Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

5Likes
11Kommentarer
2273Visninger
AA

16. Sommerdag Som Alle De Andre

De andre i lejren var flinke. Det var rigtig få der sendte medlidende blikke, og de prøvede at lade som om de ikke stirrede. Jeg kunne mærke det, men jeg lod også som om alt var normalt. Turen fra hytte 13 til hytte 12 var heldigvis ikke ret lang, så der var kun fem-syv halvblods der kom tæt nok på til, at jeg lagde mærke til dem. Rileys ord kørte rundt i mit hoved, mens jeg prøvede at få det hele til at give mening. Jeg kunne ikke se hvad Raymon skulle dø for, eller hvad det var han skulle give videre. Heller ikke Dionte, for den sags skyld, men det var mest Raymon jeg tænkte på. Det i sig selv var forfærdeligt, men Dionte havde forrådt os, og jeg kunne ikke lade vær med at være sur på ham. Jeg var sikker på at jeg nok skulle sørge mere over ham, når jeg ikke længere var sur på ham. Begge drenge virkede til at have masser af år tilbage, som om de kunne være blevet ældre og have gjort store ting. Halvblodslivet var farligt, det var jeg klar over, men de havde bare været for unge. 

Jeg gik ind i vores hytte, uden at registrerer det, og opdagede faktisk først at jeg var hjemme, da jeg stod midt i vores stue, og der sad tre folk og stirrede på mig. Liam sad i Charlies sofa, mens Charlie sad i den anden sofa med en dreng, der ikke hørte til her. Jeg genkendte ham, han var fra Ares hytten. Han var mindre end de andre Ares drenge, hvilket gjorde ham så let at genkende fra de andre, han havde sandfarvet hår, og han så ud til at være på grådens rand. Jeg forstod ikke hvorfor han var her. Vi havde intet med Ares børnene at gøre, og jeg tvivlede på Liam havde lagt sig ud med dem mens vi havde været væk. Jeg kunne heller ikke se hvad han skulle græde over, ikke her i vores hytte.  

"Kom med mig, Delia," sagde Liam hurtigt og rejste sig. Inden jeg kunne nå at spørge, lagde han en arm om mig og ledte mig ind i hans værelse. Det var nok meget godt, så fik jeg da ikke dummet mig overfor endnu en af Ares' unger.

Jeg havde aldrig været på mine brødres - brors- værelse før, men det var ikke det jeg tænkte mest over. Lugten af testosteron og rodet på gulvet kunne jeg godt vente med at undersøge. Da han lukkede døren så jeg på ham, uforstående. 

"Hvad laver en søn af Ares her?" spurgte jeg forvirret. Liam så kort mod døren, hans brune øjne så sørgmodige ud. Det passede stadig ikke til ham, det var forkert når Liam var trist, men jeg kunne ikke forlange han var glad, ikke efter alt der var sket. Jeg var jo heller ikke et festfyrværkeri af glæde. 

"Owen var venner med Raymon. Rigtig gode venner. De kom hertil sammen," forklarede han. Jeg huskede med det samme Owen. Raymon havde fortalt om ham det første aften han var i lejren. Jeg havde fået hele historien, og jeg havde det lidt dårligt med jeg ikke havde interesseret mig mere for Owen dengang. Jeg havde ikke engang bedt Ray om at udpege ham. 

"Han blev såret, Ray bad til Apollon. Raymon fortalte mig om det. Jeg vidste slet ikke Ares' børn kunne græde." Det var måske lidt fordomsfuldt, men de viste bare aldrig følelser. Andet end vrede, eller lysten til at slå på det foran dem. Jeg havde aldrig set dem være kede af det, eller set dem have tårer i øjnene, og jeg havde altså set en af dem få slået tænder ud af munden og flække et øjenbryn. Det ville få mig til at tude. 

"Owen er... ikke helt som de andre. Han er til at snakke med, hvilket nok var grunden til Raymon holdt så meget af ham. Jeg tvivler på nogen i hans egen hytte forstår, så han er nok kommet her for at snakke men nogen der gør." Liam satte sig ned på sin seng og så op på mig. Først nu så jeg hvordan hans værelse så ud. Dionte og Raymons ting var urørt. Han havde ikke pakket dem ned, og havde ikke engang rørt deres ting, der lå på en kommode. Det var let at se hvad der var vores afdøde brødres, og hvad der var Liams. Liams ting var typisk meget farverige eller glimtede. Raymon og Diontes ting var meget neutrale. 

Det der fangede mit blik var nu ikke kun hans rod, men mest en stor opslagstavle der fyldte en del af væggen til venstre for døren. Der var billeder af flere af lejrdeltagerne, og forskellig farvede snore imellem dem. Det lignede en stor konspirationsteori. Jeg løftede langsomt en pegefinger og pegede over på den.

"Hvad... er det der?" Mit blik flakkede kort over på min bror. Han så på opslagstavlen og kom hurtigt på benene igen og gik hen til den. Han så næsten stolt ud.

"Det er min tavle over forhold i lejren. Er den ikke fed?! Alle par, aller eks par, de er her alle." Han spredte armene ud for at præsenterer den for mig. Mine øjenbryn røg op i min pande og jeg blinkede et par gange. Dén havde jeg ikke lige set komme. 

"Det er lidt uhyggeligt... Hvordan ved du alt det her?" Jeg trådte lidt tættere på, og så på de forskellige billeder. Mit eget, Charlie, Felix, Frey, de var der alle. Nogle havde dog ikke snore, som mit eget billede. 

"Jeg er god til at finde ud af hvad jeg vil vide. Se her, der er farver for alt!" Liam begyndte at pege rundt på tavlen. "Rød betyder man er i et forhold, grøn betyder man har noget kørende, blå betyder eks kærester og sort..." Han stoppede sig selv. Hans blik var låst fast på en rød snor. Han satte kort en finger på den. "Den skal skiftes.." Han pillede den hurtigt ned og trak en skuffe ud på den lille kommode, der stod neden under. Der lå forskellige ruller af farvet snor dernede, og Liam hev en sort op. Han rullede et stykke ud og klippede det fri. Han bandt det hurtigt på hvor den røde snor lige havde været. Jeg fulgte dens ender. I den ene ende var Rosa. I den anden ende var min bror, Raymon. Jeg fik en klump i halsen da jeg så det.

"Sort betyder den ene er død..." Jeg færdiggjorde hans sætning. Der var ikke ret mange sorte snore, men der var et par stykker. Jeg så på billedet af min storebror. Han smilede til kameraet, og jeg overvejede om Liam selv havde været rundt og tage alle billederne. Raymon lignede i hvert fald en på billedet, som synes det var meget sjovt hvad der fandt sted. Han så selvfølgelig ind i kameraet, og lignede den halvgud han havde været. Jeg så over på Rosas billede. Hun så mindre glad ud, men mere overbærende. "Jeg vidste ikke de var kærester," kommenterede jeg lavt. Jeg mindedes aftenen inden vi var taget på mission. Rosa og Raymon havde siddet op og ned af hinanden, og han med en arm om hende. Jeg havde spurgt Charlie, men hun havde intet vidst. Liam så på de to billeder og trak på skuldrene.

"Det gjorde jeg heller ikke før Raymon selv satte den røde snor i, her da han kom tilbage i starten af sommeren." Liam så ned i kommoden og bed tænderne i. Jeg overvejede om han bed gråd eller tårer i sig. Jeg forstod ham udmærket. Jeg så på de andre snore fra Raymon. Der var en grøn og blå snor snoet sammen der viste hen til Litsa. De havde haft noget, tog jeg det som. Der var også endnu en grøn og blå snor der ledte over til en dreng jeg ikke anede hvem var. Der stod ikke navne under billederne, så det var umuligt at vide hvem de var, hvis man ikke kendte dem. Han var dog sammen med en masse fra Athene hytten, så jeg gik ud fra han hørte til der. Jeg sukkede kort.

"Tager du ikke billederne ned af opslagstavlen når de dør?" Jeg brød mig ikke om at spørge. Mit spørgsmål kom da jeg så på Dionte. Han smilede også på sit billede, og jeg ønskede han aldrig var holdt op med at være så glad, som han så ud på billedet. Så var han ikke gået med Litsa. Liam så også på Dionte.

"Jo, Når alle deres link er ude af lejren." Der løb en blå snor fra Diontes billede over til en pige med lyse krøller og krystalblå øjne, en pige jeg aldrig havde set. Liam rakte op og pillede både Dionte og pigen ned. Han åbnede en anden skuffe, hvor der lå masser af billeder i. Nogle af dem var ekstra billeder af dem der allerede hang på opslagstavlen, andre så ud til at være gamle.

"Hvem er pigen?" spurgte jeg nysgerrigt. Liam så ned på hende, da han havde smidt hende ned i skuffen med Dionte.

"Hans kæreste. De var sammen for længe siden. En dag rejste hun bare og lod Dionte være alene. Vi aner ikke hvad der skete med hende, men jeg satte en blå snor i, bare for hans skyld." Liam trak lidt på skuldrene. Han tøvede lidt med at lukke skuffen. Jeg forstod ham godt, når Dionte lå dernede og så op på os med et smil om munden. Jeg løsrev selv mit blik fra ham, og kiggede op på tavlen. Der var ikke ret mange af dem på tavlen jeg kendte, som havde snore i jeg ikke vidste noget om. Der var en hel del snore fra Ruxin, smeden der havde givet mig min xiphos. Ingen af dem var blå eller sorte. Jeg rynkede brynene ved synet af ikke mindre end tre grønne snore. Liam måtte vel have lavet en fejl, tænkte jeg, og gik hen og satte mig på Liams seng i stedet for at bruge mere tid på tavlen. Jeg ville sikkert studere den nærmere på et andet tidspunkt.

"Hvordan har du det?" spurgte jeg forsigtigt. Liam lukkede skuffen med billeder og så hen på mig. Det var ikke muligt at læse hvad han tænkte. Han drejede rundt og lænede sig med ryggen til kommoden under opslagstavlen.

"Jeg ved det ikke, Delia. Jeg har ikke forstået det endnu. Jeg ved det er dumt, men jeg forventer hele tiden de kommer hjem om lidt." Han kom hen og satte sig ved siden af mig. Hans blik faldt på min halskæde og han smilede lidt. "Han passer stadig på dig." Jeg forstod ikke hvad han mente først, og så så ned på glasvedhænget i min lædersnor om hals. Jeg havde glemt alt om den, mit lille øje. Det fik mig til at smile.

"Var han ikke altid perfekt?" svarede jeg, og så over på Liam. Han nikkede lidt.

"Der var engang jeg var alene med ham her i hytten. Mit første år i lejren. Eller, min første sommer. Jeg var så beæret over han var min storebror. Det er åndssvagt at man kan se så meget op til nogen. Han var jo halvt menneske som os alle. Der var bare noget specielt over ham. Noget der ikke er over os andre." Liam sukkede og faldt om på ryggen i sin seng. Jeg fulgte med. Vi lå der længe. Der gik mange minutter hvor vi ikke snakkede. Så gik der lang tid hvor vi snakkede, og så var vi stille igen. Vi snakkede om så meget, både om Dionte og Raymon, men også om Liams opslagstavle og alle dem han havde kendt fra lejren gennem tiderne. Jeg lyttede mest, men han fik mig til at grine et par gange, hvilket var rart.

Vi var inde i en stille periode, da Charlie kom og åbnede døren forsigtigt. Vi så begge hen på hende. Hun smilede lidt til os, og vi til hende. "Kom med. Der er fri bane igen," sagde hun roligt og kastede med hovedet mod vores stue. Liam og jeg fulgte gerne med, men da vi sad i stuen, virkede det som en fejl. Der var tomt i Liams sofa, han sad normalt sammen med Dionte. Raymons stol var også tom, og det var som om det nu var forkert. Inden jeg havde kendt ham, havde jeg aldrig skænket den stol én eneste tanke, og nu så den forkert ud. Mit blik flyttede sig væk fra den tomme stol og stoppede op ved et af billederne på bordet. Raymon, smilende, uden sin T-shirt på fordi han var ved at få plejet sår. Charlie blev trukket ned af Liams arm om hendes skulder. Hun stod med en blodig klud fra Rays sår, og havde et lukket øje fordi Liam maste hende ned mod sit hoved. Dionte havde Liam fat i, i overarmen, så han var i en akavet halvt sidde - halvt stå position. Det var fra da vi havde udfordret hytte 5, og vi havde vundet. Jeg fik en klump i halsen af at se på det. Jeg tog billedet fra bordet, gik hen til en hylde der hang som det første man så når man kom ind. Normalt havde vi gyldne drikkebærer stående der, for at vise hvem vi var børn af. Jeg skubbede bærerne til side, og placerede billedet i midten. Det virkede som en helt anden tid, inden verden blev for virkelig og ond. Charlie og Liam stillede sig begge bag mig og så på billedet. Vi smilede allesammen lidt. 

Sådan gik et par dage. Vi var triste, snakkede ikke ret meget sammen, og manglede liv i hytten. Vi kom igennem det ved hjælp af de andre. Charlie og Riley brugte en del tid sammen. Liam og jeg blev tættere, og tog begge vores sværdtræning mere seriøst. Sommeren gik hurtigt på hæld, og snart var der kun en uges tid til at de andre skulle tilbage til den menneskelige verden. Jeg havde besluttet mig for at blive. Min mor kunne jeg ikke få fat i, så der var ingen grund til andet. Flere andre blev også, heldigvis de fleste af dem jeg snakkede med. Frey tog tilbage til Ohio, hvilket gjorde mig ked af det, men jeg forstod ham godt. Han havde stadig sin dødelige mor, og sine venner i high school. 

En varm eftermiddag havde vi sat os ned på stranden, sådan som vi altid havde gjort inden missionen. Alle de vigtige var der, og Avery og Riley havde endda sluttet sig til vores gruppe. Vi legede ikke sandhed eller konsekvens som vi plejede, vi sad bare og snakkede, hvilket var fint nok. Vi manglede dog vores uformelle leder, en rolle Raymon før havde udfyldt. 

Rosa var begyndt at ligne sig selv lidt mere. Hun havde ikke poser under øjnene mere, men hun så stadig ødelagt ud, som om noget inden i hende var gået stykker. Det var uhyggeligt at se, men hun prøvede at se ud som om hun var som hun plejede. 

"Hvad med dig, dukkedreng? Skal du tilbage på rigmandsskolen?" spurgte Charlie Avery med et smil. Avery gav hende et venligt smil igen, og nikkede kort. 

"Ja. Ellers slår min mor hånden af mig, det er ikke rigtigt et valg jeg har." Han trak på skuldrene og lænede sig tilbage med hænderne i sandet bag sig. 

"Det bliver underligt uden jeg alle," kommenterede Felix næsten ulykkeligt. Han havde ret, vi havde hurtigt vænnet os til at alle de andre var der. Nu skulle vi tilbage til kun at være 30 stykker igen. 

"Jeg er nødt til at komme hjem til min skole," svarede Frey trist. 

"Vi skal også hjem igen, så vores far ikke er helt alene," sagde Rosa lavt og så over på Viktor. Den blonde dreng nikkede en enkelt gang, men virkede ikke glad ved tanken. 

"I kommer hurtigt tilbage igen, ikke?" spurgte Nolan bekymret. Rosa så op på ham og virkede til kort at overveje det. 

"Jo. Inden jul." Det så ikke ud til at hun glædede sig til nogle af delene, hverken at tage hjem eller komme tilbage. Jeg så ned for ikke at stirre medlidende på hende. Det var jo til at forstå at lejren var underlig for hende uden Ray. 

"Hvad med dig spøgelsesdreng, tager du også hjem som du plejer?" Charlie så over på Riley. Han så overrasket ud over at være blevet talt til, men rystede på hovedet så hans sorte pandehår dækkede for hans ene øje. Han mindede mig til tider mest om en parodi på en emodreng fra en kliché dramaserie. 

"Jeg bliver i år. Jeg vil gerne slippe for at rende rundt derude, hvis Litsa bygger en halvblods hær." Han så mod skoven der var indgangen til lejren. Det var en tanke alle havde haft. Ville nogen tro noget, hvis man ikke blev i lejren? Ville nogen tro man havde sluttet sig til Litsa? Der var en mistillid i luften, også selvom vi prøvede at undgå den. 

"Det er simpelthen for trist det her. Jeg nægter at tilbringe de sidste dage med jer på den her måde!" Liam så rundt på os alle. Vi slog blikkene ned og så mellem hinanden, næsten skamfuldt. Normalt var det ikke lige Liam der kunne få os til at skamme os, men drengen havde en pointe. Der var jo ingen af os der havde lyst til at være i dårligt humør, men det hang bare i luften. 

"Hvad vil du så have vi gør, du vise?" spurgte Felix ham, nu med et lille smil om læberne. Liam så på ham, også smilende nu, og med et glimt i øjet som om han havde noget for. 

"Jeg udfordrer jer til volleyball her på stranden! Så slappe og slattene som I ser ud kan jeg nemt vinde over jer. Hvem vil være på mit hold og vinde?" spurgte han drillende, mens han løb mod volleyball nettet der var blevet sat op for sommersæsonen. Nolan, Felix og Frey var hurtigt på benene og løb efter ham. Resten af os skyndte os at følge med, selv Mikal og Riley, der ellers begge lignede nogen der ikke rigtigt gad flytte sig til at starte med. Som altid kunne Liam få liv i os, og vi stod hurtigt i en volleyballkamp hvor der blev råbt og hujet af alle. Det var det vi havde manglet, noget at gå op i, en halv time hvor vi ikke tænkte så meget over det hele. Jeg havde næsten glemt hvordan det føltes bare at have det sjovt. 

Vi fik kun spillet halvanden kamp, inden folk begyndte at drille hinanden, løbe efter hinanden, og Liam fik trukket Felix og Frey med sig ned i vandet. Mikal og Viktor var meget hurtigt med på dén idé, men ingen af drengene tænkte over at tage t-shirts af, så alle fem væltede rundt i vandet med plask vådt tøj. Det var svært ikke at le, og Nolan valgte også at smide Rosa over skulderen og bortføre hende ned i vandet med sig. Hun kæmpede bragt for at undgå, men slap ikke, og de to væltede begge og forsvandt kort under vandoverfladen. De fire af os stod og lo, inden Charlie udfordrede Avery til hvem der først kom ned til vandet. Jeg havde ikke lige set dén komme, at Charlie faktisk sagde noget til Avery der ikke var nedladende. De to løb af sted, og jeg stod tilbage med Riley, som lagde armene over kors. 

"Skal du ikke være en del af galskaben?" spurgte han, med en stemme der ikke kunne være mere ligegyldig. Jeg så over på ham med et smil og trak på skuldrene. 

"Kun hvis du går med," drillede jeg. Han fnøs og rystede på hovedet. 

"Aldrig i livet. Eller døden." Han satte sig ned i sandet igen og så på Charlie og Avery der pjaskede rundt i vandet, og blev en del af alle de andres leg. Jeg blev stående og smilede lidt ved synet. Det var sådan vores sommer skulle have været. Timer på stranden, legende i vandet. Liam der fik klø i Frey og Felix, Nolan der ikke gav Rosa en chance for at slippe fra hans vandkamp, Viktor der på en eller anden måde var kommet op på Mikals skuldre, og som nu balancerede der. Glæde og latter, det var sådan det hele skulle have været. Men som Ray havde sagt til mig, der var altid to sider af det hele, og man kunne ikke altid se den anden. 

Det gav mig en idé. Noget jeg ikke havde tænkt på før. Det var som om det kom til mig ud af det blå, som en brik der pludseligt faldt på plads. "Jeg er nødt til at snakke med min far," sagde jeg højt, uden at tænke over det. Riley så forvirret op på mig og trak på skuldrene. 

"Okay?" Jeg nikkede lidt til ham, inden jeg så satte i bevægelse. Jeg løb gennem lejren, forbi hytterne og søen. Det var som om mine ben ville arbejde lige så hurtigt som mine tanker. Mens jeg sprang over grene og undveg nymfer og andre halvblods, kunne jeg mærke glasvedhænget om min hals ramme mod min brystkasse. Det havde ikke gjort opmærksom på sig selv en eneste gang på missionen, men mens jeg løb der, kunne jeg mærke det ved hvert skridt. Jeg var ikke sikker på hvad det betød, eller om det betød noget. Alligevel syntes jeg ikke det kunne være helt tilfældigt. Jeg valgte at se det som at Ray var med mig. 

Hovedbygningens dør stoppede mig ikke. Jeg sprang ind mens jeg skubbede døren op, og væltede næsten en eller anden antik vase der stod lige inden for. Alligevel fortsatte jeg ind på min fars kontor, hvor jeg havde stået min første aften i lejren og beundret alt derinde. Nu var jeg ligeglad, jeg sprang hen foran min fars skrivebord, hvor han havde været igang med at lægge ind kabale. Jeg hamrede hænderne i bordet, som om jeg ikke allerede havde hans opmærksomhed, og stønnede forpustet; "Hvad hvis hun ikke er alene?" 

Min far så på mig som om han overvejede om nogen havde pillet ved min hjerne. Normalt plejede jeg at være den der gjorde folk sindssyge, ikke den der blev det. Det virkede han også til at nå frem til, og lagde kortet, han havde siddet med, ned på bordet. "Det tager vi lige en gang til?" Som altid lignede han der var ligeglad med hvad jeg sagde, men der var en gnist i hans øjne, en interesse der var vækket. 

"Litsa. Hvad hvis det slet ikke er hende der står bagved? Hvad hvis vi bare skal tro det? Guderne sagde det jo på Olympen, det giver ingen mening!" Jeg pustede stadig fra min spurt gennem lejren, og mine fødder var ømme fra turen. At løbe gennem skovbund, over grene, kviste, sten og andet i bare fødder var ikke min bedste idé. 

"Det gør det her heller ikke. Sæt dig ned og prøv at forklare dig." Han samlede sine hænder undrende og gav mig et uforstående blik. Jeg sukkede lidt, men gjorde hvad han sagde jeg skulle. Jeg dumpede ned i stolen foran hans skrivebord og tog et par åndedrag inden jeg igen prøvede. 

"Hvad hvis Litsa bare er en afledning? Jo, hun vil gerne have magt, og hun er da sikkert træt af sin mor, men hvorfor skulle hun bare pludseligt ville vælte Olympen? Hvad hvis Litsa er en maske for en anden? Måske med et helt andet motiv?" Jeg søgte min fars blik, og håbede han kunne følge min tankegang nu. Jeg skubbede mig på kanten af stolen af ren iver over min idé. Nu virkede min far faktisk til at tage mig seriøst, men alligevel rystede han på hovedet. Det var åbenbart ikke godt nok for ham. 

"Men Fideliana," jeg hadede når han brugte hele mit navn, "Hvem skulle så stå bag? Det er en meget fin idé, men jeg ser ikke noget der støtter op omkring den. Vi er nødt til at handle ud fra hvad vi ved," bestemte han. "Synes du ikke vi har rigeligt at tænke på? Endnu en fjende bag facaden... Det kan vi ikke også bruge vores tid på." 

"Præcis! Kan du ikke se det er hele pointen med den plan? Vi skal gå efter Litsa, og hvem end der gemme sig bagved, kan frit gøre hvad de nu vil. Det er jo ikke de skarpeste knive hun har på sit hold, vel?" Jeg så på ham, fast besluttet på at få ham til at give mig ret. Han var fast besluttet på det modsatte. 

"Jeg har generelt ikke store tanker om jer halvblods, men du har ret. Men det er desværre stadig ikke nok til at jeg kan gøre noget som helst," vedholdt han. Det gjorde mig vred, helt ned i maven. "Hvad forventer du jeg gør? Hopper op til de andre og foreslår vi stiller skarp på en vi ikke ved hvem er? En vi ikke engang ved hvad er? Min pige, taktikker bliver du aldrig," sagde han roligt. Det gjorde kun mere vred, men også forlegen. Mine kinder brændte så jeg var sikker på de havde samme farve som jordbærene på markerne udenfor.

"Far, jeg beder dig jo bare-"

"Om hvad, helt præcist? Delia, der er intet at gå efter." Han rystede igen på hovedet og samlede kortet op fra bordet.

"Spørg oraklet, så!"Jeg knyttede hænderne og fløj nærmest op af stolen.

"Sådan virker det ikke, min pige," svarede han roligt, og så ned på sit kort spil. Det var så typisk, bare fordi en af os havde tænkt noget de ikke havde, så var det ikke godt nok. 

"Du vil bare ikke gøre noget! Hvis Raymon havde sagt det, så havde du lyttet, men ikke når det er mig! Ray var den eneste du lyttede til, og nu kan alle vi andre rende dig, ikke? Du er ligeglad med os andre, for vi er ikke perfekte som han var. Hvad er problemet?! Jeg opdagede Dionte var ufin i kanten, jeg så ham stikke af med attributterne, jeg gik efter drengene for at redde dem fra empusai! Hvorfor er det jeg siger ikke godt nok?!" Det blev en lidt længere tale end jeg havde regnet med, men han lænede sig bare tilbage og lignede en der nød min vrede. Det gav mig mere lyst til at slå ham, eller holde op med at være halvblods, nægte han var min far og nægte guderne bestemte det meste over os. De var jo alligevel så ligeglade? 

"Se dig ind i spejlet," sagde han roligt. Jeg så vredt på ham, og fik lyst til at råbe igen, men den tilfredsstillelse ville jeg ikke give ham. 

"Hvorfor? Hvad har det med noget at gøre?!" spyttede jeg vredt af ham. Han så hen på mig og løftede uimponeret et øjenbryn og pegede så hen mod et gammel spejl på væggen. 

"Gør det," kommanderede han. Jeg vrissede af ham og trampede hen foran det. Da jeg så mit eget spejlbillede holdt jeg op med at være så vred. Jeg så ind i mit eget blik, og forstod hvad han ville have. Det var fordi mine øjne slet ikke var mine mere. Eller, selvfølgelig var de mine, men de var ikke brune. De var violette, samme skær som min fars. Som vreden forlod min krop for at lade overraskelsen tager over, trak farven sig tilbage, og den brune farve voksede fra yderkanten af min iris og ind mod min pupil til den igen var brun. 

"Hvad var det? Er der noget galt med mig?" spurgte jeg bekymret og så over på ham, nu hvor der ikke længere var noget nyt at se i spejlet. Min far trak lidt på skuldrene, som om det var helt normalt. Det var det vel egentlig også i vores verden, men det var ikke normalt for mig. 

"Mit gæt er at du, som din bror kunne, kan ændre dit udseende. Det er en evne der virker til at komme frem når du er meget vred eller ked af det. Det samme skete den aften med Ares drengen. Og da jeg fandt dig og din søster i New York. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men du har åbenbart ændret din øjenfarve som barn, og når du bliver vred bruger du for meget energi på dine følelser til at opretholde ændringen, og din sande øjenfarve kommer frem." Han lænede sig frem over bordet som en dåsecola dukkede op på skrivebordet. Jeg stod og stirrede på ham uden at vide hvad jeg skulle sige. Jeg havde samme evne som Raymon? Jeg kunne ændre mit udseende?

"Hvordan gør jeg?" Jeg mærkede hvordan mine skuldre sank en smule som jeg slappede af. Min far trak på skuldrene.

"Dit bud er så godt som mit. Men tilbage til det vi snakkede om. Jeg drøfter dine... tanker med Chiron, men mere end det kan vi ikke gøre nu. Og gå så ud og nyd de sidste dage med alle dine venner, lad vær med at spilde tiden herinde." Han viftede med hånden, som han plejede når han ville have fred. Han så allerede på sit kortspil igen, og jeg sukkede opgivende, inden jeg gik hen til døren. "Delia? Lad vær med at tro jeg ikke lytter til jer andre. Du lyder som Dionte, det klæder dig ikke. Jeg favoriserer jer ikke." Han så ikke op fra sit spil, men pointen var tydelig. Hans stemme var også gravalvorlig. Jeg skulle ikke tale sådan om Raymon som jeg havde gjort, og jeg skulle ikke tale os andre ned. Jeg bøjede kort hovedet, inden jeg gik ud af hovedbygningen. 

Jeg gik helt stille og roligt tilbage mod min hytte. Jeg ville ikke ned på stranden igen, jeg ville ikke til at forklarer mig for de andre. I stedet gik jeg rundt og nød alt den liv der var. Aresbørn kom løbende efter hinanden med våben og skjold, Demeterbørn gik med kurve fyldt med jordbær og tomater, to Hermes børn flygtede fra et eller andet og en Hefaistos pige kom slæbende gennem lejren med et læs jern til smedjen. Jeg gik og nød larmen, synet af en masse folk der havde det godt, og jeg var faktisk glad lige der. Det var første gang siden jeg havde set mine brødre falde ud over kanten på taget i New York, at jeg faktisk var glad helt inden i. 

"Delia!" Kykos kom løbende fra jordbærmarkerne, og jeg stoppede op for at vente på ham. Han smilede til mig da han nåede op på min side, og vi gik sammen mod hytterne. "Du bliver her, gør du ikke?" spurgte han håbefuldt. Jeg nikkede. 

"Jeg har intet i den menneskelige verden. Desuden tror jeg det bliver rart at der kommer lidt ro på. Men jeg vil savne dem alle," svarede jeg, og så rundt om os. Kykos lo lidt. 

"Også Ares børnene?" spurgte han drillende. Jeg himlede med øjnene men smilede alligevel. 

"Okay, måske ikke alle," medgav jeg ham. "Du bliver her også?" spurgte jeg. Kykos vippede med hovedet. 

"Måske. Noget af tiden. Jeg skal måske ud på en skole og holde øje med halvblods, men det er ikke bestemt helt endnu. Nu skal jeg jo ikke længere kigge efter dig," sagde han roligt, og grinede lidt. 

"Hvad med Frey?" spurgte jeg undrende 

"Jeg var aldrig på skolen for at holde øje med ham," sagde han med et træk på skuldrene. "Det bliver nu underligt, synes du ikke? Alt i Ohio er bare... slut." Han så op på den blå himmel over os, hvor et par lammeskyer gled over. Jeg fulgte hans blik og så også op. 

"Det er okay. Det er her jeg hører til. Der er sket så meget siden, jeg ville slet ikke kunne holde normal skole ud igen," sagde jeg med et smil, og så rundt på alle de andre omkring mig. "Men hvis du ser min mor når du skal ud i den menneskelige verden igen, gider du så ikke sparke hende på skinnebenet fra mig?" spurgte jeg med et smil. Kykos lo også, og nikkede. 

Charlie og de andre vendte først tilbage fra stranden sent på eftermiddagen. Både hende og Liam var drivvåde da de trådte ind i vores hytte, og de diskuterede om et eller andet. "Jeg siger bare at du i det mindste kan spørge om lov," sukkede Charlie irriteret, mens hun prøvede at få styr på sine sorte lokker som klistrede til hendes pande og hals. Liam trak uskyldigt på skuldrene, og rystede hovedet for at få vandet ud af sit hår, ligesom en hund ryster sig. Det gav Charlie og mig en ubehagelig mini brusetur. 

"Du bruger dem jo alligevel ikke," indvendte han, og kløede sig i øret for at få vand ud. 

"Har han brugt dit tøj igen?" spurgte jeg. Det var en samtale de havde haft før, og Liam havde åbenbart stadig ikke lært noget. 

"Jep, hans eget er åbenbart ikke godt nok mere," beklagede min søster sig. "Dips for bruseren!" Hun løb ud på det ene badeværelse vi havde i hytten, og som vi måtte dele. Liam løb efter, men han var for langsom. Charlie fik lukket og låst døren, og der kom et hoverende grin fra den anden side af døren. Liam sukkede, men smilede alligevel. 

"Så må jeg hellere lægge den lånte trøje tilbage i din seng, dejlig våd!" drillede han gennem døren. Charlie råbte fra den anden side af døren 

"Det vover du ikke!" Det fik min bror til at grine endnu mere, før han gik hen til mig og satte sig på kanten af en af stolene. Han trak trøjen over hovedet, en hvid t-shirt med teksten 'det er udmattende at være en prinsesse.' 

"Hvor blev du af, lillesøster?" Liam vred sit hår, det var ved at være langt nok til han kunne samle det i en lille hestehale. 

"Jeg skulle snakke med far om noget. Du, jeg har tænkt på, du sagde det var længe siden du havde været ude af lejren, ikke?" spurgte jeg for hurtigt at skifte emne. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om min skøre idé, ikke efter min far havde reageret som han havde. Måske var jeg bare tosset og så spøgelser. Jeg ville ikke kunne bære at Liam grinte af mig, så jeg sørgede for at undgå situationen. 

"Tjo, en 6-7 år er det efterhånden. Hvorfor?" Han så over på mig mens han bandt en lædersnørre om sit hår for at samle det. Jeg trak på skuldrene. 

"Jeg tænkte bare at en tur til New York kunne være hyggelig. Det kunne være vi kunne få lov af far? Bare et par timer i byen, for at lave noget sammen. Når sæsonen er ovre, selvfølgelig." Jeg så ud af vinduet, på det store område hytterne omringede. Der sad en masse halvguder i små gruppe, nogle af dem så glade ude, andre mere alvorlige. Avery sad sammen med sin kæreste, datteren af Thalia. Deres samtale så meget alvorlig ud. Avery smilede i hvert fald ikke, hans pande var lagt i dybe, tankefulde rynker. Hans kæreste havde heller ikke sit sædvanlige smil om munden, og hun sad og forklarede noget med nogle fagter med hænderne. Ikke så langt fra dem sad flere af Ares drengene og lo og skubbede til hinanden, mens to blege piger sad midt mellem dem og så ud til at mene de var barnlige. De fleste ville brække kraveben og ribben ved de skub drengene gav hinanden, men alligevel virkede de to piger helt rolig. Jeg ville ikke tage en dag til New York allerede, og slet ikke for at misse syn som dét. De sidste dages hverdag skulle nydes først. 

"Det lyder som en god idé, men tror du far vil give os lov? Med alt det der sker?" Liam rejste sig op for at gå ind og skifte til tørt tøj på sit værelse. "Altså jeg stoler på os, men gør far? Bare se med Dionte!" råbte han inde fra sit værelse. Med et dybt suk smeltede jeg længere ned i sofaen. 

"Jeg ved det ikke, Liam. Vi kan vel altid spørge ham. Det værste vi kan få er et nej," svarede jeg med hævet stemme. 

"Eller han forvandler os til ænder, det kan Delius skrive under på!" råbte han tilbage. Jeg lo lidt for mig selv og vippede med hovedet. At være en and i et par timer, det var en risiko jeg var villig til at løbe, for at få en dag med mine søskende uden for lejren på et tidspunkt. Liam fik skiftet og vi småsnakkede om alt og intet, indtil Charlie kom ud fra badeværelset mens hun var ved at tørre sit hår. 

"Er du frisk på en omgang 'jeg har aldrig?'" spurgte Liam med et smil, klar til at tømme et par af flaskerne vi havde på hylderne. Det var også let for ham, han blev ikke det mindste påvirket af vinen. Det var som at drikke vand for ham. Vi andre kunne ikke drikker lige så tæt som ham. Charlie lo nu også af ideen, før hun rystede hovedet. 

"Vi har møde med vejlederne. Vi skal have valgt motivet til keramikperlerne. Jeg tror nu der er ret stor enighed om det," fortalte hun. Hendes blik gled kort over på billedet af os alle fra tidligere på året. 

"Ja, der er kommet en del nye vejledere," medgav Liam. Vi nikkede alle en smule. Hermes' hytten havde fået ny vejleder, siden deres forhenværende nu var en due. Rosa var blevet vejleder for hytte 8, da deres storebror nu var sammen med Litsa. Charlie var selvfølgelig blevet vejleder for os. Sådan fortsatte det, plus en masse af de andre vejledere skulle på college nu, så næste år ville der komme endnu flere nye. Det var umuligt at nå og vænne sig til noget i lejren.

"Sådan er det desværre. Sådan har det altid været." Charlie smed håndklædet i en tom stol og rodede op i sit våde hår. "Vi ses senere. Lad vær med at lave ballade imens jeg er væk." Hun sendte os et strengt blik, men med et smil imens. Vi lo begge, og så på hinanden da hun gik. 

"Du er godt klar over vi er nødt til at lave ballade når hun siger det på den måde, ikke?" spurgte Liam. Jeg lo lidt og trak på skuldrene. 

"Hvad tænker du på?" spurgte jeg nysgerigt. Sådan kunne det hele pludseligt føles som en normal dag igen, og før vi rigtigt kunne se os om var den sidste dag af sommerens lejr kommet. Dagen var sørgmodig i sig selv, og stemningen var meget blandet. Nogle som Liam udnyttede det til at få de sidste ulykker fyret af med sine venner, mens andre som mig ikke rigtigt havde lyst til dagen skulle komme eller gå. 

Der blev gjort rent i alle hytterne, pakket ned og grædt tårer flere steder. Liam, Charlie og jeg sad ude på den lille veranda foran vores hytte og så på dem alle. Vi havde ikke travlt med at pakke, vi havde ingen søskende eller kærester at tage hård afsked med. Vi skulle bare vente tiden ud til det blev frokost, vi fik udleveret vores keramikperler og så se vores venner tage af sted. Det var næsten værre end at skulle rejse, bare at sidde og se på. Alligevel vidste jeg at det var det rigtige. 

Avery kom over til os efter at have slæbt alle sine ting - og det var rigtig mange - med sig ud af sin hytte. Et par stakkels satyrer havde fået opgaven at få alle hans ting flyttet op til halvblodsbakken hvor andre kunne tage over. Han kom hen og lænede sig op af en af søjlerne foran vores hytte. Vi så alle tre på ham. 

"Jeg kom faktisk til at savne det den her gang. Normalt er det en befrielse for mig at komme væk fra det her mudderhul. Men ikke den her gang. Jeg har slet ikke lyst til at vende tilbage til Californien..." Han kom med et dybt suk og så på os. Charlie smilede lidt til ham, en ting de begge var blevet bedre til efter vi kom tilbage til lejren. 

"Åhr, lokker skoleuniformer og polerede gulve dig ikke? Det kan man undrer sig over." Hun lo lidt og lænede sig tilbage. Avery rullede med øjnene af hende, men smilede også en smule. 

"Jeg siger bare at jeg kommer til at savne jer. Hvorfor skal du altid gøre tingene mere komplicerede end de er, Charlie?" spurgte han drillende og så ud på halvguderne der alle stadig pakkede og hev bagage ud af deres hytter. Vi så mod hytte 13 hvor alle Hades' børn trak kufferter ud, bortset fra Riley. En af pigernes kuffert gik op, hvilket resulterede i tøjet endte på jorden. Inden vi rigtigt kunne nå at rejse os for at hjælpe, var Avery halvvejs derhenne. Han satte sig på hug og hjalp Riley og hans lillesøster med at samle tøjet op, sikkert med tips til hvordan det kunne bliver skinnende rent igen. Han forklarede i hvert fald et eller andet mens han pegede på tøjet. Charlier lo lidt af synet. 

"Den dreng og tøj..." mumlede hun kort. Vi blev siddende og så på, indtil konkyliehornet lød, og vi rejste os for at få frokost. I pavillionen blev der givet årets sidste beskeder, og alle fik keramikperlen. Jeg fik min på snoren om min hals med det samme. Den passede fint til glasvedhænget jeg havde fået af Raymon. Perlen for min første sommer havde en vinrød farve, og med guldmaling var der malet en bue og en pil. Billedet fik mig til at smile. Det kunne godt være jeg stadig var ny og ikke kunne ret meget, men jeg havde dog haft en lille andel i den keramikperle, sommerens vigtigste begivenhed. Både Charlie og Liam virkede også meget glade for perlen. 

Efter frokosten kunne vi ikke længere udsætte det. Vores venner skulle af sted. Vi gik op på halvblodsbakken med dem, hjalp dem med at bære de sidste ting, og måtte endelig til den svære afsked. Vi fik alle et kram af Avery før han blev hentet af en eller anden privat chauffør. Rosa gav vi et gruppekram, mens Viktor stod ved siden af sammen med Mikal, begge drenge så ud til at lade som om det ikke var nu de skulle sige farvel. Tvillingerne tog hjem til Island et par måneder for at få ro på, hvilket vi alle forstod. Jeg gav Frey et langt kram og græd måske en enkelt tårer da han også tog afsked med os. Jeg vidste hvad han skulle hjem til, og jeg skulle ikke længere være en del af det. Alligevel smilede vi til hinanden inden han blev hentet af sin mor. Hun gav mig et varmt, sigende smil, inden hun tog ham med, og de kørte væk. 

Lejren blev stille tømt, og flokken på halvblodsbakken blev stille og roligt tyndet ud, til vi til sidst kun stod de 28 halvblods tilbage som skulle tilbringe hele året her. Jeg stod mellem mine to søskende, og følte mig en smule vemodig ved det hele. Lejren bagved føltes så stille lige pludseligt. Det var som om lejren havde åndet ud, og nu var der død stille. Ikke engang nymfernes latter eller styrernes panfløjter kunne vi høre lige der. Charlie lagde en arm omkring mig. 

"Det bliver godt med lidt ro," sagde hun lavt. Jeg kunne høre hun også var vemodig, men med en smule håb i stemmen. Liam lagde også en arm om mig fra den anden side, med et smil på læberne. 

"Så rolig som hytte 12 nu engang kan blive," drillede han. Jeg så imellem dem, og lo med dem, da vi endte i et halvt gruppekram, og så den sidste bil køre af sted ude på vejen. Duften af søde druer og en varm sommerdag svævede rundt om os. Det hele var ovre, somren, kampen, problemerne. Bare for en stund kunne vi slappe af. Da vi vendte ryggen til den virkelige verden og sammen gik ind i halvblodslejren var jeg forhåbningsfuld. Det værste var ovre. Jeg var i sikkerhed, jeg var hos min familie og jeg vidste hvem jeg var. Jeg var hjemme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...