Projektopgave


0Likes
0Kommentarer
89Visninger

1. Et

”Du kan ikke mene det!” udbryder Karla. Med krydsede arme står hun i døråbningen og blokerer den, så hendes mor Gry ikke kan forlade hende. Hun er nødt til at vinkle sit ansigt opad for at se Gry i øjnene, så i stedet stirrer hun trodsigt på morens hage. ”Du kan ikke forlade os på den måde, jeg vil ikke lade dig gøre det,” konstaterer hun vredt, og Gry er tvunget til at trække sig tilbage, da hendes 7-årige søn Noah dukker op for foden af trappen.

”Går du nu? Uden at sige farvel?” Noahs store øjne og Karlas aggressive blik låser Gry fast. Hun ved, at hun ikke kan tage af sted uden at forklare sine børn hvorfor, og det tager ikke lang tid, før hele familien sidder samlet inde i stuen.

 

Der er stadig mørkt udenfor de store vinduer. Et af dem står åbent, og de lyseblå gardiner svajer let i den kølige aftenbrise. Gry sidder bekymret foran sine to børn.

15-årige Karla er vred. Hun vil ikke lade sin mor rejse, og hun bekæmper hende med sure miner og irriteret stilhed. Noah derimod sidder ved sin mors side og kigger håbefuldt på hende. Han er kun lige begyndt i skolen, og det at hans mor skal ud i rummet virker som en drøm for ham.

Der er stille i lang tid. Hvordan skal man fortælle sine børn om en af de mest komplicerede videnskabelige teorier, så de kan forstå det? Hvordan skal man forklare dem, at den største fare man står overfor i rummet, er det at miste tid?

”Okay,” siger Gry. ”Lad os starte med noget let. Jeg skal ud i rummet. Jeg skal være væk i lidt over to år.” Ordene kommer langsomt. De har været igennem den her del mange gange, men det er alt. Hun når aldrig længere for frygten af at skræmme hendes uskyldige, uvidende børn med komplicerede teorier, hvoraf mange af dem blot er hypoteser uden noget konkret bevis på at de rent faktisk virker.

”Jeg er blevet bedt om at rejse ud til en koloni i et andet solsystem,” forklarer hun. Noah kigger fascineret på Gry, men Karla ser skeptisk ud. ”Hvordan kan du nå helt ud til et andet solsystem på to år? Det er jo ikke muligt,” vrisser hun.

Gry tog en dyb indånding og forklarede: ”Det er muligt. Når vi når ud i rummet, kommer vi til at flyve så hurtigt, at tiden går langsommere for os end for jer her på Jorden. For mig tager det kun 6 måneder, fordi at vi næsten flyver med lysets hastighed.”

Selv Karla ser fascineret ud, men Noahs barnlige uvidenhed overgik sin søsters. ”Hvorfor kun næsten? Ville det ikke gå endnu hurtigere med lysets hastighed?”

Karlas irriterede mine vender tilbage, og hun begynder vredt at skælde ham ud for at stille sådant et spørgsmål. Gry lægger armene om sin søn, og trykker ham ind mod hendes krop. ”Fordi at det er umuligt. Så længe, at man vejer noget, vil man aldrig kunne flyve med lysets hastighed.”

Himlen udenfor skifter farve fra en dyb, mørkeblå til en lysende og håbefuld orange. Gry giver sin søn et kærligt klem. Karla rejser sig for at lukke vinduet, og gardinernes raslen ophører. En bil stopper udenfor huset, og en lyshåret mand banker på hoveddøren.

”Det er tid til at skilles,” siger Gry. ”To år hos jeres far, og så er jeg tilbage igen. Det lover jeg.”

 

***

 

12…

11…

10…

Gry sidder fastspændt i sit sæde. Stemmen, der tæller ned til opsendelsen er højrystet og irriterende. Det hjælper heller ikke på humøret, at astronauternes specialbyggede sæder ikke tillader en behagelig siddestilling.

9…

8…

7…

Til venstre for Gry sidder Gabriel. Han er førstepilot. Idet, at han fanger Grys blik, sender han hende et hurtigt smil. Hans fod hopper utålmodigt op og ned, og hans hænder roder med diverse knapper og instrumenter på fartøjets kontrolpanel.

6…

5…

4…

På den anden side af hende, sidder Astrid. Hvor Gabriel begejstret gør sig klar til opsendelsen, er Astrid som en statue med blikket rettet forud, og hænderne foldet i skødet. Det er kun Gry, der lægger mærke til hendes irregulære vejrtrækning og perlerne af sved, der har samlet sig på hendes pande.

3…

Gry rykker en enkelt gang i hendes sele. Den sidder som den skal. Hun strammer den alligevel en anelse, bare for at være sikker.

2…

Gabriel tager en dyb indånding. Den sidste knap bliver trykket på, og hans rastløse hænder griber sædets armlæn.

1…

Astrids ansigt antager en sygelig grøn farve. Grys hånd hviler beroligende på hendes overarm, men med så mange lag imellem dem, udgør det en sølle trøst.

 0…

Raketten ryster, da den bevæger sig opad. Vibrationerne er så kraftige, at det er umuligt at se instrumentpanelet. Astrids 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...