Who are you?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Igang
Mit navn er Lucy Leithfeild. Jeg arbejder på kaffebaren nede på hjørnet. Ikke fordi jeg har noget imod det. Der sker bare ikke så forfærdeligt meget, det er det samme dag ind og dag ud, kaffe, kaffe og atter kaffe.
Lucy har ikke regnet med, at hendes liv kunne skifte retning med sådan en fart som det ender med at gøre.
Da deres blikke mødes, slår det gnister, og alting ændres.

0Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

3. Hvad blikke ikke kan sige...

Jeg kunne ikke slippe hans blik. Jeg blev bare ved med at stirre ind i hans dyb brune øjne. Det var som om han slugte mig med øjnene. Det var en rar følelse, jeg aldrig havde været vidne til før. Uden at slippe hans blik ragte jeg ud efter den smadrede kaffe kop. Det er jo mig så selvfølgelig skulle jeg gøre noget kikset, som at skære mig på den itu gået kaffe kop. 

"Av forhelvede!!!!!" vrissede jeg, og slappe med en hurtig bevægelse glasskæret som faldt til jorden igen og gik i flere stumper. "Flot Lucy! Bare fantastisk!" mumlede jeg for mig selv. Endelig skete der noget som ikke plejede at ske, der var en der havde vist interesse for mig, altså andre end Karsten og min gustne morfar. 

Men han lod sig åbenbart ikke skramme så let. Jeg tror de fleste andre ville være løbet skrigene den anden retning, ved synet af den kløft jeg havde fået lavet mig i min en finger, man kunne næsten se halvdelen af fingere. Små sorte pletter begyndte at forme sig på indersiden af mine øjne. Blod og mig er en dårlig kombination. Mine ben rystede under mig. Mine øjne begyndte stille og roligt at glide i mens jegkom tættere og tættere på gulvets overflade. Det har nok ikke været det mest charmerende syn. Men jeg nåede ikke gulvet før et par stærke hånder tog fat i mig og hold mig fast, med et fast besluttet tag. Det sende varme gnister gennem min krop der hvor hans stærke hænder hold mig fast. Det havde næsten været romantisk hvis det ikke havde været for min klamme blodige hånde, og mig der lå på kanten til at besvime. 

Det sidste jeg kan huske for før jeg åbenbart besvimede var hans bekymrede blik, og hans varme stemme der hviskede i mit øre "Du skal nok klare den" 

Typisk typisk mig altså helt ærligt. Jeg har endeligt sådan et af de der mega romantiske øjeblikke som man måske kun har en gang i hele livet også besvimer jeg. Hvordan skal jeg nogensinde finde ham igen. 

Med besvær for jeg kæmpet mine tunge øjenlåg op. Det er som om de har været lukket i flere år, så tunge er de. Hver en muskel i min krop er øm. Hvorfor det har jeg da ikke den fjerneste ide om. Det var jo kun fingeren jeg skar. Jeg er blevet placeret omme i baglokalets sofa, kun for personalet. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om det, da der i alt den tid jeg har arbejdet her har lugtet forfærdeligt af forældelse. Jeg rejser mig langsomt op i sofaen. Med et kommer jeg i tanke om min finger, som begynder at dunke med en så  voldsom kraft at man skulle tro den havde sit eget lille hjerte. Men det kan vi vel alle blive enige om er noget være pjat. 

Det gode var at begrund af denne mindre ulykke fik jeg fri resten af dagen. Men til gengæld blev jeg så nød til at bruge denne "fri dag" til at tage på skadestuen og få syet min finger, da flængen var rimelig dyb. 

På vej ned mod skadestuen kunne jeg ikke lade vær med at tænke på ham! Hvem var han? hvor var han blevet af? Jeg troede vi havde sådan en form for speciel forbindelse eller noget. Nu kan det også bare være min hjerne eller hukommelse der spiller mig et pus. Man kan vist godt sige jeg ikke var i mit bedste hjørne. Men jeg er altså ret sikker på jeg aldrig har mærket mit hjerte banke SÅ hurtigt som det gjorde da jeg mærkede hans hænders faste greb om min spinkle krop. Det var som om det var ved at springe et hul i min brystkasse så hurtigt bankede det. 

BANG!!! "Seriøst! virkelig...?! igen!?" jeg var gået lige ind i kurv fyldt med æbler, de væltede ud over gaden. Det var så typisk mig, også lige i dag oven i alt det andet. 

Da jeg endelig kom hjem fra skadestuen med syv sting i min finger, var jeg da noget så udmattet at jeg troede jeg skulle dø. Sådan en lorte dag. Klokken var allerede elve om aftnen. 

Jeg lagde mig ind i stue på sofaen og tænde for fjernsynet. Musklerne begyndte en efter en at slappe af efter en lang dag fyldt med anstrengelser. Alligevel var det eneste mine tanker blev ved med at vende tilbage til og kredse om som gribe. Var ham. Jeg nåede ikke at tænke over tingene særligt længe før mine tunge øjenlåg faldt i med et "brag".

'Du ser godt ud' 'Hvad jeg kan ikke høre hvad du siger for musikken' jeg anstrengte mig virkelig for at høre hvad han sagde men det var ikke nemt når der var en eller anden idiot der havde skruet SÅ højt op for musik. Det var dog utroligt. Jeg ville jo nødigt gå glip af et eneste øjeblik, med denne fantastiske mand som ham her. Jeg kunne jo ikke tænke på andet en ham. Han gentog 'Du ser godt ud' FUCK var det virkeligt sagde han virkelig lige at jeg så godt ud. OMG MY WORLD ROCK. Jeg havde lyst til at løbe rundt og skrige som et lille barn der lige havde fået lov til at få den store pose slik i stedet for den lille som normalt.'Tak...Du ser heler ikke værst ud' svarede jeg forleget med lidt for langt pause. Hvad sker der for dig Lucy?! Han rygede diskret tættere på. Jeg kunne mærke varmen som emmede ud fra hans krop som en radiator. Jeg kunne mærke hans ene hånde køre op langs med mit ene lår, hans varme hånd listede sig længere og længere op, ind under kjole kanten på min  sorte kjole. Jeg tror min vejrtrækning stoppede et øjeblik, det var som om jeg slet ikke kunne få luft. Men et hårdt ryg fik han drejede hele min krop, så jeg endte med at side oven på hans skød. Jeg kunne mærke den rare følelse af hans jeans mod min bare hud. Vi sad i den lille bås helt nede i hjørnet af baren så ingen kunne forstyrre os. Han lagde mig op på bordet, hans læber kom tættere og tættere på. Luften var blevet tung af træng, trængen til det opfyldte. Hans ånde ramte mine læber som en blød brise. Da vores læber ramte, blev min krop gennem rystede af den værste smerte jeg nogensinde har følt i hele mit liv. En smerte jeg aldrig nogensinde håber jeg kommer til at mærke igen. Forskrækket skubbede jeg ham fra mig. Til min frygt opdagede jeg en kniv stikke ud fra min mave.

Jeg blev ved med at skrige, da jeg vågnede som jeg havde gjort i det der åbent bart havde været et mareridt. Min krop rystede så voldsomt at jeg ikke kunne styrer mine hænder. Med en ustyrrelig bevægelse prøvede jeg at få fat i mit vandt glas på bordet. Da jeg skulle lige til at tage fat i det fangede en bevægelse i min øjenkrog min opmærksomhed. Stiv af skræk drejede jeg hovedet så langsomt som overhovedet muligt, mens jeg med den anden hånd trak dynen tættere omkring mig. Langsomt vendede mine øjne sig ti mørket, og endelig havde de vendet sig så meget til det at jeg kunne se omridset af en skikkelse så over i hjørnet af min stue. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...