Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

6Likes
11Kommentarer
2785Visninger
AA

10. Profetier Hænger Mig Ud Af Halsen

Det viste sig min mor havde sørget for jeg ikke kunne komme i kontakt med hende overhovedet. Jeg prøvede at ringe op flere gange, men da jeg hver gang fik samme besked, gav jeg op og søgte hjælp med min far. Han fandt ud af at der boede et nyt par i vores lejlighed i Ohio, og hendes email-adresse var der heller ikke meget held med. Der var absolut ingen mulighed for mig til at få fat på hende. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg var mest vred. Alle mine ting tilbage på mit værelse i Ohio - som så ikke var mit værelse mere - ville jeg aldrig få fat i. Mange ting havde jeg taget med til lejren, men slet ikke alle, for jeg havde ikke vidst at mit liv ville ændre sig så meget. Og selv hvis min mor ikke havde smidt det hele ud, vidste jeg ikke hvor jeg kunne få fat i det. De fleste billeder fra min opvækst, pokaler jeg havde vundet i sang- eller dansekonkurrencer som barn, min samling af snekugler. Alt var bare væk, og jeg kunne ikke få det igen. 

Det var selvfølgelig nyt brænde på bålet for min far, for han bandede og svovlede over hende. Han havde været ret så ligeglad de seneste måneder, men han virkede til at synes den opførsel var uacceptabel. Jeg var rimelig enig, og var lidt begyndt at overveje hvem af de to der var monstret.  

Alligevel gik livet videre. Ugen efter alt balladen med de stjålne attributter, havde vi stadig ikke hørt noget fra Olympen om hvad der skulle ske. Vi anede ikke om der var nogen der arbejdede på sagen, eller om der bare var stilstand. Det var sikkert heller ikke vores bekymringer, men Afrodite hytten og Apollons børn blev mere og mere utålmodige, for de følte sig angrebet på deres forældres vegne. Frey var i hvert fald godt oprevet over at nogen ville gøre det mod hans far. Afrodites børn virkede bare til at blive lidt mere modbydelige til tider. 

Som så mange formiddage spillede vi volleyball, og som så mange andre dage, blev Ray hentet til møde med vejlederne. Dem var der næsten dagligt, fordi folk ikke kunne lade hinanden være. Der havde altid været jokes mellem hytterne, men uenigheden med attributterne havde gjort, at nogen troede de kunne tillade sig mere. Som da hele Hermes hytten var fyldt af duer og en af drengene næsten fik øjet kradset ud, (for ikke at tale om hvordan en hytte ser ud efter cirka 100 duer har været der et par timer.) Eller dagen efter da Afrodite hytten næsten brændte ned, hvis det ikke havde været for Apollon og Poseidon hytten. Stemningen var klart trykket af det, men vi kedede os bestemt ikke. 

Jeg var udskifter sammen med Felix og Liam, da ingen af os var specielt gode til det med bolde, og faktisk hellere ville se på. Alligevel kaldte de andre os udskiftere frem for tilskuere, hvilket var sødt nok. Charlie, Nolan, Frey og Rosa spillede imod Viktor, Mikal, Ruxin og Mel. Jeg havde stadig ikke forstået hele situationen med Mel og Ruxin og Gülden, som jeg havde fundet ud af den pæne Athene datter hed. 

"De har ikke en chance. De har Ruxin!" Liam havde gang i en diskussion om hvilken en af holdene der ville vinde. Liam holdt på Ruxins hold, mens Felix holdt på sin brors. 

"Størrelse og styrke betyder altså ikke alt. Rosa er hurtig." Felix pegede over på Rosa da han snakkede, for det passede med at hun hurtigt og let på benene fik skudt bolden af sted, så den ikke ramte jorden. Liam så ud til kort at overveje at Felix havde ret, men rystede så på hovedet. 

"Ja, men halvdelen af deres hold er piger! Det andet hold er et rent drenge hold." Min bror slog ud med hånden, som om det ville understrege hans pointe. Felix rullede med øjnene over ham. 

"Nu begynder du ikke på det der med, at bare fordi de er drenge, er de bedre til alt, vel?" Uden nogen form for andre følelser i sit udtryk, løftede Felix et øjenbryn. Liam rystede hurtigt på hovedet, nok både på grund af Felix og det blik han fik fra Charlie et øjeblik. 

"Nej nej! Der er da nogle ting piger er bedre til," drillede han, inden Felix skubbede til ham så han væltede. Jeg grinte lidt over dem og så i stedet ud på min søsters hold. Det var tydeligt at deres styrke var hurtighed, for de flyttede sig hurtigere rundt end Viktors hold, men til gengæld var drengeholdet bedre til at få sendt ret præcise skud af. Alt i alt var det en ret spændende kamp, og da Charlies hold på et hængende hår vandt, klappede vi tre udskiftere af dem. 

"Vi vil have revanche!" grinede Mel. Mikal lignede ikke en der var specielt interesseret i endnu en kamp, men resten af holdet var ret frisk, og det var min søsters hold også. 

"Okay. Liam, du afløser Mikal. Så kan du jo også prøve at få tæv af to piger." Rosa så udfordrende over på min bror. Det så ikke ud til at være det Liam helst ville, men han havde påstået at drenge var bedst, og nu måtte han forsvare den påstand. Som hendes tvillingebror, kunne Rosa godt blive lidt skræmmende når der var konkurrence i luften, og man havde ikke rigtigt lyst til at sige hende imod. 

Liam rejste sig og gik lidt usikkert ind på banen, mens Mikal overtog hans plads ved siden af mig. Felix så en smule trykket ud, og holdt blikket fast på sin storebror, som om Mikal så ikke sad lige ved siden af ham. Jeg gav den høje, tavse dreng et smil, inden jeg flyttede fokus ud på spillet der igen begyndte. Det hjalp ikke ligefrem drengeholdet at de fik min storebror med, for han var alt andet end god med en bold, og var forvirret størstedelen af tiden. Alligevel havde de det sjovt, også selvom Viktor så mindre tilfreds ud med at være på hold med Liam. Mit blik søgte op på Mikal for at se hvad han holdt øje med. Selvfølgelig så han på Viktor, men han smilede imens. Jeg så ham så sjældent smile, og specielt sjældent for sig selv og ikke til Viktor. Jeg kunne se Felix på den anden side af Mikal også var overrasket, men han så derimod mere bange ud. 

Rosa råbte noget hånende i en drillende tone til sin tvilling, og Viktor svarede igen ved at fyre bolden hårdt over nettet så den ramte jorden før de kunne redde det. Tvillingerne så på hinanden, og først troede jeg faktisk de var sure på hinanden. Så smilede de begge over hele hovedet. 

"Tag den, tøser!" råbte Liam, og kastede hænderne op i luften, som om han havde noget at gøre med det point de lige fik. Han havde ikke scoret et eneste point endnu. Svaret på hans udbrud var en bold i hovedet fra Charlie, og Liam væltede bagover i sandet. "Hey!" Han så over på Charlie, der gave Nolan en high five. Frey sukkede over sit hold. 

"Kan vi ikke spille fair?" Han så imellem alle de andre, der mere eller mindre grinte lidt af dén tanke. 

"Det var jeres bold," Ruxin samlede bolden op - og min bror, der egentlig havde den i hænderne. Liam gav lidt paf slip på den, da Rux havde trukket ham op så let som ingenting, og bolden blev sendt retur igen, så de kunne tage spillet op igen. De fortsatte, men konkurrencen var stadig tydelig i alles bevægelser og råb til hinanden. Jeg trak mine ben til mig og så over på Viktor. 

"Han er god," kommenterede jeg roligt til Mikal. Om han opfangede jeg talte til ham, var jeg ikke ret sikker på, men han skulle føle sig velkommen hos os, og Felix havde tydeligvis ikke tænkt sig at tale med ham. 

"Ja. Det er han faktisk til det meste, selvom han ikke vil indrømme det." Okay, jeg vil indrømme jeg så mig rundt for at se hvem der havde talt, for det lød helt bestemt ikke som Mikal. Stemmen var for rolig, og så var ordene sagt med en lethed, som om det kom helt automatisk. Den Mikal jeg kendte virkede altid som om det var svært at tale, og han lød tit hæs eller ligeglad. Da jeg forstod det faktisk var Mikal der havde snakket, så jeg op på ham, og jeg må have set ret sjov ud, for han grinte svagt - sådan, rigtig grinte. Bare det at han smilede var et særsyn, og nu sad og grinte ved siden af mig. Jeg kunne slet ikke få det til at passe. Han virkede glad og som om der var en beundring og omsorg for Viktor bag hans ord, en masse følelser jeg måske ikke havde troet han kunne føle. 

Så lagde jeg mærke til noget andet. Hans øjne. De så altid forstyrrede ud, som om der foregik så meget inde i hans hoved at han nok ikke kunne holde fokus. Nu var de helt rolige, som et oprørthav der blev stille efter en storm. Det var lige før han lignede en helt normal fyr. 

"Du..." Jeg vidste ikke hvad jeg ville sige. Kan tale? Er normal? Ligner ikke en der smadrer alt om dig om lidt? Der var ikke rigtigt noget jeg kunne sige, der ikke var en fornærmelse. Men Mikal stoppede mig inden jeg fik sagt mere. Han førte en pegefinger op foran sine læber, et tegn til jeg ikke skulle sige noget, og så kort mod Viktor. Jeg forstod. Den Mikal jeg så lige nu, den person han var lige i det øjeblik, den rigtige Mikal, skulle jeg ikke sladre om. Jeg nikkede til ham, for at vise jeg nok skulle holde mund. Så smilede han til mig, blinkede med et øje, og så tilbage ud på sin kæreste. Det gik op for mig han sad og nød det. Som om det var en sjælden stund han skulle tage ind så længe det varede. Jeg kunne ikke bebrejde ham, hvis det her var sådan han virkelig var, og det andet var en form for sygdom. Hvis han virkelig var sådan her, så kæmpede han med sindssyge hver dag, og tabte det meste af tiden. En helt ny respekt for ham formede sig inden i mig. 

"Delia!" Jeg så op for sent. Volleybolden ramte min pande, og jeg dukkede først hovedet efter den havde ramt. Nu var bolden ret let, men sandet jeg fik i øjet var mindre behageligt. Nolan skyndte sig hen til mig, det var ham der havde sendt den skæve bold af sted. Han satte sig ved mig og prøvede at se ind i mit øje. "Er du okay? Kig lige på mig." Han tog mine hænder og bevægede hovedet frem og tilbage for at se mine i øjnene. Jeg prøvede at åbne mit øje med sand i, men det gjorde for ondt, så jeg holdt det lukket. 

"Jeg har prøvet værre. Men jeg ville gerne have mine hænder for at kunne gnide det ud." Jeg smilede til ham, og han forstod hvad jeg ville, for han gav slip på mine hænder, og gav mig et smil. 

"Klart. Undskyld." Han tog bolden der lå ved siden af mig, og så igen på mig. "Så, virker bolde lige så godt som gyldne pile, eller..?" 

"Nolan!" Felix beklagede sig over hans scorings forsøg, mens jeg ikke var specielt overrasket.

"Ej, det må du gøre bedre næste gang," drillede jeg. Lige i øjeblikket følte jeg mig ikke ret meget som scorings materiale. Mit øje gjorde ondt, og der løb en lille tåre ned af min kind. Nolan sendte mig et smil jeg ikke helt vidste hvad betød, men jeg frygtede han tog mit comeback som en udfordring.  

Charlies hold vandt igen, til Liams skuffelse. Ruxin og Mel virkede mildest talt ligeglade med om de vandt eller ej, for så snart Charlies hold havde vundet, slog Mel armene om Ruxin. Viktor så ikke ret glad ud, men et kys på panden fra Mikal så ud til at løsne ham op, og da han var pakket ind i den høje drengs arme var han tilbage til sit normale jeg. Nolan var ved at belære Felix om at det var sådan man spillede volley - hvortil Felix spurgte om det med at ramme tilskuere også var en del af god spillestil. Så lød hornet til frokost, og vi gik tilbage til vores søskende for at gå samlet til pavillonen som vi plejede. 

Ray var tilbage fra mødet og førte os til frokost. "Hvad var der sket den her gang?" Liam spurgte spændt da vi satte os ned ved vores bord. 

"Det får I at vide senere, bare rolig." Han smilede til os, men det var ikke hans rigtige smil. Det var mere påtaget og tvunget, og vi så det allesammen. Vi havde lært ikke at spørger ind til Ray, for han gjorde alting af en grund, og han fortalte os altid hvad han kunne og måtte. Så hvis han ikke sagde noget nu,betød det han ikke måtte.

Da alle var ved at være færdige med at spise, rejste min far sig op for at få vores opmærksomhed. Der blev stille, og alle så på ham. 

"Spændende nyt til jer. Siden de fleste af jer har et dødsønske i større eller mindre grad takket være jeres guddommelige gener, vil de fleste blive glade for at høre guderne har bestemt en mission er på sin plads." Der var en blandet stemningen. Nogen hujede, andre så ud som om det bekymrede det. Jeg vidste nogen i lejren bare ventede på at få chancen for at vise deres gudelige forældre at de kunne noget, og at missioner var det eneste der gav udgangstilladelse om sommeren. "Situationen her er... Speciel. Der er krævet fire helte for at hente de to attributter tilbage." 

"Det kan ikke passe." Dionte rystede på hovedet. "Det er altid tre. Tre er et magisk tal, et helligt tal. Det overskrider man ikke bare. Det er altid én udvalgt der får to følgesvende med." Han så rundt på vores søskende, der nikkede i enighed. Det var så en detalje jeg måske ikke havde fået med, men jeg kunne se hvad han mente. Tre var et ret gennemgående tal ved guderne. 

"Vi ved det, men sådan er det nu engang. To helte bliver tilbudt missionen, og får lov til at vælge en hjælper hver. Forstået?" Min fars ord tændte julelys i nogle af lejrdeltagernes øjne. Det her var en fantastisk chance for at blive en stor helt, hvis man var til den slags. "Godt så. Første helt er Charlie Morris, min datter." Far rakte en hånd ud så den pegede mod min søster. Ved sit navns opråb rejste hun sig op. "Charlie Morris, påtager du dig denne mission?" Far så hende direkte i øjnene. Det var sikkert kun os der kunne se det, men der var bekymring i hans blik. Han var ikke ret glad for at sende sin ældste datter af sted. 

"Jeg påtager mig missionen." Charlie gav ham et nik og et lille smil. Der blev klappet rundt omkring, men det var lidt tøvende. Far gav et lidt tøvende nik. 

"Godt. Og hvem vælger du til at følge dig?" Hans stemme var præcis så stærk som altid, men jeg syntes bekymringen blev tydeligere. Charlie så over på Raymon, og jeg tror ikke hun kunne have valgt nogen bedre. Hvis jeg skulle ud på noget der kunne blive farligt med monstre og alt muligt hvor jeg kunne blive dræbt, havde jeg også valgt Ray. Han var stærk, klog og ansvarsbevidst. Det undrede mig han ikke allerede var en helt skrevet ned i historien. Raymon nikkede diskret til vores søster, inden Charlie så tilbage på far. 

"Fideliana Woods, min lillesøster." Og dét gav så ingen mening. Jeg stirrede op på hende, helt sikker på jeg havde hørt forkert. Liam stak en albue i siden på mig og gjorde tegn til jeg skulle rejse mig. Jeg kom tøvende på benene, og så hjælpeløst over på Charlie. Hun smilede opmuntrende og mimede 'det skal nok gå' som om hun ikke lige havde dødsdømt mig. Jeg var igen humør til enten at gemme mig eller skrige, ikke til at stå så hele lejren kunne se at jeg nu skulle ud, og lade som om jeg kunne kæmpe mod monstre. 

"Meget vel. Vores anden udvalgte er Viktor Birk Almson, søn af Artemis." Far slog armen ud mod Viktor, der præcis som Charlie rejste sig med en imponerende ro. Der var meget få det hujede og klappede, de fleste hviskede om hvorfor de havde valgt ham. Der kom også kommentarer om at hans egen mor ikke engang kunne lide ham, så han burde slet ikke få tilbudt en mission. Viktor så ikke ud til at høre dem, eller også var han god til at ignorere dem. "Påtager du dig denne mission?" Far så mere strengt på Viktor end han havde set på os. Jeg stirrede skræmt over på ham, og konstaterede han var meget mere klar på sådan en mission her end jeg var. Han havde også otte års træning, jeg havde knap otte måneder. 

"Jeg påtager mig missionen." Hans svar var så ligegyldigt som når han snakkede om noget som helst andet. Det kunne have været et spørgsmål om hvordan vejret var, han havde svaret med samme tone. Jeg følte jeg skulle sendes til slagtning og han var ligeglad. 

"Og hvem vælger du som ledsager?" Min far virkede oprigtigt spændt på svaret, noget man ret sjældent så ved ham. Viktors blik faldt først på hans søster. De to hang sammen, og jeg havde lidt fornemmelsen af at Rosa var den eneste der forstod ham sådan rigtigt, og kunne håndterer ham uanset hvad. Og så var der sikkert et specielt tvillingebånd jeg ikke kendte til. Derefter faldt hans blik over på Mikal, og jeg kunne se dilemmaet for ham. Mikal rynkede brynene, og om han ikke forstod situationen eller Viktors dilemma, var jeg ikke sikker på. "Hr. Almson?" Min far blev utålmodig. 

"Jeg kan ikke..." Viktors stemme var faldet i niveau og hans blik søgte ned mod jorden. 

"Han vælger Mikal Aalto, søn af Lyssa," lød det fra Rosa ved hans side. Viktor så på sin søster og smilede nærmest taknemmeligt. Jeg tvivlede nu på at det var det bedste, for hvis Rosa skulle tage det her valg for ham, hvordan ville han så klarer sig uden hende? 

"Tak, Ronja, men han skal sige det selv," rettede min far dem. Rosa rullede med øjnene over at bliver kaldt Ronja, men forholdt sig ellers roligt. 

"Jeg vælger Mikal Aalto, søn af Lyssa," bekræftede Viktor hurtigt, og Mikal rejste sig. Jeg mistænkte lidt det var hans storebror der havde fået ham op og stå, ligesom med mig, for jeg tvivler på han selv ville fange det ellers. Min far nikkede accepterende og vendte sig mod alle de andre. 

"Så har vi vores fire helte. Brug resten af dagen på at gøre jer klar, I rejser i morgen tidlig." Med et afsluttende nik forlod han midten af pavillonen og gik hen til os. Charlie satte sig igen, og jeg gjorde hurtigt det samme, for jeg følte mig dum ved at stå for frit skue for alle. Far havde knap sat sig før hele pavillonen var et stort kaos af samtaler og folk der sendte blikke, pegede eller skyndte sig til hytterne. "Hør, jeg bryder mig slet ikke om det her. Jeg sender to af mine børn ud, jeg forventer at der kommer mindst to tilbage, er det forstået? Hvis I dør skal jeg personligt sørger for I ikke kommer i Elysium." Det lød måske ret hårdt, men han mente det godt, det vidste vi godt inderst inde. Og jeg var sikker på han nok skulle få mig i Elysium, heltenes lille oase i underverdenen, hvis jeg gik hen og døde. Hvilket jeg rimeligt meget frygtede jeg gjorde. 

"Vi skal nok komme tilbage. Med attributterne. Men hvorfor fire helte, far?" Charlie så undrende på ham. 

"Apollon fremsagde profetien for den her mission for guderne. Smut af sted og hør den, så forstår du. I har travlt." Han kastede med hånden for at få Charlie af sted. Hun rejste sig og gik mod hovedbygningen for at opsøge vores Orakel. Jeg var egentlig ved at bede hende om at vente, og fortælle hvorfor hun havde valgt mig, men jeg tænkte det nok ikke var smart at afbryde hendes tur mod oraklet for dét. Så måtte jeg bare spørger Ray. 

"Raymon, du kommer med mig." Far vinkede ham med sig, og de to forlod også pavillonen. Det var åbenbart så vigtigt, at far glemte sin dåse cola. Jeg sukkede opgivende. 

"Jeg skal også noget. Vi ses i hytten." Dionte rejste sig op og forsvandt i mylderet af de halvandethundrede halvguder der rendte rundt om os. Så var der Liam og mig tilbage. Jeg så på min storebror der gav mig et halvhjertet smil. Det tog ham lidt tilløb, før han klappede mig på skulderen. 

"Det skal nok gå, Delia. Charlie har en plan, det er jeg sikker på." Han lød ikke ret overbevisende, og jeg kunne se han var lige så forvirret som mig. 

"Men hvorfor mig? Jeg har mindst træning af os. Hvorfor ikke en som Ray. Eller Nolan, for den sags skyld. Ruxin. Alle er et bedre valg end mig!" Jeg slog ud med hænderne. Jeg var ikke kun forvirret, jeg var også bange for at møde bare ét af de monstre vi havde set i bøgerne. Når ja, og den potentielle døds fare, den hang også over mig. 

"Jeg ved det ikke Delia. Men jeg ved Charlie ved hvad hun laver. Har du lyst til at træne i arenaen?" Han sendte mig et lille smil, og jeg vidste godt han prøvede at hjælpe, men det virkede slet ikke. Jeg rejste mig op og gik mod hytterne. 

"Nej. Hvis nogen spørg er jeg i hytten og gemmer mig." Det var ikke fair overfor Liam, for han var altid sød og hjælpsom, men jeg havde ikke brug for træning lige der. Jeg havde brug for noget der kunne få mig til at føle jeg ikke var uduelig. 

At stå alene i hytten fik mig kun til at føle mig endnu mere uduelig. Jeg havde ingen plan om hvad der nu skulle ske. Det havde virket som et godt sted at tænke, men jeg var for rastløs til at sætte mig ned med noget og koncentrere mig. Alt jeg havde hørt om missioner og helte der tog af sted virkede skræmmende og som en dødsdom. Jeg forventede ikke at imødekomme min fars regel om at vende levende hjem. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Når man står overfor den visse død, har man ikke ret meget lyst til at sætte sig ned og spise vindruer, kan jeg afsløre. 

Selvom jeg ikke følte for rigtigt at gøre noget, satte jeg mig ned i min stol og prøvede at få det hele til at give mening. Det var underlige helte der var blevet udvalgt, uanset hvad Apollons profeti så sagde. Charlie var forståelig nok, hun var stærk og havde lederevner, og så kunne hun bruge et sværd. Men resten af os virkede håbløse. Mikal og jeg var ikke direkte udvalgt, vi var bare ledsagere, men vi var dårligt valgte ledsagere. Hvor mange ville have to ledsagere der bøvlede med sindsyge med sig? Det virkede ikke taktisk smart. Viktor forstod jeg heller ikke blev udvalgt. Han havde fantastiske kampevner, men jeg havde ikke set ham være ret god til andet end det. Hvis han bare havde valgt Rosa ville det være nemmere, hun var både klog og hurtig, og havde karisma. Men vores flok var broget og jeg kunne ikke forestille mig vi stod stærk overfor nogen, slet ikke folk der kunne stjæle fra guderne. Jeg kunne ikke forestille mig vi kunne overleve bare én dag uden for lejrens grænser.

Jeg kom til at tænke på min mor, af en eller anden grund. Jeg går ud fra at selvom man er femten år og ens mor har skåret alt kontakt til dig, så vil det være hende du tænker på når du er bange for at dø. Hvis hun vidste alt det her med halvguder, var det måske derfor hun så hurtigt havde skubbet mig væk? Hvis hun ikke vidste om jeg levede eller havde det godt, var det nok også ligegyldigt om jeg døde. Eneste barn på min menneskelige side, og min mor gad ikke vide om jeg var levende eller død. Den tanker hjalp cirka intet. 

Der gik en halv time hvor jeg var alene i hytten og bare sad og stirrede ned i gulvet, mens jeg overvejede hvilket monster jeg helst ville spises af. Manticore skulle være ret ubehageligt, og det sammen med kimære. Jeg havde overvejet at en drak måske ikke ville være så slemt, hvis den bare slugt mig i ét stykke. En hurtig død kunne jeg godt overkomme, bare jeg slap for gift og lemlæstelse. Det var de opmuntrende tanker Liam og Raymon afbrød, da de kom tilbage i hytten. Liam sendte mig et smil, og jeg fik det helt dårligt med jeg bare var gået fra ham. Hvorfor skulle han altid være så rar? 

"Hvordan har du det?" Raymon satte sig over til mig, på armlænet til min stol. Jeg trak på skuldrene. 

"Jeg overvejer hvilket monster jeg helst vil spises af," svarede jeg ærligt. Mine brødre lo en smule, og jeg smilede halvhjertet. Det lød sikkert sjovt nok når man ikke skulle af sted. 

"Din tilgang til situationer og opgaver har en masse at sige. Hvis du går ind til det med forventningen om at det går galt, så gør det også det." Ray så ned på mig. Jeg rynkede brynene. 

"Ej tusind tak for opmuntringen," klagede jeg. 

"Hvis du går ind til det med positive forventninger, er positive udfald en større sandsynlighed. Det skal nok gå, okay?" Han klappede mig på skulderen inden han rejste sig op for at finde en flaske vin. Jeg fulgte ham med øjnene, og kunne stadig ikke få det til at give mening. Liam sad i sofaen med en jordbærplante og lod den spytte en masse jordbær ud, for at plukke dem og fylde en skål. 

"Men hvorfor mig? Hvorfor valgte Charlie ikke en af jer?" Mit blik flyttede sig fra Liam til Raymon, der var igang med at skænke op til os alle. 

"Taktik. Dionte kunne hun tydeligvis ikke vælge, og hvis hun valgte mig var der ingen til at holde øje med ham." Han smilede og rakte mig et bæger med vin. Jeg tog roligt imod det og så på Liam, da Ray stillede et bæger ved ham. 

"Og Liam? Han har meget mere træning end jeg har." Det var en underlig diskussion, jeg forestillede mig det var sådan her andre søskende skændtes om at tage skraldet ud. Vi snakkede så bare om sværdkampe til døden og andre sjove ting i den dur. 

"Jeg har intet at byde ind med, Delia. Mine evner er ubrugelige, jeg er dårlig til sværdkamp, og jeg er ikke hurtig." Liam trak på skuldrene, inden han løftede sit bæger og drak af vinen. 

"Okay, men hvorfor valgte hun så ikke en fra en anden hytte? Det gjorde Viktor." Jeg var næppe nogens første valg. Jeg ville ikke engang være mit eget første valg. Raymon satte sig ned ved siden af Liam, og satte flaksen og bægeret på bordet. 

"Vi får aldrig chancen igen, Delia. Vores hytte er ikke dem der får missioner. Desuden er der en grund til du kom til lejren. Jeg er sikker på Charlie har gjort det rigtige, hun er klog." Han løftede sit bæger til mig, som et en slags hilsen, og drak. Jeg tog selv en slurk og sukkede opgivende bagefter. Dionte sluttede sig til os kort efter, og så manglede vi kun Charlie, der sikkert havde travlt med alt muligt mission-leder-noget. 

"Vi burde også få dig parat. Har du et sværd?" Raymon havde sine ben trukket op i sofaen, og lignede lidt en model fra et jagt magasin, hvor modellen skulle forestille at slappe af efter at have nedlagt en bjørn med de bare næver. Hvordan han formåede at se så mandig ud med det lange, lyse hår forbløffede mig stadig nogle gange. 

"Jeg plejer at tage et i våbenkammeret, der er en masse." Jeg trak lidt på skuldrene. Jeg vidste godt de fleste havde våben der betød noget for dem. Nogen havde fået våben af deres forældre, eller havde fået nogen lavet af en af Hefaistos børnene. Så heldig havde jeg bare ikke været. 

"Det dur ikke du bare tager et tilfældigt. Det sværd kommer sikkert til at redde dit liv." Liam rystede på hovedet så en af hans mørke krøller satte sig fast hans øjenvipper. Ikke at han lod sig mærke med det. 

"Liam har ret, du skal have et ordenligt våben. Kom med." Raymon foldede sine ben ud og rejste sig op. Han gav et vink med hånden for at jeg skulle gå med. Jeg stillede mit bæger og fulgte tøvende med min bror ud af hytten. Først havde vi kurs mod våbenkammeret, hvilket jeg godt kunne se logikken i. Men hvad der overraskede mig, var at han gik direkte forbi og i stedet imod smedjen, hvor Hefaistos' børn stod og arbejdede. Der var ikke ret mange piger, lagde jeg mærke til, men dem der var kunne nedlægge Raymon uden problem. "Ruxin?" Min bror henvendte sig til den lalleglade dreng, og han lagde hammeren, han havde haft gang i, mod essen, og tørrede sig over panden. Det burde han have ladt vær med, for han fik tværdet sod ud i hele ansigtet. 

"Hvad kan jeg gøre for jer? Hvis I søger råd om kamp og sådan, skal I nok spørger Gülden frem for mig, jeg er bedst til at banke i metal." Han smilede til mig og tørrede så sine hænder af i et slags forklæde han havde hængende i sit bælte. Så gik det op for mig det var hans T-shirt der hang der, og nu blev brugt som håndklæde. Det var svært at se når den var så beskidt. Raymon smilede beroligende, og han så helt forkert ud i de omgivelser. Ray var lys, ren, helt fin og næsten marmor-agtig. Smedjen var... ja, den var nok nærmere det modsatte. 

"Det er præcis det vi har brug for. Delia har brug for et våben til sin mission." Ray lagde en tung hånd på min skulder, og jeg kæmpede for at mine ben ikke skulle give efter. Jeg sendte ham et lidt forvirret blik, men han var vist rimeligt ligeglad. Min brors øjne lå fast på Ruxin. 

"Intet problem. Sværd, spyd, pile, daggerter, sejl, knive?" Ruxin bevægede sig væk fra essen og hen imod en bunke af forskellige våben der alle så helt unikke og dødbringende ud. 

"Ehm, sværd, tror jeg." Min stemme var hæs og usikker, for jeg følte mig helt på udebane i smedjen. Larmen, soden, det hårde arbejde, alle drengene uden overtøj, kun dækket af forklæder. Det var svært at holde fokus på noget. 

"Selvfølgelig," svarede Ruxin med et smil. Han bedømte mig kort med øjnene, før han rodede igennem nogle sværd. Ray så på mig med et opmuntrende smil, men jeg havde ikke rigtigt lyst til at smile. Ruxin vendte sig imod mig igen og rakte et sværd imod mig. Det så ikke ud af meget. Det var ret enkelt, ikke særligt langt, og poleret ret flot. Jeg tog tøvende imod det, og mærkede hvordan grebet passede perfekt til min hånd. "Desværre er metallet ikke noget specielt som overjordisk bronze, men det er stærkt. Jeg har selv testet det. Grebet former sig efter brugerens hånd. Det er en xiphos, brugt i det gamle Grækenland. Tveægget, fast, kort. Man kommer steder med sådan et. Og det er ikke så svært at håndtere." Ruxin lagde armene over kors, tydeligvis glad for sit arbejde. Jeg beundrede det kort, og vejede det i hånden. Jeg kunne ikke bedømme om det var godt balanceret, som mine søskende kunne, men det føltes godt og jeg fik næsten lyst til at bruge det hurtigst muligt. 

"Det er perfekt. Tak, Ruxin." Jeg smilede til ham, og han så lidt forlegent ned, inden han rakte skeden til mig. 

"Intet problem. Du siger bare til hvis der er andet. Jeg laver gerne våben til mine venner." Han smilede først til mig, så Raymon, og så faldt hans blik over på hans esse. "Var der andet, for jeg var igang med... Ja, jeg har noget at nå." Der gled et hemmelighedsfuldt udtryk over ham, og et glimt i hans øje. Nogle gange mindede han mere om otte-årig end en halvvoksen mand. 

"Selvfølgelig. Tak for hjælpen. Du har reddet Delias liv, eller i hvert fald et par lemmer." Raymon lagde sin arm om mig, og vi forlod smedjen. Ruxin var hurtigt tilbage ved sin esse og varmede sit metal op igen. Jeg stak mit sværd i skeden og så op på min bror. 

"Hvorfor ikke bare hente et sværd, eller xiphos i våbenkammeret?" Det var selvfølgelig ret sejt at jeg kendte ham der havde lavet mit våben, men det virkede også lidt unødvendigt. 

"Fordi Ruxin er en af de bedste smede og opfindere vi har i lejren. Jeg har det bedst med at vide du har et våben fra ham. Er en storebrors bekymring grund nok for dig?" Raymon gav mig et drillende smil. Jeg vidste godt jeg stillede mange spørgsmål, men nogle gange forstod jeg bare ikke min brors tankegang. Alligevel nikkede jeg og godtog svaret. Jeg smilede også til ham, bare så han ikke troede jeg var sur eller noget. 

Tilbage i hytten stod Charlie midt i vores stue. Hun så lettet ud da hun så mig. "Der er du. Vi har en profeti at diskuterer med Chiron. Kom med." Hun vinkede mig med ud. Jeg nåede ikke rigtigt at komme ind, før hun trak mig med ud igen. Jeg så mig over skulderen på Ray, der trak på skuldrene og kæmpede for ikke at grine. Han var så dejlig en støtte til tider. 

"Altså, kunne jeg ikke have lagt min xiphos af først?" Jeg prøvede at følge med i Charlies tempo, hvilket ikke var helt let. Min søster så på mit nye våben, og jeg tror jeg så et smil over hendes læber, inden hun igen så frem for sig, mod hovedbygningen. 

"Profetien er vigtig, Delia. Den fortæller hvad der vil ske. Det er vigtigt vi forstår den. Du kan træne senere." Det var sødt af hende at tro jeg ville bruge min sidste dag i live på at træne. Jeg ville nok nærmere tigge Liam og Frey om en omgang sandhed eller konsekvens for at kunne slappe af og nyde min sidste sikre dag. Derfor valgte jeg også bare at nikke i stilhed, før vi gik indenfor i hovedbygningen. Chiron sad i sin magiske kørestol og ventede på os inde i noget der mindede om en stue. Der var en brændeovn, men den var ikke tændt siden det var ret varmt udenfor. På bordet var der placeret småkager og forfriskninger. I en af sofaerne pyntet med leopardpels, sad Mikal med armen omkring Viktor. Viktor lå halvt op af sin kæreste, og reagerede ikke rigtigt på vi trådte ind. 

"Ah, vores sidste helte. Sæt jer, gør jer det behageligt." Han pegede imod sofaen. Jeg satte mig ved siden af Viktor, mens Charlie tog plads i en stol ved siden af Chiron. Et eller andet sted virkede det meget passende, siden hun var den der skulle styrer den her mission. "Profetien, Charlie." Chirons stemme var så blid og rolig, som en tålmodig far. Han lignede en rigtig venlig lærer jeg havde haft i high school. Kort fuldskæg og hans brune hår der var langt nok til at omslutte hans ansigt. 

" Fire helte vil blive glemt, de gyldne helligdomme under Olympen er gemt, i kvinders vante rammer skal findes, tætte venner skal overvindes, mens bliver fjender til venner, som den skyldige er en alle kender." Min søster fremsagde profetien langsomt, og jeg kunne se hun gik meget op i at sige det rigtigt og helt ordret. Jeg havde hørt det var ret vigtigt med profetier. 

"Derfor fire." Viktor så over på Chiron. 

"Ja. Derfor fire. Fire helte vil blive glemt..." Chiron så tænksomt ned. Det var rart at vide at vi ville blive glemt, om vi døde eller ej. Så uanset hvor meget vi satsede eller hvor meget vi overvandt, ville historiebøgerne ikke indeholde vores navne. Motivationen til den her opgave var ikke ret god fra min optik. 

"De gyldne helligdomme under Olympen er gemt. Ja, det giver sig selv, attributterne er i New York." Charlie så over på Chiron, der nikkede roligt til hende. "Det var overraskende let." Hun lænede sig tilbage. Jeg kunne ikke rigtigt se hvorfor det var nemt. New York var en ret stor by, det virkede ikke let at finde et korset og en bue i en storby. Der var en million steder at lede. 

"I kvinders vante rammer skal findes. Det kunne være mange ting." Chiron så på min søster, og jeg følte lidt vi tre andre var overflødige. Mikal virkede tilfreds nok, han var gået i krig med småkagerne på bordet. 

"Tætte venner, en alle kender... Det lyder frygtelig meget som en halvgud, gør det ikke?" Charlie trak benene til sig i stolen. Jeg satte mit sværd mod gulvet og lod det læne sig mod sofaen. Det virkede ikke til vi kom herfra lige med det samme. 

"Flere halvguder," indvendte Viktor. Han havde ret. Både venner og fjender havde været i flertal. 

"Men vel ikke nogen fa lejren? Ville vi ikke opdage hvis der rendte en masse halvguder frem og tilbage mellem lejren og New York?" Jeg levede lidt på håbet om jeg måske havde ret. Chiron rystede lidt på hovedet. 

"Det er desværre ikke umuligt nogen har fundet en vej ud og ind af lejren uden vi opdagede det. Desuden er der mange halvguder udenfor lejren, gamle lejrdeltagere, halvguder der har valgt ikke at komme denne sommer, halvguder der ikke er opdaget. Mulighederne er endeløse." Chiron lænede en arm imod armlænet til sin kørestol. 

"Men er det ikke nogen vi kender? Jeg mener.. Tætte venner?" Jeg havde ikke meget erfaring med profetier, men tætte venner var nok ikke nogen vi stødte på i New York. 

"Det er muligt. Man ved aldrig. Profetier er aldrig til at tyde bare sådan. Men det lover ikke død og ødelæggelse, det er altid et plus." Charlie smilede lidt til os. Chiron nikkede, men han virkede dybt koncentreret i tanker. Ærligt talt forstod jeg ham godt, for vi virkede ikke som et ret godt hold at sende af sted. Og det var to guder der afhang af os. 

"Hvad hvis vi ikke får fat i attributterne?" Jeg så mellem de andre. Viktors udtryk ændrede sig til noget forvirret, som om han slet ikke vidste hvad det jeg sagde betød. Mikal spiste stadig småkager. 

"Delia, som Raymon siger, hvis man har negative forventninger-"

"Jaja, men hvad hvis? Jeg har fornemmelsen af at hverken Apollon eller Afrodite bliver glade." Jeg kiggede på Chiron. Han nikkede lidt. 

"Guderne kan blive irriterede, men de dømmer retfærdigt. For det meste." Han gav mig et tvunget smil, hvilket på ingen måde beroligede mig, men det var rart nok at vide der ikke var 100% chance for at bliver forbandet med en guds vrede, hvis vi fejlede og overlevede. 

Sådan fortsatte vi den næste time. Gætterier på hvad profetien mon betød, og hvordan vi skulle gribe det an. Charlie og Chiron snakkede mest, jeg stillede spørgsmålene, Viktor kom med tilføjelser og rettelse her og der, og Mikal formåede at tømme fadet med småkager helt selv. Alt i alt ret succesfuldt. 

Det føltes helt som en befrielse at komme udenfor igen efter det lille møde i hovedbygningen. Som om mit hoved føltes mindre fyldt og spændt ude i det fri, med lyden af leende nymfer og halvguder rundt omkring. Det var lidt som om jeg ikke skulle forlade det hele næste dag, når man stod der. Menneskenes verden virkede helt uvirkelig for mig, selvom jeg kun havde tilbragt lidt mere end et halvt år i lejren. Jeg forstod godt Liam syntes det var svært at huske den dødelige verden efter syv år her. 

"Træning?" Charlie så på os alle tre, mens vi gik mod hytterne. Viktor nikkede, det samme gjorde Mikal. Jeg knugede mit sværd i hænderne. 

"Jeg tror jeg finder nogen af de andre og prøver at slappe lidt af, du ved." Jeg stak min søster et usikkert smil der nok mest lignede en grimasse i smerte. Sådan føltes det i hvert fald. 

"Det er i orden. Vi ses i hytten." Hun gav mig et klap i ryggen, før hun gik med de to drenge til arenaen. Jeg så efter dem uden den mindste form for misundelse. Hvordan de kunne kæmpe og bruge en masse energi før vi skulle af sted, forstod jeg ikke. Jeg havde mest lyst til at slappe af og hvile ud, så jeg kunne føle mig helt klar. Den bedste måde at gøre det på, havde jeg erfaret, var ved at lege sandhed eller konsekvens med min bror og Frey. 

Liam var selvfølgelig frisk på ideen med det samme, og Raymon gik med os. Frey var også glad for at deltage, og med ham fulgte Rosa. Nolan og Felix sluttede sig også til os. Vi besluttede os for at stranden var et godt sted at sidde og lege. Stemningen af en kommende mission var ikke så tyk der. 

"Rosa, sandhed eller konsekvens?" Nolan spurgte. Han lå halvt ned ved siden af mig, med albuerne i sandet til at støtte sin vægt. Rosa så på ham med et smil, velvidende at der sikkert kom et ret intimt spørgsmål tilbage. 

"Sandhed. Jeg kan lige så godt få det overstået." Hun rullede med øjnene, og vi andre lo. Bare ikke Nolan, for en gangs skyld. 

"Hvorfor sendte du Mikal af sted?" Vores latter døde. Det var et overraskende seriøst spørgsmål fra ham, og ikke mindst noget der måtte være et ømt emne. Felix slog blikket ned i forlegenhed over sin brors spørgsmål. Nolan havde en tendens til at sige hvad vi andre tænkte. Rosa virkede også overrasket til at starte med. Så blev hendes udtryk roligt. 

"Min bror får brug for Mikal. Det var ikke min beslutning." Hun smilede mildt til Nolan. Frey nikkede, vores tegn til at der var blevet talt sandt. Raymon sad ved siden af Rosa, og tog hendes hånd, hvilket lignede en trøstende gestus. Hun så op i hans øjne og gav ham et ømt smil. "Liam, sandhed eller konsekvens?" Rosa gav slap på min brors hånd, og de lod begge som om de ikke lige havde sendt interne blikke og vi alle havde set det. 

"Konsekvens!" Som altid var han ivrig efter at løfte humøret. Rosa overvejede det kort før hun nikkede. 

"Okay. Syng alle vers af Jeg så en Hundred-armet Spille." Rosa smile udfordrende, meget tilfreds med sig selv og hendes påfund. Liam så overvældet på hende. 

"Der er 28 vers!" beklagede min bror sig. 

"Hvis du ikke kan, skal du stå på hovedet til den næste sandhed er blevet givet." Rosa var kold, men hun havde et hoverende smil over læberne. 

"Nej, jeg kan godt!" Og så begyndte Liam at synge de 28 vers af Jeg så en Hundred-armet Spille. Hans stemme var ikke den smukkeste sangstemme, men de første ti vers kom han igennem uden problemer. Så begyndte han at tøve mere og mere. Han nåede helt til vers 19, før han måtte opgive opgaven. Vi andre havde fået nogle ret gode grin undervejs, hvilket han også havde. "Okay, fint, du vinder." Liam rejste sig op med et smil. "Hvem holder mig? Jeg kan ikke stå på hovedet selv." Man kunne se han håbede ingen meldte sig, men så heldig var han ikke. 

"Jeg skal nok, alt for min lillebror!" Raymon næsten fløj op. Liam sukkede lidt inden han på sin mest elegante måde kom op og stå på hænder. Raymon greb ham i benene, utroligt nok. Rosa så næsten endnu mere tilfreds ud, nu hvor min bror blev rød i hovedet, og kæmpede for at kigge forbi hans t-shirt der faldt ned i hans hoved. 

"Felix! Sandhed eller konsekvens! Please sig sandhed så jeg kan komme ned!" Liam lo lidt, men måtte så kæmpe for igen at få sit ansigt fri fra stoffet. Felix grinte af ham. 

"For at hjælpe dig? Ej det er næsten for god en chance. Konsekvens." Felix så godt tilfreds ud med sig selv. Liam kom med en lang udtrukket lyd, der skulle gøre tydeligt hvor hårdt han havde det. 

"Felix Bessette, jeg kan slet ikke lide dig," sukkede min bror. 

"Løgn," tilføjede Frey med et smil. Vi andre lo lidt. 

"Tusind tak, solstråle." Liam grinte igen lidt og havde fået sine øjne fri af stoffet. "Konsekvens? Jeg tænker vildt dårligt sådan her." Han prøvede at stå bedre fast med sine hænder. "Hop i vandet med alt dit tøj på. Helt under, også så dine skønne, blonde lokker bliver våde!" Liam begyndte at lyde en smule anstrengt, men ikke mere end han kunne grine igen. Felix sukkede lidt, men vi havde en regel om at man skulle udfører konsekvenserne, ellers kunne man ikke være med igen, ikke før det var udført. 

"Javel. Men jeg behøver ikke skynde mig, gør jeg?" Han smilede udfordrende til min bror da han rejste sig op. Han trådte ud af sine sko, før han gik ned til vandet. Vi så alle på ham inden han gik ud i vandet og dukkede helt ned under overfladen. Da han kom op hurtigt efter, rystede han hovedet så vandet sprøjtede fra hans hår i alle retninger, og han fik sig kæmpet op på land igen. Hans tøj klistrede til hans krop, og det så ikke ret behageligt ud, men det var ikke det værste Liam havde fundet på. Felix satte sig ned hos os igen, og Nolan rykkede et lille stykke væk fra sin bror, og tættere på mig. Bare så han ikke også blev våd. 

"Godt, kom nu videre!" Liams arme var begyndt at ryste en smule. Raymon så ud til at have svært ved ikke at grine. 

"Delia?" Felix så over på mig, med vand dryppende fra hans ansigt og ned i sandet. Han smilede stadig stort til mig. 

"Sandhed. Bare så Liam ikke dejser helt om." Jeg så over på ham med et smil. 

"Hun er min favorit af alle mine søskende," kommenterede Liam. Det fik bare Ray til at slippe hans ben et øjeblik, nok til Liam troede han ville vælte. Ray greb nu hurtigt fat i ham igen, bare så Liam ikke kom til skade. Det plejede han at kunne selv. 

"Savner du livet før du vidste du var halvgud?" Felix satte sig i skrædderstilling, inden hans blå blik låste sig i mit. Jeg overvejede det kort, men svaret var ikke svært for mig at finde frem til. 

"Nej." Der var så mange grunde. Min mor havde ikke rigtigt gidet mig, det var tydeligt nu, og jeg havde været alene og mærkelig. Her passede jeg ind, og jeg havde alle mine søskende jeg ikke længere ville kunne forestille mig at leve uden. Frey nikkede også roligt til mit svar. 

"Så må jeg komme ned! Ray!" Liam så op af. Raymon gav slip på hans ben, og elegant som altid kom Liam på benene. De satte sig begge hen på plads igen. Liam mellem Felix og Frey, Raymon mellem Rosa og mig. Liam var rød i hovedet, og hans T-shirt sad sjusket, men han smilede stadig over hele hovedet. 

"Frey?" Jeg så over på ham, og afventede hans svar. 

"Sandhed. Som altid." Han trak på sine spinkle skuldre. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle spørger ham om. Derfor faldt valget på det mest brugte spørgsmål i Sandhed eller konsekvens legens historien. 

"Er du forelsket?" Sidst var det mig der havde fået spørgsmålet, det var vel kun rimeligt jeg sendte det videre. Freys blik flakkede kort lidt rundt, inden han så ned. 

"Ja." Svaret kom som om han ikke ville sige det, men selvom han prøvede at holde det tilbage fløj det ud alligevel. Hans arv fra sin far, gud for sandhed. 

"Vi skal være bedre til at spørge mere specifikt! Det her er jo en cliff hanger!" Nolan så rundt på os. Han lukkede øjnene da Felix sendte vanddråber efter hans ansigt, ved at vifte hånden imod ham. 

"Du er så belastende, ved du det?" Felix grinte alligevel. Nolan så på ham, og det var som om et eller andet tændte i ham. Han smilede og kastede sig over mod sin bror. 

"Jeg skal vise dig hvor belastende jeg kan være, lillebror!" De rullede rundt i kamp for sjov. Vi andre begyndte at heppe i kor. For et øjeblik glemte jeg at jeg var udvalgt til en farefuld mission, der kunne koste mig livet. For et øjeblik havde jeg det bare godt, og jeg lo sammen med mine søskende og venner, i en helt uskyldig leg. 

Til min overraskelse holdt det øjeblik helt til aftensmaden. Så snart vi sad i pavillonen igen, alle samlet ved vores bord, hang den tunge stemning af kommende død over os. Jeg så over til bordet ved siden af os, hytte 13, Hades' børn. Der var kun fire, men jeg overvejede om nogen af dem mon kunne se om vi ville dø. Jeg turde selvfølgelig ikke spørger dem, men tanken kom alligevel. 

"Dem skal du ikke lege med endnu." Raymon snakkede mellem to bidder i en burger. Jeg så på ham, og kunne godt regne ud han havde regnet mine tanker ud, som altid. 

"Kan de se om man skal dø?" Jeg så over på de fire søskende igen. De så egentlig glade nok ud, som om de havde det hyggeligt sammen. Det var sikkert en fordom, men jeg havde ikke forestillet mig at dødsrigets herskers børn kunne sidde og være glade. 

"Nogen af dem. En af dem. Men vi er bedst tjent med ikke at kende vores fremtid." Raymons blik lå også på de fire børn. 

"Men... Vi kan ikke tag på missioner uden at få profetier der forudsiger fremtiden?" Jeg så på ham, uforstående på hvordan det hang sammen. Ray nikkede og tyggede af munden. 

"Ja. Men profetier er ikke sort/hvide. De hjælper fremtiden med at glide frem. At spørger om man dør er et ja/nej svar, og dem er det ikke smart at spørge om. Hvis du vidste hvornår du døde, ville du begynde at leve dit liv anderledes, begynde at leve det på en måde det ikke var meningen du skulle leve." Ray drak af sit bæger, og spiste videre. Jeg tog selv min burger op og tog en bid, men jeg var ikke rigtigt sulten. 

"Spis. Du har brug for kræfter, lillesøster." Charlie smilede opmuntrende til mig. Hun var selv næsten færdig med sin burger, og hun lignede uden tvivl en der godt kunne spise syv til. 

"Hvem ved hvornår du får så god en burger igen?" Dionte smilede til mig. Han kunne lige så godt have sagt at jeg ikke vidste om jeg ville få en burger nogensinde igen. Alligevel smilede jeg og spiste. 

"Så, er der nogle dagbøger vi ikke må kigge i, mens I er væk?" Liam så smilende på Charlie og mig. Hun gav ham en lammer, men han var så vant til det at han bare grinede og spiste. 

"Hvis jeg finder ud af du har rørt vores ting, skærer jeg din hånd af når jeg kommer tilbage." Charlie pegede på ham med sin sidste bid burger. Liam så på sin hånd, og virkede til at overveje noget. 

"Tror du jeg kunne få en gaffel i stedet for en krog på? Jeg tror ikke pirat looket er mig. Og det ville være så meget nemmere ved middagen." Så lo han igen og undveg endnu et slag fra vores søster. 

"Klap lige pegasussen, børn." Far sendte os et blik, som om vi var tosser der opførte os sært. Vi smilede alle til ham, for helt ærligt, det blik var normalt lidt en kompliment fra ham. 

Alle fandt rund om lejrbålet bagefter. Der var ingen lege, der var ingen træning, bare hygge. Bålet brændte underligt. Flammerne var ikke ret høje, men de brændte næsten gyldent. Gyldent betød der var glæde eller andre positive følelser. Jeg følte også selv hyggen, men den trykkede stemning mærkede jeg også. Det var sikkert derfor bålet ikke var ret højt. 

Alle havde fundet deres egen måde at nyde aftenen og stilheden på. Der var nogle halvguder der ikke deltog, men de fleste var her. Frey sad sammen med sine søskende, og han havde et par af sine søstre liggende halvt over sig. Viktor sad ved Mikal og hans søskende. Gülden, den pæne datter af Athene, sad der også, sammen med Ruxin og Mel. De tre var placeret omkring Mikals storebror der kom fra et østeuropæisk land jeg ikke kunne huske. Han var næsten lige så køn som sin kone, Gülden. 

Rosa sad hos os, mellem Raymon og Charlie. Jeg sad med Liams hoved i skødet mens han lå og kastede druer efter Dionte. Alle andre var lidt spredt. Dem af Freys søskende der ikke lå på stakkels Frey, sad og sang, og nogle af os stemte i. Der var selvfølgelig ingen af os der sang lige så godt som dem, men det var hyggeligt. Huan Ja Kazuko, en datter af Thalia, musen for komedier, fortalte en historie der fik os alle til at le, og bålet voksede en smule i størrelse under fortællingen. Demeters drenge kom løbende skumfiduser på et tidspunkt, og vi rykkede tættere på for at kunne riste dem ved bålet. I baggrunden blev Ray og Rosa siddende. De var ved at snakke om et eller andet, men de snakkede for lavt til at det var til at høre. 

"Liam, er det en god idé du får sukker så sent?" Felix sad ved siden af ham. Inden min bror svarede ham, fyldte han sin mund med halv-ristede skumfiduser, for at se på Felix og tale med dem i munden. Han var umulig at forstå, men han så og lød dum nok til at få en mindre gruppe til at le. Da en af skumfiduserne faldt ud af hans mund og han prøvede at gribe den, var det umuligt for selv Charlie ikke at grine af ham. Hans forsøg på at gribe den gjorde bare han havde det klistrede stads over alt. Han grinte selv så meget, at jeg var nervøs for han ville blive kvalt i skumfiduserne. Utroligt nok lykkedes det ham at sluge dem. 

"Hvad sagde du?" spurgte han, og prøvede at tørre sig om munden. I stedet fik han tørret mere snask af på sin kind, og prøvede uden held at slikke det af. Felix sukkede opgivende af ham. 

"Du kan jo heller ikke noget. Hvordan du har overlevet til at blive 17, overgår min fatteevne." Så rakte Felix pinden med hans skumfidus til en af hans hyttekammerater. Han fandt en vådserviet frem fra sin lomme - fordi Felix var helt besat af altid at være ren og se godt ud af - og tørrede min brors ansigt og hænder af. Det var virkelig svært at huske Felix var et år yngre end min bror, for han opførte sig typisk som den mest modne. 

"Tak mor, får jeg også lov til at blive sent oppe?" Liam grinede af Felix, der gav ham et tørt blik tilbage. 

"Nej. Absolut ikke." Han rystede på hovedet, og smilede så. Jeg smilede over dem, men blev revet ud af mine tanker, da Charlie lagde en arm omkring mig. 

"De her øjeblikke er det vigtigste vi har. Når vi er af sted i morgen, vil du tænke tilbage på Liams snaskede ansigt og savne det, hvor utroligt det end lyder." Charlie smilede varmt til mig, og der var noget næsten moderligt over hende. Måske var hun bare omsorgsfuld. Uanset hvad elskede jeg når hun var sådan. 

"Jeg tvivler på det bliver det første jeg savner," indvendte jeg. Min bror så næsten fornærmet på mig. 

"Jeg ka' alt'å gok 'øre ej!" beklagede han sig, igen med munden fuld af hvide skumfiduser. Jeg smilede varmt til ham. 

"Det var meningen, Liam." Charlie og jeg gav hinanden en high five. Jeg så mig over skulderen på Ray. Rosa havde lænet sig ind til ham, og han havde lagt en arm omkring hende. Hun lignede mest af alt en der var tæt på at falde i søvn. Ray så ind i flammerne fra bålet, og så utroligt bekymret ud. 

"Hvad er der med dem? Først på stranden, og nu..." Jeg vidste godt Charlie ikke havde været med på stranden, men noget sagde mig det ikke var første gang de havde taget hinandens hænder. Charlie så også på dem. 

"Dit bud er så godt som mit. Sådan tror jeg lidt de altid har været. Du kan spørger alt du vil, men du får intet ud af Ray. Jeg tror måske bare det er sådan han er støttende og sådan han yder omsorg. Du kender ham." Hun havde en pointe. Ray var altid meget fysisk med sin omsorg. Det var kram, kærtegn, strøg over håret. Det var nok egentlig det der gjorde ham så rar. Og Rosa havde en bror der tog af sted på mission i morgen, hun havde nok brug for en slags omsorg. 

Klokken blev alt for hurtigt ti, og dermed tid til at finde vores hytter og gå i seng. Enten det, eller blive spist af harpyerne en time senere. Det mindste jeg kunne gøre var at overleve til næste dag.

Jeg havde ret svært ved at falde i søvn den nat. Jeg gav sukkeret fra skumfiduserne skylden, men jeg ret sikker på mine nerver havde noget med det at gøre. Charlies vejrtrækning blev hurtigt tung, så hun havde åbenbart ikke noget problem med at falde i søvn. Jeg misundte hende, men jeg havde fornemmelsen af hun så det her som en ære, og ikke en dødsdom. Perspektiv gjorde virkelig en forskel, tænkte jeg for mig selv. 

Der gik i hvert fald en halv time før jeg faldt søvn. I det mindste var der ingen drømme den nat. Men natten føltes alt for kort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...