Livets mysterie.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
Historien er inspireret af John Greens bog "Paper Towns" og handler om pigen Cady, der gennem hele sit liv har manglet noget. Som 18-årig finder hun endelig ud af, at det noget hun manglede faktisk var nogen.
Det hele begynder da hendes barndomskæreste, James, flytter ind i huset ved siden af hende. Minderne vælder op i hendes hoved, og det eneste hun har lyst til er at være sammen med James. Sammen tager de på Road trip ud for at opleve verden og glemme hverdagens fængsel derhjemme. Cady lærer en masse om "livets mysterie" af James og samtidig bliver de mere og mere forelskede i hinanden.
Alt i Cadys liv føles perfekt, men vil det nogensinde gå op for Cady hvem James virkelig er?

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

1. Barndomskæresten

Det var en søndag jeg første gang så ham. Hans brune øjne havde været fulde med mystik, som et mysterium jeg bare havde haft lyst til at dykke ind i. Han havde smilet til mig med et hemmelighedsfuldt smil, men havde derefter vendt ryggen til mig og gået ind i huset. Hvem var han? Mine tanker kredsede om ham som jorden kredser om solen. Jeg vidste intet dengang. Jeg vidste ikke, hvad der snart skulle ske.

Jeg vågnede mandag morgen, og følte mig underligt energisk. Jeg havde aldrig været et morgenmenneske, men den dag følte jeg mig som ét. Jeg sprang ud af sengen, og havde det nærmest som om jeg var fri. Jeg åbnede mit vindue som det første, og derfra kunne jeg se lige ind ad det åbne vindue, der måtte tilhøre drengen fra dagen før. En boblende glæde spredte sig inden i mig, ud i hver del af min krop. Det føltes som om jeg svævede. Jeg klædte mig på i det tøj, jeg havde fundet frem aftenen før. En blå trøje og et par sorte jeans. Jeg satte mit lange blonde hår op i en høj hestehale, og kiggede på mig selv i spejlet. Der manglede noget. Jeg gik hen til mit makeupbord, og begyndte at påføre nødvendige ting til mit bare ansigt. På grund af min perfekte hud, påførte jeg kun lidt mascara og blush, bare for at give mit blege ansigt lidt farve. Mine bryn var i forvejen meget mørke, så dem behøvede jeg ikke tegne op. Jeg kiggede på det færdige resultat, og beundrede mig selv.

”Cady.” Kaldte min mor. Jeg kiggede på mit vækkeur, og så at kl. var 7:00. Det betød, at det var tid til morgenmad.

”Jeg skipper morgenmaden i dag mor.” Sagde jeg i farten mens jeg greb min jakke og trådte ned i mine sko.

”Er du ikke sulten?”

”Nej.” Nåede jeg lige at råbe, før døren smækkede i bag mig.

Jeg løb over til naboen, hvor jeg vidste drengen lige var flyttet ind. Jeg fik en underlig følelse af deja-vu, men rystede det straks af mig. Jeg bankede måske lidt for hårdt på døren. Der gik lidt tid, før en lille pige med store bedende blå øjne åbnede døren. Hendes lange lyse hår var sat op i to sidefletninger, som fik hendes ansigt til at træde mere frem. Det måtte være hans søster.

”Hej mit navn er Cady. Jeg så, at I lige var flyttet ind, så jeg tænkte, at jeg ville byde jer velkommen. Så velkommen.” Hvor lød det bare akavet.

”Mooar.” Kaldte den lille pige, der måtte være omkring fem år. ”En flot pige vil byde os velkommen.” Jeg smilede ved lyden af hendes søde stemme. Jeg forventede, at pigens mor ville komme ud, men i stedet kom drengen fra aftenen før. Han var i ført en læderjakke, der fik hans muskler til at træde frem. Han havde sorte bukser på og en sort trøje. Han lignede en hård type, men det var som om, jeg kunne se om bag i det ydre look og i stedet blev ramt af en mur, der var bygget op af årtiers hemmeligheder.

”Ikke så højt Diana. Mor sover.” Sagde drengen.

”Hej jeg hedder Cady.” Jeg gav ham hånden. Hans hånd passede overraskende godt i min hånd.

”Mit navn er James.” Sagde han med et ansigt, der ikke viste nogen former for følelser. Jeg blev en smule skuffet.

”Nå men har du lyst til at følges til skole? Jeg mener, jeg kender vejen ret godt og du er jo ny så…”

”Det vil jeg meget gerne.” Sagde han i et glad tonefald, der skød mit humør op i vejret.

Han tog overtøj på og sammen gik vi afsted. Hans hånd greb langsomt min.

”Jeg har en bedre idé.” Og med de ord trak han mig med den forkerte vej. Jeg lod mig bare rive med.

”Hvad skal vi?” Spurgte jeg.

”Vi skal ud og opleve verden.”

”Jeg har altså aldrig pjækket før.”

”Præcis. Det kunne jeg se i dine øjne, men en gang skal jo være den første. Så hvorfor ikke gøre det nu, hvor du har mig ved din side?” Jeg troede ikke, at James nogensinde ville kunne holde op med at overraske mig, selvom jeg kun lige havde mødt ham. Jeg stolede på ham, mere end jeg stolede på nogen anden og jeg havde først lige mødt ham.

”Jeg er klar.” Mine øjne kiggede dybt ind i hans, og jeg prøvede at grave mig ind til hans bevidsthed. Han ville ikke lukke mig ind. Jeg var endda i tvivl, om han overhovedet havde lukket sig selv ind. Han gav mig et nik og sammen løb vi.

Da vi nåede hen foran parken, greb han fat i døren på en bil og trådte ind. Jeg stod udenfor i lidt tid og betragtede ham, og undrede mig over hvad jeg skulle gøre.

”Kommer du eller hvad?” Måske var det ikke hans bil, og måske var det. Uanset hvad havde han ret i, at jeg havde brug for at komme lidt væk og finde mig selv. Ikke fordi han havde sagt det direkte, men jeg vidste, at det var det han ville have mig til. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg kendte ham.

”Boede du ikke i samme hus som nu, da du var mindre?” Hvor var det indlysende. Jeg havde haft en barndomsven ved navn James, som flyttede da vi begge var ti. Han havde haft problemer, som kun jeg havde kendt til. ”James? Min James?” James nikkede og jeg fyldtes med tårer i øjnene. Jeg kastede mig ind i bilen i hans arme, der greb mig med stor styrke. Jeg begravede mit hoved ved siden af hans, og mærkede den velkendte følelse af tryghed, jeg ikke havde følt i 8 år.

”Klar til Road trip?” Spurgte han. Minder strømmede ind i mit hoved, hvordan vi havde snakket om det som 10-årige, inden han blev taget fra mig. Han var kommet tilbage efter mig, Han elskede mig. 

______________________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder for, at det er meget kort og går lidt hurtigt. Det var en skoleopgave, hvor jeg højest måtte skrive 1000 ord, men jeg har besluttet mig for at skrive videre på den og skrive flere detaljer. Så kapitlerne vil blive længere fremover :)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...