Ingenium

// Dette er mit bud til Allegiant-konkurrencen. Jeg har valgt mulighed 2 //

7Likes
5Kommentarer
429Visninger

2. Testen

Mit navn er Mira, kort for Minerva. Opkaldt efter den romerske gudinde af intelligens og visdom, selvom at det navn i sandhed aldrig har passet min person. Aldrig har jeg set mig selv som intelligent, hvilket der i bund og grund nok heller ikke er andre, der har. Jeg har aldrig været den første til at række hånden op i timerne, aldrig været dygtig nok til at komme på masterholdet for kløgtige elever på skolen, aldrig kunne løse blot en simpel ligning og aldrig fået en topkarakter, på trods af mine forældres tårnhøje forventninger. Misforstå mig ikke, det er ikke fordi, at jeg ikke ønsker det eller prøver nok, men af ukendte årsager har jeg bare altid haft svært ved alt der omhandler logisk tænkning eller basal viden.
På baggrund af mine forældre skulle man tro, at jeg var den kløgtigste i hele min omgangskreds; min fader arbejder som afdelingsleder i Centeret for Udvidet Forskning i Nanopartikler mens min moder tilbringer alle sine vågne timer med at skrive bøger om alverdens nyopdagede planeter i vores solsystem. Og så er der mig. Den dumme datter, det sorte får.


Den verden jeg lever i er delt op i fire forskellige sektioner - hvilken af disse sektioner man bliver opdelt i omhandler den pågældende persons intelligenskvotient også kendt som IQ. Dagen hvorpå man fylder de tyve år, skal man op og have taget sin endelige test, hvilket bestemmer hvilke mennesker man skal tilbringe resten af sit liv med, hvor man skal leve samt hvad man skal arbejde med. Befolkningen med den laveste IQ kaldes Stultuerne, dem med en middelmådig IQ kaldes Medius, dem med en høj IQ hedder Sapiens mens de ultimativt kløgtigste kaldes Callidus. Den sidste kategori er udelukkende en meget lille procentdel af jordens befolkning, men dog er det dem der ejer de største dele af landene, er mest velhavende og ikke mindst har de bedste former for arbejde. Allerede i en tidlig alder opgav jeg alt håb om at blive Callidus.
Begge mine forældre er fra Sapiens, hvilket betyder at jeg altid har levet et ganske velhavende liv omringet af kløgtige og stræbende mennesker, som man umiddelbart ville påstå var en god ting. Jeg har det lige omvendt. Jeg føler mig dum, ubrugelig og uintelligent i nærheden af alle disse logiske mennesker som blot venter på at sende mig ud af deres samfund og hjem til Stultuerne, der bor i den anden ende af landet ude ved kysten. Ganske vist har jeg haft ganske mange år til at vænne mig til tanken, men det betyder dog ikke at det er blevet lettere for mig at indse med tiden, tvært imod. Alle og enhver har vel før stået i en situation, hvor de har følt sig dumme eller ubrugelige, men dette oplever jeg dag ud og dag ind. ”Alle er da gode til et eller andet”, siger du så. Selvfølgelig har jeg nogle små talenter - blandt andet har jeg altid haft flair for at tegne abstrakt kunst, men i denne teknologiske verden af pixels og formler, hvordan kan nogen så få nytte af det? Ganske vist ved jeg hvordan en malerpensel bør svinges, men hvordan skal dette nogensinde gøre mig godt i en verden der afhænger af IQ og tykke bøger?
Dagen i dag er min 20 års fødselsdag, hvilket betyder at jeg i dag skal tage den længe frygtede test. I dette øjeblik sidder jeg på mit værelse med benene trukket op under mig og et tomt udtryk i ansigtet. Ud af min mund kommer et fortvivlet suk, og jeg samler mine fingrer om den hologramviser, hvori alle mine skolebøger befinder sig. Igennem alle mine år i skolen har jeg prøver diverse små former for IQ-tests, men aldrig noget helt præcist som denne jeg skal have på dagen i dag. Mit hjerte banker en anelse hurtigere end normalt, og jeg kan mærke sveden på min pande på trods af at jeg ikke engang befinder mig ved testen endnu.
Jeg hører en lav rumsteren fra vores hoveddør og min mor fortæller mig, at det er tid til at tage af sted. Hun har altid været lidt af en stram kvinde uden følelser eller kærlighed i sindet, men i dag forsøger hun tydeligvis at virke glad og behjælpelig, selvom at hun lige så vel som jeg og resten af vores omgangskreds er klar over min tests udfald. 
Tiden flyver og før jeg ved af det befinder jeg mig i et hvidt rum sammen med en kvinde i halvtredserne med briller, opsat hår samt nederdel og blazer. Hun kigger ikke venligt på mig, men derimod føles det som om, at hun forsøger at grave sig dybt ind i mig udelukkende ved brug af sine øjne. Foran mig er der en mørkebrun dør, som fører ind til stedet hvor jeg skal tage min test. Jeg tripper med fødderne og kører en hånd igennem mit blonde hår, imens at jeg utålmodigt prøver at forholde mig i ro. Jeg ville ønske at alt bare forsvandt. At én eneste test på baggrund af min intelligens ikke var nødsaget til at bestemme hvem jeg er, og hvem jeg må være sammen med. Jeg synker en klump og tænker på dengang for flere hundrede år siden, hvor at verden ikke var delt op i de forskellige intelligensniveauer - dengang at alle måtte være sammen med alle. Dengang hvor du ikke blev betragtet som dum, blot fordi at du ikke kunne løse en simpel ligning. Sikke en verden det må have været at leve i…


I det sekund at disse tanker strejfer mit sind bliver døren åbnet, og jeg går ind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...