham. Dog falmede mit smil lidt, da jeg så Tippys seriøse ansigtsudtryk.

’’Melina, det er alvorligt..’’ Sagde han seriøst, så jeg straks fjernede mit smil helt og mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke.

’’Hvad sker der?’’ Spurgte jeg ham og satte ham ned på sofabordet igen imens jeg selv satte mig ned i sofaen overfor Justin.

’’Jeg ville gerne være kommet før, men jeg kunne først slippe ud af huset idag, da din far sagde, at jeg skulle tage ud for at finde dig..’’ Startede Tippy.

’’Det er okay, Tippy. Bare fortæl mig hvad der sker’’ Sagde jeg kort og ville helst have, at han bare kom til sagen nu.

’’Din far gik fuldstændig amok, da Tyler og Nicky fortalte ham, at du var stukket af.. Først troede han, at jeg vidste hvor du var, men jeg fik ham overbevist om, at jeg ikke vidste det.. Også med hjælp fra dine brødre som fortalte ham, at jeg først kom hjem da du var forsvundet og de rendte rundt i huset og ledte efter dig..’’ Forklarede Tippy og fik mig til at nikke forstående og lyttende.

’’Han har taget kontakt til professor Lumindorff.. Din far fortalte ham alt, så han til sidst tog din magi’’ Fortsatte Tippy og fik mig straks til at spile øjnene lidt op.

’’Nej.. Det er løgn, ikke?!..’’ Sagde jeg straks helt chokeret og med massere af uro i kroppen.

’’Nej, det er det ikke.. Men det er ikke engang det værste’’ Svarede Tippy.

’’Hvad er det værste?’’ Spurgte jeg ham hurtigt og kiggede meget lyttende på ham.

’’Din far har besluttet, at de skal finde dig, og når de så har fundet dig, så.. Så vil de tage dig med til den magiske verden, hvor vi skal bo resten af livet, fordi at både din far og professor Lumindorff mener, at det er for farligt at have dig boende i denne her verden..’’

Tippys ord fik mig til at gå helt i chok.. Sig det var løgn!. Sig at det ikke passede!. At jeg flyttede til den magiske verden betød, at.. At jeg aldrig mere kom til at se Justin igen!.

Jeg vendte straks blikket over på Justin, som kiggede ret køligt og ret uforstående på mig.. Selvfølgelig.. Han forstod jo slet ikke alvoren af det her.. Men det gjorde jeg!.

’’Justin.. Der er ikke noget valg mere nu.. Du bliver nød til at give dig’’ Sagde jeg stille og kiggede pleasende på ham, så han vidste hvad jeg snakkede om.

’’Der er altid et valg, Melina!’’ Svarede Justin køligt og kiggede mig i øjnene.

’’Nej, ikke denne gang!. Du er nød til at forvandle mig nu!’’ Sagde jeg bestemt og virkelig anspændt.

’’Jeg har sagt nej, Melina, og det står jeg ved!. Forstår du det ikke snart, hva?!’’ Spurgte Justin ret bestemt og rejste sig op og gik hen imod havedøren.. Sikkert for ikke at ende i endnu et skænderi med mig.. For det kom han virkelig, hvis han blev siddende..

’’Fint.. Tippy, så vent på mig.. Så følges vi hjem’’ Sagde jeg til Tippy og rejste mig fra sofaen og gik over imod gangen imens jeg fornemmede ud af øjenkrogen, at Justin vendte sig om og fulgte mig med øjnene. Ja, hvis han ikke ville lytte, så måtte jeg gribe det an på en anden måde, så han kom til at forstå hvad der kom til at ske nu!.

Jeg åbnede hurtigt døren ind til walk in closettet og lod den stå åben. Jeg gik om bag døren og trak mine kufferter frem og trak dem hen til midten af gulvet, hvor jeg lagde dem ved siden af hinanden og åbnede dem, så de var klar.

Jeg rettede mig op og gik hen til de første skabe, hvor alle mine bluser lå pænt inde på hylderne. Jeg tog hele den første stabel ud og vendte mig om og kastede dem ned i min ene kuffert imens jeg ud af øjenkrogen så Justin komme frem i døråbningen herind til.

’’Hvad laver du?’’ Spurgte Justin køligt og lettere undrende.

’’Pakker..’’ Svarede jeg køligt og gjorde hvad jeg kunne for at være så iskold som muligt. Dog indeni var jeg ved at bryde helt sammen i gråd.

’’Hvorfor?’’ Spurgte han anspændt og trådte helt ind i lokalet.

’’Jeg bliver jo fundet før eller siden alligevel, så jeg kan ligeså godt få det overstået.. Der er ingen grund til at trække den længere ud, når jeg ved hvor det bære hen.. Så jeg tager hjem’’ Svarede jeg ham køligt imens jeg tog fat i den anden stabel med mine bluser og kastede dem derefter også ned i min kuffert.

’’Hvad?!’’ Spurgte Justin meget hurtigt og totalt uforstående.

’’Forstår du det slet ikke, Justin?!. Min far vil aldrig give op!. Han finder mig, og når han gør tager han mig med til den magiske verden.. Vi kommer aldrig til at se hinanden igen!’’ Sagde jeg bestemt og frustreret imens jeg kiggede bestemt på ham.

’’Stop det der!. Selvfølgelig gør vi det. Du kan bare tage hertil igen, når..’’

’’Nej, Justin!. Det kan jeg nemlig ikke!. Uden magi er det fuldstændig umuligt at komme tilbage fra den magiske verden!. Den portal vi skal rejse igennem i vores hule kan kun komme frem ved hjælp af magi i en magiker hule, og hvis jeg ikke har min magi, så kommer jeg aldrig ind i hulen, fordi man kun får adgang med magi, hvilket den håndscanner der giver adgang til hulen, kan mærke om man har, og jeg kan aldrig fremtrylle protalen til denne her verden fordi professor Lumindorff har taget min magi.. Når han først har inddraget ens magi, så er der ingen returret!. Jeg bliver aldrig magiker igen!’’ Forklarede jeg virkelig frustreret og bemærkede hurtigt, at Justin blev virkelig mundlam.

’’Forstår du alvoren af det nu, hva?!’’ Spurgte jeg køligt og anspændt uden at få noget svar fra Justin overhovedet.. Han stod bare som lammet og kiggede helt mundlamt på mig.

’’Det tænkte jeg nok.. Men det er også ligemeget. Jeg har ikke en chance for at overvinde dem, som det er lige nu’’ Indskød jeg køligt imens jeg gik over til rækkerne med alt mit og Justins tøj som hang på bøjler og begyndte så at tage mit tøj ned fra bøjlerne og kaste det ned i min anden kuffert..

Jeg gispede lidt, da Justin på 1 sekund stod ovre ved mig efter at have set mig pakke lidt videre. Han greb blidt fat i min skulder, hvilket stoppede mig i at pille mit tøj af bøjlerne og istedet kigge op på ham, hvor jeg hurtigt fik øjenkontakt med ham..

Der var det!. Det var dét specielle blik fra ham, som jeg havde ventet så længe på!. Det blik som med stor tydelighed sagde det hele!. Ingen ord havde jeg brug for, for at forstå hvad han sagde.. Eller tænkte.. Ja, jeg behøvede ikke engang at læse hans tanker!. Den evne var der heldigvis endnu. Bare fordi jeg ikke havde min magi længere ændrede det heldigvis ikke på tidligere besværgelser!. Men det var så noget jeg måtte leve med i resten af mit liv.. Men fuck det.. Efter Justins blik, så var jeg ligeglad!.

~

Location: Et ukendt sted i Canadas skove. Dato: Onsdag d. 24. Februar 2016, Kl. 18.59.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Tippy, du taler til min fornuft hele tiden, okay?’’ Sagde jeg kort til Tippy som straks nikkede meget forstående til mig.

’’Det drejer sig om sekunder.. Ikke mere end det’’ Fortsatte jeg kort og fik igen Tippy til at nikke.

’’Jeg skal gøre mit bedste’’ Svarede han og fik mig til at nikke forstående, hvorefter jeg vendte blikket ned på Melina som lå klar på sengen imellem mig og Tippy, som sad på hver side af hende.

Hun så mildest talt ret nervøs ud, hvilket jeg 100% godt kunne forstå. Det var lige præcis det her sats som jeg hele tiden havde nægtet at tage.. Lige indtil, at det gik op for mig, at jeg ville miste Melina for altid, hvis jeg ikke gjorde det.

At miste hende var det sidste i verden jeg ønskede mig.. Derfor havde jeg ikke noget valg længere.. Hellere have hende hos mig, når hun var som mig, end at miste hende og vide, at hun stadig havde puls, hjerte og vejrtrækning!.

’’Er du klar, babe?’’ Spurgte jeg hende og kiggede roligt på hende imens jeg nussede hendes hånd blidt på håndryggen.

’’Nej, men.. Bare gør det’’ Svarede hun ret skælvende og nervøst.

Jeg nikkede kort og lænede mig ned til hende. Egentlig skulle jeg have fat i hendes hals, men jeg valgte at placere mine læber på hendes.. Det sidste kys inden hendes forvandling ville jeg virkelig ikke gå glip af!.

Jeg smeltede vores læber sammen og mærkede straks hendes varme sive ud af læberne på hende imens vi kyssede flere gange.. Det føltes virkelig skønt, og ærligt, så kom jeg til at savne hendes varme læber helt vildt.. Men hellere det end at vinke farvel til hende helt!.

Lyden af hendes nervøse hjerteslag lød i mine ører, og det fik mig samtidig til at tage hånden op og lægge den på hendes hjerte, så jeg mærkede følelsen af det bankende hjerte i min hånd.

Jeg mærkede hendes varme hånd ligge sig i nakken på mig, hvilket jeg nød 100%. Dog gik der ikke længe før hun blidt greb fat i mit nakkehår og forsøgte at trække mig lidt væk, hvilket fik mig til at slippe hendes læber og åbne øjnene, så vi straks fik øjnekontakt.

’’Jeg elsker dig, Justin!’’ Hviskede hun blidt og kærligt, så hendes varme ånde ramte mine kølige læber.

’’Jeg elsker dig!.. Og undskyld.. Det bliver ret smertefuldt inden du falder i søvn’’ Sagde jeg stille og kiggede hende i øjnene og fik et lille forstående nik.

’’Bare gør det..’’ Hviskede hun stille uden at fjerne hånden fra min nakke.

Jeg nikkede forstående til hende og fugtede kort mine læber imens jeg vendte blikket ned på hendes hals, hvor hun drejede hovedet til siden og kiggede over imod Tippy, så en pulsåre på hendes hals kom frem.

Jeg lænede mig ned til hendes hals og tog en dyb indånding tæt ved den, så jeg nærmest kunne smage hendes duft.. Ikke fordi, at jeg kunne mærke, at mine øjne skiftede farve, men.. Jeg kunne næsten lidt alligevel, fordi lysten til hendes blod steg så meget, at jeg slet ikke var i tvivl om, at mine øjne skiftede farve fra det ene sekund til det andet!.

Jeg kneb øjnene sammen og åbnede munden og mærkede i næste sekund, hvordan mine tænder borrede sig ned i hendes bløde hud imens smagen af hendes blod ramte min tungespids og fik mig hurtigt til at spile øjnene virkelig meget op!. Aldrig havde jeg smagt så lækkert et blod!.. Aldrig!.

’’Arrrg...’’ Hvinede Melina, men rørte sig ikke ud af flækken.

’’Bare lige lidt mere, og så sprøjter jeg giften ind.. Lidt mere.. En lille dråbe mere!.. Bare lige det sidste!’’ Lød det i mit hoved imens en del af mig kæmpede med at give slip på giften, som jeg skulle sprøjte ind i hende.. Ja, det duede jo ikke at sprøjte det ind i hende og så suge det ud igen, når jeg lige skulle smage, vel?..

’’Mmh!’’ Mumlede jeg totalt nydende og sultent efter mere.

’’Justin, stop nu.. Det er nok nu..’’ Lød det fra Tippy som fik mig til at knibe øjnene sammen.

’’Justin, du slår hende ihjel.. Gør det nu’’ Lød det fra Tippy igen kort efter som jeg sagtens kunne høre var nervøs, men alligevel formåede han at tale med en så rolig stemme, så min lyst til hendes blod blev en anelse mindre..

’’Du ser hende aldrig i live mere, hvis du ikke sprøjter giften ind i hende nu!.. Alle i begge familier vil vide, at du slog hende ihjel!..’’

’’Find styrken, Justin.. Jeg ved du kan.. Ser du Melina for dig?.. Hendes øjne.. Hendes smil..’’

’’Mmrrrrrrhh!!’’ Brummede jeg med totalt sammenknebene øjne og gav så slip på min gift, som jeg nærmest pustede ind i hendes sår på halsen, hvorefter jeg rev mig selv fra hende og faldt bagover på sengen, så jeg røg udover kanten og ned på gulvet.

’’ARRRG!!.. Mmmrrrh!!.. Stooop det!.. ARRRRRRH!’’ Lød det fra Melina som fik mig til at knibe øjnene sammen og tage mig til hovedet uden at rejse mig fra gulvet, hvor jeg lå og følte mig både som et monster, men også totalt i balance og i en kæmpe rus..

Det var helt klart hendes blod der gjorde det!. Aldrig havde noget blod i verden fået mig til at have det sådan her!. Aldrig!.

’’AAhh-Ahhh!.. Mmmmmrrrr!!!.. AAAAAAAARHHH, JUUSTIIINN!’’ Skreg Melina og fik mig til at åbne øjnene og tage mig sammen.. Jeg kunne sku ikke bare ligge her!. Jeg skulle vise hende, at jeg var der!.

Lynhurtigt rejste jeg mig fra gulvet og satte mig på knæ oppe i sengen imens jeg tog fat i hendes hoved og drejede hendes hidsige og smertefulde blik hen på mig.

’’Melina.. Fokuser.. Det skal nok gå.. Det er overstået lige om lidt.. Kom nu, baby.. Slap af, så virker smerten mindre’’ Sagde jeg imens jeg kiggede hende i øjnene og hun lå og vred sig lidt og skreg af bare smerte fra min gift som lige nu var igang med at arbejde sig langsomt ind i hendes krop og knuse alle hendes blodårer... Og hendes hjerte!..

’’Baby, kig på mig.. Hold dit fokus på mig’’ Sagde jeg imens hun kneb sine øjne sammen og ihærdigt prøvede at åbne dem og kigge på mig.. Der gik et par sekunder før hendes øjne åbnede sig og hun kiggede mig direkte i øjnene.

’’Sådan, babe. Godt gået.. Du falder i søvn om lidt, og så mærker du ingenting.. Stol på mig’’ Sagde jeg roligt til hende og nussede hende på kinderne med mine tommelfingre uden at slippe øjnekontakten med hende.

Melina begyndte efter lidt tid at blinke langsommere og langsommere med øjnene i takt med at hendes krop blev mere og mere afslappet og hendes skrig og smertefulde klynk blev svagere og svagere..

Et par minutter senere lukkede hun øjnene og blev helt afslappet i kroppen, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding og blidt læne mig ned til hendes ansigt, hvor jeg placerede et kys på hendes pande.

’’Godt klaret, baby’’ hviskede jeg imod panden og placerede et sidste kys på den, hvorefter jeg rettede mig op og tørrede mig om munden, hvor en lille smule blod blev tværet ud på min håndryg.

’’Er hun død?’’ Lød det fra Tippy som straks fik mig til at vende blikket over på ham og ryste på hovedet.

’’Nej.. Man kan sige, at hun er i en slags koma. Det er giften der gør det.. Hun vågner om et par dage’’ Svarede jeg og fik Tippy til at nikke svagt og forstående imens han blidt lagde sine vinger på hendes ene hånd som han greb fat om og krammede ind til sig.

’’Tak for hjælpen, Tippy’’ Sagde jeg kort og fik ham til at vende blikket op på mig uden at trække sig væk fra Melinas underarm.

’’Det var så lidt.. Hvad skal der så ske nu?’’ Spurgte han lettere mut og kiggede spørgende på mig.

’’Du skal hjem.. Min styrke er ikke så stærk lige nu efter smagen af hendes blod, og jeg vil nødigt gøre dig fortræd’’ Sagde jeg så roligt jeg kunne for ikke at skramme ham.

’’Oh.. Okay.. Så kommer jeg bare tilbage om et par dage, når hun vågner’’ Svarede han og slap blidt Melinas arm som han lagde henover hendes mave.

’’Vent lidt med det.. Når Melina vågner vil hun have en uimodståelig trang til blod, og hvis du kommer, så.. Så er jeg bange for at hun hopper på dig.. Og det har intet at gøre med om hun kender dig eller ej. Hendes tørst vil styre hende så meget, så hun vil slet ikke kunne tænke på hvor meget du betyder for hende’’ Forklarede jeg kort og fik et kort nik fra ham.

’’Okay, så tager jeg afsted nu.. Husk at fortæl hende, at jeg stadig ikke fortæller noget til hendes familie.. I kan stole på mig’’ Sagde Tippy kort og fik mig til at nikke forstående til ham og derefter vende blikket ned på Melina som lå helt stille og så helt fredfyldt ud..

__________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...