Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2016
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Igang
Det var anden gang de skulle flytte!
Første gang var det da deres mor "tilfældigvis" blev kørt ned ved et fodgængeroverfælt -tragisk. Der var gået 10 år siden ulykken, og de 2
enæggede tvillinger Fie og Clara skulle flytte til en lille snot by i Canada.
Lidt efter lidt finder de 2 piger hurtigt ud af at der er sket noget
-noget der kan have betydning for dem resten af livet...

0Likes
2Kommentarer
393Visninger
AA

1. Det var faktis okay.. i længden

Taxaen standsede hårdt foran lufthavnen. Vi blev slynget frem og så tilbage igen i vores sæder. "idiot", mumlede far og rakte taxachaufføren pengene for turen.

Vi tog vores bagage og småløb ind i lufthavnen. Vi var i forvejen for sent til vores fly."Argh far, vent lidt ", sagde jeg og lænede mig op af min militærplettet kuffert. Min kondi var i forvejen elendig.  "Vi behøver heller ikke at skynde os så meget, der er god tid!", sagde Fie og bestemte sig til at bytte sine højhælede sko ud med et par sneakers. "Piger. Det her er ikke en udflugt til stranden", sagde far alvorligt, og kiggede nervøst ned på sit armbåndsur. "Surprise, surprise", mumlede jeg og rullede med mine absolutte søvnige øjne. Jeg havde ikke fået min søvn, fordi far havde vækket os klokken halv 6!  "Nu tager i jer sammen", sagde manden så, og gik sin vej uden at vente på svar. Vi blev således nød til at trække vores kufferter plus håndbagage med efter ham.

 "Vent lidt!", råbte Fie efter far som var ved at laste sin kuffert på skanken. Wow han var hurtig. Som tidligere forretningsmand havde han jo lidt træning i at færdes i en lufthavn. 

Ca. 0,5 time sendere sad vi på førsteklasses sæderne helt foran, og ventede på at flyet skulle lette. En dame med en alt for lille miniskørt og nedringet v - udskæring gik rundt og tilbød gratis chokolade, og jeg tog taknemligt imod den lille indpakket chokolade.  Mit sukkerbehov var styrt dykket den seneste halve time.  "Gud mine negle", hvinede Fie, der hun kom til at tabe sin iPhone oven i hendes ny lakerede negle.

"Godt gået", grinede jeg og som resultat blev slået i hovedet af Fie.  "Clara", stønnede far som var godt træt af vores småskænderier. "Far", vrængede jeg og gav Fie fingeren. "Clara... Jeg synes at du skal give det en chance. Altså det med flytningen... Måske for i mange venner der hvor i kommer", sagde far trøstende. "Vi er sku' da ikke idioter", svarede jeg og kastede vredt med håret. "Selvfølgelig bliver det ikke ligesom i Los Angeles. Vi skal gå i en skole med freaks og nørder som du vil have". Det skal lige siges at i vores gamle skole var nørderne dem der fedtede for lærerne, og freaksende dem der gik med hallo kitty T-shirt.  "Clara, han mener det ikke sådan. Selvfølgelig kommer vi på en skole med nogle normale mennesker", sagde Fie. Man kunne tydelig høre på stemmen, at hun ikke troede på det.    "Det bliver nok godt", sagde far og blev afbrudt af den der irriterende lyse kvindestemme, der sagde at vi skulle tage selerne på. 

Der var gået 4 timer siden at vi var i Los Angeles's lufthavn. Vi var også begyndt at se bjerge nede under flyet. Stemmen bekræftede det ved at sige at der var en god halv time til ankomsten. "Hvor langt er der endelig fra lufthavnen til vores nye by?", spurgte Fie og lavede hurtigt en løs hestehale i hendes kridhvide hår. I modsætning til Fie havde jeg kulsort hår. "1 time cirka", sagde far og lukkede sin bærbare ned. "I taxa?". Far nikkede.  "Nej please ikke i taxa", stønnede Fie og lavede kast op bevægelser. ”Hæ det vil jeg virkelig hade", sagde jeg gnækkede stille for mig selv.  "Bare fordi at du altid kunne klare de vilde ting i forlysteligheds parkerne s..", begyndte Fie at skælde ud "Ikke igen", sukkede far og støttede hovedet med hænderne. "Jeg kan virkelig ikke mere piger!".  

Vi landede i verdens mindste lufthavn, for at sige det pænt. Der var kun 2 landingsbaner.. Jeg sværgede at flyet ikke kunne kører på den. "Virkelig?", sagde jeg og kiggede på far, da vi stod ude i afgangshallen. Der var kun en parfume butik, en kiosk og ellers en masse automater med bras. Vinduerne var snasket ind i jord og skraldespandene rundt omkring var propfyldt med skrald."Det skal nok blive godt", prøvede far igen. "Hvem er det du prøver at overbevise?!", sagde jeg og vente mig rundt, så jeg braste ind i en gammel dame der prøvede at komme fordi mig. "Se dig for", mumlede hun og gik videre. Hvad var der med den her dag? Vi gik videre ud på den øde vej foran lufthavnen. Vejen var lille og snusket. Det var virkelig et mirakel at man overhoved kunne kalde det en vej. "Der holder taxaen", sagde far og pegede over på en mand, der stod og røg op af sin taxa. Vi gik hen til manden og han stank af røg. Hans hår var så slikket, at der sikkert havde været , en ko blandet ind i det. Hans øjne var blodskudte, og hans tøj sad alt for stramt. Jeg skuttede mig af væmmelse, og skyndte at putte mine ting bag i taxaen inden han kunne finde på at gøre det. Han kunne jo måske være en tyv! Vi hoppede ind i bilen, og som sagt lugtede den langt væk af røg, sur øl og hengemte sandwich madder. Det ville blive en lang tur.

Byen var virkelig lille. Eller i hvert fald mindre end Los Angeles. Vi havde nu udholdt 1 times bøvsen og prutten, plus et gammelt rock band ved navn xox som han engang var med i. Vi blev ret lettede da vi endelig nåede frem fra den snoede bjergvej. Byen lå i en dal. Dalen var udover byen også dækket af skove og et stort vandfald på den ene klippeside. Billedet var pusset til mindste detalje og alt så grønt og venligt ud. Taxaen kørte pludselig ned af en næsten lodret vej, som var førte ned til byen. Det gav et gisp fra Fies side som var blevet lidt hvid i hovedet af turen. Vi kørte lidt da et stort skilt kom til syne da vi rundede hjørnet på endnu et skarpt nålesving.  

 På skiltet stod der :

 Velkommen til Ottawa. Indbyggertal: 900.000. 

Håber du vil nyde dit ophold her i Ottawa dalen.

hilsen Karl Smith, jeres borgmester.

Det var helt klart en by med masser af turister. Turister som nød at bestige de stejle klippesider eller udforske skovene. Hvad vidste jeg. Jeg var jo først kommet hertil nu. "Det var et helt andet syn på hvordan en by kan se ud", sagde Far og gav taxachaufføren et vredt blik da han skruede op på sit bandt xox. Han rømmede sig og vendte igen sin opmærksomhed mod os. "Fx i Los Angeles var der ikke andet end butikker efter butikker, her er der jo noget andet.. Desuden er den her by også meget mere hyggeligt på den måde at der kun er 90.000 indbyggere. I Los Angeles var der 4 millioner".  "Nice", sagde Fie og tog krampagtigt fat i sin plasticpose, hvis nu hendes mad bestemte sig for at komme op igen. "Dårlig?", spurgte far som nu var optaget af en brochure af området. "Ja", svarede Fie og rankede ryggen lidt. "Undskyld?", spurgte taxachaufføren. "Vi er der om cirka 5 minutter, så jeg vil bede jer gøre jer klar". "Okay, så gør vi det", sagde far og pakkede brochuren ned i lommen igen. "Skal vi endelig bo i en lejlighed?", spurgte jeg for sjov. "Nej selvfølgelig ikke. Vi skal bo i en villa". "Nu kan jeg slappe af", sagde Fie ironisk.

Huset var ret flot. Okay det var faktisk rigtigt flot. Vi kørte ind af et stille kvarter hvor der var helt stille, bortset for en hund der gøede lidt væk. "Nummer 20", sagde taxachaufføren og bad om penge. Mig og Fie var helt forelsket, altså sådan helt. Det følte som om at det var noget magisk over det. Lyset fra solen faldt på de 2 etager høje klassiske hvide villa. "Jeg er vild med det", hvinede Fie og hoppede op og ned på stedet. Jeg løb hen til lågen som var lavet af sort jern og kikkede ind. Der var en stor garage foran og der var trappe op til døren. En altan med liggestole. Det var perfekt.

Far trykkede koden 11238 ind og jerndøren gik op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...