5.37

En lille historie jeg skrev da jeg, sammen med mit skriveværksted, kiggede på en kuffert.

2Likes
1Kommentarer
74Visninger

1. -

5.37

Klokken på mit ur tog aldrig fejl, hvilket betød, at det gjorde han


Hun sagde aldrig nej, heller ikke når jeg blev ved og ved og ved. Hun stoppede mig aldrig, slog aldrig og råbte aldrig. Hos os var rollerne byttet om, jeg sad ved bordenden og spiste også først, herefter spiste min mor, og så min bror.

Vores hus var fra det attende århundrede, der var mos på siderne, og ruderne var smadret, kun holdt sammen med to strimer gaffatape på langs og på tværs. Haven var for længst blevet øde, og er nu dækket med rødlige blade og brune grene. Det gamle gule legehus, vi engang brugte hver dag, er livsfarligt endda at kigge på. Foran legehuset står et stativ, hvor der om sommeren hænger badebukser og kjoler, men som i øjeblikket er overtrukket med lagner og pudebetræk.

Indenfor præger ordtidens malerier min hverdag, malerier fra en tid, hvor man malede alt, hænger nu i et hus, i en tid hvor intet længere bliver malet. På trappetrinnet står en buket røde roser, hvorved et lille hvidt kort, med et stort rødt hjerte i højre side er placeret ved siden af. Indersiden af kortet var tomt, hvilket betød, at disse roser, var fra en jeg ikke kendte eller som ikke ville have, at jeg skulle kende personen. Kun på bagsiden af kortet, var en dato 14/11/97.


I flere uger tænkte jeg på denne gestus; skulle jeg være bekymret, skulle jeg være glad eller skulle jeg glemme det, lukke det ude, og aldrig tænke på det igen.
Kortet holdte mig oppe dag og nat, jeg råbte ikke en gang af min mor, da hun spildte suppe over min nye søndagskjole. Jeg kiggede bare på hende, lukkede øjnene, gik udenfor og slyngede min afkræftede krop på græsset. Det græs der altid var så grønt, men som i dag så bedrøvet ud, som om græsset kunne fornemme hvordan min hjerne var så blank, at det drev mig til vandvid.
En sen eftermiddag i november, da det tordnede og lynede det kraftigste det længe har gjort, åbnede jeg kufferten, den kuffert der har ligget gemt under min seng i flere år, som nu er dækket med støv, og som engang betød alverden for mig, har nu ikke været åbnet siden far forlod os. Jeg kørte min blege hånd hen over overfladen af kufferten, hvorefter støvet lagde sig i et tykt lag på min håndflade, dette gentog jeg indtil kufferten var nogenlunde genkendelig. Koden havde jeg ikke glemt, også selvom jeg havde forsøgt flere gange. 3-3-7-8. Fars lykkenumre. Han brugte altid disse tal, når vi tog til hesteløb, han vandt aldrig, men gav heller aldrig op.
Kufferten var fyldt med billeder fra min lillebrors og min barndom, billeder fra mine forældres bryllup, fra vores rejser til havs og fra tiden, da vi stadig var en lykkelig familie. I bunden af kufferten lå to kort, magen til det der lå ved roserne, når man åbnede det første kort, var det tomt, ligesom det der lå ved roserne. Kun på bagsiden, var der en adresse. Revninge, Bygade 13, 7260 Sønder Omme.
Når man åbnede det andet kort, var der heller intet på indersiden, men et tidspunkt på bagsiden. 5.37.
Datoen fra brevet ved roserne er i morgen, og adressen var omtrent femten kilometer væk fra vores hus, men hvem sendte disse kort, det kunne være min far, en beundrer eller en kriminel. Jeg pakkede en lille sort håndtaske med nogle mønter, en bog, en parfume og mit ur. Uret var en gave fra far, jeg fik det på min 5-års fødselsdag, et ur der er blevet givet til den førstefødte på han/hendes 5-års fødselsdag. Det virkede endnu, men remmen var smadret, så det kunne ikke sidde på fastspændt mit håndled.

Det var sent, og jeg havde ingen appetit til middag. Jeg lagde mig i min seng, slukkede for lyset, der nu havde brændt kraftigt i flere timer, trak den tunge fjerdyne over min krop, og lukkede øjnene.

Jeg vågnede allerede klokken 4.15, trak i en sweater, grå bukser, gummistøvler og en grøn hue. Jeg gik langsomt og roligt over brædderne i spisestuen, hen til døren, hvorefter jeg lukkede den blidt. Herefter hoppede jeg på min blå cykel, og cyklede derud af. Lige indtil jeg ankom til adressen, fjorten minutter inden jeg skulle. Jeg tog huen af, satte mig på vejen, og ventede. 5.35 var der ingen i nærheden af mig, ingen biler, ingen cykler og ingen personer. Jeg var alene, og da klokken slog 5.37, var der stadig ingen i nærheden af mig. Jeg ventede indtil klokken 6.03, hvorefter jeg rejste mig op, kiggede rundt en ekstra gang, hoppede på cyklen, og cyklede de femten kilometer hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...