Rødhætte - Gys

Dette er en gyser version af rødhætte. Håber at man kan genkende at det er rødhætte, for det er nogle lidt anderledes personer end dem der er i Rødhætte :)

4Likes
9Kommentarer
265Visninger

1. Rødhætte

 

I dag har min veninde, Elise, inviteret mig til aftensmad. Hun er en nær ven og det er lang tid siden vi så hinanden sidst, så jeg glæder mig. Hun er desuden flyttet til et nyt sted, så jeg kender ikke området.

Jeg reder mit røde hår. Rød har altid været min ynglings farve. Så i dag har jeg valgt at klæde mig i farven rød. Desuden har jeg bagt nogle lækre småkager, som jeg tager med. Det er hendes ynglings småkager, Cookies. Jeg pakker dem ned i min taske og sætter mig ud i bilen.

 

Jeg kører stille og roligt. Jeg aner ikke, hvor Elise bor. Jeg er ikke kendt i området. Mørket er ved at falde på. Det er vinter, så det giver meget god mening. Der er fuldmåne i nat. Den kikseformede, hvide, lyse måne glider bag en sky. Nu overfalder mørket mig. Jeg har altid hadet mørket. Det er så skummelt og man ved ikke, hvad der gemmer sig derude. Jeg tænker så meget på mørket, at jeg ikke ser, at der står en person foran mig. Jeg bremser hårdt op. Personen er klædt i rødt. Jeg får et chok, da det røde tøj lyser voldsomt op. Jeg trækker vejret dybt og får styr på mig selv.

Personen har en hætte på. En rød hætte. Det undrer mig at personen står midt på vejen. Er personen mon på vej over vejen? Det ser sådan ud. Men personen står stadig stille. Pludselig flagrer personens hår ud af hætten. Det er rødt. Og jeg gætter mig frem til, at det er en pige.  Jeg åbner vinduet og skal til at råbe ad hende, da hun kommer hen mod mig. Langsomme, vaklende skridt, som et lam der lige har lært at stå. Hun åbner munden, men der kommer ingen lyd ud. Og sådan står hun bare. Med åben mund. Lydløse ord. Det er også begyndt at regne. Og pludselig styrter det ned. Jeg skal til at lukke vinduet, da der kommer et ord ud af hende.

”Vent!” siger hun. Jeg kan stadig ikke se, hvem det er. Hætten dækker hendes hoved.

”Hvad?” siger jeg bare og kigger på hende.

”Hvor skal du hen?” hvisker hun. Det er næsten ikke til at høre, men af en eller anden grund forstår jeg, hvad hun siger.

”Jeg er på vej ud til min ven, Elise. Jeg er ikke så kendt her i området, så du kunne måske guide mig?” Jeg siger det venligt.

”Hvorhen?” spørger hun så.

”Til udkanten af den næste by. Du ved, ude ved havet,” siger jeg.

”Årh, ja. Bare fortsæt ligeud og drej så til venstre og så fortsætter du bare indtil du ser havet. Jeg ved godt, at det er en omvej, men den anden vej er spærret på grund af vejarbejde,” siger hun. Det ser ud som om hun smiler, men jeg føler mig usikker og mumler et ”tak”. Hun går ikke væk fra vinduet, men bliver stående. Skal jeg tilbyde hende et lift? Det er jo trods alt aften, og der skulle være et meget slemt uvejr på vej, slemmere end det er nu. Men jeg skal jo skynde mig videre.

 Jeg ruller vinduet langsomt op og begynder at køre langsomt igen, og så sætter jeg farten op. Jeg kigger bagud. Men hun står der stadig. Midt på vejen. I fuldkommen samme position. Jeg tænker ikke mere over det. Jeg skal koncentrere mig om den rute hun gav mig. Okay, ligeud, til venstre og så havet. Det er jo let at huske? Jeg kører ligeud indtil der kommer et skilt. Og så drejer jeg til venstre. Easy.

Da jeg har drejet til venstre, bliver jeg pludselig i tvivl. Det ligner ikke det sted jeg havde forstillet mig oppe i hovedet. Jeg finder min mobil frem. Og søger på Elises adresse. Jeg skulle have været drejet til højre. Jeg vender om og kører tilbage. Hvorfor lyttede jeg også til hende? Hun så, så sær ud. Og man kunne ikke se hendes ansigt. Husk nu. Ikke døm en bog på dens omslag. Jeg skynder mig at kører hen til Elise.

 

Da jeg endelig når frem, føler jeg mig lettet. På hele turen har jeg følt, at mørket har forfulgt mig. Skyerne har dækket himlen fuldkommen og regnen har taget til. Det er også begyndt at storme og der er også kommet lidt torden. Så jeg skynder mig hen til døren. Jeg vil ringe på, men da jeg ikke kan se nogen dørklokke, må jeg jo banke på. Jeg banker ligeså stille på. Det er koldt og jeg er ved at fryse til is. Mine tænder klaprer. Regnen slår hårdt mod min hud og trækker mig langsomt ned. Jeg banker på igen. Hårdere. Mere bestemt. Men der er ingen, der åbner døren. Ikke engang nogen, der råber Kom ind.

”Elise?” kalder jeg. ”Elise?”

Intet svar. Det lader til, at der ikke er nogen hjemme. Jeg vender mig om. Et lysglimt, lyser hele himlen op. Jeg skal til at tælle, men det når jeg ikke, for tordenbraget kommer lige efter. Tør jeg virkelig at køre hjem igen? Nej, jeg vender mig om igen. Jeg banker virkelig hårdt på nu. ”Elise!” skriger jeg nærmest. Stormen har taget til og regnen står ned i stænger. Intet svar. Ingen lyd. Kun en hvisken. Nu kan det være nok. Jeg åbner døren. Hurtigt og skynder mig indenfor. Hvorfor er der ingen der svarer? Jeg ringer til hendes mobil. Langt borte kan jeg hører den. Jeg følger efter lyden. Lyden kommer fra kælderen. Underligt. Jeg tænder lommelygten på min mobil og går ned i kælderen.

”Hallo?” siger jeg. Intet svar. Stadig kun en hvisken. Jeg ringer igen og opdager, at mobilen ligger lige foran mig. Jeg har været så optaget af at finde hendes mobil, at jeg slet ikke har set mig omkring. Mørket har for alvor fanget mig. Jeg er trukket op i en krog. Jeg kigger rundt. Hvorfor er jeg også bange for mørke? Jeg går bagud og føler på en eller anden måde, at det stadig forfølger mig.

”Elise?” hvisker jeg. Jeg går stadig bagud. Pludselig støder jeg ind i noget. Jeg vender mig om og ser et skab. Et stort et. Noget pusler derinde, men hvad? Jeg åbner skabet langsomt og der står Elise. Bundet. Hun ser skrækslagen ud. Mørket har omringet mig fuldkommen nu og det eneste lys der er, er det fra min mobil. Jeg ser skrækslagen på hende. Hun kigger ikke på mig, men noget andet. Noget bag mig. Noget… Jeg vender mig om. Den røde pige fra tidligere. Men, hvordan kunne det være sandt? Hun har stadig sin hætte på. Hvem er hun? Hvorfor forfølger hun mig? Hvorfor? Hun løfter forsigtigt hætten af. Og så ser jeg det. Hun ligner mig. Hun.. Hendes smil bliver større. Hun..

”Hvem er du?” spørger jeg skrækslagen og træder et skridt baglæns, og snubler, jeg lander pladask på gulvet og hun smiler bare.

”Hvorfor lig.. Hvorfor ligner du mig?” Jeg hvisker det sidste. Pigen står stadig stille. Hun løfter noget op fra sin lomme.

”Hvorfor?” siger jeg igen. Det er det eneste ord, jeg kan sige. ­­Hun siger intet og fortsætter med det hun er i gang med.

”Hvorfor har du præcis de samme øjne som mig?” spørger jeg. Hun åbner munden. Men stadig, kommer der kun lydløse ord ud. Og pludselig får jeg en fornemmelse af, at jeg kan læse hendes tanker.

Fordi jeg er din dobbeltgænger.

”Hvorfor har du præcis det samme ansigt som mig?” siger jeg uden at tøve.

Fordi jeg er din dobbeltgænger.

”Og hvorfor forfulgte du mig?” siger jeg og bliver bange. Hun har gentaget den samme sætning to gange nu. Og det er som om, den ikke rigtig er kommet ind i mit hoved. Fordi jeg er din dobbeltgænger? Hvad betyder det. Jeg ved jo godt, hvad en dobbeltgænger er. Men det er jo en overnaturlig ting. En person. To personer, som ligner hinanden på en prik. Og så er de jo på en måde forbundet.

 

Hun svarer ikke på mit spørgsmål. Jeg er faret vild i mine egne tanker. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hvorfor er hun her? Hvorfor ligner hun mig? Alle tankerne går forvirret forbi hinanden. Jeg kigger på hende.  Samme form som mig. Fuldkommen magen til mig, faktisk…

”Du skulle absolut, finde ud af hvem jeg er. Det var også meningen…” siger hun pludselig. ”… Men det var ikke meningen at du skulle spørge så meget…” Hun kigger på mig. Kan hun læse mine tanker?

”Ja, jeg kan,” siger hun. Hun har noget i hånden. Et eller andet som er småt. ”Er du klar over, hvor længe jeg har ledt efter dig?” spørger hun så. Jeg ryster voldsomt på hovedet. ”Er du klar over, at jeg har været hele jorden rundt for at finde dig?” Jeg ryster meget kraftigt på hovedet. Hun har lænet sig ind foran mig nu. Hun ånder mig i hovedet nu. Hun er ikke mig. Hun er modsat mig. Selvom hendes smag i tøj og alt sådan noget er ligesom min, så er hendes personlighed stik modsat. Hun er ikke bange for mørke, hun er modig, hun er stædig, hun er… Hun er min dobbeltgænger.

”Hvad vil du mig?” spørger jeg og stirrer på hende.

Uden at svare på mit spørgsmål trækker hun en kniv frem og…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...