Grace and Beauty

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2016
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Efter at have været i en ulykke skal Grace nu leve med de konsekvenser der kom med den, vil familien bryde sammen? Vil Grace kunne overleve sit nye liv? Følg hende i denne ny moderne fortælling.

1Likes
0Kommentarer
91Visninger

1. Grace

Grace og hendes far sidder i stilhed ved spisebordet

 

"Far..?"

 

Han kigger irriteret op fra sin tallerken, og svare med en træt stemme.

 

"Jaer?"

 

"Min lygte er i stykker..."

 

Han tar sig om panden med et vredt suk.

"Hvordan i stykker?" Svare han, og kigger vredt på hende.

 

"Altså.. Hvis man cykler over et bump, så slukker den"

 

Han ruller med øjnene, og råber pludselig.

"Så fiks den!" Med stor vrede og irritation i stemmen.

 

"Jeg.. Jeg ved ikke hvordan.."

 

Han slår sin knyttede næve hårdt ned i bordet.

"Du ved da heller ikke noget! Du er 17 år gammel du kan ikke en gang fikse din egen cykel lygte!" Så kigger han ned i sin tallerken igen, ruller øjnene og siger stille

 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med dig Grace..."

 

Hun kigger ned i sin tallerken, en lydløs tåre lander i maden.

 

Resten af måltidet bliver spist i stilhed, ikke et eneste blik bliver vekslet imellem dem. Da Grace er færdig, rejser hun sig og tager sin tallerken, men på vej ind i køkkenet råber hendes far efter hende.

 

"Hvad tror du du laver!?"

 

Hun kigger skræmt tilbage mod hendes far som sidder med knyttet hånd og rynket pande.

 

"Jeg skulle bare.."

 

"Du skal ingen ting!" Afbryder han.

"Ligner det jeg er færdig!?"

 

"Nej men jeg.."

 

"Du venter!" Afbryder han igen.

 

Grace sætter sig tilbage ved bordet og placere tallerknen.

 

"Jeg har opdraget dig bedre end det." Siger han, med en meget skuffet tone.

 

''Jeg ville bare vaske den op, og så...''

''Hvad har jeg sagt om at svare igen!?''

''At jeg ikke skulle gøre det...''

''Præcis! Så hvad skal du gøre nu?''

''Tie stille...'' Hendes far kigger bestemt på hende, nikker svagt og kigger derefter ned på sin tallerken igen.

 

 

Næste dag sidder Grace i skolen.

Hun har lidt svært ved at koncentrere sig, og hun sidder egentlig bare i hendes egne tanker. Så får hun en snap fra en af hendes 'flirts' med beskeden

"Hej smukke"

hun begynder at smile let, men diskret, og tager så et billede og skriver tilbage

"Heeey"

en ny snap kommer hurtigt

"Du ser virkelig godt ud"

Hun smiler, med et lidt skuffet udtryk i ansigtet. Hun svare ikke på beskeden, men ligger mobilen langsomt i lommen, mens hendes øjne døser ud i horisonten. Hun er træt af at høre den samme kommentar om og om igen, som om det eneste hun er, er et smukt ansigt, hun mener selv at hun er mere end det, men det er svært nær resten af verden ikke tror på en.

 

Ude på gangen høre hun hendes veninde Sara råbe efter hende

 

"OMG! Vente lige, jeg har ikke lige så lange ben som du har!" Grace griner, og stopper op.

 

"Ej men tak fordi du gad vente" Siger hun med latter i stemmen.

Grace krammer hende og svare hoverende

 

"Det var da så lidt, skulle det være en anden gang?" 

 

"Aarh, måske ikke, kan jo ikke tåle al den motion" Så griner de heftigt.

 

"Kunne du godt holde dig vågen i Thomsons time?"

 

"Lige knapt, han ævlede som altid bare om ingenting" 

 

"Det utroligt hvordan én mand kan få dig til at få lyst til at dræbe dig selv bare ved at snakke" Siger Sara, så griner De begge heftigtere end før.

 

"Ja ik? Det er måske verdens værste super kraft!"

 

"Eller, verdens bedste?" De kigger på hinanden og bryder så ud i grin igen.

 

Grace bliver lettere seriøs og retter sit ansigt mod Sara mens de går ned af gangen.

 

"har du nogensinde følt at du var mere end hvad folk mente du var?"

 

"øhm, lige omvendt faktisk, min familie forventer store ting af mig, men jeg føler ikke at jeg kan leve op til deres forventninger"

 

"Virkelig? Du er da ellers god til alting."

 

"I know, I know, men har bare ikke en ting jeg brænder for".

 

"... Men Hvorfor spørger du Grace?" Grace sukker og kigger på Hende

 

"Det bare... ikke noget, kom bare til at tænke på det"

 

"Fair nok, men du ved at du kan snakke med mig om det, right?"

 

"Jaer, det ved jeg godt, mange tak, men jeg er altså okay" svarer Grace og puffer til hende mens hun griner let.

 

*Klokken ringer*

 

"Oh dammit, Marianne dræber mig hvis jeg kommer for sent igen, vi ses Sara"

 

"Ses tøsen!"

 

 

 

 

Efter skole går Grace med langsomme og tunge skridt hen mod bussen, en af drengene fra klassen over hende pifter af hende, hun kigger tilbage og blinker halv ironisk til dem, men som om de ville forstå det, og så klapper en af de andre ham på skulderen og smiler bredt

 

"Nedern 3 g'ere, har de virkelig ikke noget bedre at lave?" Siger hun lavt for sig selv.

 

"Forstår godt du træt af det, men du burde næsten tage det som en kompliment, de gør det jo fordi du den kønneste pige på skolen"

 

Det var en af pigerne fra hendes parallel klasse, Laura, hun studere fysik, virkelig klog pige.

 

"Jaer.. Det kan du vel have ret i, men ville bare hellere være som dig."

 

"Som mig!? Hørte jeg lige Grace Perry sige hun hellere vil være som mig??"

 

"Ja, du værdsat for hvor sød og klog du er, det eneste folk ved om mig er at de syns jeg er køn."

 

"Det jo ikke rigtigt, hvad med Sara? I har da været venner siden første klasse."

 

"I know, og jeg elsker Sara, men en gang i mellem ville jeg gerne bare være noget mere i alle andres øjne"

 

"Det også forståeligt, men livet er ikke så hårdt i mod dig som du tror" Hun havde ingen idé...

 

På turen hjem i bussen sad hun og tænkte over de ting Laura havde sagt, måske hvis hun selv begyndte at se sig som mere end bare et kønt ansigt, så ville andre folk måske også. Hun tænkte længe over hvad hun kunne gøre for at ændre folks perspektiv, indtil hun var sit stop. Nu stod hun foran det store mørke hus som hun ikke længe havde lyst til at kalde sit hjem. Hun åbnede døren forsigtigt for ikke at larme for meget.

 

-"Far..! Er du hjemme?"

 

Der lå en seddel på bordet.

"Der skal være rent når jeg kommer hjem! -far"

Han havde efterladt en masse beskidte tallerkner og tomme flasker fremme, igen. Hun gav et bedrøvet suk, og gik så i gang med at gøre rent, hun skulle skynde sig, for hun ved hvordan han ville reagere hvis han kom hjem og hun ikke var færdig.

 

Hvis bare mor var her... Tænkte hun. Hun døde for 6 måneder siden af blod kraft, hun havde længe lidt af jernmangel i blodet, hvilke skabte en masse blå pletter på huden, men på trods af de mange piller, og øgede grønsager til maden, så det ud til at have blevet værre og værre. Hendes mor og far tog så til lægen for at tjekke om alt var okay, men det viste sig at det de troede var jernmangel var blod kræft, og det havde stået på for længe til at hun kunne redes. Og det havde taget hårdt på dem begge, hendes far var begyndt at drikke igen selvom han havde været ædru lige siden de mødtes.

Der var alt for mange minder i huset. Malingen på væggene som Grace og hendes mor selv havde valgt, de lilla'e lamper som hendes far havde købt som bryllups gave til hende, den gamle lænestol som hun havde fundet på et loppemarket og selv havde sat i stand. Hendes far lavede ikke andet end at side i den stol nu.

Da hun var færdig med rengøringen, begyndte hun på maden, hendes far var forsinket, og kunne vel komme væltende ind af døren hvert sekund nu, men han kom aldrig, da maden stod på bordet og Grace sad og ventede, nåede maden at blive kold, hun havde en gang lovet aldrig at begynde uden ham, og hun havde ikke tænkt sig at bryde det løfte.

Næste morgen vågnede hun ved bordet. Hun var faldet i søvn, og hendes far var stadig ikke kommet hjem.

 

"Shit! Jeg kommer for sent!"

 

Hun skyndte sig at sætte tingende i køkkenet og op og skifte tøj, hun nåede kun lige præcis at komme på bussen.

 

Buschaufføren smilte og hviskede diskret

"Prøv at komme til tiden i morgen, du ved jeg stopper her for din skyld, men jeg kan ikke holde for evigt " hun smilte og nikkede forstående til ham, så lukkede han dørene og kørte.

 

Sara sad og vinkede til hende i bussen

 

"I et øjeblik troede jeg lige du ikke ville komme"

 

"kunne jeg ikke drømme om, så skulle du jo være alene i biologi timen, og hvem skal så gribe dig når du besvimer?" De griner begge, men Grace var stadig i dårligt humør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...