Bedste venner for altid (Tokio Hotel)

Fiona var engang bedste venner med Georg Listing, men deres venskab gled ud i sandet og Georg forsvandt på en måde fra jordens overflade. Men hvad sker der, når han kommer tilbage efter lang tid og fortæller Fiona at han er med i det nyeste upcoming-band, Tokio Hotel. Vil de kunne få deres venskab tilbage eller er det umuligt for dem?

0Likes
0Kommentarer
272Visninger
AA

1. 'Jeg vil altid stå på sidelinjen og være stolt'

Året var 2006. Jeg var lige blevet 17 og boede stadig hos mine forældre i Magdeburg, Tyskland. Der boede også min søster, Erica, der var 14 år gammel. Jeg havde ALTID boet i det hus. Praktisk talt var jeg født i det hus. Vi boede i det, man kan kalde den Østlige del af Magdeburg. Jeg kendte alle, der boede i vores område og de kendte mig. Mange af dem havde endda set mig vokse op.
Som de fleste andre, var jeg blevet bedste venner med drengen inde ved siden af. Hans navn var Georg Listing og vi var sammen hver dag, indtil jeg blev 12 og Georg 14. Fra den ene dag til den anden, stoppede vi med at vinke godnat til hinanden om aftenen, sige hej til hinanden om morgenen og følges i skole. Georg havde travlt med skolen, hans nye band og nogle drenge, jeg ikke kendte meget til. Engang imellem så jeg ham gå på gangen i skolen og vi sendte hinanden et lille venligt smil, men det var det.
I starten af 2005 var det som om Georg helt forsvandt fra jordens overflade. Jeg så ham ikke længere i skolen, lyset på hans værelse var konstant slukket og jeg så ikke mere til ham. Ikke før den dag.

Det var bare en almindelig lørdag morgen og jeg skulle ned til kiosken, der lå nogle gader væk, for at hente rundstykker og kakao. Da jeg steg op på min cykel, hørte jeg den gamle velkendte stemme.
’’Hey Fiona.’’ Sagde den og jeg drejede hovedet. På trods af at det var næsten 6 år siden var havde en rigtig samtale, kunne han alligevel huske mit navn.
’’Hej Georg. ’’ sagde jeg og smilede til ham, mens jeg trillede hen til stakittet, der adskilte vores haver.
’’Skal du ned til kiosken? ’’ spurgte han og kørte hånden gennem sit halvlange hår.
’’Jep. Skal du have noget med? ’’ spurgte jeg venligt og skubbede en vildfaren lok om bag øret.
’’Faktisk ville jeg høre om vi kunne følges derned. Jeg vil gerne lige sige hej til Wolfgang. ’’ Sagde han så og smilede til mig. Wolfgang var kioskens ejer og havde et forhold til alle børn og unge i området. Han havde faktisk ejet kiosken i al den tid, jeg havde besøgt den.
’’Selvfølgelig. ’’ svarede jeg og nikkede ud til vejen, som et tegn på at jeg ville vente på ham derude. Han smilede stort og løb hen mod garagen, for at hente sin cykel. Imens trillede jeg stille og roligt ud mod gaden, hvor jeg hoppede af cyklen og ventede på at Georg skulle dukke op. Da han kom ud fra garagen sad han allerede på cyklen. Jeg hoppede op på cyklen igen, da han nåede hen til mig.
’’Går du egentlig stadig på gymnasiet? ’’ spurgte han og skævede til mig, mens vi drejede rundt om hjørnet.
’’Ja, men det gør du ikke? ’’ sagde jeg med et smil og kiggede på ham. Han bestemte selvfølgelig selv om han ville fortælle mig om hvorfor han ikke gjorde det, men jeg var lidt nysgerrig.
’’Nah, jeg fik en engangschance i Hamborg. ’’ sagde han hemmelighedsfuldt med et grin og bed sig lidt i læben.
’’Noget med bandet? ’’ spurgte jeg og drejede om det næste hjørne. Det var lidt mærkeligt at snakke med Georg efter alle de år, men det var mest tanken der var mærkeligt. Selve samtalen føltes faktisk meget naturlig. Som om vi snakkede sammen dagen før.
’’Jep.’’ Svarede han og stoppede op, da vi nåede til kiosken. Det var en af grundene til at Georg og jeg gled fra hinanden. Georg var begyndt at spille i et band kaldet ’Devilish’. Jeg havde aldrig set dem optræde eller mødt nogle af de andre drenge, men Georg var virkelig vild med det og brugte meget af sin tid med bassen derhjemme, hvor han øvede. Der var bare ikke meget tid til bare at sidde sammen og snakke længere.

’’Hvad er der med bandet? ’’ spurgte jeg, da vi igen holdte uden for vores huse. I min kurv lagde der en pose med rundstykker og 2 flasker kakao, mens der i Georgs lagde en pose chips og et eller andet blad, sikkert til hans mor.
’’Du kan komme over, når du har spist, så kan jeg vise dig det.’’ Sagde han med et stort smil og vendte sig med de ord om og stillede sin cykel tilbage ind i garagen. Jeg kiggede kort efter ham, før jeg stillede min cykel op af muren og tog tingene op ad den.
’’Hej! ’’ råbte jeg med et smil, da jeg kom ind af døren og gik ud til min far, der sad ude i køkkenet.
’’Det tog da sin tid. ’’ sagde han muntert, da jeg lagde posen og flaskerne på bordet, hvorefter jeg fandt fire tallerkner, som jeg stillede over på bordet.
’’Jeg ved det. Men Georg standsede mig, før jeg kørte og spurgte om vi kunne følges. Derfor tog det lidt ekstra tid. ’’ sagde jeg og gik over til køleskabet, hvor jeg fandt pålæg.
’’Georg, inde ved siden af? ’’ spurgte min far og lagde sin avis på hylden bag ham. Jeg nikkede som svar på hans spørgsmål, da døren gik op og en søvnig Erica kom tumlende ind af døren, med mor lige bag sig.
’’Godmorgen. ’’ sagde jeg med et smil og satte mig ved siden af min far ved bordet, mens mor og Erica satte sig på den anden side.
’’Godmorgen, søde.’’ Svarede mor med et gab og kørte automatisk hånden hen over munden. Jeg tog en rundstykke og gav mig til at skære den.
’’Hvordan har han det så? ’’ spurgte far og vi var igen ovre på emnet ’Georg’.
’’Han lod til at have det fint nok. Jeg skal over til ham, når vi har spist. Der er noget han skal vise mig. ’’ svarede jeg og kørte hånden gennem håret, mens jeg bed igennem mit rundstykke.
’’Okay, hvem snakker vi om?’’ lød det muggent fra Erica. Hun hadede, når folk snakkede om andre, uden at hun vidste, hvem der blev snakket om.
’’Georg, inde ved siden af.’’ Svarede far og nikkede i retning af hans hus.
’’Er han kommet hjem igen?’’ spurgte min mor og smilede roligt, mens hun smurte et tykt lag smør på sit rundstykke. Jeg nikkede bare som svar og proppede nærmest min mad ned i halsen.

Så snart jeg var færdig med at spise, smuttede jeg ind på værelset, for at finde noget andet tøj, som jeg kunne tage på. Jeg havde haft nattøj på, da jeg cyklede over til kiosken, men jeg skulle nok finde noget andet, nu hvor jeg skulle over og se hvad Georg ville vise mig. Så snart jeg havde fået noget andet tøj på, gik jeg ud i gangen og fandt min jakke.
’’Jeg smutter!’’ råbte jeg og gik ud på den halvøde vej. Det var lige i starten af marts og bladene på træerne var så småt begyndt at springe ud. Jeg betragtede det kort med et smil, før jeg satte kurs mod Listings hus og bankede på. Der gik et par minutter, før døren blev åbnet og Georgs far, Hagen.
’’Fiona! Har du problemer med bisserne? ’’ spurgte han med et smil og lagde en hånd på min skulder. Ud over at være Georgs far, var Hr. Listing også min tandlæge. Han var altid modtagelig for at folk kunne komme og besøge ham privat, hvis de havde fået en pludselig tandpine.
’’Hej Hr. Listing. Nej, faktisk kom jeg for at tale med Georg. Han sagde at han havde noget, han gerne ville vise mig. ’’ sagde jeg som svar og smilede bare roligt til ham. Han nikkede kort og trådte til siden.
’’Du ved hvor hans værelse er. ’’ sagde han med et glimt i øjet, før han lukkede døren bag mig. Da Georg og jeg var bedste venner, boede jeg nærmest hjemme hos ham. Derfor fandt jeg også helt automatisk hen til hans dør, hvor en baslyd kom fra. Man kunne tydeligt høre at han havde øvet sig, siden dengang. Jeg smilede automatisk og løftede hånden for at banke på. Det blev til 3 små, men bestemte slag.
’’Kom ind!’’ råbte Georg og jeg åbnede tøvende døren. Det var nærmes som at gå 7 år tilbage i tiden. Værelset lignede sig selv. Væggene var stadig plastret til med plakater af hans yndlingsbands, ’Fall out boy’ og ’Oasis’. Præcis lige som han plejede, stod Georg ovre i det ene hjørne og fumlede med sin bas.
’’Hey Listing.’’ Sagde jeg med et smil og satte mig i fodenden af hans seng. Hvis han kunne opføre sig som om det var i går vi var bedste venner, så kunne jeg i hvert fald også.
’’Hey Winter!’’ svarede han med et grin og koncentrerede sig kort om sin bas, før han satte den fra sig på stativet. Han vendte sig med et smil mod mig og trak kontorstolen hen foran mig.
’’Vil du se noget vildt?’’ spurgte han ivrigt og smilede stort. Jeg nikkede og gengældte hans smil. Han rullede hen til sin kommode og fandt noget, før han rullede tilbage til mig og viste mig, hvad han havde fundet.
’’Åh, gud!’’ hvinede jeg begejstret. I hans hænder lå en CD. Ikke en hjemmelavet en, men en, der var blevet lavet i et pladeselskab. Jeg havde faktisk set den i forretningerne før, men det var ikke noget, jeg kiggede efter. Men nu, hvor Georg holdt den foran mig, kunne jeg tydligt se at det var ham der stod på forsiden af coveret, sammen med 3 andre.
’’Vi fik en pladekontrakt sidste år. Derfor var jeg nødt til at rejse til Hamborg og bo. Vi udgav den her i september, efter at vores musikvideo til vores første sang blev et hit. ’’ sagde han, nærmest genert.
’’Hvor er det vildt Georg! Tillykke! ’’ sagde jeg og sendte ham et stort smil. Jeg havde altid troet på at han kunne nå hans drømme, hvis han bare kæmpede for dem. Nogle år før vi gled fra hinanden, sagde Georg at han havde mødt en dreng, der hed Gustav. De havde begge en stor passion for at spille og øvede ofte sammen. Han fortalte at han drømte om at blive en stor bassist, som folk kendte. Mit svar havde været at jeg altid ville være hans første og største fan og at jeg altid ville stå på sidelinjen og være stolt af ham.
’’Vi er faktisk i gang med en tour lige for tiden, men jeg har jo fødselsdag her i slutningen af Marts, så vi tog en måned fri, så jeg kunne komme hjem og være lidt sammen med min far. Eller næsten fri i hvert fald. ’’ Sagde han energisk og så glad på mig. Jeg rystede lidt på hoved med et stort smil.
’’Det kommer ikke bag på mig overhovedet. Men hold nu kæft, hvor er jeg stolt af dig, Georg! ’’ sagde jeg ærligt og kørte hånden gennem håret.
’’Tak.’’ Sagde han og det så faktisk ud som om at det gjorde indtryk på ham, at jeg var stolt af ham. ’’Du er faktisk den eneste ud over mine forældre, som jeg selv har fortalt det til. ’’ Sagde han så og bed sig i læben.
’’Hvorfor? ’’ spurgte jeg uforstående. Jeg mente ikke kun hvorfor han ikke havde sat det til andre. Mere hvorfor han lige præcis ville fortælle det til mig. Vi havde jo ikke talt med hinanden i lang tid.
’’Det var takket være dig, at jeg begyndte Devilish sammen med drengene dengang. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville være god nok til dem. Men så tænkte jeg på dig og jeg vidste at du troede på mig. Du har støttet mig gennem det hele. Selv når jeg kommer her, uden at have talt med dig i 6 år, er du stadig åben og glad på mine vegne. Jeg var bange for at du var sur på mig. ’’ Sagde han og selvom hans stemme var rolig, kunne jeg mærke på ham at han virkelig mente de ord, han lukkede ud. Jeg mærkede tårerne træne sig på og smilet gled frem på mine læber.
’’Jeg ved hvor meget musikken betyder for dig. Det har jeg vidst hele tiden. Jeg kan ikke være sur på dig, over at du følger din drøm, tosse. ’’ sagde jeg med et lille grin og puffede til hans skulder. ’’Må jeg for resten se den der musikvideo? ’’ spurgte jeg så og smilede stort til ham. Han så glad på mig og nikkede så som svar, før han rullede over til hans computer. Jeg rejste mig og stillede mig bag ham. Han satte CD’en i CD-rommen og fandt musikvideoen, der lå som tilbehør. ’Durch den monsun’ hed sangen, som de havde lavet. Da Georg tonede frem på skærmen, mærkede jeg mit smil blive bredere og den første tåre trillede ned af min kind. Da videoen sluttede, gav jeg hans skulder et klem og smilte stort. Han drejede hovedet mod mig med et smil.
’’Hvorfor græder du?’’ spurgte han og rejste sig tøvende op. Jeg grinede og lod ham trække mig ind til et af de kram, som jeg havde savnet de sidste mange år.
’’Der er mange grunde. ’’ sagde jeg med et grin. ’’For det første er jeg fucking stolt af dig. Derudover har jeg virkelig savnet at være sammen med dig. Du er min bedste ven og lige meget hvad, vil du altid være det. Jeg er altid klar til at tage imod dig med åbne arme, selv hvis vi ikke har talt sammen i 6 år’’ sagde jeg og puffede halvt drillende til ham. ’’Jeg vil altid stå på sidelinjen og være stolt af dig. Men mest af alt er jeg så fandens rørt over at jeg var grunden til at du tog chancen. ’’ Sagde jeg med hulkende grin og trak mig væk fra ham. Han kiggede på mig med et smil på læben.
’’Du bliver ikke sat på sidelinjen igen. Det var derfor jeg ville følges med dig over til kiosken i morges. Jeg ville have en chance for at få dig ind i mit liv igen. Du er grunden til at alt det her begyndte for mig. Jeg har virkelig savnet dig de sidste år, mens alt har været hektisk for mig. Jeg har bare haft brug for den der støttende pige, som der altid stod bag mig. Det er min tur til at være der for dig. Så kan vi begynde forfra fra 2000?’’ spurgte han med et grin. Jeg kiggede undrende på ham og nikkede så. ’’Mød mig ved den mystiske by i morgen tidlig efter at du har spist. ’’ sagde han med et smil og trak mig ind til endnu et kram, før jeg tog jakken på og gik hjem igen. Den mystiske by. De var sjovt at han stadig huskede den. Det var et sted i skoven, hvor der stod en ring af ruiner. Vi fandt den, da vi var 6-7 år og valgte at den skulle kaldes den mystiske by. Vi stoppede med at komme der, da vi var 9 år gamle.

Da jeg kom ind af døren, derhjemme ramlede spørgsmålene ned over mig.
’’Hvordan har Georg det?’’ spurgte far, så snart jeg havde lukket døren efter mig. Jeg råbte bare tilbage at han havde det fint. Det havde jeg jo sådan set sarte på om morgenen og tingene havde nok ikke ændret sig meget på de få timer, der var gået siden vi kom hjem fra cykelturen.
’’Hvad ville han?’’ spurgte mor og kom ud til mig med et nysgerrigt glimt i øjet. Det var et af kendetegnene ved min mor. Hun var hele byens øjne og ville altid have den nye sladder omkring alle. Hun var øst-Magdeburgs helt egen tyttebær-Maja. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle fortælle dem om bandet nu. Det kunne jo godt være at Georg gerne ville holde det hemmeligt så lang tid som muligt og så skulle det i hvert fald ikke ud til min mor.
’’Han ville bare gerne genoptage kontakten.’’ Sagde jeg og hængte min jakke op på den sædvanlige knage. Min mor så lidt skuffet ud over at jeg ikke havde noget spændende at fortælle hende, men vendte tilbage til stuen og sit billedblad. Den næste der kom med spørgsmål var selvfølgelig Erica. Da jeg kom op på gangen, hvor vores værelser lagde side om side, standsede hun mig i sin dør.
’’Hvor har han været henne?’’ spurgte hun og rodede med sin blonde hestehale. Erica var hendes årgangs skønhedsdronning. Hun forlod ikke huset, før hendes hår og make-up var perfekt. Hun var en af de piger, alle piger ønskede at ligne og alle drenge ønskede at se ud som.
’’Han er flyttet til Hamborg, for at være tættere på nogle af hans venner.’’ Svarede jeg og endnu engang svarede jeg uden at lyve, men skjulte i stedet bare en del af sandheden. Jeg vidste ikke hvor meget jeg kunne stole på Erica. Hun var jo trods alt min mors datter OG den mest populære pige på hendes årgang. Det skulle ikke undre mig at hun havde arvet mors evner til at samle sladder og dele ud mellem sine veninder. Og da slet ikke hvis hun fandt ud af at hendes nabo var med i et boy-band, der var ved at toppe. Jeg sendte hende et roligt falsk smil og gik ind på mit eget værelse, hvor jeg lukkede døren. Det var en af reglerne herhjemme. Når døren var lukket, kom man ikke ind uden at have fået lov. På trods af sladdertanten og hendes lille hjælper, havde min far og jeg reddet os den smule privatliv her i huset. Jeg satte mig ved skrivebordet, hvor jeg fandt mine lektier frem. Man kunne jo lige så godt lave dem nu, hvor der ikke var andet man kunne tage sig til. Jeg kunne se på skyggerne på Georgs værelse, at han igen stod med sin bas og øvede. Jeg smilede glad og begyndte på min matematik-lektier. Min bedste ven var tilbage

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...