Efter midnat

Digte, tekster og ting jeg ikke helt ved hvad er, skrevet efter midnat, når jeg ikke helt ved hvad jeg vil, men ikke kan lukke øjnene

1Likes
2Kommentarer
222Visninger
AA

3. Læs nu bare mine tanker

Klokken er alt for mange. Så mange at jeg ville kunne lukke øjnene, og nå at falde i søvn uden at komme til at tænke på dig. Og der er intet jeg hellere ville, end at være fri for at tænke på dig. Det kan jeg i hvert fald godt lide at bilde mig selv ind.

Alligevel ligger jeg bare og scroller rastløst rundt på facebook, og nægter at lade mine øjenlåg glide i. Det kunne jo være at du skrev et eller andet. Det gjorde du i går. Jeg vidste godt at du var til en eller anden fest med dine venner fra folkeskolen, så det var ikke svært at regne ud at du må have været pisse stiv, eftersom det sidste jeg skrev til dig, for knap en måned siden, var at jeg syntes du var et arrogant røvhul.

Egentlig er du stadig et røvhul. Du opfører dig i hvert fald sådan. Men i går, efter at du skrev, endte vi alligevel med at skrive sammen hele dagen, fra jeg vågnede og til nu. Jeg kunne ikke lade vær. Det er det der er problemet.

Selvom dit blik for det meste er tømt for følelser, kræver dine øjne min opmærksomhed. Jeg kan jo godt se på dig at du gemmer dig bag et eller andet. At du ikke er så kold i røven som du gerne vil have folk til at tro. I virkeligheden er du både følsom og sårbar, og så uskyldig at se på at jeg ikke kan lade vær med at tænke skyldige tanker om dig.

Jeg kan ikke lade vær med at se dine små markerede læber for mig, og dit hår der krøller ned foran dine øjne, og jeg kan ikke lade vær med at tænke på hvor meget jeg gerne vil have dig.

Det ved du selvfølgelig bare ikke.

I det hele taget er der mange ting du ikke ved. Du er vel heller ikke klar over hvor svært det er at spille kostbar over for dig. Egentlig ville jeg jo nok helst bare skide på min værdighed og lade dig komme så tæt på at du kan smage min læbepomade. Men det kan jeg ikke.

Og så på den anden side; som om du nogensinde ville turde være så tæt på mig. Du tør ikke engang snakke med mig af frygt for at sige noget forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...