I believe in love 2

** Dette er fortsættelsen på "I believe in love" **

Cara og Justin ender med at være sammen, og der starter nu et helt nyt kapitel for dem. At være forældre. En hel ny hverdag, en hel ny familie, og et helt andet liv. Hvordan acceptere fansene det, hvis de overhovedet kan acceptere det. Hvad ville Hailey sige? Hendes to bedste venner skulle have et barn, og ville sikkert kun tænke på bleskift, og tørre gylp op. Ville hun overhovedet vende sig til tanken?

En ny novelle vil komme ud - Mandag, Onsdag & Fredag

21Likes
35Kommentarer
40973Visninger
AA

24. **Tears**

 

*****

Det hele gik så hurtigt igår, og jeg husker faktisk næsten intet. Det gjorde ondt.. og det var enlig det. Justin holdte min hånd, og jeg lå helt stille og udmattet i hospitalsengen. Jeg var træt, og for at være helt ærligt ville jeg også så gerne sove. Men jeg kunne ikke få mig til det, hvis nu jeg vågnede op, og ikke længere havde vores vidunder ind i min mave.. Det skar i mit hjerte. Mit allerede mor hjerte. En tårer gled ned af min kind, og jeg var allerede blevet traumeaseret. Jeg ville aldrig udsætte min krop for dette igen, og det værste var at det også skulle gå ud over mine børn. Justin lænede sit hoved nede mod mit, og agede min kind. "Det okay" hviskede han, og kyssede mig på panden. Jeg følte mig fortabt, og at vi allerede havdet mistede det.  Men det havde vi heldigvis ikke. Lægerne gjorde deres bedste, og de klarede det. De hjalp med at fosteret ville blive der inde, men graviditeten ville ikke blive som Cassius'es. Jeg ville højst sandsynligt føde 1 måned før termin, og vi var nu præet at skanninger hver måned, for at se om alt var som det skulle. "Jeg lovede mit løfte" hviskede Justin. Jeg kiggede ham i øjnene, og nikkede let. Jeg fællede en tårer, og tørrede den hurtigt væk igen. Han havde lovet at vi ikke ville miste det, og det måtte jeg jo nok sige var rigtigt. Jeg havde grædt imens jeg sagde at jeg ikke ville miste det, og han lovede at det gjorde jeg ikke. Han havde ret, og jeg var så glad for at vi ikke mistede det. Det ville være mit livs mareridt. Jeg lå stadig på hospitalet for observering, men vi ville snart kunne tage hjem. 

*****

Jeg trådte ind af hoved døren, og jeg hørte med det samme Cassius stemme. Jeg kunne ikke styre mine følser, og mine tårer flyd bare ned af min kinder. Jeg styrtede ind til ham, og krammede ham imens jeg løftede ham op. "Undskyld skat" græd jeg, og pressede ham ind til mig. "Mama" sagde han med sin søde stemme. "Ja. Undskyld" græd jeg, og kyssede mig på panden. Jeg kiggede på ham, og han virkede enlig rimelig glad. Justin tog ham, og min mor gav mig en kæmpe krammer. Hun vidste ikke hvad der var sket, om jeg havde mistede det eller ikke. Jeg græd og græd, og jeg havde bare brug for at komme ud med det. "Hva så? Hvad skete der?" spurgte hun, og prøvede at berolige mig. Jeg tørrede mine tårer væk, og prøvede at forklare. "Min krop tror der er noget galt, så den prøvede at udstøde fosteret" fik jeg tøvende sagt. "Åhh.. nej" sagde hun. "Men de gjorde alt det de kunne, så de redde det heldigvis" sagde jeg med en grædene stemme. "Ja.. Ej.. kom her" sagde hun, og pressede mig ind til sig. "Det gjorde virkelig ondt" græd jeg i hendes arme. Hun sagde intet, men bare trøstede mig. Jeg var glad for at jeg ikke mistede det, og vi stadig kunne se frem til at få en lille guldklump mere. Indtil videre. Jeg var lykkelig, og jeg kunne ikke vente til at skulle se vores andet lille vidunder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...